Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

Charles Haddon Spurgeon - Forelæggerens forord

Charles H. Spurgeon

(Efter forskjellige engelske og tydske Kilder, navnlig: C, H. Spurgeon u. seine Thåtigkeit. Eine Skizze. Hamburg 1881. See ogsaa den smukke Skildring i Funckes Reisebilleder: Fra England, osv. af Bernhoft. 1883.)

“Hvo, som troer paa mig, af hans Liv skal, som Skriften siger, flyde levende Vandstrømme.” Joh. 7, 38.

Charles Haddon Spurgeon — saaledes lyder den Mands Navn, hvem man med Rette har kaldet »Prædikanternes Konge«. Og noget kongeligt kan der vel ogsaa nok siges at være over den Mand, som i over 30 Aar hver Søndag har seet henved 7000 Mennesker samlede omkring sin Talerstol, ja ofte det dobbelte eller tredobbelte Antal, for ikke at tale om den uendelige Mængde af Møder uaa Ugens andre Dage. Det er ikke Mange, hvem det gives at tale til, at øve Indflydelse paa saa mange af deres Medmennesker ; og at denne Indflydelse har noget at betyde, derom vidner dog bedst den lange Aarrække, thi det er vist kun faae Prædikanter, hvem det forundes saa længe at staae i fuld Blomstring, ja med en stedse stigende Tilslutning og Anerkjendelse. Og det er det Store ved Spurgeon: han er ikke blot Opvækkelsesprædikanten, der i en kort Time kan give Sjælen et afgjørende Stød fremad imod det Evige, men han kan ogsaa bygge op paa den Grundvold, der er lagt, han kan knytte Mennesker til sig ved det Baand, der binder fastere end de fleste andre: ved Sjælesorgen. Derfor samles ikke blot Tusinder omkring hans Talerstol, men Tusinder see op til ham som deres Sjæles Tilsynsmand og Hyrde. Idet nu efter adskillige Aars Forløb en Samling Prædikener af ham paany forelægges danske Læsere, vil det maaskee ikke være ubetimeligt at forsøge paa at give en kort Skildring af ham som, Prædikant og i Forbindelse hermed (skjønt kun antydningsviis), at berøre den uhyre Virksomhed, han samtidig udfolder paa den indre Missions og paa det litterære Omraade. I den sydvestlige Deel af London, i Nærheden af Themsen,, ligger en stor, nærmest et Theater lignende Bygning. Den er opført af Steen og Jern og er ret imponerende, i ædel og simpel stiil. Den kaldes »Tabernaklet« og indeholder lignende Lokaler som »Bethesda« i Kjøbenhavn. I dette Tabernakel samles Søndag efter Søndag de store Skarer om Spurgeons, Forkyndelse. Ogsaa det Indre af den store Sal er ikke uligt et Theater. Paa slanke Søfiler hviler 2 Gallerier, hvert med 6-7 Rækker Bænke amfitheatralsk ordnede. For Salens Ende er den Platform anbragt, der her som saa ofte i England udenfor Statskirken erstatter baade Prædikestol og Alter; thi herfra leder Prædikanten hele Gudstjenesten, prædiker, synger o. s. v. ; her have hans Medhjælpere, Diakoner og Menigheds-ældste deres Plads bagved ham tilligemed Forsangeren. Under denne Platform er atter en mindre, ligesom en ny Afsats, hvor det store Daabsbassin findes (bestemt til fuldstændig Neddykning). Dette er i Almindelighed tildækket og Sæder anbragte ovenpaa (eller paa Kommuniondagene Nadverbordet). I det vældige Rum er der Plads til henad 7000 Mennesker, Staaende iberegnet, men der sørges med største Omhu for, at Rummet fyldes uden Trængsel af den foran Indgangsdøren ventende Masse, efterat først Menighedens egne Medlemmer og Fremmede ved Hjælp af Kort have indtaget deres bestemte Pladser. Herved undgaaes al Trængsel, og Mængden bænkes saaledes, at ikke en eneste Plads lades ubenyttet; Spurgeon begynder ofte Gudstjenesten med fra Platformen at bede Folk rykke sammen. I hele denne Ordning kommer den engelske praktiske Sands tilsyne, som visselig ogsaa er i hans Aand, der sagde til sine Disciple: kommer Folket til at sidde! (Joh. 6, 10). Ikke sjælden skal man see Fremmede, der lukkes ind ad en Bagdør, ved Indtrædelsen uvilkaarlig slaae Hænderne sammen af Forbauselse over at see hele den kolossale Mængde, der her er anbragt ordentlig og fredelig, Hoved ved Hoved. I Modsætning til, hvad man vil finde i de fleste af vore Kirker, er c. 2/3 af de Tilstedeværende Mænd, deraf mange unge, hvem S. ret egentlig har den Gave at kunne tale til og vinde. Men hvem kan saa forresten opregne det Virvar af Nationer, der her flokkes : Tydske, Franske, Amerikanere, Australiere, Kinesere, Indere, ja Negere og Folk fra Turkestan har man truffet her, som kunde sige: »ogsaa vi kjende Mr. Spurgeons Prædikener hos os.« Eiendommeligt er det ogsaa, at hos denne Baptist samles alle mulige Sekter og Afskygninger indenfor den kristne Kirke; det er som om de følte, at hos denne Mand faar man ikke det Konfessionelle, ikke Sær-Meninger, men det Almeenkristelige at høre.

Naar denne brogede Forsamling er indladt, viser Spurgeon sig, punktlig paa Minutten, efterfulgt af Menighedsforstanderne, og tager Plads paa Platformen. Han kjendes ikke paa nogen geistlig Dragt, bærer ikke engang det reglementerede hvide Halstørklæde. Det er en lille, korpulent Skikkelse, med et blomstrende, næsten rundt Ansigt og et Par trofaste Øjne; hans Væsen er præget af en varm og hjertevindende Ligefremhed. Man seer strax paa ham, at han er den »selvlærte«, »selvgjorte« Mand, ikke oplært af Professorer eller den Slags Folk, som have den besynderlige Bestilling at uddanne Folk til noget, som de selv aldrig have været. Man behøver ikke at see længe paa S. for at blive paa det Rene med, at denne Mand, som ingen Ordination har faaet af Menneskehænder, han laaner sin Værdighed ikke fra nogen verdslig Øvrigheds Udnævnelse, ikke fra Examen eller Klædedragt, men han har Aandens Salvelse paa en ganske anden Matide, som en umiddelbar Gave fra Gud. Og denne Salvelse er ikke den falske, hvis Eiendommelighed er at ihjelslaae eller forvrænge alt det i god Forstand naturlige hos et Menneske, saa at Tale, Manerer, Mimik og Væsen blive affekteerte og unaturlige. Nei, S. bevæger sig og taler heelt igjennem med den meest utvungne Frihed og Naturlighed, som Mange hos os maaskee vilde finde dagligdags, og som vistnok ofte overdrives hos mange af Sekternes Prædikanter; men ogsaa Funcke maa indrømme, »at hvad S. angaar, saa havde jeg tillidst det Indtryk: denne Mand er, hvad Gud har gjort ham til, og der er ikke et Fnug af en Komediant i ham, hvilket i Sandhed vil sige meget. Han er en Prædikant af Guds Naade og ved denne Naades oprindelige Skabelse bleven saaledes. Han behøver ingen Præstekjole, om den end heller ikke vilde skade ham.« Derfor afskyer S. ogsaa disse Prædikestole, der blot lader os see Prædikantens »Buste« og kun hindrer ham i at tale og bevæge sig frit og naturlig. Selv staar han og holder sin Prædiken rolig og naturlig bag Rækværket paa sin Platform ; istedetfor alle Slags afsindige Gestus anbringer han sin Haand paa Rækværket eller holder den paa Ryggen eller Brystet. Længe kan han tale i denne Stilling; »men saa hæver hele Skikkelsen sig som i hellig Kamp. Det er som en glødende Kamp mellem Gud og Mennesker. Da kan han bønfaldende hæve sine Hænder mod Himlen, som om han vilde tvinge Gud herned, derpaa igjen vende sig til Menneskene og tale med en rørende, lokkende og dog hjertegribende Stemme, saa at det gik En gjennem Marv og Been.« (Funcke anf. St.)

Spurgeon begynder, saasnart han med et Blik over Forsamlingen har overtydet sig om, at alt er i Orden, Gudstjenesten med en kort Bøn (umiddelbart før eller efter Prædiken beder han derimod sjælden). Derpaa lader han en Psalme synge, idet han efter engelsk Skik selv først forelæser hvert Vers. Hans vidunderlig klangfulde, rene Stemme, i hvilken hele hans Hjertes Blødhed og hans Karakteers Kraft synes at forene sig, er aldrig skjønnere end ved Oplæsningen af disse Vers; det er som talt Musik. Skjønt hans Stemme kan have noget af Tordenens Rullen, saa er den selv i Nærheden uden nogen ubehagelig Mislyd; og dog kan han høres selv i den længst bortliggende Krog. Efter Psalmen oplæser han et Afsnit af Skriften, som han altid ledsager med oplysende Bemærkninger, træffende Anvendelser og lign. Denne Bibelforklaring lægger han selv stor Vægt paa og forbereder sig meget dertil. Her er ofte »Tanker til Eftertanke« og Stof" til mere end een Prædiken. Derpaa synges paany, og endelig slutter han med Prædiken, som gjerne varer 3 Kvarteer. Vidunderlig forstaar han i denne Tid at drage Alles Tanker til sig, saa at hele den store Forsamling ligesom hænger ved hans Læber; kun i Pauserne høres den Larm, som vanskelig kan undgaas, hvor saamange ere tilstede; men ved det første Ord bliver alt paany stille. Efter Prædiken følger ingen Psalmesang; med den er Gudstjenesten forbi.

Hvad er det nu, som drager Mennesker til denne Mand, hvad er det, der gjør, at hans Prædiken har en Virkning, der næsten maa kaldes exempelløs? Det kan ikke nægtes, at hans Prædiken har mange af de Egenskaber, som pirre og fængsle Mængdens Opmærksomhed; dog, naar det har været saa i en Menneskealder, saa maa man vel søge Grunden dybere; saa lærige pleier Mængdens Interesse ikke at holde sig. Man kunde vise hen til hans næsten enestaaende Veltalenhed, eller til hans udmærkede Stiil, der i Klarhed og Skjønhed søger sin Lige. Hans Prædikener, der stadig udkomme kort efter at være holdte (mindst 1 om Ugen), læses i utallige Hjem, og de læses lige gjerne af den fornemme Herre og af hans simpleste Tyende, thi enhver af dem har den Følelse : det er mig, han har tænkt paa, Folk af min Stand, som han har for Øie. S. er slet ikke bange for overfor den brogede Masse af sine Tilhørere at bruge græske eller latinske Ord; thi han veed, at han alligevel udtrykker sig saaledes, at han bliver forstaaet. Men aldrig vil man hos ham finde lange, indviklede Sætninger eller den skruede Udtryksmaade, som ofte kan skrives paa den saakaldte lærde Dannelses Regning, men som maaskee dog har sin dybeste Grund i, at man ikke har noget bestemt paa Hjerte, som man vil give sine Tilhørere. Mangen theologisk uddannet Præst prædiker, siger S. selv, »om at Kristus vilde have lært dette eller hiint, eller gjort dette eller hiint, hvad saa atter paa denne eller hiin Mande stod i denne eller hiin Forbindelse med vor Salighed.« Hos S. finder vi ikke »dette eller hiint« eller muligviis noget ganske andet, men kun et meget bestemt »dette«, og det forstaar han at udtale saaledes, at Ingen, der hører hans Ord, kan være i Tvivl om hans Mening; og naar en Ting er sort, saa kalder han deri ikke mørkegraa. Dertil kommer nu ogsaa hans overordentlige Talent til at anskueliggjøre, hans praktiske Blik paa Livet, ud af hvilket han med uopslidelig Opfindsomhed veed at hente Billeder, der kan stille de himmelske Sandheder i det rette Lys. En Mand, der er saa højt begavet med den sunde Menneskeforstand (hvilken efter hans Mening mangler de fleste Kristne !), der ogsaa forstaar at skaffe sin Menighed et ordentligt Sæde (»at de ikke skal, sidde og gjøre Pønitentse istedetfor at høre det glade Budskab«), og kalder frisk Luft i Kirken for det bedste næst Guds Naade, --- af en saadan Mand kan man vel vente Blik for Livet, saa at han forstaar at gjøre Brug deraf for sit Formaal: at bringe Menneskene til at leve »af Guds Naade, til Guds Ære.« Han er Mand for — som han har gjort ved en Hverdagaftens Gudstjeneste — at holde et opbyggeligt Foredrag over de Vogne, som han pleiede at møde paa sin Vej til Tabernaklet! Men han er heller ikke bange for at bruge sit rige Lune og bringe Folk til at trække paa Smilebaandet ved sine livlige Skildringer eller ved fiin, men altid godmodig Sarkasme; han saarer ikke, fordi han bringer En selv til at lee med. Netop herved var det han fra Begyndelsen vakte meest Anstød ; men det er gaaet i den Henseende som i saamange andre: man begyndte med at forarges, man endte med Anerkjendelse. Engang havde han Søndag Formiddag bedet sin Menighed om »Fornøielsen af deres Fraværelse« ved Aftentjenesten, Forat der kunde blive Plads til ret mange Andre. Om Aftenen var der da ogsaa saa tæt pakket af Tilhørere fra øverst til nederst, at man ikke kunde røre sig, og Mange havde ventet timeviis, saa Stemningen var noget slap, og Evnen til Opmærksomhed maaskee ikke ganske vangen. Saa begyndte S. da at spørge dem, om de ikke kjendte Historien om Fængselspræsten, der sagde til sine Tilhørere, at han vilde prædike for dem 1) om Synden, 2) om Naadens Midler herimod. Den Søndag naaede han kun til det første Punkt, og da han næste Søndag fortsatte, vare imidlertid endeel af hans Tilhørere blevne hængte i den forløbne lige! Derfor vilde han nu selv strax gaae løs paa Hovedsagen. Dette er jo neppe efter Prædikekunstens Regler; men mon ikke en saadan Begyndelse under de givne Omstændigheder kunde være ret praktisk? »Dersom alle Mennesker vare, som de burde være, — saaledes siger S. selv, — saa vilde de være villige til at høre det glade Budskab, selv om det forkyndtes dem i tørreste Skole-Udtryk; men de Fleste ere saa sorgløse med Hensyn til deres Sjæl, at vi ikke blot behøve at prædike for dem, men først man see at bringe dem blot til at høre paa os.« Det hører derfor netop med til den Alvor, hvormed. S. omfatter sin Gjerning, at vinde Sjæle for Herren, naar han benytter sig af slige Midler.

Dog, man kan gjennemgaae alle hans Prædikens ydre og indre Fortrin, og man vil desuagtet ikke heraf kunne forklare sig dens mægtige Virkninger. »Jeg havde allerede før,« siger Funeke, »læst mange af S.'s Prædikener ; men selv med Fare for at fornærme mange af hans Venner maa jeg tilstage, at jeg vistnok fandt de fleste af disse Prædikener meget gode, men dog hverken i Form eller Tankeindhold bedre end mange trykte Prædikener, der ikke nær faae den Modtagelse. Men da jeg nu hørte og saae Manden, da gik hans Betydning først op for mig. En uendelig Medlidenhed med Folkets Brøst, og en dyb Længsel efter at redde fra Fortabelse enhver Sjæl, til hvem Lyden af hans Stemme naar, karakteriserer Mandens Væsen. Nu forstod jeg, hvorledes der gives Titusinder, som personlig have den største Tiltro til ham, nu forstod jeg, at han Søndag efter Søndag som ved et Trylleri kan drage, Tusinder til sig fra alle Londons Hjørner og Kanter,« Denne Udtalelse peger hen paa det, som er Hovedsagen, idet den viser hen til Indtryk, Manden selv gjør. Thi dette er dog det afgjørende, at Enhver føler : denne Mand taler kun fordi han troer, om ham gjælder det i fuldeste Betydning han troer, hvad han prædiker. Der er ikke en Floskel, ikke et overflødigt Ord i hans Tale, som ikke er baaret frem paa Troens Vinger.

Han troer paa, at han staar i sin Herres Tjeneste for at vinde og frelse udødelige Sjæle. Han troer paa det Livets Ord, som er nedlagt i den hellige Skrift, troer det saa fuldt og fast, at naar han taler om Abraham, om David, saa føler man, at det er virkelige Skikkelser for ham, med Kjød og Blod. »Jeg er radikal i mange Ting,« siger han selv, »men i Religionen, eller med Hensyn til Skriftens Guddommelighed, da er jeg en gammeldags Skabning.« Han troer fuldt og fast paa en evig Fordømmelse, et Helvede, og man mærker, at Herrens Ord hviler som »en Byrde« paa ham, man mærker en hellig Angst og Bæven for elskede Medmennesker, naar han taler om den Tilværelse, hvor K j æ r l i g h e d e n er udslukt, »hvor I ikke mere skal høre en elskende Moders eller den ømme Søsters Stemme«. Men han troer ogsaa paa Naaden, han forkynder den fuldt ud, og Ingen, der hører ham, kan andet end tænke: han veed, at det har han selv erfaret, derfor er det han taler til os derom. Han kjender, hvad han taler om. Hvem kan vel have en rigere Erfaring paa alle det religiøse Livs Omraader end en Mand i Spidsen for en Virksomhed som hans? Hvem skulde bedre end han kjende alle Dybder i det menneskelige Hjerte, kjende Sjælens bange Søgen, kjende det hovmodige Hjertes Udflugter overfor Gud, kjende baade den uendelige Jubels og den pinefulde Anfægtelses Timer? Deraf hans store Forkjærlighed for Davids Psalmer med deres rige Udtryk for alle det religiøse Livs Stemninger. Og som han har Øre for Davidsharpens Toner, saaledes forstaar han ogsaa at faae dens Strænge til at dirre i sine Tilhøreres Bryst; Funcke, der hørte ham prædike over den 4ode Psalme, siger: "endnu lyder det, ikke i mine Øren, men i mit Hjerte, hvorledes han tre Gange efter hverandre gjentog disse Ord: "Herre, skynd Dig til min, Hjælp!"

Men som han troer paa, at han taler i sin Herres Navn, saaledes troer han ogsaa med en beundringsværdig urokkelig Tro paa denne sin Herres Sag. Han betræder Platformen i den sikkre Forvisning, at Herren den Dag gjennem hans Ord vil og maa tale til en eller anden af de Tusinder, der sidde ved hans Fødder, tale et saadant Ord, som bliver en Afgjørelse for Tid og Evighed. Og dog taler han ingenlunde paa »methodistisk« Viis; men han veed, at lidt methode skal der dog til, den Methode, som Apostelen Peter udtaler i disse Ord: omvender Eder og lader Eder døbe ! (Ap. Gjern. 2, 38.) Og forunderligt! han faar altid Vished og Vidnesbyrd derom, hver Gang han har prædiket. Og det Liv, der blomstrer op omkring ham, er hans Forkyndelses Besegling. Thi han er ingen Reiseprædikant, der holder Opvækkelsesprædikener saa her, saa hist, uden at kunne overkomme at nære det Liv, han har vakt. Det er betegnende for hans Tro, hvad han engang svarede en Præst, der beklagede sig over, at han slet ikke hørte om nogen Omvendelse i sin Menighed. »De troer dog vel ikke, at der efter enhver Prædiken maa følge Omvendelser?« spurgte S., idet han stillede ham paa Prøve. »O nei!« svarede Præsten ; »men dog efter nogle.« »Det er just Sagen !« svarede S.; »tro De blot, at de skal følge efter enhver Prædiken, og saa kommer de ogsaa!« Mangengang kan hans Ord ramme dybere end han selv aner, som da han engang, idet han vilde oplyse sin Tale med et Exempel, pegede ned blandt Tilhørerne, netop paa en ung Mand, med de Ord: »den slette Tom der vil omvende sig og gjøre sin Fader Glæde!« Der sad just en ung Mand af dette Navn, Søn af en Præst; han havde levet et daarligt Liv og var ifærd med at udvandre, men Skibet kom ikke til at seile, og han var derfor »tilfældig« gaaet hen i Spurgeons Tabernakel. Men disse Ord gjorde et saa vældigt Indtryk paa ham, at han blev et andet Menneske og fra Amerika tilskrev sin Fader om S.'s Prædiken og dens Virkning, saa Faderen med Glæde kunde vise S., at Sønnen var bleven et alvorligt Menneske.

Dette vil maaskee synes En og Anden at smage af Methodisme, og maaskee endnu Flere ville udbryde: ja, men S. er jo Baptist! han forkaster Barnedaaben! ja ganske vist! her har denne store Mand sin Grændse. Og O naar Barnedaaben Gudskelov staar klart og urokkelig fast for den danske Menigheds Bevidsthed, saa kan det maaskee nok falde os svært at forstaae, hvorledes en Mand som S. kan stage paa dette Standpunkt. Det vilde her føre altfor vidt at indlade os nærmere herpaa; men dertil giver S.'s Prædiken i det hele heller ingen Anledning, allermindst de foreliggende Prædikener. Ingen vil vistnok bebreide ham, at han med Glæde mindes den Dag, han betragter som sin Daabsdag (see disse Præd. S. 32); Ingen vil kunne beskylde den Mand for Ringeagt imod Sakramenterne, der selv hver Søndag nyder Nadveren og dog forsikkrer, at det altid er ham en større Høitid (see S. 225 Og 238). Og medens vi nu hertillands ere vante til (endog hos modsatte kirkelige Retninger) at høre Daaben nævne ved alle mulige og umulige Leiligheder, saa vil man hos Spurgeon sjældnere finde den omtalt, hvilket dog som sagt ikke ligger i, at han overseer Sakramentets Betydning. Han seer i den kun Begyndelsen, altsaa noget tilbagelagt, han vil ingen Sakrament-Forgudelse, men indskjærper, at det er Herren selv, der her umiddelbart virker — ligesom allevegne (smlgn. disse Præd. S. 48 nederst). Netop fordi S. bunder saa fast i det grundkristelige, vil man trygt kunne hengive sig til Læsningen af disse Prædikener af Baptisternes berømte Prædikant ; man vil ikke maatte sige, at det er en »Sekterer«, man har for sig, at det kun er en Deel af Kristendommen, han forkynder, medens han forholder os Resten og sætter Menneskelærdomme istedet.



Denne mærkelige Mand, hvem vi her have forsøgt at skildre som Prædikant, blev født d. 19. juni 1834 i den lille By Kelvedon i England (Essex). Hans Fader og Bedstefader vare Præster, men af den strængt reformeerte (puritanske) Retning; deres Ry som Prædikanter naaede adskilligt ud over deres Sognes Grændser.

Endnu egentlig kun Dreng blev S. ansat som Hjælpelærer-ved en lille Skole i Newmarket, og det saae først ud til, at Skolevelen skulde blive hans Lod her i Livet; thi skjønt han havde forladt Skolen med Ry for udmærkede Kundskaber,, kom han dog ikke til at uddanne sig ved noget Universitet. Men allerede i det første Aar, han levede i Newmarket, gik han over til Baptisterne og lod sig døbe paany; kort efter blev han Underlærer i Canterbury og begyndte her sin religiøse Virksomhed med at uddele Traktater. I denne Stilling kom han ogsaa (kun 17 Aar gammel!) til at holde sin første Prædiken. Han fortæller selv, hvorledes han tilligemed en anden ung Mand paa Opfordring af en af Menighedens Forstandere var gaaet ud til en lille By i Nærheden, for at hjælpe til ved en opbyggelig Forsamling, hvor en ung Mand for første Gang skulde prædike. Saaledes lød Forstanderens beskred; S. antog, at hans Ledsager var denne unge Prædikant, men paa Veien opdagede han til sin Skræk, at den Anden havde ganske den samme Mening om ham, og han erklærede desuden bestemt, at hvis S. ikke prædikede, saa blev der overhovedet ingen Prædiken. Saaledes maatte da S. befale sig Gud i Vold og samle sine Tanker til en lille Prædiken. Det var den store Prædikants første Debut, der blev Begyndelsen til en ivrig Virksomhed i de omliggende Byer, og snart var »Drenge-Prædikanten« berømt overalt , saa han inden et Aar tillige blev fast Prædikant for en lille menighed i det tæt ved Canterbury liggende Waterbeach. Herfra bredte hans Ry sig Saaledes, at han i Decbr. 53 modtog Indbydelse til at prædike for en Baptistmenighed i det sydlige London, som i den sidste Snees Aar mere og mere var hensygnet. Med stor Betænkelighed saae de Ældste paa den 19aarige Yngling, der viste sig, men han vandt strax efter de første Prædikener deres Hjerter, og de indsaae, at de rolig kunde knytte Menighedens Skjæbne til ham. Og det har viist sig, at de ikke tog feil: det lille Kapel maatte bygges større og større og afløstes kort efter, da det var aldeles umuligt at skaffe Plads for den store Tilstrømning, af »Tabernaklets ; og den lille Menighed paa et Par hundrede Medlemmer blev til det store Samfund, for hvilket S. nu staar i Spidsen. Tabernaklet opførtes i Aarene 1859-61 og kostede over 1/2 Million Kroner; men de skaffedes med Lethed tilveie , og Bygningen toges i Brug fri for Gjæld. Her holdes nu Gudstjeneste Søndag Formiddag og Aften, og desuden to Gange om Ugen. Mandag Aften er der Bede-Gudstjeneste, hvor Menighedens Forstandere frembære deres Bønner for den hele Virksomhed ; disse Bønnemøder ere for Spurgeon af den største Betydning, »et Barometer« for Tilstanden i Menigheden. Han selv holder kun en lille Tiltale denne Aften, men der aflægges ofte Beretning af Prædikanter og Missionærer fra fremmede Steder. At S. ikke altid kan overkomme alle Ugedagsgudstjenesterne, vil næppe undre Nogen, naar vi tilføie, at han desuden ofte prædiker 2 til 3 Gange om Ugen paa andre Steder. Her gjentager han ofte sine Prædikener, men til Tabernaklet udarbeider han altid nye, som stenograferes og gjennemsees af ham selv. Naar nu hertil føles de Taler, han naturligviis maa holde ved alle de Aarsfester o. lign., som afholdes af de talløse Foreninger i Menigheden, saa vil man see , at der stilles saa store Krav til hans aandelige Produktionsevne, at man skulde synes, det maatte være tilstrækkeligt til at optage ham aldeles. Men hvad skal man, saa sige, naar man ved Siden heraf seer hans litterære Virksomhed, hans Virksomhed som Forstander for hele den store Menighed og alle de til den knyttede Institutioner, hvis egentlige Fader Spurgeon dog er ! Det er vanskeligt at gjøre sig en Forestilling om det Utal af Breve, som denne Mand maa læse og besvare (en enkelt Morgen skal han have skrevet 80!), ofte indeholdende de urimeligste Forlangender og Spørgsmaal. Og hvilken Masse af Mennesker vil ikke have ham personlig i Tale, f. Ex. efter Prædiken! (dette har han dog i de senere Aar paa Grund af Svaghed maattet indskrænke betydelig). For blot at give et Begreb om hans litterære Virksomhed skal det nævnes, at siden 1854 trykkes ugentlig mindst een af hans Prædikener, efterat være gjennemseet af ham selv, og udsendes i alle Verdensdele i Tusinder af Exemplarer; i Amerika blive de enkelte Steder trykte i Aviserne,. saa det er vanskeligt at sige, til hvormange Mennesker hans Ord naae frem. Han siger selv: »Ingen kan tænke sig, hvad det er for en Opgave for en Prædikant bestandig at skulle lade sine Prædikener trykke ; han kan næppe undgaae Gjentagelser og er bestandig udsat for at blive tør og kjedelig.« Desuden har han udgivet en Mangfoldighed af Prædikener, baade enkelte og Samlinger ; af enkelte berømte er der solgt over 300,000 Explr. Fornylig er han nu ogsaa begyndt at udgive »Prædiken-Notitser«, et kort Uddrag af de holdte Prædikener med Angivelse af Talens Tankeudvikling {Disposition), Exempler og Anvendelser. I 20 Aar har han fremdeles udgivet en journal for ydre og indre Mission, der udkommer maanedlig og naturligviis kræver et betydeligt Arbejde. Han udgiver fremdeles hvert Aar en Almanak med særdeles omhyggelig udvalgte Skriftsteder til hver Dag, en Bog med 2 Afsnit af Skriften ledsaget af opbyggelig Forklaring til hver Dags Morgen og Aften og flere liggende Værker; desuden udkommer hvert Aar 1 eller 2 andre Bøger af ham, f. Ex. hans Foredrag for de Studerende, der uddannes paa hans Præsteseminarium. Men det vilde føre for vidt at opregne alt; endnu skal kun nævnes hans store Arbeide over Davids Psalmer, hvoraf der hidtil er udkommet 6 tykke Bind. Dette betragter S. selv som sit Hovedarbeide , og det er hans største Glæde , at han nu snart har fuldført dette Arbeide, der skal aabne »Davids Skat« — saaledes kalder han dette Værk — for den kristne Menighed. Man finder her først en Indholdsangivelse og en særdeles udførlig Udvikling af Tankerne i Psalmen (»exposition«); dernæst meget vidtløftige Noter til Forklaring, hvor han meest anfører længere Stykker af andre baade gamle og nye Forfattere, ligefra Kirkefædrene til de nyeste tydske Theologer, for ikke at tale om den utallige Række af engelske Arbeider fra alle Tider. Endelig giver han »Vink« for den, der skal prædike over disse Psalmer. Naar man gjennemløber Listen over de benyttede Forfattere, fristes man til at opgive ethvert Haab om at kunne begribe, hvorledes det er muligt blot at læse alle disse Ting igjennem for en Mand med hans øvrige Virksomhed.

Dersom vi nu skulle give et lille Begreb om hans Virksomhed paa, hvad man kunde kalde Missionens — det vil da nærmest sige »indre Missions« Omraade, — da vil vi først nævne det, han selv sætter som det vigtigste: hans Præsteseminarium for Uddannelsen af Prædikanter , der udsendes af ham for at forkynde Evangeliet baade i England og i andre Verdensdele. (Nogle af dem virke forøvrigt ogsaa i Hedningemissionens Tjeneste.) Denne Anstalt er fra en ringe Begyndelse voxet op til at kunne uddanne 120 Studerende paa eengang; der sørges tillige for deres Anbringelse i gode Familier to eller tre ad Gangen. Der optages kun saadanne, som idetmindste i to Aar have prædiket med nogen Frugt, thi S. vil ikke »lave Prædikanter«, men kun hjælpe dem videre, der virkelig ere kaldede dertil. Her viser sig ogsaa paa mange Maader hans praktiske Blik for at udvikle Menneskenes Kræfter i Guds Tjeneste. En af hans Studenter erklærede engang, at han ikke indsaae, til hvad Nytte han skulde lære Mathematik paa Seminariet. »Kjære Broder«, svarede S. ham, »netop det, som De ikke kan lide, er det, som De trænger til; det tyder paa en Mangel i Deres aandelige Anlæg, som maa afhjælpes.« Seminariet har nu sin egen store Bygning og en Indtægt af over 120,000 Kroner (ifølge Aarsberetning for 1884). Med Hensyn til den Aand, hvori den ledes, behøve vi kun at henvise til den danske Oversættelse af S.'s Forelæsninger (præsten hjemme og i kirken : oversat af V Brenøe, Kbhvn 1881). I de sidste Aar er S. ogsaa begyndt at udsende de af ham uddannede Mænd som Evangelister, to og to, der virke paa lignende Maade som den berømte Moody og Sankey. Ogsaa disse Mænd have overalt vundet et godt Lov for at arbeide i deres Mesters Aand.

En anden betydelig Anstalt er Vaisenhuset, grundlagt i Aaret 1866 og istand til at rumme flere hundrede Børn, som her undervises og opdrages og ved deres Bortgang faae anviist en Plads. Det er karakteristisk for S., at han her aldeles lader det Konfessionelle træde tilside; kun en Deel af Børnene ere af baptistiske Forældre, ligesom han baade til denne Anstalt og Præsteseminariet har havt Ikke-Baptister til Forstandere. Samme Aar begyndte han en Kolportage - Virksomhed, der har antaget meget betydelige Dimensioner. Kolportørerne sælge ikke blot gudelige Skrifter til meget billig Priis, men besøge ogsaa Syge og holde Bedetimer. Ifølge Aarsberetningen for 1882 solgtes der dette Aar for 160,000 Kroner Bøger af 79 Kolportører, som tillige gratis uddelte ca. 74000 Traktater. Ved frivillige Bidrag til dette Formaal alene indkom ca. 80,000 Kroner. Ogsaa her bryder S. sig ikke om det Konfessionelle, hans Kolportører og de af dem falbudne Skrifter tilhøre forskjellige Retninger. Han siger selv- »jeg troer, at det er med Konfessionerne som med Farverne. jeg veed ikke , om Farven er noget , der hører med til Plantens egentlige Væsen, men jeg vilde ikke undvære Primulaens sarte gule Farve, eller Rosens herlige Rødt, eller den vidunderlige Blanding af Hvidt og Rødt, der gjør Æbleblomsten saa henrivende. « Han vil ikke vide af den Konfessionsløshed, der skjærer det Ejendommelige bort og tvinger Folk til at tie dermed ; det minder, siger han, om hvad man engang kunde see paa Waterloo-Broen i London: en lykkelig Familie i eet Buur, bestaaende af en Kat , en Muus , en Rotte og en Ravn. Hemmeligheden bestod i, at Katten fik et dygtigt Rap over Næsen af Foreviseren, hvergang den altfor venlig nærmede sig til Musen. »Men jeg holder ikke af hverken at slaae Dyr eller Mennesker over Næsen,« siger S. Derimod priser han den Konfessionsløshed, som bestaar i aabent at udtale sine Anskuelser overfor anderledes Troende , men saa ogsaa give dem den samme Ret, man fordrer for sig selv. Saaledes gjør han selv, naar han er sammen med Folk af andre Konfessioner, kun at han udtaler sin Mening saaledes, at Enhver føler, hvor uendelig høiere han sætter den sande Tro over alle mindre Forskjelle.

Desuden har S. dannet en Forening af Mænd , som daglig, naar deres Arbeide er endt, eller om Søndagen gaae ud og prædike paa Gadehjørner eller i Værtshusene o. lign. Steder (smlgn. den hos os begyndte »Gaardmission«); en anden Forening udsender paa lignende Maade hver Søndag Prædikanter til de nærliggende Landsbyer. Naar hertil føies, at hans Diakoner mange Steder i de fattigste Kvarterer i London holde Prædiken eller Søndagsskoler i leiede Lokaler, for ikke at tale om den store Søndagsskole i Tabernaklet, endvidere Bibelklasserne (4 i Tallet), der skal udvide Kundskaben i den hellige Skrift hos dem, der have sluttet sig til Menigheden, og adskillige Foreninger med et eller andet mere specielt Formaal — saa vil man indrømme, at S.' Menighed ligesaa lidt som han selv ligger paa den lade Side. Har han end ikke lige megen Andeel i Styrelsen af alt dette, saa er han dog den ledende Aand, der holder sammen paa det Hele, til hvem Alle gaae, naar de trænge til Raad eller Hjælp. Man vil ogsaa let forstaae, hvor tungt det maa hvile paa ham, at han skal skaffe de nødvendige Midler til alle disse Formaal, og det for en stor Deel gjennem frivillige Bidrag. Mindst 400,000 Kroner om Aaret skal han have ind, forat han ikke skal indskrænke Virksomheden !

Man kunde spørge, hvor det er muligt for en enkelt Mand at udrette dette , at bære et saa stort Ansvar ? En af de store Hemmeligheder derved er udentvivl dette, at han med genialt Blik forstaar at sætte en Ting igang, og først og fremmest at vælge de rette Mænd til at holde Sagen gaaende ; med andre Ord, han forstaar at lade Andre arbeide med. Og han forstaar dernæst at vinde sine Medarbeidere, at begeistre dem for den fælles Sag og knytte dem til sig ved den inderligste Kjærlighed (»vi vilde gjerne dø for ham«, erklærede en af hans Studenter). Han er en Hersker i dette Ords bedste Betydning, thi han hersker ved Kjærlighedens Magt. Det er ham ikke ning, om at gjøre at være den herskende i alle Forhold ; han er altid gladest, naar han ikke hører formeget fra dem, han har udsendt, thi saa gaar deres Gjerning som den skal, mener han. Han er overfor dem besjælet af den samme Aand, som gaar igjennem hele hans Forhold til Statskirken og de andre Bekjendelser i England. Han vil vinde Mennesker for Herren og bryder sig ikke om , at de hans Udsendinge paavirkede Mennesker senere slutte sig til Statskirken eller et andet Kirkesamfund end hans eget. Han henvender sig derfor ogsaa til Alle, der trænge til Herren, ligemeget til hvilket Samfund de saa høre Thi han vil ikke vinde dem for sig selv; »jeg vilde ansee det for den største Skam, dersom man kunde sige, ar den store Menighed, der staar under min Ledelse, var stjaalet af Folk fra andre Kirker.« Han vil ikke fange Fiskene bort fra de Andre, thi vel vil han være en Menneskefisker, men ingen »Sørøver«.

Vi ville slutte med et Uddrag af en Tale, der blev holdt ved Spurgeons 25aarige Jubilæum som Præst for Menigheden i London' af Dr. Stanford, der gav et Slags Overblik over hele S.' Virksomhed. Efter at have mindet om Menighedens Tilstand for 25 Aar tilbage, da »en ung Levit kom til London og bevirkede en Revolution« , skildrede han de Betænkeligheder, som den frimodige unge Prædikant vakte hos Mange. »Nogle meente, at han en Tid vilde være som en opblussende Ild og derpaa slukkes ; og senere, da bestandig større Mængder flokkedes om ham, og store gjerninger blev udførte , var der Mange, som sagde: giv Gud Æren, thi vi vide, at dette Menneske er en Synder! (Joh. 9, 24). Der var kun een Mening om, at der boede stor Kraft i ham, men der var mange Meninger om, hvori denne Krafts Hemmelighed bestod. Ligesom der engang, da man spurgte Samson: siig mig, hvori Din store Kraft bestaar ? var Nogle, der meente, at den laae i hans Haar, saaledes opstillede Folk højst besynderlige Formodninger om den Kraft, her er Tale om. Uden Tvivl er der sekundære Aarsager, som ikke ligge langt borte. Det er en stor Ting at have et stort Hjerte. Det er en stor — og tilmed en sjelden Ting —, naar en Mand virkelig er en Mand. Kun faae Mennesker gaae paa Stylter, men Mange tale paa Stylter, og det er en stor Ting for en Prædikant at være født til Prædikant, saa at han kan sige hvad han vil og naar han vil, og det lykkelige Ord altid staar ham til Raadighed, hvormed han rammer Centrum. Det er en stor Ting aldrig at flygte for en Løgn, eller have en Hemmelighed, der ligner en Løgn, i sit Liv; det er en stor Ting ingen Nerver at have, og heller ingen Tvivl — thi hvortil Tvivlene ogsaa kunne, være gode, saa ere de ikke prædike; det er en stor Ting at være fuld Stemme, som strømmer frem med gode, naar man skal begavet med en klang-rolig Kraft og fylder et uhyre Rum med Lethed, som med klar Tone ogsaa giver en klar Mening, der uden Vanskelighed kan forstaaes af selv den travle og trætte Arbeidsmand ; det er en stor Ting at have dette umiddelbare Greb paa Tingen , som er eiendommeligt for den geniale Kunstner. Alt dette er store Ting, og naturlige Aarsager maa have tilsvarende Virkninger; men det Naturlige kan aldrig frembringe det Overnaturlige. »Hvad der er født af Kjødet er Kjød.« (Joh 3, 6.) Den Hellig-Aand alene i sin uindskrænkede Magt er det, som har virket det vedvarende Under, som her sees, ved hans Velsignelse er dette Sted blevet et Midtpunkt for en uhyre Hjælpeanstalt for Sjælene. Her er en Prædikenstation , hvis Radius er uden Ende. Naar Prædikanten Søndag Morgen staar paa dette Sted, saa taler han ikke blot til de talløse Rækker herinde, men hans Stemme gaar videre — ligetil Australien. Vi tør sige, at han prædiker hver Uge for en Menighed paa hundredtusinde! Jeg vil ikke opregne en Mængde Kjendsgjerninger, der kun vilde blænde og bedøve istedetfor at give en klar Forstaaelse. Der vilde ogsaa kræves eet Bind til at vise Spurgeons litterære Betydning, et andet til at skildre alle de Anstalter, der ere knyttede til dette Tabernakel , et tredie for at vise Præsteseminariets Virksomhed: over 1oo nye Kirker ere byggede derfra, 118 nye Kapeller byggede eller kjøbte, 6 Millioner Kroner givet ud til Bygning af Skoler og Kapeller — Tabernaklet ikke iberegnet. Tænk paa det Arbeide og Ansvar, som hviler paa denne Mand; det er mere end det, hvortil et Menneske blev skabt, mere end Kjød og Blod kan bære. Derfor er Glæden over, hvad der er udrettet, for ham en frygtelig Glæde. Derfor kjender han ikke blot Tider, hvor hans Sjæl er fyldt med jubel, men under det Høitryk, hvorunder han lever , maa der ogsaa være Tider , hvor en skrækkelig Spænding, ophidset Fantasi og Nedtrykthed betage ham. Intet Under, at I elske ham! Ved Guds Naade bidrager denne Kjærlighed meget til at gjøre ham til det, han er, ligesom Jonathans Kjærlighed bidrog til, at David blev det, han var. Vær vis paa, at han behøver Eders Kjærlighed, beder for denne Mand, hvis hele Liv seer ud som en heel lang Kjæde af lykkelige Resultater!«

Ja, saaledes seer ganske vist hans Liv ud; Haan og Spot ere forstummede, og selv Modstandere nægte ikke den Mand deres Agtelse, der offrer sig heelt for sine Medmenneskers aandelige og legemlige Vel. Det har ikke været Meningen med de her opregnede Kjendsgjerninger at forbause eller blænde — der kunde gjøres adskilligt mere i den Retning, hvis det var Hovedsagen, — ikkeheller at give en nærmere Analyse af hans Begavelse og aandelige Evner ; — det turde vise sig, at han dog er noget mere end hvad Biskop Martensen naadig kalder ham, et »umiskjendeligt Talent« (Af mit levnet II s. 97); hvad Talent angaar kan hans Prædikevirksomhed vel nok maale sig med deres, der aldrig have været Ordets Tjenere i den Forstand, at de Dag for Dag skulde mætte en hungrende Menighed med Ordets Brød, Men Spurgeon er fremfor Alt det storartede Exempel paa, hvad »Talentet« kan blive til, naar det bruges fuldt ud i Guds Tjeneste, han er, som det er bleven sagt, »en Legemliggjørelse af den sunde Menneskeforstand«, han viser, hvad der kan udrettes, selv naar man ikke støtter sig til en Statskirkes store Midler og faste Organisation. Derfor er han nok værd at fæste Blikket paa, om ogsaa et og andet af det, vi kalde stort, bliver en Smule mindre ved Sammenligning med denne Mand, der saa ganske er bleven det han er »af Guds Naade« — men derfor ogsaa »til Guds Ære«.

J.

cows.gif - 4548