Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

Charles Haddon Spurgeon - Forfatterens Forord

Saalænge Jorden staar med Saatid og Høsttid, vil der gives Mennesker, som ville dyrke den. Der vil maaskee komme en Dag, hvor der ingen Godsbesiddere findes, men Agerdyrkere vil der ganske sikkert altid findes. Godsbesiddere og Jurister ville forsvinde fra Jordens Overflade, men Agerdyrkere ville vedblive at bestaae. Gode og onde Agerdyrkere, baade Kains og Noahs Efterkommere, ville vedblive at pløje og høste indtil den yderste Dag. Derfor vil der til alle Tider være Trang til

Mark-Prædikener.

Prædikener for Slyngekastere og Bueskytter, Falk-jægere og Troubadurer vilde næppe finde nogen Læser nu; men Agerdyrkere findes i ligesaa stort Antal nu som før, og Taler, udarbeidede for dem, ville finde Tilhørere, saafremt de ellers fortjene det. Det vil være hensigtsmæssigt at uddrage Stoffet til Prædikener for Landmænd af deres daglige Beskjæftigelse, thi den er af en saadan Natur, at den fremfor nogen anden er en Kilde, hvoraf hellig Lærdom kan øses, og ligesaa taabeligt som det vilde være, om de, der bo i Indien, vilde forlade deres Hjemstavn for at sanke Guld og Krydderier, ligesaa uklogt er det at forlade Ager og Plov for at søge efter Belæring. Den, der boer i Newcastle, spilder sin Tid, om han gaar ret langt for at hente Kul; den, der lever af at dyrke Ageren, vil handle som en Taabe, om han forsømmer den Lærdom, Naturen kan skjænke ham, for selv den meest blændende Filosofi. Nogle at de mægtigste Profeter og Prædikanter ere komne fra Ploven, og tilvisse maa det være en god Skole, som har frembragt saa duelige aandelige Lærere. Ligesom al Verden faar sin Næring af Markens Frembringelser, saaledes bør ogsaa alle Menneskers Sjæle finde Næring ved ret at betænke Guds Veie i Naturen og hans Forsorg, saaledes som en Landeiendomsbesidder, en Huusbonde seer den. Derfor have vi søgt

Underviisning fra Agrene.

Den, som foragter Sandheden, fordi den i dette Tilfælde ikke bærer andet Smykke end en Kjeede af Markblomster om sin Hals eller en Krands af Bygax paa sit Hoved, han har intet Øie for en Skjønhed, der er ligesaa fortryllende i en landlig Dragt som i et fuldendt 'Klædebon. Naar Sjælen blot faar Næring, er det lige-meget, enten denne saa hentes fra et Slot eller fra en Hytte. Læser, saafremt Du er Agerdyrker, vil det være Dig til evig Gavn og Glæde, om den store Huusbonde ved sin Helligaand skulde mødes med Dig paa denne Bogs Sider, og indvirke paa Dig, saa at Du i hans Haand maa blive som en Ager, der baade er pløjet og tilsaaet. Paulus siger om de Troende : »I ere Guds Huusholdere!« Maatte dette med Sandhed kunne siges baade om Læseren og Forfatteren ! Agerdyrkere burde blive gode Kristne, naar de gjenfødes af Naaden, thi Gud er allevegne omkring dem, og i hans Nærhed ere Sjæle, som have erfaret Naaden, visse paa at voxe.

Fordum mødtes Gud med Menneskene i Busken, ved Bækken og ved Brønden, han talede med dem baade paa Marken, paa Tærskeloen og ved Faarefolden; han synes endnu at være dem nærmere paa Landet end i den smudsige Stad. Plovmanden kan aldrig slaae sit Øie op, uden at det møder et eller andet lærerigt, saafremt han ellers er modtagelig for Lærdom. Ukrudt og Planter, Frost og Solskin, de grønne Spirer lige saavel som de gule Ax, Saatid og Høsttid, Grøfter og Gjærder, Ræve og Faar, Tørke og Oversvømmelse, Heste og Vogne, Plove og Harver — alt aabenbarer en eller anden aandelig Hemmelighed om Gud og vore egne Sjæle. Saadanne Mennesker, der ved hvert Stykke Land, de dyrke, støde paa en Lærer og en Lærebog, maatte tilvisse kunne lære meget. Dertil kommer, at Landmanden til de forskjellige Aarstider i en ganske særegen Grad bliver nødt til at føle sin Afhængighed af Gud. Han bliver aldrig heelt færdig; hans Arbeide hører aldrig op, men begynder altid paany, hans Forhaabninger opfyldes aldrig. Fra det Øieblik, han saar sin Sæd, indtil den Dag, da han seer Kornet sætte Ax, er han bestandig afhængig af Gud med Hensyn til Solskin og Regn ; ja selv naar Sæden er moden til at høstes, vil en vedvarende Regn kunne ødelægge hans Høst og bringe ham Sorg tilsidst. Han kan aldrig beregne sin Indtægt forinden han har den i sin Lomme, og næppe nok endda.

Denne aabenbare, ubetingede og daglige Afhængighed burde hjælpe den gode Landmand til at indøve sig ret tilgavns i Troen. Han tvinges til at see opad, thi hvor skulde han ellers see hen? han maa overgive al sin Gjerning i Herrens Haand, thi hvo skulde ellers være hans Hjælper? Hans Tro, som daglig sættes paa Prøve, og det fra Morgen til Aften, har ypperlig Leilighed til at naae en ualmindelig Styrke. derfor burde vore ager-dyrkende Kristne høre til de stærkeste i Troen i det hele Land. I den senere Tid have de ikke været synderlig begunstigede i Henseende til timelige Goder, men det er vort Haab, at denne Række Prøvelser og Modgang maa have det til Følge, at idet de sanke mindre Forraad for denne Verden, see de sig med større Iver om efter den bedre Deel, og i en fast Tro lægge Alting i Herrens Haand. Dette er utvivlsomt et Gode, der kan uddrages, af det Onde, og et saadant Gode bør vi ogsaa eftertragte. Stræng Tugt burde i saadanne Tider skabe gode Stridsmænd for vor Hær. Hvis saa er, vil de forringede Indtægter rigelig erstattes derved, at vort Hjerte er blevet saameget rigere; og om vore Landmænd blive visere ved deres feilslagne Høst, vil dette være gavn-ligere, end om de bleve rige Mænd.

Disse Prædikener ere skrevne for Landmænd, dem ere de ogsaa tilegnede med en inderlig Bøn til Gud om, at naar jeg er død og borte, dog nogen god Sæd maa fremspire af disse Blade og sætte Frugt til Guds Ære og være udødelige Sjæle til Gavn. Den sande Gudsfrygt har fordum fundet mange af sine Forsvarere blandt Englands og Skotlands Landbostand. Destoværre maa det befrygtes, at en sørgelig Forandring har fundet Sted i mangt et Hjem, og at Verden har faget Herredømmet i Huse, der fordum rummede en Guds Menighed. O, maatte dog de gode gamle Tider vende tilbage baade i store og smage Gaarde, saa at hver en Landsby husede gudfrygtige Indbyggere, der ære deres Gud !

Min Læsers hengivne
C. H. Spurgeon.

cows.gif - 4548