Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


rock6.gif

Pløining paa Klippen

Amos 6, 12: "Mon Heste løbe paa Klippen? mon man pløier der med Øxne?"

Disse Sætninger ere Ordsprog, der ganske svare til Østerlands sædvanlige Udtryksmaade. Et Ordsprog er gjerne et tveegget eller om jeg saa maa sige mangeegget Sværd, det er lutter Eg: til hvilken Side man saa vender det, har det Kraft og Skarphed. Et Ordsprog peger ofte i mere end een Retning, og man kan ikke altid bestemt sige, hvad der har været det Menneskes Mening, der har dannet det. Sammenhængen vilde paa dette Sted rigelig tilstede to Betydninger. En gammel Fortolker forsikkrer, at det har syv forskjellige Betydninger, og at enhver af dem vilde passe i Sammenhængen. Jeg tør ikke benægte denne Paastand; dersom den forholder sig rigtig, er det kun et blandt saa mange Exempler paa Guds Ords mangfoldige Viisdom. I Lighed med disse kunstig udskaarne kinesiske Kugler, hvor den ene Kugle er indesluttet i den anden, findes der mangen hellig Text, hvor den ene Betydning, den ene Lærdom indeslutter den anden, og alle ere de den Helligaand værdige.

Den første Betydning af den Text, hvorom jeg kunde have Lyst til at sige et Par Ord, er denne: Profeten gaar i Rette med ugudelige Mennesker, fordi de søge Lykken der, hvor den aldrig vil kunne findes. De bestræbte sig for at blive rige og stærke ved Undertrykkelse. Profeten siger videre: "I have vendt Retten til Galde, og Retfærdighedens Frugt til Malurt." Retfærdighed kjøbtes og solgtes iblandt dem, og Lovbogen blev gjort til et Redskab for Svig. "Dog," siger Profeten, "der gives ingen Vinding paa denne Maade -- ingen virkelig Vinding, ingen sand Lykke. Saa kunne Heste ligesaa godt løbe paa Klippen, og Oxer pløie i Sandet; det er et forgjæves Arbeide!"

Dersom Nogen af Eder søger at stille sig selv tilfreds med denne Verden, og haaber at finde en Himmel midt i sin Forretning eller i sin Familie uden at see opad derefter, han arbeider forgjæves. Dersom I haabe at finde Fornøielse i Synden, og mene, at det vil gaae Eder vel, om I foragte Guds Lov, da ville I tage storligen feil. I kunne ligesaagodt søge efter Roser i Havets Grotter, eller see efter Perler paa Brostenene paa Gaden. Hvad Din Sjæl begjærer, det vil Du intetsteds finde uden hos Gud. At søge efter Lykken ved onde Gjerninger er det samme som at pløie paa en Granitklippe. At søge at naae sandt Held ved uredelige Midler er ligesaa frugtesløst, som at opdyrke den sandede Kyststrækning. "Hvorfor veie I Eders Penge ud for hvad der ikke er Brød, og Eders Dagløn for hvad der ikke kan mætte?" 1) Unge Menneske, Du dræber Dig selv ved Ærgjerrighed! Du søger Din egen Ære og Fordeel, og det er et usselt, usselt Formaal for en udødelig Sjæl! Og I slide Livet hen med Bekymringer; saavel Eders Legeme som Eders Sjæl svigte Eder, idet I bestræbe Eder for at samle Riigdom, som om et Menneskes Liv bestod i at have overflødigt Gods 2). I pløie paa Klippen; Eders Higen vil ikke bringe Hjertet nogen Glæde eller skaffe Aanden nogen Tilfredsstillelse; al Eders Møie vil til Slutning slaa feil. Ogsaa I, som betræbe Eder for at væve Eder et Retfærdighedens Klædebon ved Eders Gjerninger uden Kristus, og indbilde Eder, at en flittig Brug af udvortes Ceremonier vil kunne gjøre den Helligaands Gjerning paa Eders eget Hjerte, ogsaa I pløje en utaknemlig Klippegrund. Den faldne Naturs Anstrængelser, selv naar de drives til det Yderste, kunne aldrig frelse en Sjæl. Hvorfor da pløie Klippen endnu længere? Opgiv denne taabelige Bestræbelse!

Saavidt jeg troer, have vi ikke misforstaaet Texten, men have omtalt en meget sandsynlig Betydning af dens Ord; imidlertid er der en anden Udlægning af den, der forekommer mig slaaende og som synes mig at passe ligesaa godt; jeg skal derfor med Guds Hjælp dvæle noget ved den.

Det er denne: Gud vil ikke altid udsende sine Tjenere for at kalde Mennesker til Omvendelse. Naar Menneskenes Hjerter vedblive at være forhærdede, og de ikke ville angre, da vil Gud ikke altid handle i Naade med dem. "Min Aand skal ikke evindelig strides med Mennesket" 3). Der er en Tid, da der skal pløies, men naar det tydeligt viser sig, at Hjertet af egen Villie er forhærdet, da tilskynder Viisdommen selv Barmhjærtigheden til at opgive sine Bestræbelser. Mon Heste løbe paa Klippen? Mon man pløier der med Øxne? Nei, der er en Grændse for Mildhedens Bestræbelser, og naar Tidens Fylde er kommet, hører Arbeidet op, og Klippen forbliver upløiet for bestandig.

I. Idet vi holde os til denne Udlægning, ville vi tale derom og bemærke da først, at Guds Tjenere bestræbe sig for at opbryde Menneskenes Hjerter; den vise Prædikant søger ved den Helligaands Kraft at opbryde Hjertets haarde Jord, for at bringe den til at modtage den himmelske Sæd.

Mange Sandheder benyttes som skarpe Plovjern til at opbryde Hjertet. Menneskene maae bringes til at føle, at de have syndet, og de maae bringes til at angre deres Synd. De maae modtage Kristus, ikke blot med Hovedet, men med Hjertet; thi med Hjertet troer man til Retfærdighed 4). Sindet maa bevæges; vi maae skære lige ind i Hjertet med Lovens Plovjern. Den Landmand, der ikke nænner at oprive og harve Jorden, vil aldrig have Udsigt til at faae nogen Høst. Heri bestaar netop nogle Præsters Fejl; de ere bange for at saare Nogens Følelser, og afholde sig derfor fra alle Sandheder, som kunne opvække Frygt eller Bekymring. De have intet skarpt Plovjern at skikke forud, og synes derfor heller aldrig at skulle faae nogen Sædstak i deres Stakhave. De fiske uden Kroge af Angst for at saare Fisken, og skyde uden Kugler af Hensyn til Fuglenes Følelser. Denne Art Kjærlighed er ligefrem Grusomhed imod Menneskenes Sjæle. Det er ganske det samme som om en Kirurg vilde tillade en Syg at dø, fordi han vilde forskaane ham for den Smerte, Kniven volder, eller den nødvendige Fjernelse af et eller andet Lem. Det er en skrækkelig Slags ømhed, der hellere vil lade Menneskene synke ned i Helvedes Afgrund end bedrøve deres Sjæle. Det er fornøieligt at profetere behagelige Ting, men vee det Menneske, der saåledes nedværdiger sig selv. Er det Kristi Aand? Skjulte han Syndens Farer? Udsaaede han Tvivl med Hensyn til den Ild, der aldrig slukkes, og Ormen, der aldrig døer? Lullede han Sjælene i Søvn med Smigerens bløde Tale? Nei, men ved ærlig Kjærlighed og ængstelig Omhu advarede han Menneskene for den kommende Vrede, og bad dem omvende sig eller dø. Lad da den Herres Jesu Tjener heri følge sin Mester efter, og pløie dybt med det skarpe Plovjern, som ikke vil skaane selv den haardeste Jordbund. Dette maae vi opdrage os selv til at gjøre. Dersom vi i Sandhed elske Menneskenes Sjæle, lad os da vise det ved ærlig Tale. Det haarde Hjerte maa bøies, eller det vil fremdeles modstaae Frelseren, som blev sendt for at opreise det brudte Hjerte. Der gives Ting, som Menneskene kunne have eller ikke have, og dog blive frelste; men de Ting, som høre med til Hjertets Bearbeidelse, ere uundgaaelig nødvendige; der maa være en hellig Frygt og en ydmyg Bæven for Gud tilstede, der maa være en Bevidsthed om Skyld og en angerfuld Bøn om Naade; der maa, med eet Ord, finde en Gjennempløining af Sjælen Sted, inden vi kunne vente, at Sæden skal frembringe Frugt.

II. Men Texten antyder, at Guds Tjenere til Tider arbejde forgjæves. "Mon Heste løbe paa Klippen? mon man pløjer der med Øxne?" Plovmanden mærker snart, om Ploven vil gaae eller ikke; det samme gjør Præsten. Han kan vel benytte sig af de selvsamme Ord paa det ene Sted, som han har benyttet paa et andet, men paa det ene Sted føler han stor Glæde og Haab idet han prædiker, medens han ligeoverfor en anden Kreds af Tilhørere føler, at Arbeidet er strængt og Haabet kun ringe. I det sidste Tilfælde synes Ploven ligesom at hoppe ud af Furen, og af og til brækkes der lidt af Jernet. Han siger ved sig selv: "jeg veed ikke, hvordan det kan være, men jeg kommer ingen Vegne med dette!" og han mærker, at hans Herre har sendt ham ud at bearbeide en særlig vanskelig Jordbund. Alle Kristi Arbeidere vide, at dette af og til er Tilfældet. I ville have fundet det saaledes i en søndagsskole-Klasse eller ved et Møde, eller ved en eller anden Forsamling, hvor I søgte at lære og prædike Jesus. I have nu og da sagt til Eder selv: "nu pløier jeg paa en Klippe. Forhen pløiede jeg den rige Muldjord, saa riig, at ét Spand Oxer med Lethed kunde pløie den, og en Hest vilde næsten kunde løbe ved det Arbeide; men her maa Hesten trække stærkt og Oxerne formelig slide saa at Huden gaaer af, uden at de dog formaae at skjære en eneste Fure; Klippen er haardnakket til det yderste."

Man finder saadanne Tilhørere i alle Menigheder. De ere som af Jern, og staae dog Side om Side med et frugtbart Stykke Jord. Deres Søstre, deres Brødre, Sønner eller Døttre have Alle villigen bøjet sig for Evangeliets Kraft; men de ikke. De hører det med Ærbødighed, og de modsætte sig det ikke, forsaavidt de tillade det at gaae ind ad det ene øre og ud af det andet, men de ville ikke have noget videre med det at gjøre. De vilde ikke holde af at gjøre noget Brud paa Sabbaten ved at blive borte fra Gudstjenesten; de vise derfor Evangeliet den noget tvivlsomme Høflighed at indfinde sig naar det prædikes, og saa vægre sig ved at tage noget Hensyn til det. De ere haarde, ret haarde Klippestykker; Ploven efterlader intet Indtryk hos dem.

Paa den anden Side ere Mange ligesaa haarde, om end paa en anden Maade. Det Indtryk, Ordet gjør paa dem, er hverken dybt eller varigt. De modtage det med Glæde, men de beholde det ikke. De høre opmærksomt efter, men de gjøre ingen Anvendelse deraf. De høre om Anger, men angre selv aldrig. De høre om Troen, men de tro aldrig. De forstaae godt at bedømme, hvad Evangeliet er, og dog have de for deres eget Vedkommende aldrig modtaget det. De ville ikke spise, men ikkedestomindre forlange de, at der skal sættes godt Brød frem paa Bordet. De ere ivrige Forfægtere af de samme Ting, som de for deres personlige Vedkommende forkaste. De bevæges til Medfølelse, udgyde endog til sine Tider Taarer, men deres Hjerter ere dog fremdeles ikke virkelig bevægede af Ordet. De gaae deres Vei og glemme, hvad Slags Mennesker de ere. Deres Hjerter er lutter Granit: alle vore Bestræbelser for at gjennempløie dem ere forgjæves.

Dette er nu saameget værre, som mange af saadanne Steenhjerter ere blevne pløiede mange Aar igjennem, og stedse ere blevne haardere istedetfor blødere. En eller to Gange gjennempløiet, et eller to Plovjern brækkede i Stykker, en eller to Plovmænd skuffede, det vilde altsammen intet have at sige, naar blot Jordbunden tilsidst vilde give efter; men disse have kjendt Evangeliet lige siden deres Barndom, og aldrig bøiet sig for dets Kraft. Der er for Nogle af dem forløbet en god Stund siden deres Barndom. Deres Haar er blevet graat og de selv ere blevne svagelige med Aarene. De ere blevne bønfaldte og overtalte utallige Gange, men det har været spildt Umage. I Virkeligheden følte de i en vis Forstand Ordet langt mere for mange Aar siden, end de gjøre nu. Solen, der blødgjør Vox hærder Leer, og det samme Evangelium, som har frembragt blidere Følelser, Anger og Bodfærdighed hos Andre, har gjort en ganske modsat Virkning paa dem, gjort dem mere ligegyldige for de guddommelige Ting end de vare i deres Ungdom. Dette er en sørgelig Tingenes Tilstand, ikkesandt?

Hvorfor ere visse Mennesker saa grændseløs steenhaarde? Hos Nogle stammer det fra en besynderlig sløv Natur. Der gives Mange her i Verden, som det ikke er saa ganske let at bevæge, de have en god Portion Granit i sig, og ere snarere i Familie med Stivsind end med Bøjelighed. Nuvel, jeg vil ikke tænke Ondt om disse Folk, da man jo nok veed, hvad det vil sige at prædike for pirrelige Folk, at faae dem ganske ophidsede, og saa vide, at de ved Prædikenens Slutning ikke ere en Smule bedre; hvorimod nogle af de mere solide og mindre let bevægelige Folk, naar de saa omsider blive bevægede, da blive de det tilgavns; føle de, da gjøre de det med Inderlighed, og bevare ethvert Indtryk, de have modtaget. Selv det mindste Indtryk, der frembringes i Granitten ved rigtig haarde Slag, vil blive der, hvorimod et Slag i Vandet, der er let nok, ikke efterlader noget Spor, ikke engang et øieblikkeligt. Det er en stor Ting at faae fat paa et rigtig smukt Stykke Klippe og øve Troen overfor det. Herrens egen Hammer har en mægtig Kraft til at sønderbryde, og dette er til stor Ære for den Høieste.

Dog værre er det, naar visse Mennesker ere haarde paa Grund af Vantro - ikke just Hjertets fulde Vantro, men en Vantro, der har sit Udspring fra en Lyst til ikke at tro, der har hjulpet dem til at opdage Vanskelighederne. Saadanne Vanskeligheder findes virkelig, og de skal findes, da der ingen Plads vilde være for Tro, dersom alting var ganske ligefrem. Disse Mennesker ere gradeviis komne til Tvivlen, eller til at mene at de tvivle om væsentlige Troes-Sandheder, og dette gjør dem utilgjængelige for Kristi Evangelium.

En langt talrigere Mængde ere orthodoxe nok, men ikkedestomindre saa haardhjertede. Verdsliighed forhærder et Menneske i enhver Henseende. Den udtørrer ofte al Barmhjertighed imod den Fattige, fordi Mennesket skal samle Penge og mener, at Fattigskatterne ere en tilstrækkelig Undskyldning for ham til at forsømme sine Barmhjertighedspligter. Han har ingen Tid til at tænke paa den anden Verden: han maa anvende hele sin Tanke paa den nærværende. Pengene ere faae, og derfor maa han holde godt paa dem; og naar Pengene indbringe ham en Smule Fordeel, seer han heri en Grund til at være endnu mere karrig. Han har ikke Tid til at bede, han maa ned paa Kontoiret. Han har ingen Tid til at læse i sin Bibel, hans Regnskabsbog venter paa ham. Du kan vel banke paa hans Dør, men hans Hjerte er ikke hjemme; det er paa Kontoiret: det lever og aander han for. Riigdom er hans Gud, hans Forretning er hans Lyksalighed; hans eget Jeg er ham Alt. Til hvad Nytte er det at prædike for ham? Saa kunne Heste ligesaavel løbe paa Klippen, eller Oxer trække en Plov over en Ager, der er dækket med miletykke jernplader.

Hos Nogle findes der en Haardhed, som er fremkommet ved, hvad jeg næsten vil kalde det Modsatte af haardnakket Verdslighed, nemlig en gjennemgaaende Letsindighed. De ere ligesom Sommerfugle, der flyve omkring og bestille Ingenting. De tænke aldrig, heller ikke bryde de sig om at tænke. At tænke blot en halv Tanke udmatter dem fuldstændig, og de behøve Adspredelse, ellers vil deres svage Aand end yderligere trættes. De leve i en Hvirvel af Fornøielser. For dem er Verden en Skueplads, og Alle, baade Mænd og Kvinder, ere kun Skuespillere. Det nytter kun lidet at prædike for dem; der findes ingen Dybde i deres overfladiske Naturs Jordbund; under en Smule letbevægeligt og værdiløst Sand, ligger en uigjennemtrængelig Klippe af fuldkommen Sløvhed og Følesløshed. Jeg kunde saaledes blive ved med at anføre flere Aarsager til, at nogle ere haardere end Andre, men det er en fuldkommen sikker Kjendsgjerning, at det er saa, og derfor vil jeg forlade dette Emne.

III. Jeg beder nu Enhver om at sige sin Mening, om Hestenes Løb paa Klippen og Pløiningen med Oxer der bestandig bør fortsættes. Jeg paastaar, at det er urimeligt at forlange, at Guds Tjenere altid skulle blive ved at arbeide forgjæves. Der er blevet prædiket for disse Folk; de ere blevne underviste, formanede, man har gaaet i Rette med dem og raadet dem; skal denne utaknemlige Gjerning fortsættes? Vi have gjort tilstrækkelig Forsøg med dem; hvad siger nu Fornuft og Klogskab? Ere vi forpligtede til at blive ved dermed indtil vi ere udslidte af dette frugtesløse Arbeide? Vi ville spørge Mennesker derom, som pløie deres egen Jord; raade de til at blive ved, naar et uheldigt Udfald er sikkert? Skulle Heste løbe paa Klippen? Skal man pløie der med Oxer? Sikkerlig ikke bestandig.

Jeg antager, at vi alle ville indrømme, at et forgjæves Arbeide ikke kan fortsættes i det uendelige, naar vi see hen til Plovmanden. Han ønsker vel ikke, at der skal tages meget Hensyn til ham; men hans Herre glemmer ham dog ikke. See hvorledes hans Træthed voxer, naar Arbeidet betager ham hans Mod! Han gaar til sin Herre og klager: "hvem troede det, vi have hørt? og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?" 5). "Hvorfor har Du udsendt mig, siger han, til et Folk, som have Øren, men ikke ville høre?" 6). "De sidde, saaledes som Dit Folk sidder, og de høre, som Dit Folk hører, og saa gaae de deres Vej, og glemme hvert et Ord, der er talet, og lyde ikke Herrens Røst." Tænk, hvor skuffet en Prædikant maa føle sig? Det er altid svært at arbeide, naar man ikke sporer nogen Fremgang, uagtet man gjør sit Bedste. Intet Menneske, hvem det saa er, holder af at sættes til et Arbeide, der synes at være lutter Spilde af Tid og af Kræfter. Det forekommer ham at have et Anstrøg af det Latterlige, og han er bange for at blive ringeagtet af sine Kammerater, fordi han eftertragter det Umulige. Skal det altid falde i Guds Tjeneres Lod at blive drevet Gjæk med? Mon den store Huusbonde vil forlange, at hans Plovmænd skulle bortødsle deres Liv for sletingenting? Skulle hans Prædikanter vedblive at kaste Perler for Svin? Saafremt Herren forlanger det saaledes af sine indviede Tjenere, da ville de standhaftig fortsætte deres møisommelige Arbeide; men deres Herre tager Hensyn til dem, og jeg beder ogsaa Eder betænke, om der er nogen Mening i at vente, at et nidkjært Hjerte for bestandig skal være beskjæftiget med deres Frelse, som aldrig svare til dets inderlige Ønsker? Mon Heste altid skulle pløie paa Klippen? Skulle Oxerne altid arbeide der?

Dernæst skulle vi ogsaa tænke paa Herren selv. Herren skal han altid modstaas og opægges? For mange af Eder er det evige Liv blevet fremstillet som en Følge af at tro paa Jesus; og I have vægret Eder ved at tro. Det er et Under, at min Herre ikke har sagt til mig: "Du har nu gjort Din Pligt imod dem; fremstil aldrig mere Kristus for dem; min Søn skal ikke forhaanes." Dersom Du byder en Tigger, Du træffer paa Gaden, en Krone, og han nægter at modtage den, saa putter Du ganske rolig Dine Penge i Lommen igjen og gaar Din Vei; og Du bønfalder ham ikke om at faae Lov til at afhjælpe hans Trang. Men see, i sin Naade bønfalder Gud Synderen om at komme til sig, bønfalder dem om at tage imod hans Søn. Han gaaer endog saa vidt i sin Nedladenhed, at han staar som en Markedskræmmer og raaber: "hver den som tørster, komme til Vandene, og I, som ikke have Penge, kommer hid, kjøber og æder, kjøber uden Penge og uden Betaling Viin og Mælk" 7). Et andet Sted siger han om sig selv: "den ganske Dag har jeg udstrakt mine Hænder til et ulydigt og gjenstridigt Folk 8) Naar Barmhjertighedens Herre saa længe er bleven forkastet lige for Eders øine, som ære ham, føle I saa ikke nogen Harme blande sig i Eders Medlidenhed, og alt imedens I elske Synderne og ønske, at de maae blive frelste, føle I saa dog ikke i Eders Hjerte, at der maa være en Ende paa en saadan fornærmelig Opførsel? Jeg opfordrer selv de Ligegyldige til at see Sagen i dette Lys, og have de end ingen Respekt for Plovmanden, saa lad dem dog tage en Smule Hensyn til hans Herre.

Saa er der dernæst saa mange andre Folk, som trænge til Evangeliet og som vilde tage imod det, hvis de havde det, at det synes at være det eneste fornuftige at høre op med at slide sig selv op for deres Skyld, som foragte det. Hvad sagde Herren selv? Han sagde 9), at dersom de kraftige Gjerninger, som han havde gjort i Bethsaida og Chorazin, vare blevne gjorte i Tyrus og Sidon, da vilde de for længe siden have omvendt sig. Og hvad der lyder endnu vidunderligere, er hans Ord, at dersom han havde gjort de samme Mirakler i Sodoma og Gomorrah, som vare gjorte i Kapernaum, da vilde de have omvendt sig og klædt sig i Sæk og Aske. Synes det os da ikke paa een Gang at være det naturlige, at give Ordet til dem, som ville modtage det, og lade dem, som foragte det, omkomme i deres Gjenstridighed? Siger ikke Fornuften: "lad os udsende denne Lægedom der, hvor der er Syge, som ville skatte den?" Tusinder af Mennesker ere villige til at høre Evangeliet. See engang, hvor de stimle sammen, hvorsomhelst Prædikanten gaar hen! hvor de trænge hinanden i deres Iver for at høre ham! og dersom disse Folk, som høre ham daglig, ikke ville tage imod hans Budskab, "i Guds Navn," siger han da, "lad mig gaae hen, hvor der er Sandsynlighed for at kunne træffe en Jordbund, som kan gjennempløies." "Mon Heste skulle løbe paa Klippen? Mon man skal pløie der med Oxer?" Skal jeg bestandig arbeide der, naar Intet kommer ud deraf? Siger ikke den sunde Fornuft: lad Ordet udgaae til Kina; Hindostan eller til Jordens yderste Grændser, hvorsomhelst de ville modtage det; thi de, for hvem det prædikes paa Gadehjørnerne, foragte det?

Jeg skal ikke yderligere forlænge denne Beviisførelse, men jeg vil ret alvorlig engang endnu fremsætte Spørgsmaalet. Vilde Nogen af Eder vedblive at forfølge et øjemed, naar det havde viist sig at være fuldstændig haabløst? Undrer det Dig, om Herren, naar han har udsendt sine Tjenere for at tale venlige, naadige, milde Ord, og Menneskene ikke høre, om han da siger til dem: de have sluttet sig sammen om deres Afguder; lad dem fare? (smlg. Hos. 4, 17). Der er en Grændse for Menneskenes Taalmodighed, og vi naae den snart; men det er tilvisse ogsaa sikkert, at der gives en Grændse, om det end varer længe forinden den naas, for Guds Langmodighed. Langt om længe siger han: "det er nok. Min Aand skal ikke længer strides med dem." Kan nogen af os beklage sig, om Herren siger saa? Er det ikke en viis Fremgangsmaade? Befaler ikke selve Klogskaben det? Enhver alvorlig Sjæl vil sige: "Ak nei! man kan ikke blive ved ved at pløie en Klippe!" IV. For det Fjerde: der maa skee en Forandring, og det hurtig. Oxerne skulle fjernes fra en saadan Gjerning. Det kan gjøres med Lethed, og det kan gjøres strax. Det kan udføres paa tre Maader.

For det første kan den unyttige Tilhører fjernes, saa at han ikke mere skal høre Evangeliet fra hans prøvede Præsts Læber. En Prædikant kan maaskee vel have en Slags Magt over ham; men eftersom han forkaster hans Vidnesbyrd og fremdeles ikke omvender sig, saa skal det Menneske flyttes til en anden By, hvor han skal høre eensformige Taler, der ikke skulle berøre hans Samvittighed. Han skal gaae derhen, hvor han ikke mere bliver overbeviist og bønfaldt; og der vil han saa slumre ind til Helvede. Dette er snart gjort; maaskee forbereder allerede nogle at Eder sig til at flytte bort fra Haabets Ager. En anden Maade er den, at kalde Plovmanden bort. Han har udrettet sit Arbeide saa godt han formaaede, og han skal befries fra sin haabløse Gjerning. Han er udslidt; lad ham komme hjem. Jordbunden vilde ikke lade sig opbryde, men det var ikke hans Skyld; lad ham faae sin Løn. Han har sønderbrudt sin Plov ved dette Arbeide; lad ham gaae hjem og høre sin Herre sige: "vel, Du gode og tro Tjener!" Han var villig til at holde ud ved dette nedtrykkende Arbeide, saa længe som hans Huusbond forlangte det af ham, men det er øiensynlig uden Nytte, lad ham derfor vende hjem, thi hans Gjerning er fuldbragt. Han har været meget syg, lad ham dø og gaae ind til sin Hvile. Dette er ikke mere end billigt. Eller noget andet kan skee. Herren kan sige: "dette Stykke Klippe skal aldrig mere volde Plovmanden Besvær. Jeg vil tage det bort." Og saa tager han det bort paa sin Viis: det Menneske, som har hørt Evangeliet og forkastet det, vil dø. Jeg vil bede Herren, at han ikke vil lade Nogen af Eder dø i sine Synder, thi da kunne vi ikke naae Eder mere eller hengive os til det svageste Haab om Eders Frelse. Ingen af vore Bønner kunne følge Eder ind i Evigheden. Der gives eet Navn, ved hvilket I kunne blive frelste, og det Navn har lydt i Eders øren - Jesu Navn; men forkaste I ham nu, da vil selv dette Navn ikke kunne frelse Eder. Dersom I ikke modtage Jesus som Eders Frelser, da vil han fremstaae som Eders Dommer. Jeg beder Eder, fordærv ikke Eders egne Sjæle derved, at I ere gjenstridige imod den almægtige Kjærlighed. Gud give, at noget bedre maa skee! Kan der intet andet gjøres? Denne Jordbund her er Klippe; kan vi ikke saae uden at gjennembryde den? Nei! uden Omvendelse gives der ingen Syndsforladelse. Men gives der slet ingen Maade, hvorpaa Menneskene kunne frelses, uden ved Guds Naade? Den Herre Jesus sagde ikke saaledes: men han sagde: "hvo som troer og bliver døbt, han skal blive salig; men hvo som ikke troer, skal fordømmes 10). Han giver ikke noget Vink om en Mellemvei, eller giver Udsigt til "et større Haab", men han erklærer: "hvo som ikke troer, skal fordømmes!" Og saaledes maa det være. Foregjøgler Eder ikke, at der maaskee findes en Bagdør til Himlen, thi Herren har ikke holdt en saadan beredt. Hvad da? Skal Prædikanten fortsætte sin frugtesløse Møie? Levnes der ham blot det svageste Haab, da er han villig til at blive ved og sige: "hører I Døve, seer I Blinde, og lever op, I Døde!" Han vil tale saaledes endnu den Dag idag, thi hans Mester byder ham at prædike Evangeliet for al Skabningen; men det vil være et strængt Arbeide at gjentage Formaningens Ord i aareviis for dem, som ikke ville høre det.

Lykkeligviis gives der endnu en anden Vending, som Sagen kan tage. Der er en Gud i Himlen, lad os bede til ham, at han vil sende sin Kraft. Jesus staar ved hans Side, lad os bønfalde om hans Hjælp. Den Helligaand er almægtig, lad os paakalde hans Bistand. Brødre, I som pløie, og Søstre, I som bede, raaber til Mesteren om Hjælp! Høsten og Oxen svigte øiensynlig, men hisset er der Een, som er istand til at bevirke store Vidundere. Talede han ikke til Klippen, og forvandlede Stenen til en Vandstrøm? Lad os bede ham gjøre det samme nu!

O, dersom der findes Nogen, som føler og sørger over, at hans Hjerte ligner et Klippestykke, saa glæder det mig, at han føler det; thi den, som føler, at hans Hjerte er en Klippe, frembyder dog nogen Mulighed for, at Stenen kan forvandles. O Klippe, istedetfor at slaae Dig, som Moses slog Klippen i ørkenen og foer vild der, saa vilde jeg tale til Dig. O Klippe, vil Du blive som Vox? vil Du opløse Dig i Omvendelsens Vandstrømme? Hør Guds Røst! O Klippe, opløs Dig ved gode ønsker, ved Længsel efter Kristus, thi Gud arbeider nu paa Dig! Hvem veed, maaskee Du i selve dette øieblik begynder at hensmulre. Føler Du Ordets Magt? Berører det skarpe Plovjern Dig maaskee netop nu? Gaa i Stykker, opløs Dig mere og mere, indtil Du er heelt opløst ved Knusningen, thi da vil Ordets gode Sæd komme til Dig, og Du skal modtage den i Dit Hjerte, og vi skulle alle skue Frugten deraf.

Og hermed vil jeg udkaste endnu en Haandfuld god Sæd, og saa slutte dermed. Dersom Du tragter efter det evige Liv, tro da paa Jesus, og Du vil i samme øieblik være frelst. "Vender Eder til mig, og bliver frelste, alle I fra Jordens Ender!" siger Kristus 11), thi jeg er Gud, og Ingen uden mig. Den som tror paa ham, har det evige Liv. "Ligesom Moses ophøiede Slangen i ørkenen, saaledes bør det Menneskens Søn at ophøies, paa det at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv" 12)

O Herre, opbryd Klippen, og lad Dit Ords den gode Sæd falde. ned i den gjennembrudte Jordbund og skaffe Dig en Høst af den opløste haarde Steen, i denne Stund, for Jesu Kristi Skyld! Amen!

1) Esajas 55, 2.

2) Luk. 12, 15.

3) 1 Moseb. 6, 3 (den danske Bibel oversætter: skal ikke evindelig herske i Mennesket).

4) Rom. 10, 10.

5) Esajas 53, 1.

6) Jer 5, 21.

7) Esajas 55, 1.

8) Esajas 65, 2.

9) Matth. 11, 21.

10) Mark 16, i6.

11) Esajas 45, 22.

12) Joh. 3, 14-15.

cows.gif - 4548