Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


heart.gif

Hjertets Foraarstid

Psalme 65, 11: "Du vander dens Furer, Du nedtrykker det Pløjede; Du gjør den blød med Regn, Du velsigner dens Grøde."

Uagtet andre Aarstider udmærke sig ved Overflod, maa dog Vaaren altid bære Palmen i Henseende til Friskhed og Skjønhed. Vi takke Gud, naar Høstens Time er forhaanden og det gyldne Korn indbyder Leen, men vi burde ligesaavel takke ham for Vaarens raakolde Dage, thi disse forberede Høsten. Aprilregnen er Moder til Mai Maaneds yndige Blomsterfylde, og Vinterens Fugtighed og Kulde er den straalende Sommers Ophav. Gud velsigner "Grøden", ellers vilde der ikke kunne siges (Psalme 65, V. 12): "Du kroner Aaret med Dit Gode." Den guddommelige Velsignelse er ligesaa nødvendig om Vaaren, som den himmelske Gavmildhed om Sommeren; derfor skulle vi prise Gud hele Aaret rundt.

Den aandelige Løvspringstid er ret en velsignet Aarstid i en Menighed. Vi see da ungdommelig Gudsfrygt udvikle sig, og allevegne fra høre vi deres glade Raab, som sige: "vi have fundet Herren." 1) Vore Bønner skyde op som Græsset, som Pilen ved Vaarbækken. Vi opløfte vore Hænder i glad Undren og raabe: "hvo ere disse, som komme flyvende som en Sky og som Duer til deres Dueslag? 2) I den Tid, da en Menighed har sin Opvækkelsestid og Gud velsigner den ved mangfoldige Omvendelser, har den stor Aarsag til at glæde sig i Gud og synge: "Du velsigner dens Grøde."

Jeg har i Sinde at anvende Texten paa personlige Forhold. Naaden har sin Vaartid; da den staar i Knop, ifærd med at gjennembryde den uigjenfødte Naturs kolde Hylster. Jeg ønsker at tale saavel herom, som om den Velsignelse, som Herren lader tilflyde den nyfødte Gudsfrygts grønne Spire hos dem, som ere begyndte at haabe paa Herren.

I. Først har jeg lidt at sige om det Arbeide, der gaar forud for denne "Grøde".

Det fremgaar af vor Text, at der er en Gjerning som Gud alene maae udrette, inden denne "Grøde" kommer, og vi veed, at der ligesaavel er en Gjerning for Gud at udrette igjennem os.

Der er et Arbeide for os at udrette. Forinden Sjælen kan spire, maa den først pløies, harves og tilsaas. Der maa pløies, og vi maae ikke vente ligestrax, naar vi have pløiet, at kunne høste Neg. Gud være lovet, i mange Tilfælde indhenter Høstmanden Plovmanden, men vi maae ikke vente, at det altid vil skee. I nogle Hjerter bruger Gud lang Tid til at forberede Sjælen ved at overbevise den om Synd: Loven med dens ti sorte Heste drage Syndsbevidsthedens Plovjern frem og tilbage gjennem Sjælen, indtil der ikke er nogen Plet af den, der ikke er gjennemfuret. Syndsbevidstheden gaar dybere ned end nogen Plov, den gaar lige til Aandens Hjerte og Midtpunkt, saalænge indtil Aanden føler sig saaret. Plovmændene skjære tilvisse dybe Furer, naar Gud lægger sin Haand paa Værket; Hjertets Jordbund opbrydes i den Høiestes Paasyn.

Saa kommer Saaningen. Før der kan blive nogen Afgrøde, er det sikkert nok, at der maa nedlægges noget i Jorden, saa at Prædikanten, naar han har benyttet Lovens Plov, maa henvende sig til sin Mester om Evangeliets Saasæd. Evangeliske Forjættelser, evangeliske Lærdomme, isærdeleshed en klar Fremstilling af den frie Naade og Forsoningen - det er de Haandfulde Sæd,, som vi udsprede med Haanden. Noget af Kornet falder paa Landevejen og gaar tabt; men andre Haandfulde falde der, hvor Ploven har været, og forblive der.

Saa kommer Harvningen. Vi maae ikke indbilde os, at vi kunne lade os nøie med at saae Sæden, og saa overlade den til sig selv: der skal bedes over Evangeliet. Præstens Bøn og Menighedens Bøn bringer Guds Harve til at rive hen over Sæden efterat den er udstrøet, saaledes at den tildækkes af Sjælens Jord, og ligger skjult i Tilhørerens Hjertedyb.

Der er en Grund til at jeg dvæler herved, navnlig den, at jeg maa formane de kjære Brødre, som ikke have havt nogen lykkelig Fremgang, til ikke at opgive deres Gjerning, men haabe paa, at de have pløiet, harvet og saaet, og at Høsten ogsaa nok vil komme. Jeg omtaler dette af endnu en anden Aarsag, nemlig til Advarsel for dem, som forvente en Høst, uden at alle disse forberedende Arbejder ere gjorte. Jeg har ingen Tro til, at der vil komme noget synderlig godt ud af disse Bestræbelser for pludselige Opvækkelser, foretagne uden foregaaende Arbejde i Bøn. For at en Opvækkelse skal kunne være af Varighed, maa der være Fremgang i den, og den maa være en Frugt af møisommelig Anstrængelse, hellig Længsel, Bøn og Aarvaagenhed. Guds Tjenere have at prædike Evangeliet, hvad enten Menneskene ere beredte til at høre det eller ei; men, forsaavidt Nogen skal føle Gavn deraf, maa der tilvisse være Modtagelighed tilstede hos Tilhørerne. Paa nogle Tilhøreres Hjerter falder Prædikenen som noget usædvanligt, der opskræmmer, uden dog at overbevise; hvorimod i andre Menigheder, hvor god evangelisk Prædiken længe har været Regelen, og hvor mange Bønner ere blevne opsendte, sænker Ordet sig i Tilhørernes Sjæle og bringer hurtig Frugt. Vi tør ikke forvente noget heldigt Udfald, uden at have arbeidet med Nidkjærhed. Der er ingen Anledning til at gjøre sig Haab om nogen omfattende Opvækkelse i en Menighed, uden at man kan vente paa Herren i vedholdende Bøn og Taalmodighed, i Forbindelse med nidkjært Arbeide, alvorlig Bekymring og haabefuld Forventning.

Men der er ogsaa en Gjerning at gjøre, som ligger over vore Kræfters Rækkevidde. Efterat der er pløiet og harvet, maa Regnen komme fra Himlen. "Du besøger jorden og vander den", siger Psalmisten. 3) Alle vore Anstrængelser ere forgjæves, medmindre Gud vil velsigne os med sin Helligaands Regn. O Helligaand! Du, Du alene, bevirker Undere i det menneskelige Hjerte; Du kommer fra Faderen og Sønnen, at udrette Faderens hensigter. og herliggjøre Sønnen.

Tre Virkninger omtales. Først siges der, at han vander Furerne. Ligesom Markens Furer blive mættede heelt igjennem ved den rigelige Regn, saaledes sender Gud sin Helligaand indtil hele Menneskehjertet er bevæget og paavirket ved dens Guddommelige Indvirkning. Forstanden er klaret, Samvittigheden vakt. Villien behersket, Følelserne opflammede: alle disse kræfter, som jeg med Rette vil kunne benævne Hjertets Furer, komme ind under den guddommelige Paavirkning. Vi maae behandle Mennesker som Mennesker, og skaffe Evangeliets Sandhed Indgang hos dem ved at fremsætte Begrundelser som egne sig til at bevæge fornuftige Skabninger: dog, naar Alt kommer til Alt, saa er det kun Regnen fra det Høie, der kan væde Furerne: der er intet Haab om, at Hjertet paavirkes til Frelse uden ved guddommelig Paavirkning.

Dernæst hedder det: "Du nedtrykker det Pløiede", hvilket Nogle mene skal betyde, at Furerne ere mættede af Vand. Andre mene, at det her har Hentydning til at Jorden ligesom klappes ned af tunge Regnskyl, saalænge indtil Furerne blive flade og ved Indsugning af Vandet blive til en tæt og fast Masse. Vist er det, at den Helligaands Indflydelse har en ydmygende og nedtrykkende Virkning paa et Menneske. Han var fordum ubestemt og vaklende, som Torden, naar den er tør og smuldret, han bortblæstes og omtumledes af en hvilkensomhelst Lærdoms Vejr; men ligesom Jorden, naar den har indsuget Væde, bliver tæt og fast, saaledes bliver Hjertet stærkt og alvorligt under den Helligaands Magt. Ligesom Jorden synker sammen og falder ned i Furen, saaledes begynde de høie Forestillinger, de store Planer og Hjertets kjødelige og forfængelige Hovmod at jævne sig med jorden naar den Helligaand begynder sit Værk i Sjælen. Sand Ydmyghed er en herlig Frugt af Guds Aand. Et sønderbrudt Hjerte er det bedste, hvorved Sjælen kan forberedes til Kristus. "Et sønderbrudt og sønderstødt Hjerte skal Du, o Gud, ikke foragte!" 4) Mine Brødre, værer altid taknemmelige, naar I see Menneskenes høie Tanker nedslaaes: denne Nedtrykning af Furerne er et virksomt forberedende Værk af Naaden.

Endelig føies der til: "Du gjør den blød med Regn." Det menneeskelige Hjerte er af Naturen hærdet imod Evangeliet; det er haardt som Jern, ligesom Jordbunden i Østerland, saafremt det ikke befugtes at en naaderig Regn. Hvor mildt og virksomt blød gjør ikke Guds Aand et Menneske heelt igjennem! Han modstaar ikke mere Ordet, som han pleiede at gjøre: han har nu Følelse for Alt, hvorimod han fordum ikke havde Følelse for Noget. Klippen flyder med Vand: Hjertet er opløst i Kjærlighed. Det er smeltet i Taarer.

Alt dette er Guds Værk. Jeg har allerede sagt, at Gud virker igjennem os; dog er det Guds umiddelbare Værk at sende sin Naades Regn fra det Høie. Maaskee har han alt begyndt sit Værk iblandt nogle af Eder, om der end hidtil ikke har viist sig nogen aandelig Fremvæxt i Eders Sjæle. Endskjønt Eders Tilstand fremdeles er sørgelig, saa ville vi haabe paa Eders Vegne, at Naadens levende sæd inden ret længe maa sees skyde sine fine smaae Spirer frem af Jorden, og maatte saa Herren velsigne denne "Grøde!"

II. For det Andet ville vi give en kort Beskrivelse af denne "Grøde".

Naar den Helligaands Virksomhed rolig er bleven fortsat en vis Tid, alt eftersom det maatte behage den store Herre og Huusbonde, da vise Naadens Kjendetegn sig. Husk Herrens Ord: først den grønne Spire (Græs), saa Ax, og derefter fuldt Korn i Axet. 5) Nogle af vore Venner ere i høi Grad foruroligede over, at de ikke kunne see den fulde Kjærne i Axet for dem selv. De mene, at saafremt de vare Gjenstand for en guddommelig Paavirkning, saa vilde de ganske nøiagtig ligne visse viderekomne Kristne, hvem de ere saa heldige at staae i Forhold til, eller hvis Levnetsløb de have læst. Elskede Venner, dette er en stor Feiltagelse. Naar Naaden først kommer til vort Hjerte, da er den ikke et stort Træ, som dækker hele Agre med sin Skygge, men den er ligesom Sennepsfrøet, det mindste at alt Frø. Naar den først hæver sig op i Sjælen, da er den ikke som Solen ved Middagstid, men den er som den første Dæmring af den gryende Dag. Ere i saa enfoldige at vente Høsten, forinden I ere komne igjennem Vaartiden? Jeg vil haabe, at I ved en ganske kort Beskrivelse af det første Trin af kristelig Erfaring maae ledes til at sige: "saavidt er jeg ogsaa kommet;" og dernæst vil jeg haabe, at I maae være istand til at tilegne Eder den Trøst, der indesluttes i de Ord af vor Text: "Du velsigner dens Grøde."

Hvad er da Gudsfrygts Spire i Hjertet? Vi mene, at den først viser sig i en oprigtig og inderlig Attraa efter Frelse. Mennesket er ikke frelst, efter sin egen Formening, men han længes efter at blive det. Hvad der tidligere var en ligegyldig Ting, er nu Gjenstanden for den alvorligste Opmærksomhed. Der var en tid, da han foragtede kristne Mennesker og meente. at de vare nidkjære til ingen Nytte; han ansaae Religionen for en ringe Ting, og betragtede de timelige og sandselige Ting som det ene væsentlige; men hvor forandret er han ikke nu! Han misunder de ringeste Kristne, og vilde gjerne bytte med den fattigste Troende, om han blot maatte blive istand til at see sit Navn skrevet i Himlen. De verdslige Ting have mistet deres Herredømme over ham, og de aandelige Ting ere de ypperste. Engang raabte han med den tankeløse Mængde: "hvo vil vise os Godt?" men nu raaber han: "Herre, opløft Dit Ansigts Lys over os!" 6) Fordum var det Kornet og Vinen, han saae hen til som sin Trøst, men nu seer han hen til Gud alene. Hans Tilflugts Klippe maa være Gud, thi han finder ingen Trøst andetsteds. De hellige ønsker, der fandtes hos ham for Aar tilbage, var snarlig bortveirede ligesom Røg fra Skorstenen; men nu er hans Længsel vedvarende, skjønt ikke altid virksom i samme Grad. Til Tider stiger denne Attraa og bliver en Hunger og Tørst efter Retfærdighed, og dog føler han sig ikke tilfredsstillet ved disse ønsker, men higer med stadig voxende Længsel efter de himmelske Ting. En saadan Attraa hører til det aandelige Livs første Grøde i Sjælen.

"Grøden" yttrer sig dernæst i Bøn. Nu er det virkelig Bøn! Fordum var den en Haan imod Gud, en hellig Lyd, som ikke kom fra Hjertet; men nu, om end Bønnen er saadan, at han ikke kunde lide at noget menneskeligt øre hørte den, saa har den dog Guds Bifald, thi det er en Aands Samtale med Aanden og ikke en Mumlen af Læberne til en ukjendt Gud. Hans Bønner ere maaske ikke ret lange: de indskrænke sig til Yttringer som: "O," "Ak!" "Give Gud!" "Gud, vær mig Synder naadig!" og lignende korte Udbrud; men, saa ere de ogsaa Bønner. Disse Ord: "thi see han beder," 7) sigte ikke til nogen lang Bøn; den er et lige saa sikkert Tegn paa indre, aandeligt Liv, om den end indskrænker sig til et Suk eller en Taare. Disse "uudsigelige Sukke" 8) høre med til "Grøden".

En inderlig Kjærlighed til Naademidlerne og til Guds Huus vil ogsaa give sig tilkjende. Den saa længe ulæste Bibel, som man meente ikke var til synderlig mere Nytte end en gammel Almanak, betragtes nu med den største Ærbødighed; og, skjønt Læseren kun finder meget lidt deri, som i Øieblikket kan være ham til Trøst, derimod meget, som foruroliger ham, saa føler han dog, at det er en Bog for ham, og han vender sig til den med Haab. Naar han gaar til Guds Huus, da lytter han med Begjærlighed, i Haab om at der ogsaa maa være et Budskab til ham. Fordum overværede han Gudstjenesten som en Slags gudfrygtig Nødvendighed, en Forpligtelse, som paahvilede alle skikkelige Folk; men nu begiver han sig til Guds Huus for at finde sin Frelser der. Engang fandtes der ikke mere Gudsfrygt i ham, end der er i Døren, der dreier sig paa sine Hængsler; men nu træder han ind i Huset med den Bøn: "Herre, mød min Sjæl!" og om han ikke bliver velsignet, da gaar han bort, sukkende: "O gid jeg kunde kjende og finde ham, og komme til hans faste Bolig." 9) Dette er et af de velsignede Tegn paa, at der er "Grøde" i Hjertet.

Dog end mere opmuntrende er et andet Tegn, nemlig det, at Sjælen i denne Tilstand forlader sig paa Jesus Kristus, i detmindste til en vis Grad. Det er ikke en Tro, som bringer nogen stor Glæde eller Fred, men dog er det en Tro, som afholder Hjertet fra at fortvivle, og gjør, at det ikke synker sammen under Følelsen af Skyld. Jeg har kjendt den Tid, da jeg ikke troede, at noget levende Menneske skulde kunde opdage Tro hos mig, og hvor jeg næppe nok selv kunne opdage nogen, og dog fordristede jeg mig til at sige med Peter: "Herre, Du veed alle Ting, Du veed, at jeg elsker Dig!" 10) Hvad Mennesker ikke kan see, det kan Kristus see. Mange Mennesker ere i Besiddelse af Tro paa den Herre Jesus Kristus, men de have saa travlt med at see efter den, at de slet ikke kunne faae øje paa den. Dersom de blot vilde see hen til Kristus og ikke til deres egen Tro, saa vilde de ikke alene faae Øie paa ham, men ogsaa paa deres egen Tro; men de maale deres Tro, og den forekommer dem saa liden, naar de sammenligne den med fuldtudviklede Kristnes Tro, at de befrygte at det slet ikke er nogen Tro. O, Du lille Stakkel, har Du blot tilstrækkelig Tro til at tilegne Dig Kristus, husk da paa den Forjættelse: at "saamange som annammede ham, dem har han givet Magt til at blive Guds Børn." 11) Du stakkels enfoldige, frygtagtige og bekymrede Menneske! see hen til Jesus og siig mig: kan vel en saadan Frelser have lidt forgjæves? Kan et saadant Sonoffer være bragt til ingen Nytte? Kan Du forlade Dig paa ham, og dog blive forkastet? Det er umuligt! Frelseren har aldrig havt Hjerte til at forkaste Nogen, der klyngede sig til ham. Hvor svag end Troen er, saa velsigner han dog "Grøden". Vanskeligheden opstaar deels af Uforstand, deels af Mangel paa Tillid til Gud. Jeg siger Uforstand: hvad andet er det, naar I, - der ligesom saamange, der bo i en stor Stad, aldrig have seet Kornet, naar det staar grønt paa Marken, -udbryde: "hvad for Noget! kalder Du hiin lille grønne Plante Hvede?" "Ja," svarer Landmanden, "det er Hvede." I betragte den paany og svare: "Menneske, det er jo ikke andet end Græs! Du vil dog vel ikke indbilde mig, at den græsagtige Plante nogensinde vil kunne frembringe et saadant Brød, som dem, vi see ligge i Bagerens Vindue; det kan jeg aldeles ikke fatte." Nei, I kunne ikke fatte det, men naar I blive vante til det, saa er det aldeles ikke saa vidunderligt at see Hveden gjennemgaae visse Udviklingstrin, først den grønne Spire, saa Axet, og senere hen, den fulde Kjærne i Axet. Nogle af Eder have aldrig seet Naaden udvikle sig, og kjende slet ikke noget dertil. Naar I nylig ere omvendte, og I saa træffe sammen med Kristne, der ligne de modne gule Ax, da sige I: "jeg ligner slet ikke disse." I Sandhed, I have ikke mere Liighed med dem, end hiin græsagtige Plante i Plovfuren har Liighed med den fuldt udviklede Hvede; men I ville engang voxe og udvikles ligesom de. I maae vente at skulle gjennemgaae Spiretiden, forinden I kunne naae at sætte Ax, og naar saa den Tid kommer, ville I atter mistvivle om at komme saa vidt, at I sætte en fuldt udviklet Kjærne; dog, I ville naae Fuldkommenheden i rette Tid. Takker Gud, at I overhovedet ere i Kristus! Om jeg har megen eller liden Tro, om jeg kan gjøre meget eller lidet for Kristus, det er ikke det, som det hovedsagelig kommer an paa; jeg er frelst, ikke paa Grund af hvad jeg er, men paa Grund af hvad Jesus Kristus er; og saafremt jeg blot forlader mig paa ham, hvor ringe jeg end er i Israel, dog er jeg ligesaa sikker som den største Helgen.

Imidlertid har jeg sagt, at der fandtes en høi Grad af Vantro blandet sammen med Uforstand. Jeg kan ikke gjøre den saa ringe, som om den kun var Uvidenhed, som er tilgivelig; thi der ligger ogsaa en syndig Vantro deri. O, Synder! hvorfor forlader Du Dig ikke paa Kristus? Stakkels opvakte og ængstede Samvittighed! Gud giver Dig sit Ord paa, at den, som forlader sig paa Kristus, ikke skal fortabes, og dog frygter Du for Fortabelse! Dette er at gjøre Guds Ord til Usandhed! Skam Dig! det er afskyeligt, at Du nogensinde skulde gjøre Dig skyldig i at tvivle om Guds Sanddruhed. Alle Dine andre Synder volde ikke Kristus saa stor en Smerte, som den Synd at mistænke ham for at han vil forkaste Dig, dersom Du forlader Dig paa ham. Krænk ikke hans naadefulde Hjerte! Sæt ikke nogen Plet paa hans kjærlighedsfulde Hjertes Ædelmodighed. Han siger: "den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste ud." 12) Kom til ham i Troen paa hans Forjættelse, og han vil strax tage imod Dig!

Saaledes har jeg nu givet en Beskrivelse af "Grøden."

III. For det tredie er der ifølge Texten En, som seer denne Grøde. Du, Herre - "Du velsigner Grøden!"

Jeg vilde ønske, at adskillige af os havde et mere aabent øie for Naadens Begyndelse i Menneskenes Sjæle; thi af Mangel herpaa lade vi mangen en Leilighed til at komme de Svage til Hjælp gaae forbi. Dersom en Kvinde havde et vist Antal Børn, der ikke vare hendes egne, i Pleie, da antager jeg ikke, at hun vilde lægge Mærke til enhver Sygdoms Spire i dens Begyndelse; hvorimod naar en Moder pleier sine egne Børn, opdager hun den strax ved at føle paa Barnets Kind, og hun seer i dets øie Kjendetegnet paa en begyndende Sygdom. Jeg vilde ønske, at vi havde et ligesaa hurtigt Blik, et ligesaa ømt Hjerte ligeoverfor dyrebare Sjæle. Jeg betvivler ikke, at mange unge Mennesker henleve Uger, ja Maaneder i Kummer, hvilket ikke gjordes nødig, saafremt I, som kjende Herren, vare en lille Smule mere agtpaagivende med Hensyn til at hjælpe dem i den trange Tid. Faarehyrder ere oppe hele Natten i den Tid, da Faarene faae Lam, for at vaage over Lammene, saasnart de fødes, tage dem til sig og pleie og passe dem; og vi, som skulle være Guds Hyrder, burde vogte paa alle Lammene, isærdeleshed i de Tider, da der fødes mange i Guds store Fold, thi kjærlig Pleie gjøres nødig paa det nye Livs første Trin. Dog, omend Guds Tjenere ikke altid see "Grøden", Gud seer det altsammen.

Nuvel, I tause, eensomme Sjæle, som hverken tør tale til Fader eller Moder, Søster eller Broder, denne Text maa være ret kjærkommen for Eder! "Du velsigner dens Grøde," - det beviser, at Gud seer Dig og den Naade, som nylig er bleven Dig til Deel: Herren seer det første Tegn paa Omvendelse. Skjønt det kun er ved Dig selv Du siger: "jeg vil staae op og gaae til min Fader," 13) saa hører Din Fader Dig. Skjønt det kun er et ønske, saa optegner Din Fader det. Han venter taalmodig paa Din Tilbagekomst; han løber Dig imøde og kysser Dig med sin Kjærligheds Kys. Sjæl, vær frimodig ved den Tanke, at oppe i Dit Kammer, eller nede ved Gjærdet, eller hvorsomhelst Du har søgt Ensomhed, der er Gud tilstede. Dvæl ved den Tanke: "Du, min Gud, seer mig." Hvor kostelig er ikke det Ord: "al min Begjæring er for Dig" (Ps. 38, 10); og det andet: "Herren har Behag i dem, som frygte ham, som haabe paa hans Miskundhed." 14) Han kan see Dig, naar Du kun haaber paa hans Naade, og han har Velbehag i Dig, naar Du kun begynder at frygte ham. See her et tredie udvalgt Ord: "Du vil fuldkomme, hvad der er mig beskikket." 15) Har Du nogen Andeel i disse Ting? Er det en Sag af Vigtighed for Dig, at blive forsonet med Gud og faae Andeel i Jesu dyrebare Blod? Det er kun "Grøden", men han velsigner den. Der staar skrevet: "han vil ikke sønderbryde det knuste Rør, og ikke udslukke den rygende Tande, indtil han udfører Retten til Seir." 16) Du skal faae Seir, selv for Guds Domstol, om Du end ligner den rygende Tande og intet Lys giver, eller det brudte Rør, der ingen Tone kan frembringe. Gud seer strax Naadens første Spire.

IV. Kun nogle faae Ord angaaende det fjerde Punkt, nemlig: hvilken Ulykke vilde det være, om det var muligt at have denne Grøde, uden at Gud velsigner den!

Texten siger: "Du velsigner Grøden." Vi maae blot et øieblik for Modsætningens Skyld betænke, hvordan Grøden vilde være bleven uden Velsignelse. Sæt at vi fik en Opvækkelse at see iblandt os uden Guds Velsignelse. Det er min Overbeviisning, at der finder Opvækkelser Sted, som aldeles ikke ere fra Gud, men kun ere frembragte ved blot og bar Ophidselse. Dersom der ingen Velsignelse fra Gud er tilstede, vil det være et Blændværk, en Sæbeboble, der kun svæver et øieblik i Luften og saa bliver til Intet. Vi ville kun see Folket ophidset, for bagefter at blive saameget mere sløvt og dødt, hvilket er en stor Ulykke for Menigheden.

Saafremt der skulde vise sig Grøde i et enkelt Hjerte, men uden at Guds Velsignelse var med den, saa vil dette ikke være noget Gode. Jeg sætter, at Eders ønsker ere gode, men ikke velsignede, da vil de kun pine og plage Eder; og naar saa nogen Tid er gaaet, vil de dø hen, og I ville blive mere utilgjængelige for religiøs Paavirkning end nogensinde før; thi dersom den religiøse Attraa ikke er sendt af Gud, men en Følge af Ophidselse, vil den sandsynligviis forhindre, at I med Alvor høre Guds Ord i kommende Tider. Saafremt Overbeviisningen om Synd ikke blødgjør Hjertet, vil den sikkerlig forfærde. Til hvilke Yderligheder ere ikke Nogle blevne drevne, der have havt Spiren i sig til Et eller Andet, der ikke har ført dem til Kristus! Nogle ere blevne tilintetgjorte af Fortvivlelse. De fortælle os, at Religionen fylder Galehusene: det er ikke Sandhed; men der er ingen Tvivl om, at en vis Art af Religiøsitet har bragt mangt et Menneske til at gaae fra Sands og Samling. De arme Sjæle have følt deres Saar, men have ikke faaet øje paa Lægemidlet. De have ikke kjendt Jesus. De have havt en Fornemmelse af Skyld, og ikke mere. De have ikke søgt Tilflugt i det Haab, som Gud har skjænket dem. Intet Under, om Mennesker gaae fra Forstanden, naar de forkaste Frelseren. Det maa komme som en retfærdig Hjemsøgelse fra Gud over de Mennesker, som, naar de befinde sig i stor Sjælenød, ikke søge Tilflugt hos Kristus. Jeg troer at det just maa forholde sig saaledes med Nogle, at enten maae I søge Tilflugt hos Kristus, eller ogsaa vil Eders Byrde bestandig blive tungere og tungere, indtil Eders Sjæls Kraft ganske vil svigte. Dette er ikke Religionens Skyld, det er deres Skyld, som ikke ville modtage det Lægemiddel, som Religionen byder. En Rigdom af ønsker, uden Guds Velsignelse, vilde være en forfærdelig Ting, men vi takke ham, at vi ikke ere saaledes stillede.

V. Og nu vil jeg dvæle ved den trøstelige Tanke, at Gud vil velsigne "Grøden". Jeg ønsker at have at gjøre med Eder, som ere svage og bekymrede jeg vil bevise, at Gud virkelig velsigner Eders Grøde. Han gjør det paa mange Maader.

Hyppig bevirker han det ved den Opmuntring, han bringer Sjælen. I have nogle enkelte faae ret velsignede øieblikke; I kunne just ikke sige, at I høre Kristus til, men undertiden kime Hjertets Klokker dog ret frydelig ved at høre hans Navn nævne. Naademidlerne ere Eder dyrebare; naar I samles til Herrens Tjeneste, føle I en Hellig Ro, og I forlade Gudstjenesten med det ønske, at der gaves syv Søndage i Ugen istedetfor een. Ved Guds Velsignelse af Ordet har det just passet paa Eder, ret ligesom om Herren havde udsendt sine Tjenere just med Hensyn til Eder: I lægge Krykkerne tilside for en Stund, og begynde paa at løbe. Om end disse Ting desværre kun have været sørgelig forbigaaende, tyde de dog paa noget Godt.

Dersom I paa den anden Side ikke kjende noget til den Slags trøstefulde Timer, eller ialtfald kun have kjendt faae af dem, og hvis Naademidlerne ikke have været Eder til Trøst, da vil jeg bede Eder om, at I ville betragte dette som en Velsignelse. Selv det, at Gud tager al Husvalelse bort fra vor Vei, kan være den største Velsignelse, der ansporer os til at løbe mod Maalet. Naar et Menneske flygter til et Tilflugtssted forat beskyttes mod Manddrabere, da kan det være en saare veloverveiet Handling at standse ham et øieblik forat han kan lædske sin Tørst, at han derefter kan løbe lettere; men naar en overhængende Fare er tilstede, er det maaskee dog den største Kjærlighedsgjerning hverken at give ham Spise eller Drikke, eller bede ham standse et eneste øieblik, at han kan ile med uformindsket Hastighed hen til sit Fristed. Herrens Velsignelse ligger maaskee netop gjemt i den Ængstelse, I føle Efterdi I ikke kunne sige, at I ere i Kristus, er det maaskee den største Velsignelse, Himlen kan sende Eder, at den fratager Eder enhver Velsignelse, forat I maae blive tvungne til at henfly til Herren. I have maaskee endnu en lille Smule af Eders Selvretfærdighed tilbage, og saalænge det er saa, kunne I hverken finde Glæde eller Trøst. Den kongelige Klædning, som Jesus giver, vil aldrig kaste noget glimrende Skin paa os, saalænge ikke hver en Stump af vor egen Fortræffelighed er borte. Maaskee ere I endnu ikke udtømte nok - Gud vil aldrig fylde Eder med Kristus, saalænge I ikke ere det! Frygt driver ofte Mennesker til at tro. Have I aldrig hørt fortælle om et Menneske, som spadserede ude paa Marken, og til hvis Bryst en Fugl flygtede, forfulgt af Høgen? Den stakkels lille frygtsomme Skabning var aldrig tyet derhen, havde ikke en større Frygt tvunget den dertil. Det samme kan hænde Eder: Eders Frygt kan være udsendt forat drive Eder lettere og tættere hen til Frelseren, og om saa er, da seer jeg i de nærværende Bekymringer Kjendetegnene paa, at Gud velsigner "Grøden".

Naar jeg seer tilbage paa min egen "Grøde", da tænker jeg undertiden, at Gud dengang velsignede mig paa en kjærligere Maade end nu. Skjønt jeg ugjerne vilde vende tilbage til hiint tidlige Trin af mit aandelige Liv, saa var det dog i mange Henseender glædeligt. Et Æbletræ fuldt af Æbler er vel et skjønt Syn; men, hvor det kun kommer an paa Skjønhed, maa jeg da bede om Æbletræet i Blomst. Intet i Verden frembyder et skjønnere Syn end en Æbleblomst. Nuvel, en fuldt udviklet Kristen, belæsset med Frugter, er et skjønt Syn, men der er dog en ganske særegen Ynde ved en ung Kristen. Lad mig fortælle Eder, hvori denne Velsignelse bestaar; I have sagtens nu en større Rædsel for Synden end troende Mennesker, som have kjendt Herren i mange Aar; de maatte ønske, at de besad Eders ømme Samvittighed. I have nu en alvorligere Pligtfølelse og en mere alvorlig Frygt for at glemme den, end de føle, som ere skredne videre frem. I ere ogsaa i Besiddelse af større Iver end mange Andre: I udrette nu Eders første Arbeide for Gud og brænde i Følelsen af Eders første Kjærlighed; intet er for varmt eller for tungt for Eder; jeg vil bede til, at I aldrig maae aftage, men bestandig tiltage.

Og nu lad os slutte. Jeg mener, at der er tre Lærdomme for os at lære. For det første den, at de ældre Kristne bør være ret milde og venlige ligeoverfor yngre Troende. Gud velsigner "Grøden" - husk paa at gjøre ligesaa! Slaa ikke koldt Vand paa de Unges Iver: plag ikke unge Troende med strænge Spørgsmaal. Forarg dem ikke med Eders svære Mad, saalænge de ere som de smaae og trænge til Ordets Mælk; de ville efterhaanden kunne nyde sværere Kost, men ikke nu. Husk paa, at Jakob ikke vilde drive for stærkt paa Lammene; 17) værer ligesaa forstandige! Lærer og underviser dem, men gjør det med Mildhed og Kjærlighed, ikke som deres Overordnede, men som deres Pleiefædre for Kristi Skyld. I see, at Gud velsigner "Grøden" - maatte han velsigne den ved Eder!

Den næste Ting, jeg har at sige Eder, er dette: opfylder Taknemmelighedens Pligt! Kjære Venner! dersom Gud velsigner "Grøden", da bør vi ogsaa være taknemmelige for blot en ringe Naade. Have I blot seet den første svage Spire pippe frem af Jorden, værer da taknemmelige, og I ville komme til at see det grønne Blad vifte i Vinden; værer taknemmelige, naar det Grønne er naaet op til en Fods Høide, og da ville I snart see Begyndelsen til Axets Dannelse; værer taknemmelige for det første grønne Ax, og I ville see Hveden blomstre, og efterhaanden modnes, og tilsidst den frydefulde Høst.

Den sidste Lære gjælder Opmuntring. Dersom Gud velsigner "Grøden", hvad vil han da ikke herefterdags gjøre for Eder, I kjære Begyndere? Skjænker han Eder et saadant Maaltid, naar I bryde Fasten, hvilke Lækkerier vil der ikke blive fremsat paa Bordet, naar han siger til Eder: "kom og spiis!" og hvilket Festmaaltid vil han ikke fremsætte ved Lammets Nadvere? 18) O, I ængstede! lad Stormene, der hyle, og Sneen, der falder, lad Vinterkulden ikke afgnave Eders Spirer, alt vil blive glemt over den trøstelige Tanke, at Gud velsigner Eders Grøde, og hvor Gud velsigner, kan Ingen forbande. Over Dit Hoved, Du kjære higende, bønfaldende, længselsfulde Sjæl! udtaler Himlens og Jordens Herre Faderens, Sønnens og den Helligaands Velsignelse. Saa modtag denne Velsignelse og glæd Dig ved den nu og i al Evighed! Amen!

1) smlgn. Joh. 1, 41 og 45.

2) Esajas 60, 8.

3) Ps. 65, 10. (vor Bibel oversætter: "Du har besøgt Jorden og givet den overflod.")

4) salme 51, 19.

5) Mark 4, 28.

6) Psalme 4, 7.

7) Apostl. Gjrngr. 9, 11.

8) Rom. 8, 26.

9) Job 23, 3.

10) Joh. 21, 17.

11) Joh. 1, 12.

12) Joh. 6, 37.

13) Luk. 15, 18.

14) Psalme 147, 11.

15) Job 23, 14.

16) Matth. 12, 20.

17) 1 Moseb. 33, 14.

18) Joh. Aab. 19, 9.

cows.gif - 4548