Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


plough5.gif

Plovmanden

Esajas 28, 24: »Mon Plovmanden pløier til alle Tider for at saae?"

Dersom Markerne ikke blive dyrkede, frembringe de kun Ukrudt og Tidsler. Heri kan vi see et Billede paa os selv. Dersom ikke den store Huusbonde bereder os med sin Naade, ville vi intet frembringe, som er godt, men alt muligt Ondt. Dersom jeg en skjøn Dag skulde høre, at man har opdaget et Land, hvor Hveden groer uden at Landmanden behøver at bearbeide Jorden, da kan jeg maaskee gjøre mig Haab om at finde En af vor Slægt, som vil frembringe Hellighed uden Guds Naades Hjælp. Hidtil har ethvert Stykke Land, som betrædes af Menneskenes Fødder krævet Arbeide og Dyrkning: ligesaa er blandt Menneskene Trangen til at beredes af Guds Naade almindelig. Jesus siger til os Alle: "I maae fødes paany." 1) Saafremt den Helligaand ikke gjennembryder vort Hjerte med Lovens Plov og tilsaaer det med Evangeliets Sæd, vil ikke een af os frembringe saameget som et eneste Ax i Retning af Hellighed, selv om vi ere Børn af gudfrygtige Forældre og ansees for særdeles dydige og sædelige af de Folk, vi leve iblandt.

Ja, Ploven gjøres nødig, ikke blot for derved at frembringe det, som er godt, men ogsaa for at udrydde det, som er slet. Der gives Sygdomme, som i Tidernes Løb svinde hen af sig selv, og ikke vise sig paany blandt Menneskene; og der gives Former af Lasten, som under forandrede Forhold ikke gribe saa stærkt om sig, som de ellers pleiede; men den menneskelige Natur bliver altid den samme, og derfor vil der altid vøre fuldt op af Syndens Afgrøde paa Menneskenes Agre, og intet uden den aandelige Tugt, udøvet af Guds Helligaand, kan holde den i Ave. Ukrudt kan ikke udryddes ved Formaninger, ligesaalidt som Du kan oprykke Syndens Rødder af Sjælen ved moraiske Overtalsesgrunde; noget skarpere og virksommere maa der til for at gjøre nogen Virkning. Gud maa lægge sin egen høire Haand paa Ploven, ellers vil Syndens Skarntyde aldrig vige Pladsen for Gudsfrygtens Hvedekorn. Det gode fremkommer aldrig af egen Drift i den uigjenfødte menneskelige Natur, og det Onde bliver aldrig udryddet, saalænge den almægtige Naades Plovjern ikke har gjennemtrængt det.

Vor Text leder Tanken hen i denne Retning og giver os en praktisk Vejledning, idet den forelægger os det ganske simple Spørgsmaal: "mon Plovmanden pløier til alle Tider for at saae?" Dette Spørgsmaal maa i en vis Forstand besvares bekræftende: "Ja, han skal i den rette Aarstid pløie hver Dag for at saae," men paa den anden Side maa det egentlig besvares benægtende: "Nei! Plovmanden skal ikke pløie hver Dag for at saae; han har anden Gjerning at gjøre som retter sig efter Aarstiden."

I. Først skal altsaa vor Text besvares bekræftende: - Ja! Plovmanden pløier hver Dag for at saae. Naar det er Tid til at pløie, skal han blive ved dermed indtil hans Arbeide er endt; hvad enten det varer een, to, eller en Snees Dage forinden hans Agre ere gjennempløiede, han bliver ved dermed, forsaavidt Veiret tillader det. Plovmandens Udholdenhed er os et lærerigt Exempel i en dobbelt Henseende. Naar Herren kommer for at gjennempløie det menneskelige Hjerte, da pløier han hver Dag, og heri viser han sin Taalmodighed; paa samme Maade bør det Herrens Tjenere at arbeide hver eneste Dag paa Menneskenes Hjerter; herved vise vi vor Standhaftighed.

"Ska1 Plovmanden pløie hver Dag?" Saaledes gjennempløier Gud det menneskelige Hjerte, og heri viser han sin Taalmodighed. Forspandet har for Nogles Vedkommende alt tidlig paa Morgenstunden været ude paa Ageren; vore første Erindringer dreje sig om Samvittighedsbebreidelser og de smertelige Furer, som disse have bibragt vort ungdommelige Sind. Da vi vare smaae, kunde vi vaagne om Natten nedtyngede af en Fornemmelse af Skyld; vor Faders Underviisning og vor Moders Bønner efterlode dybe og smertelige Indtryk hos os, og skjønt vi ikke dengang bøiede vore Hjerter til Gud, følte vi os dog satte i en stærk Bevægelse, og Ligegyldighed imod Religionen var ikke længere mulig. Da vi vare Skoledrenge, gjorde Læsningen af et Kapitel af den hellige Skrift, en Legekammerats Død, en Tiltale i Bibelklassen, eller en opbyggelig Prædiken et saadant Indtryk paa os, at vi følte os ilde tilmode flere Uger derefter. Den Helligaands Magt i vort Hjerte tvang os til at fæste vore Tanker paa høiere og bedre Ting. Uagtet vi udslukkede Aanden og kvalte Syndsbevidstheden, saa bare vi dog ligefuldt Plovjernets Mærker. Dets Furer gjennemskare Sjælen, og visse fæle Ukrudtplanter bleve rykkede op med Rode, omendskjønt Naadens Sæd endnu ikke var saaet i vore Hjerter. Nogle have levet saaledes i mange Aar, tilpløiede, men ikke tilsaaede; dog, Gud være lovet, det var ikke saaledes med andre af os; thi vi vare ikke komne ud over Barnealderen forinden Evangeliets gode Sæd var faldet i vort Hjerte. Ak! der gives Mange, som ikke saaledes bøie sig for Naaden; dem gjennempløier Plovmanden hver Dag for at saae. Jeg har seet den unge Mand komme til London, give efter for denne Byes Fristelser, beruse sig i dens giftige Sødme, gjøre Vold paa sin Samvittighed, og dog føle sig ulykkelig ved det Altsammen, fuld af Angst og Uro, oprevet, saaledes som Jordbunden er det af Ploven. I hvor mange Tilfælde har ikke dette Arbeide gjentaget sig i Aaringer aldeles uden Nytte. Ak! jeg har seet et Menneske naae Midten af sit Liv, og endnu havde han ikke modtaget den gode Sæd, heller ikke var hans haarde Hjertes Grund blevet fuldkommen gjennembrudt. Han er vedblevet at leve sit travle Liv uden Gud: Dag for Dag er han staaet op og atter gaaet i Seng uden mere Religion end sine Heste, og dog er der i al den Tid blevet ringet for hans Øren om den tilkommende Dom, og hans Samvittighed har sat ham irette, saa han har ikke faaet Lov til at være i Ro. Efter en og anden kraftig Prædiken har han ikke kunnet glæde sig ret ved sine Maaltider, eller været ude af Stand til at falde i Søvn, thi han har gjort sig selv det Spørgsmaal: "hvad skal jeg gjøre, naar dette Liv har Ende?" Plovmanden har pløiet hver Dag, indtil Aftenens Skygger vare blevne længere og Dagen var svunden. Hvilken Naade, naar Furerne omsider ere gjorte færdige og den gode Seed er kastet ned i dem, for at optages, næres og bære hundredfold Frugt! Det er sørgeligt at tænke paa, at man har seet denne Pløining blive ved lige indtil Solen har naaet Horizonten og Nattens Dug er begyndt at falde. Selv da har den langmodige Gud fortsat sin Gjerning - pløiet, pløiet og atter pløiet indtil Mørket gjorde Ende paa det Hele. Skal jeg henvende mig til en eller anden ældre Person, hvis Frist snart maa være udløben? Jeg vil da indstændig bede ham om at betænke sin Stilling. Hvorledes! Tre Snese Aar gammel, og dog ikke omvendt? I fyrretyve Aar bar Gud over med Israels Opførsel i Ørkenen, men Dig har han baaret over med i tredsindstyve Aar! Halvfjerdsindstyve Aar, og endnu ikke gjenfødt! Ak, min Ven, Du vil kun have kort Tid tilbage, hvori Du kan tjene Frelseren forinden Du gaar til Himlen. Men vil Du overhovedet komme der? Er der ikke en frygtelig Sandsynlighed for, at Du vil dø i Dine Synder og omkomme for bestandig? Hvor lykkelige de, som ere bragte til Kristus tidlig i deres Liv; men husk dog endnu paa, at

"Endnu er Trøst at faae
For knuste Hjerters Raaben,
Endnu er Gud at naae,
Endnu er Himlen aaben;
Endnu er Naaden stor
I Jesu Favnetag,
End hører Du hans Ord,
Nu hedder det: idag!"

Det er seent, meget seent, men det er ikke for seent! Plovmanden pløier hver Dag, og Herren tøver, at han maa være Dig naadig. Jeg har seet mange ældre Folk omvende sig, og jeg vil derfor opmuntre andre gamle Mennesker til at tro paa Kristus. Jeg har engang læst en Prædiken, hvori Præsten bevidner, at han sjelden havde seet, at Nogen havde omvendt sig i en Alder af over fyrretyve Aar, hvis de havde hørt Evangeliet hele Livet igjennem. Det er sikkert høist fornødent at advare dem, der gjøre sig skyldige i Opsættelse, men der maa ingen Opdigtning af Kjendsgjerninger finde Sted. Hvad end denne Præst maatte mene, eller endog virkelig have iagttaget, mine egne iagttagelser leder mig til at tro, at der finder omtrent lige saa mange Omvendelser Sted i den ene Alder som i den anden, naar jeg tager den Kjendsgjerning i Betragtning, at der findes langt flere Unge end Gamle. Det er en forfærdelig Ting at være vedbleven at være vantro alle disse mange Aar; dog standser Guds Naade ikke pludselig ved en vis Alder; de som gik ind i Viingaarden ved den elvte Time skulle ogsaa faae deres Penning, og Naaden skal herliggjøres saavel i den Gamle som i den Unge. Kom kun hid, gamle Ven, Kristus byder Dig at komme til sig, skjønt Du har staaet udenfor saa længe. Du har været et slemt gjenstridigt Stykke Ager, og Plovmanden har maattet pløie hver Dag; men saafremt Jordsmonnet dog omsider er vendt, og Hjertet ligger opadvendt, er der alligevel Haab for Dig.

"Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Jeg svarer: Ja! hvor lang Dagen end monne være, saa pløier Gud dog fremdeles i sin Naade; han er langmodig og fuld af Kjærlighed, Forbarmelse og Naade. Foragt ikke en saadan Taalmod, men hengiv Dig til Herren, som har beviist Dig saa megen sagtmodig Kjærlighed!

Vor Text foreholder os imidlertid ikke blot Taalmod fra Guds Side, men den lærer os ogsaa Standhaftighed fra vor Side. "Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Ja, han skal; naar jeg derfor søger Kristus, skal jeg da tabe Modet fordi jeg ikke lige strax finder ham? Forjættelsen lyder saaledes: "hver den som beder, han faaer; hver den som søger, han finder, og den som banker paa, ham skal oplades" 2) Der kan være Grunde, hvorfor Døren ikke bliver opladt den første Gang jeg banker paa. Hvad saa? "Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Jeg vil da banke paa hver Dag. Kan hænde, at jeg ikke finder den første Gang jeg søger; hvad saa? "Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Jeg vil da bede hver Dag. Mine Venner, dersom I have begyndt at søge Herren, da er den korteste Vei den: "tro paa den Herre Jesus Kristus, og Du skal blive frelst 3) Gjør det straks! i Guds Navn, gjør det strax, og I skulle strax blive frelste. Maatte dog Guds Helligaand bringe Eder til Troen paa Jesus, og I ville da paa een Gang være i Kristi Rige. Men dersom Du maaskee idet Du søger Herren er uvidende herom, eller ikke kan see hvad Vei Du skal gaae, saa hold dog aldrig op med at søge! begiv Dig til Korsets Fod, grib fast derved og raab: "Skai jeg dø, da vil jeg dø her, Herre, jeg kommer til Dig ved Jesus Kristus og beder om Naade; og dersom det ikke behager Dig at see til mig nu og forlade mig mine Synder, saa vil jeg raabe til Dig, indtil Du gjør det". Naar Guds Helligaand leder et Menneske til aabenhjertig, inderlig Bøn, som ikke vil skuffes, saa er han ikke langt borte fra Freden. Sorgløs Ligegyldighed og Driven Gjæk med Gud holder Menneskene nede i Trældom. De finde Fred, naar deres Hjerter ere vakte til den faste Beslutning, at de vil søge indtil de finde. Jeg holder af at see Mennekene søge hen til Skrifterne, indtil de lære at finde Frelsens Vei, og høre Evangeliet saalænge, indtil deres Sjæle leve derved. Dersom de ere bestemte paa at føre Ploven gjennem Tvivl, Frygt og Hindringer indtil de naae Frelsen, da skulle de snart naae den ved Guds Naade.

Det samme gjælder, hvor der er Tale om at søge at frelse Andre. "Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Ja, naar det er Tid til at pløie. Da Vil jeg holde ud i min Gjerning; jeg. vil bede og prædike, eller prædike og undervise, hvor lang Dagen end vil blive, som Gud vil beskikke mig.

Kjære Medarbejdere, ere I blevne en Smule trætte? Bryder Eder ikke derom, reis Eder og tag atter fat paa at pløie af Kjærlighed til Kristus og til døende Mennesker! Vor Arbeidsdag har kun sit bestemte Antal Timer, lad os i dem fuldkomme vor Gjerning. At pløie er et strængt Arbeide; men uden det faae vi ingen Høst, lad os anstrænge os af alle Kræfter og aldrig blive slappe, førend vi have udrettet Guds Villie og ved hans Helligaands Bistand arbeidet Bevidstheden om Synd ind i Menneskenes Sjæle. En og anden Jordbund er vel haard og klemmer sig sammen; det er et nedtrykkende Arbeide; andre ligne den uopdyrkede, øde Egn tuld af Rødder og sammenfiltret Tjørnekrat; den trænger til en Dampplov, og vi maae bede til Herren, at han vil skjænke os en saadan, thi vi kunne ikke lade den henligge ubearbeidet; vi maae udfolde endnu større Kraft, at Gjerningen kan blive gjort.

Jeg hørte for nogen Tid siden fortælle om en Præst, som gik hen for at see til et stakkels døende Menneske, men han var ikke istand til at opnaa at faa Tilladelse til at komme ind til ham; næste Morgen gik han igjen derhen, og man fremførte en eller anden taabelig Undskyldning som Aarsag til, at han ikke kunde modtage ham. Atter den næste Morgen besøgte han ham, men man nægtede fremdeles at modtage ham; saaledes blev han ved, tyve Gange gik han forgjæves, den eenogtyvende Gang blev det endelig tilladt ham at komme ind til den Syge, og ved Guds Naade lykkedes det ham at frelse en Sjæl fra Døden. "Hvorfor fortæller Du Dit Barn et og det samme tyve Gange?" spurgte En en Moder. "Fordi jeg har fundet, at de nitten ikke er strækkelige", svarede hun. Nu vel, naar en Sjæl skal gjennempløies, kan det hænde, at hundreder af Plovfurer ikke ere nok. Hvad gjør man saa? Man pløier hver Dag, indtil Arbejdet er gjort. Hvad enten I ere Præster, Missionairer, Lærere eller private Sjælesørgere, bliver aldrig trætte, thi Eders Gjerning er ædel og Lønnen derfor uden Ende. Guds Naade giver sig tilkjende deri, at det tilstedes os at bruges til en saadan hellig Tjeneste; den forherliges høilig derved, at den opretholder os deri, og den vil i ganske særlig Grad blive aabenbar derved, at den sætter os istand til at holde ud, indtil vi kunne sige: "jeg har fuldkommet den Gjerning, som Du har givet mig at gjøre" 4)

Vi skatte det, som koster os Arbeide og Møie, og vi ville vurdere de frelste Sjæle saa meget høiere, naar Herren skjænker os dem til Løn for vore Anstrængelser. Det er godt for os at lære Værdien af de Neg, vi engang skale høste, at kjende, idet vi med Graad gaae til det Arbeide at saae. Naar Du betænker, at Plovmanden pløier hver Dag, lad Dig da bevæge til med Nidkjærhed og Møie at søge at vinde Sjæle.

Skal Plovmanden pløie hver Dag for en Smule Havre eller Byg, vil Du da ikke pløie hver Dag for Sjæle, der, saafremt de ikke blive frelste, skulle leve evigt i det yderste Mørke og i Pine? O, ved den kommende Vredes Rædsler og den Herlighed, som skal aabenbares, besværger jeg Eder: bind op om Eders Lænder og pløier hver Dag!

Jeg gad bønfalde alle vore Menigheders Medlemmer om at lægge deres Hænder paa Evangeliets Plov og rette deres Øine ligeud. "Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Lad alle de Kristne gjøre ligesaa. Kjør tæt op til Gjærdet, og træng ret tilbunds i Agerens Jordsmon.

Pløje saa tæt op til Grøften, som Du kan, og levn kun smaae Stykker Jord der, hvor Ploven vender. Om der ogsaa er faldne Kvinder, Tyve og Drukkenbolte rundt omkring Dig, forsøm ingen af dem; thi overlader Du selv den mindste Strækning Land til Ukrudtet, vil dette snart sprede sig ud over Hveden. Naar Du saa er kommet tilende med Ageren, hvad skal Du saa gjøre? Nu vel, Du skal vende Ploven og gaae tilbage der hvor Du kom fra. Og naar Du saaledes er gaaet frem og tilbage, hvad saa? Saa igjen op og ned. Og saa? Fremdeles frem og tilbage. Du har engang aflagt Besøg i dette Distrikt, og uddeelt Traktater; gjør det paany, gjør det to og halvtredsindstyve Gange om Aaret - mangfoldiggjør Dine Plovfurers Antal. Vi maae lære hvorledes vi skulle vedblive at gjøre vel. Din evige Bestemmelse er den, altid at gjøre vel, og det er godt at gjennemgaae en Prrøve her. Pløi derfor videre, pløi kun videre, og betragt Resultaterne af denne Pløining som en Belønning for Din vedholdende Standhaftighed. Plovarbeide er ikke gjort med eet Hop eller Spring: Plovmanden pløier hver Dag. Opsigtsvækkende og opstyltet Væsen kan maaske tage sig ud ved andre Leiligheder, men ikke naar man skal pløie: saa maa Arbeidet gjøres sindigt, udholdende og regelmæssigt. Visse Folk opgive det snart, det slider paa deres Handsker, sætter Blegner paa deres bløde Hænder, trætter deres Been og bevirker, at de maae æde deres Brød i deres Ansigts Sved i høiere Grad end de skjøtte om. De, hvem Herren fylder med sin Naade, ville holde ved med deres Pløining Aar ud og Aar ind, og sandelig, jeg siger Eder, de skulle have deres Løn. "Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Lad os da gjøre det samme, fuldt forvissede om, at engang skal enhver Høi og enhver Dal blive dyrket og tilsaaet, og hver ørken og Vildnis skal frembringe en Høst for vor Herre, og Høstens Engle skulle nedstige, og Høstfestens Fryderaab skulle fylde baade Himmel og Jord.

II. Men dernæst ville vi nu ogsaa i Korthed besvare Textens Spørgsmaa1 benægtende. "Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Nei! han skal ikke altid pløie. Naar han har pløiet, knuser han Jordklumperne, saaer, høster og tærsker. I det foregaaende Kapitel vil Du see, at der ogsaa omtales andre Arbeider for en Landmand. Plovmanden har mange andre Ting at gjøre end at pløie. Der skal være Fremgang i hans Gjerning; dette lærer os, at det samme finder Sted for Guds Vedkommende, og bør ogsaa være saaledes med os.

For det Første: hvad Gud angaaer, da er der Fremgang i alt, hvad han gjør. "Skal P1ovmanden pløie hver Dag?" Nei, han gaar videre til andre Ting. Det kan være, at Gud har betjent sig af nogle smertelige Midler for at gennempløie Eders Hjerter. I føle Lovens Rædsler, Syndens Bitterhed, Guds Hellighed og Kjødets Skrøbelighed; I føle, at Vreden begynder at kaste sin mørke Skygge over Eder. Skal dette bestandig være saaledes? Skal det vare ved indtil Aanden svigter og Sjælen hendøer? Hører: "skal Plovmanden pløie til alle Tider?" Nei, han forbereder noget andet - han pløier for at saae.

Saaledes handler Herren imod Eder; værer derfor ved godt Mod, der er en Ende paa de Saar og Slag, han tilføjer Eder, og I have bedre Ting i Vente. I ere fattige og nødlidende, I søge efter Vand og finde intet, Tungen klæber ved Eders Gane af Tørst; men Herren vil høre Eder og befri Eder. Han vil ikke altid staae Eder imod, heller ikke vil han altid fortørnes. Han vil vende sig til Eder igjen, og han vil have Medlidenhed med os. Han vil ikke altid pløie dybe Furer ved sine Bebreidelser, han vil komme og nedlægge Trøstens kostelige Hvedekorn deri, han vil vande det med Himlens Dug og tilsmile det med sin Naades Solskin; og snart vil "først Spiren, saa Axet og derefter det fulde Korn i Axet" 5) vise sig hos Eder, og sin Tid vil I føle en Glæde som Høstens Glæde. O, I som ere haardt saarede i Djævelens Tjeneste, jeg hører Eder raabe: vil Gud altid sende os Rædsel og en syndebetynget Samvittighed? Lytter til dette Ord: "dersom I ere villige og lydige, skulle I æde Landets Gode" 6); og hvorledes tilraaber Gud ikke de villige og lydige: "tro paa den Herre Jesus Kristus, og Du skal blive frelst!" Nu skal Du frelses, nu skal Du finde Fred, saafremt Du vil see til at blive færdig med Dig selv og Din Stolen paa egne gode Gjerninger som en Frelse for Dig, saa snart Du vil vende Dig til ham, som har betalt Løsepenge for Dig paa Korset. Herren er mild og kjærlig, fuld af Barmhjertighed, han vil ikke altid irettesætte, heller ikke vil han vredes evig. Meget af vor Tvivl og Frygt kommer fra Vantro, eller fra Satan, eller fra Kjødet, og stammer ingenlunde fra Gud. Du tør ikke dadle ham for det, han ikke sender Dig, og heller ikke ønsker at Du skal lide. Hans Lyst er Din Fred, ikke Din Sorg; thi han har sagt: "trøster, trøster mit Folk! siger Eders Gud; taler kjærligen til Jerusalem, og raaber til den, at dens Strid er endt og at dens Skyld er betalt" 7) "Jeg har udslettet Dine Overtrædelser som en Taage, og Dine Synder som en Sky; vend om til mig, thi jeg har igjenløst Dig!" 8) Han har slaaet haardt, men han vil smile; han har saaret, men han vil helbrede; han har ihjelslaaet, men han vil levendegjøre; vend derfor strax om til ham og faae Vederkvægelse af hans Haand. Plovmanden skal ikke pløie til alle Tider, ellers vilde han ingen Hest kunne indsamle; og Gud knuser ikke altid vore Hjerter, han nærmer sig ogsaa til os for at helbrede dem.

I see altsaa, at den store Huusbonde gaaer fremad fra de smertelige Midler, og jeg beder Eder lægge Mærke til, at han skrider frem til en frugtbar Virksomhed i sit Folks Hjerter. Han vil tage Plovfurerne bort, I skulle ikke see dem, thi Sæden vil dække dem med sin Skjønhed. Som Kvinden, naar hun har født, ikke kommer sin Smerte ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden 9), saaledes skal ogsaa I, som ere under Lovens Tugtelse, ikke mere ihukomme den Smerte, som følger med Bevidstheden om Skyld, thi Gud vil udsaae sin Naade i Eder og giøre, at Eders Sjæle, Eders arme, golde Sjæle kunne frembringe Frugt til hans Priis og Ære. "Ja!" vil En sige, "at dog Sligt maatte vederfares mig!" Det vil det! "Skal Plovmanden piøie til alle Tider for at saae?" I vente snart at faae de pløiede Marker bedækkede med fremspirende Sæd; og I skulle see angerfulde Hjerter fryde sig ved Syndsforladelsen. Vær derfor ved godt Mod.

I skulle da ogsaa skride frem til en frydefuld Erfaring. Seer til denne Plovmand! Han fløiter alt imedens han pløier, han eier ikke mange af denne Verdens Goder, og dog er han saa glad. Han seer fremad til den Dag, da han siddende paa Toppen af den store Høstvogn kjører den indsamlede Høst hjem, derfor pløier han i Haab, forventende en riig Høst. Og Du, kjære Sjæl! Gud vil glæde og fryde sig ved Dig, saafremt Du troer paa Jesus Kristus, og ogsaa Du selv skal faae Hjertets overstrømmende Glæde. Vær ved godt Mod, den bedre Deel er endnu ivente, søg at trænge frem dertil. Bedrøvelse efter Evangeliet leder til Haab, Tro og Glæde over Evangeliet, og denne Glæde kjender ingen Grændse. Gud vil ikke tugte Dig hele Dagen, men han vil lede Dig fremad fra Styrke til Styrke, fra Ære til Ære, indtii Du skal blive ham liig. Dette er da den Fremgang, der finder Sted i Guds Gjerning blandt Menneskene, fra smertefulde Midler til frugtbar Virksomhed og frydefuld Erfaring.

Men, jeg sætter at denne Pløining aldrig førte til Saaning, hvad om Du forstyrredes i Din Samvittighed og vedblev at modstaae det altsammen? Da vil Gud bevirke Fremgang paa en anden Viis, men det vil blive derved at Ploven sættes tilside, og Skyerne faae Befaling til ikke at lade Regn falde paa Jorden og Enden vil da blive, at den fortørres. O Menneske, der gives intet sørgeligere for Din Sjæl, end naar det maa opgives at dyrke den; naar Gud selv opgiver Dig. Tilvisse, dette er Helvede. Den, som er vanhellig, vil altid vedblive at være vanhellig. Den Lov, hvorefter et Menneskes Karakteer er urokkelig, vil for bestandig gjøre sig gjældende, og den Høiestes barmhjertige Haand vil ikke mere gjøre noget Forsøg paa at berede den. Kan noget værre hænde end dette?

Vi slutte med at sige, at denne Fremgang er en Lære for os; thi det bør ogsaa os at gaae fremad. "Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Nei, han pløier for at saae, og i rette Tid saaer han. Nogle Menigheder synes at mene, at de ikke have andet at gjøre end at pløie; idetmindste indskrænker al deres Bestræbelse sig til en blid Kradsen af Jorden, saavelsom til at snakke om, hvad de have i Sinde at gjøre. Det er ganske vist en skjøn Tale; men skal Plovmanden pløie hver Dag? Du kan vel sætte et stort Program op og love store Ting; men, jeg beder Dig, lad Dig ikke nøie hermed. Skjær dog ikke altid Plovfurer; tag ogsaa fat paa Saaningen! Jeg indbilder mig, at de, som love meget, udføre mindst. De Mennesker, som udrette meest i Verden, have fra Begyndelsen af slet intet Program, men deres Fremgang udvikler sig ved Guds Naade af sig selv, ved sin indre Kraft: de stille ikke Forslag, men de udføre dem. De pløie ikke til alle Tider for at saae, men de efterligne Herrens Tjener i Lignelsen, om hvem han siger: "Sædemanden gik ud at saae" 10)

Lad Kristi Tjenere ogsaa følge Reglen om Fremgang. Lad os, efter at have prædiket Loven, gaae over til at prædike Evangeliet. "Skal Plovmanden pløie hver Dag?" Han skal pløie: hvorledes vilde han kunne saae med Haab, saafremt han ikke først havde beredet Jorden? Robbie Flockart, som for mange Aar tilbage prædikede paa Edinborgs Gader, siger: "det nytter ikke at I sy med Evangeliets fine Silketraad, dersom I ikke benytte Lovens skarpe Naal."

Nogle af mine Medbrødre bekymre sig ikke om at prædike om den evige Straf og dens Rædsler. Dette er en grusom Barmhjertighed, thi de fordærve Sjælene derved, at de skjule for dem, hvad der er deres Ødelæggelse. Dersom Du finder det nødvendigt at prøve paa at sy uden Naal, saa kan jeg ikke forhindre det; men selv har jeg ikke i Sinde at være saa taabelig; min Naal er vel noget gammeldags, men den er spids, og naar den fører Evangeliets Silketraad efter sig, saa er jeg sikker paa, at Arbeidet bliver godt gjort. I kunne ikke have nogen Høst i Vente, naar I ere bange for at forstyrre Jordbunden, heller ikke kunne I frelse Sjæle, saafremt I aldrig advare dem for Helvedes ild. Vi maae fortælle Synderen, hvad Gud har aabenbaret om Synd, Retfærdighed og den tilkommende Dom 11). Fremdeles, mine Brødre, vi maae ikke pløie til alle Tider. Nei, nei, Lovens Prædiken er kun en Forberedelse til Evangeliets Prædiken. Hovedsagen ved vor Virksomhed er Forkyndelsen af glade Budskaber. Vi ere ikke Johannes den Døbers, men Jesu Kristi Efterfølgere; vi ere ikke ulykkespaaende Profeter, men Naadens glade Herolder. Lad Eder ikke stille tilfreds ved OpvækkelsesGudstjenester og ophidsende Tiltaler, men prædiker Naadens Lærdomme saaledes, at vi aabenbare Pagtens Sandhed i hele dens Omfang. Pløiningen har havt sin Tid, nu kommer Tiden til at plante og til at vande. Dadelen maa nu give Plads for Trøsten. Vi maae først gjøre Menneskene til vore Disciple, og dernæst bør vi lære dem at holde alt det, Jesus har befalet os 12) Vi maae gaae frem fra Begyndelsesgrundene til de højere Sandheder, fra at lægge Grundvolden til videre Opbyggelse.

Og nu, endnu en anden Lærdom til dem af Eder, som hidtil kun have været Tilhørere og intet andet. Jeg ønsker, at I fra Pløiningen ville gaae frem til noget bedre, nemlig fra at høre og at frygte til det at tro. I hvor mange Aar have vel nogle af Eder hørt Evangeliet! Have I i Sinde at blive saaledes ved for bestandig? Ville I aldrig tro paa ham, om hvem I have hørt saa meget? I ere blevne satte ikke saa lidt i Bevæge1se; forleden Aften gik I ganske sønderknuste hjem; jeg skulde tro, I ere gjennempløiede nok for denne Gang; og dog have I endnu ikke modtaget det evige Livs Sæd, thi I have ikke troet paa den Herre Kristus. Det er skrækkeligt altid at blive staaende paa Grændsen af det evige Liv og dog aldrig være rigtig levende. Det vil blive en sørgelig Ting saaledes at være næsten i Himlen, og dog for bestandig udelukket. Det er en høist uheldig Ting at styrte afsted til en Jernbanestation, og saa naae derhen lige som Toget damper derfra; jeg vilde langt hø1ere være kommet en halv Time for silde. Ikke at komme med et Tog paa Grund af et halvt Sekunds Forsinkelse er høist fortrædeligt. Ak, dersom Du bliver ved, som Du har gjort i aareviis, vil Du kunne lægge Haanden paa Dørgrebet til Himmeriges Rige og dog blive lukket ude. Du vil kun være en Haarsbred fra Herligheden, og dog blive bedækket med evig Skam. O, vogter Eder for at være Guds Rige saa nær, og dog være fortabte; næsten, men dog ikke heelt frelste! Give Gud, at I ikke maae være iblandt dem, der blive pløiede og pløiede, og atter pløiede, og dog aldrig tilsaaede. Det vil intet nytte tilsidst at raabe: "Herre, vi aade og drak for Dine Øine, og Du lærte paa vore Gader 13) Vi havde en Plads i Kirken, vi vare tilstede ved Gudstjenesten, saavel ved de ugentlige Aftengudstjenester, som om Søndagen, vi gik til Bønnemøder, sluttede os til Bibel-Klassen, vi uddeelte Smaaskrifter, vi tegnede os for vort Bidrag til gudelige Øiemed, vi aflagde enhver aabenbar Synd, vi gjorde flittig Brug af Bønnen og læste hver Dag et Kapitel af Biblen." Alle disse Ting kunne gjøres, og dog kan der mangle den frelsende Tro paa den Herre Jesus. Vogter Eder for, at Herren ikke svarer Eder: "med alt det kom Eders Hjerter mig aldrig nær; derfor gaar bort, Jeg kjendte Eder aldrig!" Kjender Kristus først engang et Menneske, saa kjender han ham for bestandig. Han vil aldrig kunne sige til mig: "Jeg kjendte Dig aldrig", thi han har kjendt mig som sin arme Undergivne, han har for mange Aar siden seet mig som Tigger ved sin Dør. Nogle af Eder have været gode i alle Henseender, med den Undtagelse, at I aldrig ere komne i Berøring med Kristus, aldrig for-lode Eder paa ham, aldrig kjendte ham. Ak, hvor sørgelig er dog Eders Tilstand! Skal den altid vedblive at være saaledes?

Sluttelig vil jeg sige til Eder, som ere blevne pløiede, og derved ere blevne bekymrede for Eders Sjæle, - gaar strax videre til det næste Trin i Troen. O, naar Folk blot vidste, hvor simpel en Ting det er at tro, visselig, de vilde tro. Ak! de vide det ikke, og det bliver saameget vanskeligere for dem, netop fordi det i og for sig er saa let. Vanskeligheden ved at tro ligger netop deri, at der slet ingen Vanskelighed er. "Dersom Profeten havde talet til Dig om en stor Ting, vilde Du da ikke have gjort det?" 14). O jo, Du vilde, og Du vilde ovenikjøbet have anseet det for let; men naar vi simpelthen sige "to Dig og bliv reen," saa gjør Forfængeligheden og Selviskheden Indvendinger. Dersom I med Sandhed kan sige, at I ere rede til at ydmyge Eders Forfængelighed, og gjøre hvadsomhelst Herren beder Eder gjøre, da beder jeg Eder indsee, at der ingen anden Forberedelse er fornøden og tro ligestrax. Maatte dog den Helligaand bringe Eder til at væmmes over Eder selv, og berede Eder til at modtage Evangeliet. Ordet er Eder nær, lad det blive troet; det er i Eders Mund, lad det blive nedslugt; det er i Eders hjerte, lad det blive troet. Troer af Hjertet paa Kristus, og bekjender ham med Munden, saa skulle I blive frelste. Tro ligger hovedsagelig i en fuldstændig Opgivelse af at forlade sig paa nogetsomhelst andet. O, opgiv øieblikkelig ethvert falsk Haab!

Jeg forsøgte paa at fremstille Troen som det at falde i Jesu Kristi Arme, og meente ret at have gjort det saa simpelt og tydeligt, at velfarende Mennesker ikke kunde tage feil deraf. Da jeg var færdig med min Prædiken, kom et ungt Menneske hen til mig og sagde: "men, min Herre, jeg kan ikke falde i Kristi Arme." Hvortil jeg øieblikkelig svarede ham: "Saa see bare at tumle ind i dem, hvordan Du saa bærer Dig ad dermed; fald i Afmagt i Kristi Arme eller dø i dem, medens Du er der." Mange Mennesker tale om, hvad de kunne gjøre og hvad de ikke kunne gjøre; jeg frygter, at de derved tabe Hovedspørgsmaalet af Syne. Troen bryder sig hverken om hvad man kan eller ikke kan, men overlader Alt til Kristus, thi han kan gjøre alle Ting, om Du end Intet kan gjøre. "Skal Plovmanden pløie hver Dag til at saae?" Nei, han skal gjøre Fremskridt, og gaae fra Pløining over til Saaning. Gaa bort og gjør ligesaa: udsaar ved den Helligaands Bistand Troens dyrebare Sæd, og Herren vil skjænke Eder en frydefuld Høst!

1) Joh. 3, 3.

2) Luk. 11 10.

3) Apostlenes Gjerngr. 16, 31.

4) Joh. 17, 4.

5) Mark. 4, 28.

6) Esajas 1, 19.

7) Esajas 40, 1-2.

8) Esajas 44, 22.

9) Joh. 16, 21.

10) Matth. 13, 3.

11) Joh. 16, 8 flg.

12) Matth. 28, 20.

13) Luk. 13, 26-27.

14) 2 Kong. 5 13.

cows.gif - 4548