Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

Hvedekornet maa dø for at kunne bære Frugt

Joh. 12, 23-25: "Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene, men dersom det døer, bærer det megen Frugt. Hvo som elsker sit Liv, skal miste det, og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv."

Der var nogle Grækere, som ønskede at see Jesus. Disse vare Hedninger, og det var mærkeligt, at de netop paa denne Tid søgte en Sammenkomst med Jesus. Jeg formoder, at Ordene: "Vi ville see Jesus!" ikke blot bleve sagte i den Betydning, at de havde Lyst til at see ham; thi den Lyst kunde de jo have tilfredsstillet ved at møde ham paa Gaden; men de vilde "see" ham paa samme Maade, som vi ville see En eller Anden, med hvem vi ønske en Samtale. De ønskede at blive fremstillede for ham og høre nogle faae lærerige Ord af ham.

Disse Grækere vare Forløbere for hiin store talløse Mængde af alle Folkeslag og Tungemaal, der fremdeles skal komme til Kristus. Frelseren maatte naturligviis blive glad ved at see dem, men han ytrede sig ikke videre derom, da hans Sind netop da var opfyldt af Tanken paa hans store Offergjerning og dens Følger; dog skjænkede han disse Hedninger, som kom til ham, saa megen Opmærksomhed, at det har givet hans Ord, som hans Tjener Johannes her meddeler, en ejendommelig Farve.

Jeg vil først gjøre opmærksom paa, at Frelseren her udfolder hele sin omfattende Mennekjærlighed og forkynder sig selv som "Menneskens Søn". Han havde gjort saaledes tidligere; men her er det med et nyt Formaal. Han siger: "Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres!" Ikke som "Davids Søn" omtaler han sig selv, men som "Menneskens Søn". Han fremhæver ikke mere den jordiske Side af sin Sendelse, uagtet han som Prædikant kun var sendt til de fortabte Faar af Israels Huus; men som den døende Frelser taler han om sig selv som En af den hele Menneskeslægt, hverken Abrahams eller Davids Søn, men "Menneskens Søn", Broder ligesaavel til Hedningerne som til Jøderne. Lad os aldrig glemme vor Herres Jesu omfattende Menneskekjærlighed; I ham ere alle Jordens Slægter samlede til En, thi han skammer sig ikke ved at iklæde sig vor almene menneskelige Natur; Sort og Hvid, Fyrste og Tigger, Viis og Vild, Alle see det Blod rinde i hans Aarer, hvorved alle Mennesker udgjøre en stor Familie. Som Menneskens Søn er Jesus nær i Slægt med ethvert Menneske, der lever.

Nu, da Grækerne vare komne, taler vor Herre Jesus ogsaa nogle Ord om, at hans Herliggjørelse er forestaaende. "Timen er kommen," siger han, "at Menneskens Søn skal herliggjøres." Han siger ikke: "at Menneskens Søn skal korsfæstes", hvorvel det var Sandhed, og Korsfæstelsen maa komme før Herliggjørelsen; men Synet af denne Føstegrøde af Hedningerne bringer ham til at dvæle ved sin Herliggjørelse. Endskjønt han erindrer sig sin Død, taler han hellere om Herliggjørelsen, som skulde blive Følgen af hans store Offer. Erindrer Eder, Brødre, at Kristus herliggjøres i de Sjæle, som han frelser. Som en Læge vinder Hæder ved de Syge, han helbreder, saaledes forherliges Sjælenes Læge ved dem, som komme til ham. Da disse fromme Hedninger kom og sagde: "Vi ville see Jesus," saa glædede han sig, hvorvel et simpelt Ønske om at see ham kun kan betragtes som det første grønne Blad, dog derved som et Pant paa Høsten, og han saae heri sit Korses Herligjørelse dæmre.

Jeg tænker ogsaa, at disse Grækeres Komme bidrog noget til, at Frelseren benyttede Lignelsen om Hvedekornet, der skal lægges i Jorden. Vi vide jo vel, at Hveden spiller en stor Rolle i de græske Mysterier, dette vedkommer os dog kun lidt. Større Betydning har den Omstændighed, at vor Frelser var ifærd med at gjennemgaae den Omdannelse, der skulde bryde det jordiske Hylster, af hvilket, om jeg tør bruge det Udtryk, hans Liv som Menneske havde været omsluttet. Hermed mener jeg, at forhen sagde Herren, at han ikkun var sendt til de fortabte Faar af Israels Huus, og da den kananæiske Kvinde bønfaldt ham om at komme hendes Datter til Hjælp, mindede han hende om Grændserne for sin profetiske Sendelse. Da han udsendte de halvfjersindstyve Disciple, bød han dem, at de ikke skulde gaae til de samaritanske Byer, men kun opsøge dem af Israels Huus. Men nu er det velsignede Hvedekorn ifærd med at gjennembryde sin Skal. Selv forinden det er lagt i Jorden "for at dø," begynder det guddommelige Hvedekorn at vise sin Livskraft, og Kristus 1 sin sande Skikkelse er ifærd med at aabenbare sig. Guds Salvede, skjønt tilvisse Davids Søn, var paa fædrene Side hverken Jøde eller Hedning7 men simpeltben Menneske; og hans Hjertes hele inderlige Medfølelse gjaldt den hele Menneskeslægt. Han betragtede alle dem, han havde udvalgt, som sine Brødre, uden at gjøre Forskjel hverken paa Kjøn eller Folkeslag, og uden at tage Hensyn til, paa hvilket Tidspunkt af Verdenshistorien de levede; ved Synet af disse Grækere traadte den sande Kristus frem og aabenbarede sig for Verden som aldrig tilforn. Dette er maaskee Grunden til den guddommelige Lignelse, som vi nu skulle for klare.

Kjære Venner! I vor Text findes der to Ting, som jeg i al Korthed vil omtale, saa godt som den Helligaand vil give mig Naade dertil. For det Første finde vi i vor Text dyb kristelig Lære; og dernæst giver den os praktiske Anviisninger for vort Kristenliv.

Først giver den os dyb kristelig Lære. Vor Frelser bibragte sine tænksomme Disciple en Mængde af, hvad man kan kalde lærerige Modsigelser. Den første var denne, at herlig som han var, skulde han dog herliggjøres.

"Timen er kommen, da Menneskens Søn skal herliggjøres." Jesus var altid herlig. Det var en herlig Ting for Menneskens Søn i hans menneskelige Aabenbarelse, at han personlig var ét med Guddommen. Vor Herre Jesus var ogsaa i Besiddelse af stor Herlighed, medens han vandrede her paa Jorden, ved sin fuldkomne Syndefrihed. Det naaderige Formaal, hvorfor han kom herned, var en virkelig Herlighed for ham: hans Beredvillighed til at blive Menneskenes Frelser var en høi Grad af Herliggjørelse af hans elskelige Karakteer. Maaden, hvorpaa han gik til sin Gjerning - Maaden, hvorpaa han hengav sig til Faderen og altid var i Faderens Gjerning - Maaden, hvorpaa han afviste Satan og al hans Smiger, og ikke vilde lade sig bestikke med alle denne Verdens Riger - Ah dette var hans Herlighed. Det vilde ikke være urigtigt, om jeg sagde, at Kristus i Virkeligheden aldrig skjønnere aabenbarede sin sædelige Storhed, end naar han i sit Liv her paa Jorden var ukjendt, foragtet, forkastet, og ikkedestomindre Guds trofaste Tjener, der elskede Menneskenes Børn med brændende Kjærlighed. Apostelen siger: "Ordet blev Kjød og boede iblandt os, og vi saae hans Herlighed, en Herlighed som den enbaarnes af Faderen, fuld af Naade og Sandhed", hvorved han hentyder ikke blot til Forklarelsen paa Bjerget, hvor der særlig aabenbarede sig Glimt af den guddommelige Herlighed, men paa, at vor Herre Jesus tog Bolig iblandt Menneskene saaledes, at han færdedes imellem dem i deres daglige Liv. Gudfrygtige, aandelige Sjæle saae hans Livs Herlighed, Naadens og Sandhedens Herlighed, saaledes som den aldrig tilforn havde aabenbaret sig hos noget af Menneskenes Børn. Men hvorvel Jesus saaledes i alle sine Tanker og Forsætter var herlig, skulde han dog herliggjøres. Der skulde endnu føies noget til hans Ære. Husk paa, at selv naar Du seer det klareste Billede af Herren, er der dog endnu en Herlighed at føie til alt det, Du selv med Guds Ord i Haanden kan see. Hvor herlig end den levende Menneskens Søn havde været, dog var der endnu en Herlighed, som han skulde vinde gjennem sin Død, sin Opstandelse og sin Himmelfart. Han var en herlig Kristus, og dog skulde han herliggjøres.

En anden Modsigelse er denne - at hans Hæder skulde komme til ham gjennem Skjændsel. Han siger: "Timen er kommen, da Menneskens Søn skal herliggjøres," og derved taler han om sin Død. Herrens Herlighed naar sin største Fuldkommenhed ved hans Fornægtelse af sig selv, hans Lydighed til Døden, ja indtil Korsets Død. Det er hans høieste Hæder, at han fornedrede sig selv. Hans Krone vinder ny Glands fra hans Kors; hans evige Liv er gjort end herligere derved at han engang er død for Synden. Disse velsignede Kinder vilde aldrig være blevet saa skjønne i hans Udvalgtes Øine, om de ikke engang vare blevne bespyttede. Disse kjære Øine vilde aldrig have eiet en saa uimodstaaelig Magt, om de ikke engang havde været formørkede af Dødskvaler for at frelse Synden. Hans Hænder ere som Guldringe besatte med Ædelstene; men deres skjønneste Prydelser ere Mærkerne af de grusomme Nagler. Som Guds Søn var Herligheden hans ifølge hans Natur, men som Menneskens Søn skylder han Korset, saavelsom de Forhaanelser, der omgave det dengang han bar vore Synder paa sit Legeme, sin nuværende Glands. Vi maae aldrig forglemme dette, og dersom vi nogensinde føle os fristede til at glemme den korsfæstede Frelser over den forventede Konge, saa skulle vi skamme os og huske paa, at vi derved ville berøve vor Herre hans største Hæder. Og høre I nogensinde Mennesker tale letsindig om Forsoningen, reiser Eder da og kæmper for den, thi af den udspringer vor Herres og Mesters største Ære. De sige: "Lad ham stige ned af Korset og vi ville tro paa ham" (Matth. 27, 42). Dersom han gjorde det, hvad vilde der da være tilbage at tro paa? Det er paa Korset, det er fra Korset, det er ved Korset, at Jesus stiger op paa sin Throne, og Menneskens Søn har nu en særegen Herlighed i Himlen, fordi han er slagen ihjel og har løskjøbt os til Gud ved sit Blod.

Den næste Modsigelse er denne: - Jesus maa lades ene, dersom han ikke vil vedblive at være alene. Læg Mærke til Texten, saaledes som jeg har læst den for Eder: "uden Hvedekornet falder i Jorden og døer", og saaledes lades ene, "bliver det ene." Menneskens Søn maa blive ene i Graven, ellers vil han blive ene i Himlen. Han maa falde i Jorden liig Hvedekornet og være der i Dødens Ensomhed, ellers vil han forblive ene. Dette er en Modsigelse, som er let nok at forklare. Havde vor Herre Jesus Kristus som Menneskens Søn ikke traadt Viinpersen ganske ene, havde han under Gethsemanes Olietræer ikke kæmpet liggende paa Jorden, og var saa at sige sunken til Jorden indtil han døde, havde han ikke her været ene; og havde han ikke paa Korset raabt: "min Gud, mm Gud, hvi haver Du forladt mig?" saaledes at han følte sig aldeles forladt og ene som det i Jorden nedlagte Hvedekorn, - da kunde han ikke have frelst os. Dersom han ikke virkelig var død, vilde han som Menneske have været ene for bestandig: ikke uden den evige Fader og den Helligaand, heller ikke uden Englenes Selskab; men uden et eneste Menneske til at gjøre ham Selskab. Vor Herre Jesus kan ikke udholde at være ene. Et Hoved uden Legeme er et gyseligt Syn, om Du aldrig saameget smykker det med en Krone. Vide I ikke, at Menigheden er hans Legeme, hans Fylde, som opfylder alt i alle. Uden sit Folk vilde Jesus have været en Hyrde uden Faar; og det er tilvisse ikke nogen synderlig ærefuld Bestilling at være Hyrde uden Hjord. Han vilde have været en Huusbond uden sin Mage; men han elsker sin Brud saa høit, at han for hendes Skyld forlod sin Fader og blev ét Kjød med hende, som han havde udvalgt sig. Han hængte ved hende og døde for hende; og havde han ikke gjort det, vilde han have været en Brudgom uden Brud. Dette kunde umuligt skee. Hans Hjerte er ikke af den Art, at det kan føle sig tilfreds med en egenkjærlig Lykke, der ikke deles med nogen. Dersom Du læser Salomons Høisang, hvor Brudgommen aabner sit Hjerte, da vil Du see, at han længes efter sin Elskede, sin Due, sin fuldkomne. Han havde Behagelighed i Menneskenes Børn. Simon Stylites 1) paa Toppen af en Søile er ikke Jesus Kristus; Eneboeren i sin Hule kan vel leve saaledes i en god Mening, men han har intet Forbillede for sit Eneboerliv i ham, hvis Kors han giver sig ud for at tilbede. Jesus var Menneskenes Ven, han undflyede dem ikke, men opsøgte de Fortabte. Det var Sandhed, hvad man sagde om ham: "dette Menneske annammer Syndere og æder med dem" 2), Han drager Alle til sig 3), og derfor blev ban løftet op over Jorden. Alligevel vilde han, der drog saa mange til sig, have været ene i Himlen, saafremt han ikke havde været ene 1 Gethsemane Have, ene for Pilatus, ene ligeoverfor de spottende Stridsmænd, og ene paa Korset. Dersom dette dyrebare Hvedekorn ikke var nedstegen til Dødens forfærdelige Ensomhed, vilde det være forblevet alene, men fordi han døde, "bar han megen Frugt."

Dette leder os til den fjerde Modsigelse: - Kristus maa dø for at give Liv. "Uden Hvedekornet falder i jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt." Jesus maa dø for at give andre Liv. Tankeløse Mennesker forvexle Død med det ikke at være til - skjønt det er vidt forskjellige Ting. Den Sjæl, der synder, skal dø", den skal aldrig blive uden Tilværelse, men den skal dø derved at den bliver adskilt fra Gud, som er dens Liv. Der er mange Mennesker til, som dog ikke i Sandhed leve, og heller ikke skulle see Livet, men "Guds Vrede bliver over dem". Naar Hvedekornet lægges i Jorden, da døer det; mene vi dermed, at det ophører at være til? Aldeles ikke. Hvad er Død? Det er Opløsning af noget levende til dets oprindelige Bestanddele. Hos os er det Legemet, som skilles fra Sjælen; hos Hvedekornet er det en Opløsning af de Bestanddele, som udgjorde Kornet. Vor guddommelige Herre saae ikke Forraadnelsen dengang han lagdes i Jorden, men hans Sjæl forlod hans Legeme for en Stund, og saaledes døde han; og saafremt han ikke bogstavelig og i Sandhed var død, vilde han ikke have meddeelt nogen af os Liv.

Dyrebare Venner! Dette lærer os, hvor Hovedpunktet i Kristendommen er. Kristi Død er det, der giver hans Lære Liv. Altsaa: dersom Kristi Prædikevirksomhed havde været Hovedsagen, eller dersom hans Exempel havde været det, hvorpaa det kom an, saa kunde han have baaret Frugt og mangfoldiggjort de Kristnes Antal ved sin Prædiken og ved sit Exempel. Men han siger udtrykkelig, at medmindre han døer, vil han ikke bære Frugt. Vil man sige til mig, at dette kom af, at hans Død var Fuldkommelsen af hans Exempel og hans Prædikens Besegling? Jeg indrømmer, at det var saa, men jeg kan ogsaa tænke mig, at dersom Herren var vedbleven at leve - dersom han bestandig var vedbleven at gaae rundt omkring her i Verden, prædikende og levende ligesom dengang, og dersom han var vedbieven med at gjøre Mirakler, som han dengang gjorde, og havde øvet den samme hemmelighedsfulde, tiltrækkende Magt, som altid var tilstede hos ham, da vilde han have vundet en umaadelig Mængde Disciple. Dersom hans Lære og hans Levnet havde været den Maade, hvorpaa der kunde skjænkes os et evigt Liv, uden en Forsoning, hvorfor mon Frelseren da ikke forlængede sit Liv her paa Jorden? Men Sagen er den, at intet Menneske iblandt os kan kjende noget til aandeiigt Liv, undtagen igjennem Forsoningen. Der gives ingen Vei, ad hvilken vi kunne komme til Kundskab om Gud, undtagen ved Jesu Kristi dyrebare Blod, ved hvilket vi have Adgang til Faderen. Dersom, hvad Nogle ville fortælle os, Kristendommens Livsanviisninger er noget, der maa tænkes langt mere over, end over dens særegne Lære, hvorfor døde saa overhovedet Kristus? Ved et langt Liv i Hellighed kunde han langt bedre have givet os en Anviisning paa, hvorledes vi skulde leve. Han kunde have vedblevet at leve lige indtil nu, om han havde fundet for godt, og bestandig prædiket, bestandig fremsat sit Exempel for Menneskenes Børn; men han forsikkrer os, at kun ved sin Død kunde han bære megen Frugt. Hvorledes? ikke ved hele sit hellige Liv? ikke ved sin mageløse Lære? Nei! Ikke een iblandt os kunde være bleven frelst fra den evige Død, medmindre der var bragt en Forsoning tilveje ved jesu Offer. Ikke en eneste af os kunde være bleven levendegjort til aandeligt Liv, saafremt Kristus ikke selv var død og opstaaet fra de Døde.

Brødre! Alt det aandelige Liv, der findes i Verden, er en Følge af Kristi Død. Den hellige Skrift fremstiller billedlig denne Sandhed for os. Livet kom først ind i Verden ved Skabelsen: men dette Liv mistedes i Edens Have. Efter den Tid blev Noah vor Slægts Fader, og Livet ved Noah kom til os ved noget, der lignede Død, Begravelse og Opstandelse. Noah gik ind i Arken, han blev lukket inde, og saaledes paa en Maade begraven. I Arken gik Noah iblandt de Døde, indesluttet som han var af Regnen og Arken, og han kom ud af den igjen til en ny Verden, idet han saa at sige opstod igjen, dengang Vandene vare aftagne. Dette er Livets Vei endnu. Vi ere døde med Kristus, begravede med Kristus, opreiste med Kristus; og der gives ikke noget virkeligt aandeligt Liv med Undtagelse af det, som er kommen til os gjennem det at begraves og opstaae med Kristus. Kjende I noget til det, kjære Venner? - thi gjøre I det ikke, da kjende I Intet til Livet i Gud. I vide nok, hvordan det skal være; men have I ogsaa mærket noget til, at disse Kræfter have været virksomme i Eder selv? Naarsomhelst vi høre Forsoningslæren angreben, lad os da reise os til dens Forsvar. Lad os sige Verden, at skjønt vi vurdere Kristi Liv høiere end de gjøre det, saa vide vi dog, at det ikke er Kristi Exempel, som frelser noget Menneske, men at det er hans Død for vor Skyid. Dersom Kristus havde levet iblandt os alle disse nitten Aarhundreder og givet os alle sine vidunderlige Leveregler, med sin egen ophøiede og enfoldige Veltalenhed, vilde han dog ikke have frembragt en eneste Smule aandeligt Liv blandt os Mennesker. Uden at han døer, bærer han ingen Frugt. Dersom Du savner Liv, min kjære Tilhører, da vil Du ikke faae det som et uigjenfødt Menneske, ved at for søge at efterligne Kristi Exempel. Du kan paa en vis Maade have Gavn deraf, men Du vil aldrig opnaa Liv og evig Frelse ved at følge denne Fremgangsmaade. Du maa tro paa, at Kristus er død for Dig, Du maa forstaae, at Guds kjære Søns Blod renser os fra al Uretfærdighed (1 Joh. 1, 7. 9). Naar Du har lært denne Sandhed, vil Du kunne have Udbytte af at betragte hans Liv; men saafremt Du ikke er kommen til den Erkjendelse, at Hvedekornet er blevet lagt i Jorden og bestemt til at dø, vil Din Sjæl aldrig komme til at høste nogen Frugt deraf, ligesaalidt som Du vil see andre Sjæle høste Frugt deraf.

Endnu en anden guddommelig Lære kan uddrages af vor Text, nemlig denne: eftersom Jesus Kristus virkelig faldt i Jorden og døde, kunne vi vente store Resuitater heraf. "Dersom Hvedekornet falder i jorden, bærer det megen Frugt." Nogle Mennesker have en lille Kristus, og vente kun smaae Ting af ham. Jeg har truffet skikkelige Folk, der synes at mene, at Kristus kun er død for de rettroende Folk, som dyrke Gud paa et bestemt Sted, og de nære det Haab, at engang nogle faae Udvaigte - rigtignok kun en lille flok, som de ved gjensidig Kjævl bestræbe sig for at gjøre endnu mindre - ville prise Gud for nogle faae Menneskers Frelse. Jeg vil ikke dadie disse kjære Brødre, men jeg ønsker, at deres Hjerter maae udvides. Vi kjende dog ikke endnu al den Frugt, som vor Herre Jesus Kristus skal bære. Vil der ikke kunne komme en Dag, paa hvilken Jordens Millioner ville dyrke Gud i fuld Samdrægtighed. Jeg forventer den Dag, hvor Kundskaben om Guds Herlighed skal dække Jorden ligesom Vandene dække Havet, hvor Kongerne skulle falde ned for Guds Søn, og alle Folkeslag skulle velsigne ham. "Det er altfor meget at vente," svarer maaske En, "Missionen gjør saa liden Fremgang." Jeg veed det godt altsammen, men Missionen er ikke selve Sæden: alt det vi vente og haabe paa, skal fremkomme af Hvedekornet, som faldt i Jorden og døde: dette er er det, som skal frembringe megen Frugt. Naar jeg tænker paa min dyrebare Herre, som fuldkommen Guds Søn og Menneskens Søn: naar jeg tænker paa den uendelige Herlighed, han opgav, og de usigelige Smerter, som han leed, saa spørger jeg, om selv Englene formaae at beregne Værdien af det Offer, han bragte? Gud alene kjender den Kjærlighed som aabenbarede sig i hans Søns Død, og mene I, at hele denne uendelige Kjærlighedens Raadslutning, Arbeide og Offer har fundet Sted forat der skal komme Smaating ud deraf? Det ligner ikke Gud at gjøre saaledes! Guds Søns Arbeide skal ikke gjøre en ubetydelig Smule Gavn. Resultatet skal staae i Forhold til Midlerne, der ere anvendte, og Virkningen skal svare til Aarsagen. Herren skal herske evig og altid. Hallelujah! ja, ligesom Korsets Smerte maa have forfærdet Englene, saaledes skal Korsets Virkning sætte Serafer i Forbauselse og bringe dem til at undres over det Overmaal af Herlighed, som er fremkommet ved deres Herres vanærende Død. O, elskede Venner! der vil endnu fremdeles skee store Ting ved vor Herre Jesus. Fat Mod, I som ere modfaldne! Værer tappre, I Korsets Stridsmænd! Seir vil følge Eders Banner. Venter taalmodig, arbeider med Haab, lider med freidigt Mod, thi Riget er Herrens, og han hersker over Folkeslagene.

II. Saaledes har jeg nu talt om den dybe kristelige Lære i vor Text. Jeg vil nu slutte med nogle faae Ord om den praktiske Anviisning for vort kristne Liv, som den giver os. Lærer nu, at hvad der er Sandhed med Hensyn paa Kristus, er, i mindre Maalestok, ogsaa Sandhed med Hensyn til ethvert Guds Barn: "uden Hvedekornet falder til Jorden og døer, bliver det ene: men døer det, bærer det megen Frugt." Dette er anvendeligt paa os paa den Maade, som det næste Vers angiver: "den der elsker sit Liv, skal miste det; og den som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv."

For det første maae vide, om vi skal komme til at leve. Der gives intet aandehgt Liv hverken for Dig eller mig, eller for noget Menneske, uden at vi komme til det gjennem Døden. Har Du med Dine kløgtige Tanker skabt Dig selv en egen Retfærdighed - den maa dø! Har Du nogen Tro af Dig selv - den maa dø. I maae fælde Dødsdommen over Eder selv, saa skulle I indgaae til Livet. Guds Helligaands fortærende Magt maa erfares forinden hans levendegjørende indvirkning kan fornemmes: "Høet bliver tørt, Blomstret falder af; thi Herrens Aand blæser derpaa." I maae dræbes ved den Helligaands Sværd forinden I kunne bringes til Live ved den Helligaands Aandepust.

Dernæst maae vi opgive alle Ting for at bevare dem. "Hvo som elsker sit Liv skal miste det." Min Broder! Du kan aldrig komme i Besiddelse af aandeligt Liv, Haab, Glæde, Fred fra Himlen, undtagen ved at overgive alt i Guds Haand. Du skal eie Alting i Kristus, saafremt Du er rede til ikke at eie Noget af Dig selv. Du maa bortkaste Dine Oprørsvaaben, Du maa miste Din Forfængeligheds Fjedre, Du maa lægge Alt, hvad Du er og Alt hvad Du har i Guds Haand; og dersom Du ikke saaledes mister Alt frivillig, da skal Du miste Alt i Virkeligheden; ja, Du har egentlig allerede mistet det. En fuldkommen Overgivelse af Alting til Gud er den eneste Maade, hvorpaa man kan bevare det. Nogle af Guds Folk erfare, at dette er bogstavelig Sandhed. Jeg har kjendt en Moder, som forholdt Gud sit Barn, og Barnet døde. Rige Folk have dyrket deres Riigdom, og eftersom de hørte til Guds Folk, har han sønderbrudt deres Afguder. I maae miste Alt, hvad I elske, saafremt I ville bevare det, og afstaae Eders dyrebareste Ejendomme, om I ville beholde dem.

Dernæst maae vi tabe os selv, for at vinde os Selv. "Hvo som hader sit Liv, skal bevare det til et evigt Liv." Du maa ganske opgive at leve for Dig selv, da skal Du selv leve. Det Menneske, som lever for sig selv, lever slet ikke; han mister det egentlige i Livet, dets høieste Glæde; men dersom Du lever for Andre og for Gud, da vil Du finde det sande Liv. "Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder". 4) Der gives ingen Maade til selv at bhve rigtig glad, der er saa god, som den at opgive sig selv for at glæde andre.

Og endelig: saafremt det er Dit Ønske at blive en Kilde til Liv hos Andre, da maa Du, ligesom Kristus, selv dø. "O," siger Du, "vil det virkelig komme saa vidt, som til at dø?" Nuvel, maaskee ikke, men Du skal være forberedt derpaa, om det skulde gjøres fornødent. Hvem har bragt vor Tid den største Velsignelse? Det skal jeg sige Eder. Jeg troer, at den Frihed, vi nyde i Troessager, hovedsagelig skyldes de stakkels Mænd og Kvinder, som ere døde for deres Tro paa Skafottet. Kald dem saa Lollarder, Anabaptister eller hvadsomhelst, de Mennesker, som ere døde for Troen, have givet denne hellige Sag Liv. Adskillige, som tilhørte alle Stæender, fra Biskopper lige ned til fattige smaae Børn, have gjort dette. Mange af dem kunde ikke prædike fra Prædikestolen, men de holdt bedre Prædikener fra Kjætterbaa1ene, end alle Reformatorerne tilsammen have kunnet udtordne fra deres Talerstole. De faldt i Jorden og døde, og deres "megen Frugt" bestaar den Dag i Dag. Helgenernes selvopofrende Død gav Kirken Liv og Fremvæxt. Dersom vi ønske at fuldføre en stor Gjerning, skaffe en eller anden stor Sandhed Indgang og udfolde en stor Virksomhed til det Gode, da maa det skee derved, at vi opofre os selv, ja selve vort Liv for det ene alt andet opslugende Formaal. Paa anden Viis kan det ikke lykkes. Det er umuligt at skjænke noget til Andre, uden at tage netop ligesaa meget fra sig selv. Den, som tjener Gud og finder, at det er en let Gjerning, vil komme til at føle, at det er et strængt Arbeide at aflægge sit Regnskab tilsidst. En Prædiken, som ingen Anstrængelse koster, er heller intet værd; kommer den ikke fra Hjertet, vil den heller ikke gaae til Hjertet. Holder det for en Regel, at Møie og Taarer maa der til, ja indtil Overanstrængelse, om vi fuldelig skulle gjøre Fyldest. Død gaaer forud for Væxt. Han som frelste Andre, kan ikke frelse sig selv. Vi maae derfor ikke beklage dem, som bukke under for Afrikas usunde Klima, saafremt de dø for Kristus; heller ikke maae vi knurre, om hist og her Guds bedste Tjenere fældes af Hjernesvækkeise: det er den guddommelige Husholdnings Lov, at ved Død kommer Væxt.

Og Du, kjære Ven, maa ikke sige: "O, jeg formaaer ikke længere at undervise i Søndagsskolen; jeg arbeider saa strængt hele Ugen igjennem, at jeg ... --" skal jeg fuldende Sætningen for Dig? Du arbeider saa meget for Dig selv hele Ugen igjennem, at Du ikke kan arbeide én Dag om Ugen for Gud. Er det saadan? "Nei, ikke ganske saaledes, men jeg er saa anstrængt." Det er meget sandt, men tænk paa Din Herre. Han vidste, hvad Træthed var for Eders Skyld, og dog blev han ikke træt af at gjøre vel. Du vil dog aldrig komme til at svede Blod, saaledes som han gjorde. Kom, kjære Ven, vil Du kun være et Hvedekorn, der lægges ene op paa en Hylde? Vil Du være som Hveden i Mumiens Haand, ufrugtbar og glemt, eller vil Du voxe? Jeg hører Dig sige: "Saae mig da et eller andet Sted." Jeg vil prøve paa det. Lad mig da nedlægge Dig i Søndagsskole-Marken, eller i Traktat~UddelingsAgeren, eller i Gade~Prædikanternes Mark. "Men dersom jeg gjør saa store Anstrengelser, vil det halvveis dræbe mig." Nu, ja, om det ogsaa skulde heelt dræbe Dig, saa vil Du derved afgive et Beviis for Texten: "dersom det døer, frembringer det megen Frugt." De, som i den seneste Tid have sat deres Liv til i Herrens Tjeneste, ere ikke saa talrige, at vi behøve at være ængstelige for, at der skulde kræves saa grumme stort et Offer af Menneskelliv. Der er kun liden Anledning til at holde Fanatismen tilbage, derimod langt mere til at anklage for Selviskhed. O, mine Brødre, lader os søge at naae op til at kunne hengive os paa en Maade, som er Herren og hans hellige Sag mere værdig, og gid vi for Fremtiden maae være nidkjære for at blive begravne, skjulte, døende, dog frugtbare Hvedekorn til vor Herres Ære. Jeg har denne Gang kun kastet et flygtigt Blik paa Texten; en anden Gang kan det maaskee være mig forbeholdt at trænge ind i dens Dybhed.

1) En berømt Eneboer (+659), der tilbragte 30 Aar af sit Liv paa 36 Alen høi Søile, hvorfra han prædikede Bod for Folket.

2) Luk. 15,2.

3) Joh. 12, 32.

4) Matth. 6, 33.

cows.gif