Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Den ypperste Hvede

Esajas 28, 25: "Den ypperste Hvede"

Profeten omtaler det som et tydeligt Beviis paa Viisdom fra Huusbondens Side, at han veed, hvilken Sæd det fornemmelig gjælder om at dyrke, og derfor gjør han dette til Gjenstand for sin særlige Omsorg. Texten i sin Helhed lyder saaledes: "saar Huusbonden ikke den ypperste Hvede?" 1) Han gaar ikke til Kornkamret og udtager Hvede, Kommen, Byg og Rug, og udsaar saa dette til høire og venstre, men han forstaar at bedømme enhver Sædarts Værdi og ordner dem derefter i sine Tanker. Han mener ikke, at Kommen og Dild, som han kun dyrker for dermed at krydre sit Maaltid, ere halv saa nyttige som Brød korn; og om end Rug og Byg have deres Værdi, saa mener han dog ikke, at disse kunne maale sig med hvad han kalder "den ypperste Hvede." Han er en forsigtig Mand, der ordner sine Ting; han stiller den vigtigste Afgrøde i forreste Række, og anvender den største Omhu paa den.

Lad os heraf uddrage en Lære! Lad enhver Ting være lagt tilrette for sig i Eders Sind - og lad ikke Alle Ting ligge hulter til bulter i sorgløs Ligegyldighed. Lev ikke et forstyrret Liv, uden Omhu og klog Besindighed, idet I blande alting sammen; men adskil enhver Ting for sig, og see til at skjelne og gjøre Forskjel paa, hvad der er ædelt og hvad der er lavt. See til at komme til Erkjendelse af, hvad enhver Ting er værd, ordner og vurderer Eders Sager, idet I betragte noget som det ypperste og andre Ting som det ringere. Isærdeleshed tilraader jeg Eder, I Unge, ved Begyndelsen af Eders Løbebane at forelægge Eder selv det Spørgsmaal: "hvad skulle vi leve for? Der gives ypperlige Ting, som vi burde leve for, men hvad skal det være?" Have I betænkt dette Spørgsmaal, eller lade I det komme an paa Tilfældighed? Hvad leve I for? Hvad er Eders egentlige Maal? Gaar det ud paa det samme som hiin gamle Mands hos Horats, der sagde til sin Dreng: "tjen Penge! tjen dem paa ærlig Maade, hvis Du kan; men see i ethvert Tilfælde at tjene Penge!" Ville I gaae paa Jagt efter Penge? Skal Penge være Eders ypperste Sædart? Eller vælge I et Liv i Fornøielser? "et kort, men lystigt Liv", som saa mange Daarer have sagt, - til deres egen store Bedrøvelse? Skal Eders Liv leves hen i Adspredelser? Skal Tidslerne være Eders ypperste Sædart? Fordi der vel kan være enkelte Slags Tidsler, som det er en Fornøielse at betragte, have I derfor til Hensigt at dyrke hele Agre fulde af fornøielige Laster? Have I tænkt paa at rede Eders Dødsleie af dem? Undersøg Sagen og see, hvad der er meest værdigt til at blive Dit Livs ypperste Formaal; og naar Du har udfundet det, bønfald da den Helligaand om, at hjælpe Dig til at vælge denne ene Ting og til at sætte alle Dine Kræfter og Evner ind paa den. Landmanden, der indseer, at Hvede bør være den ypperste Sædart, bærer sig saaledes ad, og anstrænger sig af yderste Evne for dette Formaal: lærer heraf at have eet Hovedformaal, og at hengive Eder ganske dertil.

Denne Landmand handlede viselig, fordi han ansaa det nyttigste for at være det ypperste. Hans Familie maatte see til at komme ud af det uden Kommen, der kun er til for at krydre Maden. Maaskee har Huusmoderen beklaget sig eller Kokkepigen har knurret, men dette var kun en ringe Ting i Sammenligning med, om Børnene havde maattet græde for Brød. De maae tilvisse have Hvede, thi Brød er en Livsbetingelse. Det er Brød, som styrker et Menneskes Hjerte, og derfor maa Landmanden dyrke Hvede, saafremt han ikke dyrker noget Andet. Det, som var nødvendigt, betragtede han som det vigtigste. Siger den sunde Fornuft os ikke det samme? Dersom vi klogeligen satte os hen og betænkte denne Sag, vilde vi da ikke sige "at faa Forladelse for mine Synder, at have Fred med Gud, at være hellig, dygtiggjort til et evigt Liv i Himlen, dette er dog den største og nødvendigste Ting for mig, og derfor vil jeg gjøre dette til Hovedøiemedet for alle mine Bestræbelser." En Skabning kan ikke tilfredsstilles, med mindre han svarer til det Formaal, hvortil han er bleven skabt; og enhver fornuftig Skabnings Hovedformaal er for det første at forherlige Gud, dernæst at glæde sig i Gud. Hvilken Velsignelse maa det dog ikke være, at kunne glædes ved Gud i al Evighed! Andre Ting kunne være saare ønskelige, men denne ene Ting er nødvendig. Tilstrækkeligt Udkomme, en vis Grad af Agtelse hos vore Medmennesker, en vis Grad af Sundhed - alle disse Ting udgjøre Livets Krydderi, men at blive frelst i Herren ved en evig varende Frelse, dette er selve Livet. Jesus Kristus er det Brød, ved hvilket vor Sjæls bedste Liv opretholdes. O, at vi dog Alle maatte være vise nok til at føle, at det at være eet med Kristus, dette er det ene fornødne; at det at have Fred med Gud er den Sag, som det fremfor Alt kommer an paa; at det at blive bragt til Samklang med den Høieste er vort Væsens sande Harmoni. Andre Urter kunne indtage enhver sin Plads, i tilbørlig Orden, men Naaden er den ypperste Hvede; og den maae vi dyrke.

Denne Landmand handlede fremdeles viselig, idet han lod det være Hovedsagen, som egnede sig bedst til at være det. Byg er ganske vist nyttig til Føde, thi hele Folkeslag have levet af Bygbrød, og levet baade sundt og godt; Rug har været Næringsmiddel for Millioner; heller ikke er nogen død af Sult naar han havde Havre eller andre Kornsorter.

Ikkedestomindre udbeder jeg mig et Stykke Hvedebrød, det er dog den bedste Næring. Denne Landmand vidste, at Hvede var den bedste Føde for Mennesker, og derfor tillod han ikke den ringere Sæd, der kunde tjene som Erstatning for den bedre, at indtage den meest fremragende Plads; han gav Hveden Fortrinet. Han sagde hverken "den ypperste Byg", eller "den ypperste Rug", langt mindre "den ypperste Kommen", eller "de ypperste Vikker«, men "den ypperste Hvede".

Hvad gives der vel mine Brødre, der passer bedre for Menneskets Hjerte, Sind og Sjæl end at kjende Gud og Kristus? Andre aandelige Frugter, som Kundskabens Frugter og Videnskabens Skatte, saa fortræffelige de end monne være, de ere dog ringere Næringsmidler, de ere uskikkede til at opbygge det indre Menneske. I min Gud og min Frelser finder jeg min Himmel og mit Alt. Min Sjæl finder Hvile ved en Krumme af Jesu Sandhed, og finder stor Tilfredsstillelse ved at leve paa den. Jo mere Kundskab vi kunne samle om Gud, jo mere vi kunne glædes i Gud og blive ham liig, og jo mere Kristus er vort daglige Brød, jo mere blive vi vaer, hvor vel alt dette passer for vor gjenfødte Natur. O, elskede Brødre, lad dette dog være Eders ypperste Formaal, en udødelig Sjæls bedste Bestræbelse.

Endvidere beviste denne Landmand sin Viisdom ogsaa derved, at han fornemmelig lagde Vægt paa det, som tillige blev det fordeelagtigste. Under visse Omstændigheder er Hvede hertillands ikke altid den fordeelagtigste Sædart, man kan dyrke, om den end i Reglen er det; derfor taler vor Text ogsaa om "den ypperste Hvede". Vore Bedsteforældre pleiede at stole paa deres Hvedestakke, naar de skulde betale deres Afgifter. De ansaae deres Korn for deres Styrkes Arm; og skjønt det ikke mere er saa, var det dog saaledes i gamle Dage, og vil maaskee atter blive saaledes. I ethvert Tilfælde passer Billedet i religiøs Henseende. Det er den gavnligste og fordeelagtigste Ting. Det er blevet mig fortalt, at rige Folk nutildags beklage sig over, at det er saa vanskeligt at faae fat paa Noget, der indbringer fem Procent. Dog den velsignede Frygt for Herren er en forunderlig fordeelagtig Ting, thi den indbringer hverken hundrede eller tusinde Procent, men et Menneske begynder med Intet, og alle Ting blive hans ved Troen. Fuldstændig frikjendte fra vore Synder ere vi giorte hovedrige ved en overvættes Naade, saa at vi blandt vore Eiendele kan tælle Himlen selv. Kristus selv, Gud selv; alle Ting tilhøre os. O, hvilken velsignet Sæd at saae! hvilken Høst indvindes ikke af den! Gudsfrygt er nyttig for det Liv, som er, og for det, som kommer. Gudsfrygt er en Velsignelse for et Menneskes Legeme, den holder ham fra Drukkenskaben og Lasten; den er en Velsignelse for hans Sjæl, thi den gjør ham reen. Den er en Velsignelse for ham i alle Maader. Om jeg end skulde dø som en Hund, saa vilde jeg dog holde af at leve som en Kristen. Om der end Intet var hiinsides, saa forlanger jeg dog, som Trøst og Glæde, at føre et saadant Liv, som den fører, der bestræber sig for at være Kristus liig. Kun at vor Gudsfrygt ikke maa være af den almindelige Slags; dens Udspring og Rod maa være en hjertelig Tro paa Jesus Kristus. Giv Agt derpaa! Vor Gudsfrygt maa være Alt eller Intet, enten i første Række eller intetsteds. Lad den blive "den ypperste Hvede", da vil den rigelig gjengjælde Dig!

II. For det andet kan Huusbonden tjene til Belæring for os derved, at han skjænker den ypperste Ting den ypperste Plads. Jeg seer, at det hebraiske Udtryk af nogle fremragende Lærde oversættes saaledes: "han skjænker Hveden den ypperste Plads". Den Smule Kommen, som Konen skal bruge til at kryddre sine Kager med, dyrker han i en eller anden Krog; og de forskjellige Urter lader han voxe i deres egne Bed. Byggen og Rugen stiller han hver paa sit Sted; men har han et rigtig frugtbart Stykke Jord - den allerbedste han eier og har - saa anvender han den til den ypperste Hvede. Han giver sin bedste Ager til den Sædart, som vil blive hans Hovedindtægt.

Nuvel, her er en Lære saavel for Eder, som for mig. Lad os anvende vore bedste Kræfter og Evner paa sand Gudsfrygt. Lad os have vore bedste Tanker og meest anstrængte Opmærksomhed henvendt paa de Ting, som høre Gud til. Jeg beder Eder ikke at tilegne Eder Religionen paa anden Haand, enten det saa er ved hvad I høre af mig eller af nogensomhelst Anden; men tænk selv over den. Læser, lægger Mærke, lærer og fordøier Guds Ord i Eders Indre. Den tænksomme Kristen er tillige den voxende Kristen. Husk paa, at Guds Tjeneste forlanger vort fuldeste Overlæg og Betænkning. Vi ere saare ringe Væsener fra Begyndelsen af, men vi bør ikke give Herren noget ringere end det Bedste vi have. Gud vil ikke have, at vi skulle tjene ham med Skjødesløshed, men han vil, at vi skulle benytte al den Forstand, Indsigt og Aand, som vi ere i Besiddelse af, til at granske og anvende hans Ord. "Hold Dig til ham, og hav saa Fred! 2) "Betænk dette. bliv deri!" 3) Saafremt Din Aand er klarere og mere virksom til en Tid end til en anden, saae da den ypperste Hvede. Dersom Du føler Dig friskere og mere oplagt til at tænke paa een Tid paa Dagen end paa en anden, saa vend da Dine Tanker i den bedste Retning.

Værer ogsaa sikkre paa, at I ville skjænke denne Gjenstand Eders alvorligste Kjærlighed. Den bedste Ager indenfor den menneskelige Naturs lille Omraade er ikke Hovedet, men Hjertet; saae den ypperste Hvede deri! O, hvor herligt at have sand Gudsfrygt i Hjertet, at elske det vi kjende - elske det ret inderlig! at holde det med et fast Tag baade i Livet og i Døden - og aldrig slippe det! Herren siger: min Søn, giv mig Dit Hjerte! han vil ikke lade sig nøie med noget ringere end Dit Hjerte. O, naar Din Iver er meest brændende, og Din Kjærlighed meest inderlig, lad da denne Varme og Inderlighed ganske kaste sig paa Herren Din Gud, og hengive sig til hans Tjeneste, som har forløst Dig med sit dyrebare Blod. Skjænk den ypperste Hvede den ypperste Deel af Din Natur. Henvend ogsaa til Gud og Kristus Eders meest brændende Ønsker. Naar I udvide Eders Attraa, attraa da Kristus; naar I hjemsøges af Ærgjærrighed, lad da Eders Ærgjærrighed ene gjælde Gud. Hungrer og tørster efter Retfærdighed, higer og tragter efter Hellighed og efter de Ting, som ville gjøre Eder Kristus liig! Skjænker denne ypperste Hvede Eders ypperste Attraa.

Skjænker saa ogsaa Herren Eders Livs agtpaagivende Ærefrygt! Lad den ypperste Hvede være saaet i enhver af Eders Handlinger. Saafremt vi ere sande Kristne, da maae vi være Kristne ligesaavel udenfor Kirken som i Kirken. Vi skulle stræbe hen til, at vor Spisen og Drikken, at alt, hvad vi foretage os, kan blive foretaget Gud til Ære. Drag ikke nogen Grændse imellem den verdslige og den religiøse Side af Eders Livsførelse, men lad det verdslige blive gudeligt ved det fromme Ønske, at ære Gud i begge Dele. Lad os dyrke Gud i Livets meest dagligdags Pligter, saaledes som de gjøre det, der staae for hans Throne. Saaledes bør det være. Lad os saae den ypperste Hvede i vore Samtalers, vore Forretningers, vort Familielivs, i vore Venners og Børns Agre. Maatte Enhver dog føle: Kristus er mit Liv. Jeg kan ikke leve uden Kristus, heller ikke for Noget Andet end Kristus. Lad hele Eders Natur hengive sig til Kristus og til Ingen Anden.

Vi bør skjænke denne ypperste Hvede vor største Flid. Vi skulle give os selv hen for Evangeliets Udbredelse; en Kristen bør gjøre Alt for at tjene Kristus. Det er afskyligt at see et bekjendende Menneske være ivrig i politisk Henseende og lunken i sin Gudsfrygt; lutter Fyr og Flamme i et Sogneraad, og iiskold, naar han kommer til et Bønnemøde. Nogle flyve liig Ørne, naar de tjene Verden, men deres Vinge er brudt, naar det gjælder om at tjene Gud. Det burde ikke være saaledes. Skulde Noget kunne vække os, og bringe Løven i os til at reise sig i sin fulde Kraft, da skulde det dog være, naar vi staae Ansigt til Ansigt med Jesu Fjender eller kæmpe for hans Sag. Vor Herres Sag er som den ypperste Hvede, lad os gjøre os al vor Flid dermed.

Dette mener jeg, burde saa ganske optage os, at det bragte os til at gjøre de største Opoffrelser. Kjærligheden til Kristus bør være saa stærk, at den opsluger Egenkjærligheden, og gjør Selvopoffrelse til vor daglige Glæde. For Kristi Navns Skyld burde vi være villige til at taale Fattigdom, Bespottelse, Bagtalelse, Forviisning og Død. Intet skulde være en Kristen saa kjært, som Kristus. Nuvel, jeg vil forelægge Eder det Spørgsmaal, om det er saa eller ikke. Er Jesus den ypperste Hvede for os? Give vi Religionen den første Plads eller ikke? Jeg frygter for, at Nogle behandle Religionen som visse Herrer behandle en fjernt liggende Landeiendom; de ansætte en Forvalter, og see saa til den engang imellem, deres Præst er Forvalteren, og de vente, at han skal tage vare derpaa for dem. Saadanne fjerne Besiddelser miste Eiermandens Interesse. See disse halve Brødre! have de nogen Religion? Ganske vist. Men de ligne den Mand, som fik sit Skudsmaal af et Barn i Søndagsskolen. "Er Din Fader en Kristen?" spurgte Læreren ham. "Ja, han er," svarede Barnet, "men han har ikke gjort synderlig ved det i den senere Tid." Jeg kunde udpege forskjellige af den Slags, der saae deres Hvede meget sparsomt, og vælge den goldeste Plet til at saae den paa. De vedkjende sig at være Kristne, men Religionen er en Tiende-Afgift paa deres Eiendom. Nogle have et udstrakt Agerland for Verden, og kun en fattig lille Plet Jord for Kristus. De ere Dyrkere af verdslig Glæde og Overbærenhed med sig selv, og saae kun en lille Smule Religion ved Veikanten for et Syns Skyld. Dette duer ikke! Gud vil ikke saaledes lade sig spotte! Dersom vi foragte ham og hans Sandhed, ville vi kun blive agtede lidet værd. O kom, lad os skjænke vor bedste Tid, vore bedste Evner, Tanker og Kræfter til det, som er den vigtigste Sag for en udødelig Aand! Maatte vi dog efterligne den Huusbonde, som gav den ypperste Hvede den ypperste Plads i sin Eiendom.

III. I en tredie Henseende ville vi lade os belære. Huusbonden udvælger det ypperste Sædekorn, naar han saar sin Hvede. Naar en Landmand lægger Hvede tilside til Saaning, da vælger han ikke den daarligste Slags; er han en forstandig Mand, da saar han den allerbedste Hvede, han kan faae. Mange Landmænd søge rundt om i Landet forat skaffe sig en rigtig god Saasæd, da der umuligt kan ventes nogen god Høst af daarligt Sædekorn. Huusbonden har af Gud selv lært at tilsaae sin Ager med "den ypperste Hvede." Lad mig heraf lære, at saafremt jeg skal saae for Herren og for at blive en Kristen, da bør jeg udsaae den bedste Slags Kristendom.

Dette bør jeg tragte efter at gjøre, for det Første ved at fæste Lid til de vægtigste Lærdomme. Jeg vil ikke slutte mig til een af de mange Retninger, "- ismer", men tro paa den uforfalskede Sandhed, som Jesus lærte; thi kun af den sande Lære vil ved den Helligaands Bistand et helligt Sindelag voxe frem. Løgn avler Synd, Sandhed frembringer og opfostrer Hellighed. I og jeg bør derfor vælge vor Sæd med Omhu og bortkaste al Vildfarelse. Om vi have Viisdom, da ville vi grundig overveie de vigtigste Sandheder, thi jeg har kjendt Folk, som tillagde de ubetydeligste Ting den største Vigtighed. De kjæmpe for Vikker, og overlade Hveden til Kragerne. Hvad mig angaaer, da kan, hvem der vil, for mig gjerne disputere om ligegyldige Ting, jeg vil hovedsagelig prædike Læren om det dyrebare Blod, og de herlige Sandheder om Midleren og Forsoneren. Disse Lærdomme ere den ypperste Hvede, og af den Aarsag vil jeg vælge dem.

Dernæst bør vi udsaae de ædleste Exempler. Mange Mennesker ere forkrøblede i Væxten, fordi de vælge sig et daarligt Forbillede at følge. De efterligne den kjære gamle N. N. saalænge, indtil de paa mærkværdig Maade kommer til at ligne ham, idet dog det Bedste ved ham mangler. En Præst er maaskee af et tungsindigt Temperament, og han prædiker om Guds Børns haarde Prøvelser; som en Følge deraf ansee en Mængde skikkelige Mennesker det for deres Pligt ogsaa at være sørgmodige. Er det nødvendigt, at de falde i et Vandhul, fordi deres Fører har stænket sig til? Vi bør aldrig efterligne noget Menneskes Skrøbeligheder. For at komme til at ligne Paulus er det unødvendigt at have svage Øine; og for at ligne Thomas er det slet ikke nødvendigt at tvivle. Dersom I efterligne et eller andet godt Menneske, er der dog altid et Punkt, paa hvilket I ville komme til kort. Skulle jeg vælge mig et menneskeligt Forbillede, da vilde jeg foretrække den bedste af alle Guds Hellige; O, men hvor langt bedre er det dog ikke, at efterligne det fuldkomne Mønster, som I have i Jesus Kristus!

Vi bør saae den bedste Hvede ved at agte paa at have en fuldkommen reen Aand. Ak! hvor snart er ikke Aanden besmittet af Egenkjærlighed og Hovmod, Modfaldenhed og Dorskhed, eller en og anden jordisk Smitte! Men hvor herligt er det ikke at leve i Kristi Aand! Maatte vi dog blive ydmyge, sagtmodige, kjække, selvopoffrende, rene, kydske og hellige!

Og saa gives der endnu en Maade at saae udvalgt Sæd paa. Vi skulle bestræbe os for at leve saa nær i Samfund med Gud som muligt. En kjær Broder bad just nylig for os, at vi maatte faae saa megen Naade, som vi ere istand til at modtage, og at Gud vilde bringe os saa vidt, at vi ikke hindrede ham i Noget af hvad han var tilsinds at gjøre med os. Dette er en god Bøn. Det burde være vor Attraa at naae op til det højeste Trin af aandeligt Liv. Dersom I saae denne ypperste Hvede, seer da til at forskaffe Eder af den bedste Slags. Der gives forskjellig Aand og forskjellig Lærdom; den bedste er bedst for Eder. O, I unge Mennesker! dersom det er Eders Mening at komme i Besiddelse af Gudsfrygt, beflitter Eder da ganske derpaa. Sniger Eder ikke gjennem Verden, som om I skammede Eder over Eders Herre. Dersom I høre Kristus til, viser da Eders Farver, slutter Eder til hans Banner, forsamler Eder, naar hans Basun kalder Eder, og staar da op, staar op for den Herre Kristus: Er der nogen mandig Kraft i Eder, da fordrer denne store Sag saa fuldt ud; øver den da ogsaa! og maatte den Helligaand hjælpe Eder dertil!

IV. For det fjerde dyrker Huusbonden den ypperste Hvede med den ypperste Omsorg. Nogle Lærde paastaae, at den rette Oversættelse af vort Sted er den, at Huusbonden planter Hveden i Rækker. Der siges, at de store Ax fra Oldtiden, som ere fundne i Palæstina, skyldes den Omstændighed, at Hveden dengang blev ligefrem plantet ud. Man plantede den i lange Rader, saa at den ikke kvaltes eller standsedes i sin Væxt ved at staae altfor tæt paa eet Sted, og maaske altfor tyndt paa et andet. Man plantede Hveden og ledede derefter Vandstrømme hen til Roden af enhver Plante. Intet Under derfor, at Marken var frugtbar. Vi skulle anvende vor ypperste Omsorg paa de ypperste Ting. Vor Gudsfrygt skal udøves med Klogskab og Omhu. Brødre, ere vi omhyggelige nok med Hensyn paa vor religiøse Fremvæxt! Have I nogensinde tilbunds undersøgt Eders Troesbekjendelse? Hvoraf kommer det, at I ere Medlemmer af en vis bestemt Menighed? Eders Moder var det. Nu godt, denne Grund kan være ganske god, men dog ikke god nok til at retfærdiggjøre Eder i Guds Øine. Jeg beder Eder betænke Eders Standpunkt. Dersom nogen kristen Præst frygter for at tilskynde Eder til at øve denne Pligt, saa har jeg ingen Tillid til ham. Jeg for mit Vedkommende er slet ikke bange. Jeg beder Eder undersøge alt det, jeg lærer Eder, thi jeg vilde ikke synes om at være ansvarlig for et andet Menneskes Tro. En af de største Velsignelser, der kunde tilflyde en Menighed, var en randsagende Aand, som vilde føre Alt tilbage til de hellige Skrifter. Dersom de ikke udtale sig Overensstemmende med dette Ord, da er det, fordi der intet Lys findes hos dem. Tjen Gud med samme Omhu, hvormed den østerlandske Landmand plantede sin Hvede i Rader med stor Orden og Nøiagtighed. I tjene en punktlig Gud, tjener ham derfor ogsaa punktlig. Han er en nidkjær Gud, værer I derfor ogsaa nidkjære overfor endog den svageste Skygge af Vildfarelse eller selvgjort Gudsdyrkelse.

Sørger ogsaa for, at I vande hver enkelt Deel af Eders Gudsdyrkelse paa samme Maade som Landmanden vandede hver eneste Plante. Beder om Naade fra oven til, at I aldrig maae afsvides og fortørres. Beviser Eders Tro, Eders Haab og Eders Kjærlighed, og alle andre Planter, som findes i Eders Sjæle, enhversomhelst Omhu, som Huusbonden beviser sin Hvede. Skjænk Naaden den sførste Omhu, thi den er det værd.

V. Og nu til Slutning: gjører Alt dette, fordi I derved ville kunne forvente den ypperste Afgrøde. Dersom Gudsdyrkelsen er den ypperste Ting, da maae I ogsaa betragte Gudsdyrkelsen som den ypperste Løn. Høsten vil tilflyde Eder paa forskjellig Maade. I ville vinde det største Held i Livet, saafremt I ganske leve til Guds Ære. Held eller Uheld maa i høi Grad være afhængigt af, hvorvidt vort Formaal er godt eller ikke. Det er ikke til nogen Nytte, at jeg bestræber mig for at synge, thi jeg vil aldrig blive skikket til at anføre et Kor. Jeg vilde ikke have Held med mig dertil; prædiker jeg derimod, da vil det maaskee lykkes mig, thi dette er min Gjerning. Men I, kristne Venner, dersom I prøve paa at leve for Verden, da ville I ingen Fremgang have, thi I ere ikke skikkede dertil! Naaden har fordærvet Eder for Synden.

Saafremt I af ganske Hjerte leve for Gud, da vil det ogsaa lykkes Eder, thi Gud har skabt Eder til det Formaal. Ligesom han har skabt Fiskene til at leve i Vandet og Fuglene til at leve i Luften, saaledes har han også skabt de Troende til at leve for Hellighed og til at tjene Gud, og I ville være udenfor Eders Element, ligesom Fisken udenfor Vandet eller Fuglen i den rindende Flod, saafremt i ophøre at tjene Gud. Den østerlandske Landmands Velstand er afhængig af hans Hvede, og Eders er afhængig af Eders Hengivenhed for Gud. Det er Gudsfrygt, I maae eftertragte, om I ville finde Glæde. Gives der nogen større Velsignelse end den, at vide, at I ere i Kristus og ere elskede af Herren? Det er Eders Gudsfrygt, som I maae see hen til for at finde Trøst, naar I ligge paa Sygeleiet eller Dødsleiet, og hvem veed maaskee befinder Du Dig snart der.

Hvilke Ax, hvilken Høst skal der ikke komme i den tilkommende Verden udaf Herrens Tjepeste! Hvad vil Alt andet føre til? Til hvad andet end Røg? Et Menneske kan have samlet sig en Million, saa døer han. Hvad har han da Opnaaet ved sin Velstand? Et Menneskes Berømmelse lyder ud over Verden, som en stor og sejerrig Kriger, og han døer. Hvad har han saa for al sin Hæder? Det at leve for Verden, er som at spille Klink med Gadedrengene, eller lege med smaae Børn med Trælegetøi og østersskaller. At leve for Gud er noget virkeligt og haandgribeligt, Alt andet er unyttigt. Lad os betænke dette, og binde op om vore Lænder, for at tjene Herren. Maatte dog den Helligaand hjælpe os til at saae "den ypperste Hvede" og til at lære i glad Forventning om en riig Høst i Overensstemmelse med den Forjættelse, at "de, som saae med Graad, skulle høste med Frydesang." 4)

1) Den danske Bibel oversætter: er det ikke saa, at han ....saar Hvede i Rader o.s.v. Smlgn. S. 127.

2) Job. 22, 21.

3) 1 Timoth. 4, 15.

4) Psalme 126, 5.

cows.gif - 4548