Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

frost.gif

Frost og Tøveir

Psalme 147, 16-18: "Han lader Snee lægge sig som Uld, han udstrøer Riimfrost som Aske, han udkaster sin Iis som Billinger, hvo kan staae for hans Kulde? Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Veir blæse, saa flyde Vandene hen."

Idet vi en Morgenstund saae ud af vort Vindue, saae vi jorden iklædt en hvid Kappe; paa nogle faae Timer var Jorden bleven dækket af meget høi Snee. Da vi efter et Par Timers Forløb atter saae ud, vare Markerne saa grønne som nogensinde før, og Pløiemarkerne saa nøgne og bare, som om der ikke var faldet et eneste Sneefnug. Det er ikke usædvanligt, at et stærkt Sneefald hurtig følges af Tøveir.

Gud bevirker disse gavnlige Omskiftelser, ikke blot med Hensyn til den ydre Verden, men han har ogsaa et Formaal med Hensyn til Aandens Rige -- i alle Ting vil Gud belære os. Ved enhver af sine Handlinger underviser han sine Børn og aabenbarer dem Veien til indre Hemmeligheder. Lykkelige de, som finde Næring for deres himmelfødte Aand, saavelsom for deres aandelige Kræfter i de Gjerninger, som Herrens Haand udfører.

Jeg udbeder mig Eders Opmærksomhed for det første for de Virksomheder i Naturen, som omhandles i vor Text; og dernæst for de Naadevirkninger, hvorpaa de ere de meest passende Billeder.

I. Vi ville altsaa for det første overveie Naturens Virksomheder. Vi ville ikke ansee disse faa Øieblikke for spildte, om det maatte lykkes os at vække Eders Opmærksomhed for Guds Haand ogsaa i den udvortes Natur, saavel i Frosten som i Tøveiret.

1. Betragt engang, hvor umiddelbar Guds Indvirkning er. Jeg fryder mig, idet jeg læser disse Ord, over at see, hvor nærværende Gud er i Verden. Der staar ikke skrevet: "Naturlovene frembringe Snee," men: "han lader Snee falde," ret som om ethvert Sneefnug kom lige fra Guds Haand. Der berettes os ikke, at Taage ifølge visse Regler i Naturen forvandler sig til Riim; nei, men ligesom Moses tog Aske ud af Ovnen og strøede den ud over Egypten, saaledes siges der om Herren: "han udstrøer Riimfrost som Aske." Der siges ikke, at den Evige har sat Verden i Gang ved et Maskineri, og at Isen frembringes ved Virkningen heraf. O nei, men enhver enkelt Iis-Deel, der kommer ned i Haglen, er fra Gud. "Han udkaster sin Iis som Billinger." Ligesom Slyngekasteren tager Sigte, naar han kaster Stenen med sin Slynge, saaledes har ogsaa den guddommelige Kraft bestemt ethvert Hagls Retning. Læg Mærke til, at Isen kaldes: hans Iis; ligeledes læse vi i den næste Sætning om hans Kulde. Disse Ord gjøre Naturen saa vidunderlig herlig. Naar vi betragte ethvert Hagl som Guds Hagl, og enhver lille Stump Iis som hans Iis, hvor dyrebar bliver da ikke enhver lille IisDiamant! Naar vi føle Kulden bide i ethvert af vore Lemmer og trænge igjennem ethvert Klædningsstykke, vi har paa, da trøster det os at komme ihu, at det er hans Kulde. Naar Tøveiret kommer, see da hvorledes vor Text omtaler den: "han sender sit Ord." Han overlader det ikke til visse Kræfter i Naturen, men liig en Konge "udsender han sit Ord og smelter dem, han lader sit Veir blæse." Han besidder en særegen Kraft i enhver Vind; hvad enten den saa kommer Nord fra for at fryse, eller Syd fra for at smelte, saa er det hans Vind. See engang hvorledes i Guds Tempel Alting taler til hans Lov! Lær at see Herren i enhver Begivenhed i den synlige Verden, thi han bevirker i Sandhed alle Ting.

Tanken paa de guddommelige Handlingers Umiddelbarhed maa føre til Troen paa et Forsyn. Det vil være Dig en Trøst, om Du i alle Dine Tab og i al Din Modgang kan see Guds Haand, Du vil sikkert ikke knurre imod Din Guds ligefremme Bestemmelse. Dette vil skjænke de daglige Naadesbeviisninger en ualmindelig Sødme, og gjøre Livets Goder endnu behageligere, fordi de tilflyde os fra en Faders Haand. Er Dit Bord sparsomt forsynet, da vil det være Dit nøisomme Hjerte nok, naar Du veed at Din Fader har beredet det for Dig i sin Viisdom og Kjærlighed. Dette vil give Velsignelse til Dit Brød og Dit Vand; dette vil foraarsage, at de nøgne Vægge i Dit daarligt møblerede Værelse ville forekomme Dig ligesaa straalende, som var det et Pallads, og forvandle et haardt Leie til en blød Duun-Seng; - min Fader gjør det altsammen. Vi see hans kjærlighedsfulde Smiil selv der, hvor Andre Intet andet see end Dødens kolde Haand, som bortriver vore Kjære. Vi see en Faders Haand, naar Kvægpest dræber vort Kvæg; vi see Guds Naadegjerning,. naar vi selv kastes paa Sygeleiet. Det er altsammen vor Faders Villie og Værk. Lad os ikke gaae udenfor dette; men lad os hellere udvide vort Syn paa denne Sandhed og huske paa, at det er Sandhed i Smaat som i Stort. Lad vort Hjerte i alle Ting synge: Jehovah - Schammah, Herren er der.

2. Dernæst beder jeg Dig med Taksigelse lægge Mærke til den Ro, hvormed det guddommelige Værk fuldbyrdes. Naar man læser disse Vers, skulde man tro, at det at danne Frost og Snee var den simpleste Ting af Verden. Et Menneske stikker sin Haand ind i en Sæk med Uld, og strøer Uld ud til alle Sider: Gud giver Snee ligesaa let: "han lader Snee lægge sig som Uld." Et Menneske tager en Haandfuld Aske og kaster den iveiret, saa at den falder ned rundtomkring: "han udstrøer Riimfrost som Aske." Riim og Snee er Naturens Vidundere: de, som have iagttaget Iiskrystallernes overordentlige Skjønhed, ere blevne henrykte ved dette Syn, og dog ere de med Lethed dannede af Herren. "Han udkaster sin Iis som Billinger" - akkurat med samme Lethed, hvormed vi paa en Vinterdag kaster Brødkrummer ud af Vinduet til Spurvene. Naar Vandene ere tilfrosne og Jorden ligger som lænkebunden, hvorledes fremkommer saa Tøbruddet? Ikke ved at antænde talløse Baal, heller ikke ved at gjennemryste Jordens Indre ved Stød fra uhyre elektriske Batterier - Nei! "Han sender sit Ord og smelter den, han lader sit Veir blæse, saa flyde Vandene hen." Det hele er gjort ved et Ord og et Pust. Dersom Du eller jeg havde noget Stort at skulle udrette, hvilken Pusten og Stønnen, hvilken Møie og Anstrængelse vilde det ikke volde os: selv de største Ingeniører, der udrette Vidundere med deres Maskiner gjøre megen Støi og Spektakel dermed. Ikke saaledes med den Almægtige. Vor Klode drejer sig runt i fire og tyve Timer og gjør ikke saa megen Støi som en Spindekone; og talløse Himmellegemer beskrive lydløst deres Baner i Himmelrummet. Kommer jeg ind paa en Fabrik, hører jeg en øredøvende Larm, eller staar jeg ved en Vandmølle, naar Hjulet er sat i Gang, hører jeg en stedsevarende Klip-Klap eller en uophørlig Summen; Guds store Hjul arbeider derimod uden Støi eller Gnidning, det guddommelige Maskineri virker i Stilhed. Denne Lethed giver sig tilkjende saavel i Forsynets Virksomhed, som i Naturen. Den himmelske Fader er lige saa vel istand til at frelse Dig, som til at smelte Sneen, og han vil frelse Dig paa en ligesaa simpel Maade, saafremt Du forlader Dig paa ham. Han oplader sin Haand og forsyner enhver levende Skabning med det Nødtørftige med ligesaa stor Lethed, som han virker i Naturen. Læg ret Mærke til den Lethed, hvormed Gud virker, - han oplader kun sin Haand.

3. Læg dernæst Mærke til den guddommelige Virksomheds Mangfoldighed i Naturen. Naar Herren vil frembringe Frost, skaber han Sneen til at være sit Redskab: en vidunderlig Frembringelse, enhver Iis-Krystal er et sandt Vidunder af Kunst; men ikke tilfreds med Sneen alene danner han af det samme Vand en anden Skjønhedsform, som vi kalde Riimfrost og endnu et tredie funklende og glimrende Stof: Iis, altsammen een eneste Virkning af Kulden. Hvilken vidunderlig Mangfoldighed kan ikke et øvet Øie opdage i de forskjellige Former af frossent Vand! Den samme Gud, som størkner det flydende Vand ved Kulden, smelter det paany ved Varmen; dog selv i Tø finder der ingen Eensformighed Sted, til en Tid styrte de muntre Strømme sig med en saadan Voldsomhed ud af deres Fængsel, at Floder svulme og Vandstrømme dække den flade Jord; til andre Tider gjenvinde Draaberne langsomt og gradvis deres Frihed. Samme Mangfoldighed finder Sted overalt i Naturen. Herren har saaledes tusind Former for de IisTrængsler, hvormed han hjemsøger sit Folk, og han har titusind Naadestraaler, hvormed han atter glæder og lindrer dem. Om det er hans Villie, kan han bedrøve Dig ved Snee-Trængsel eller ved Riimfrost-Trængsel eller ved Iis-Trængsel: til andre Tider kan han ved eet Ord løsne Modgangens Lænker, og det paa utallige Maader. Imedens Menneskene ere indskrænkede til to eller tre Maader at fuldbyrde deres Villie paa, saa er Gud uendelig i Kundskab og virker som han vil, ad Veie som ingen jordisk Sjæl formaar at udforske.

4. Jeg beder Dig ogsaa lægge Mærke til den Hurtighed, hvormed Gud virker i Naturen. Det blev anseet for en underfuld Ting i Kong Ahasverus' Dage, at Breve kunde sendes med Post paa lette Dromedarer. I vort Land meente vi at have naaet Miraklernes Tid, dengang Axlerne paa vore Vogne glødede ved den iilsomme Fart; og nu, da Telegrafen arbeider, udstrække vi vore Hænder i det Uendelige, men hvad er vor Hurtighed sammelignet med hvad Gud udretter? Træffende siger vor Psalme (147, 15): "han sender sit Ord til Jorden, hans Befaling løber hastelig." Ordet udgik: "luk op for Sneens Skatte!" og Sneefnuggene faldt ned i talløs Mængde; da blev der sagt: "luk til for dem!" og ikke et eneste Snefnug saaes mere. Da talte Herren: "lad Søndenvinden blæse og smelte Sneen!" og see, den forsvandt ved hans Ords Røst. Min Ven! Du kan ikke engang sige, hvor hurtig Gud kan komme Dig tilhjælp. "Han foer paa Cheruben og drog frem," siger David, "ja, han fløi paa Veirets Vinge" (Ps. 18, 11.) Han vil komme fra oven og befri sine Eiskede. Han vil kløve Himmelrummet og stige ned; han vil nedstige med saadan Hast, at han ikke vil standse for at drage Forhænget for Himlen tilside, men i sin Hast vil han sønderrive det, saa at Bjergene omstyrtes under hans Fod, at han maa frelse dem, som raabe til ham i Trængslens Stund. Den almægtige Gud, som kan lade Isen smelte saa hurtig, han kan ogsaa iføre sig Ørnens Vinger og skynde sig til vor Befrielse. Reis Dig, O Gud! og lad dine Børn blive hjulpne og det snart!

5. Endnu en anden Betragtning! Læg vel Mærke til Guds Godhed i alle Naturens og Forsynets kraftige Virkninger. "Hvo kan bestaae for hans Kulde?" Du kan ikke undlade at tænke paa den Fattige i en stræng Vinter - kun et ufølsomt Hjerte kan glemme dem, naar i betragte den dybe Snee. Men sæt nu, at det vedblev at snee! Hvem kan forhindre det? Den samme Gud, som sender os Snee een Dag, kunde lade det snee i halvtredssindstyve Dage, om han vilde. Ja hvorfor ikke? Og naar Frosten knuger os saa haardt, hvad skulde der da være iveien for at den kan blive ved dermed den ene Maaned efter den anden? Vi kunne blot takke Guds Godhed for, at han ikke sender sin Kulde i saadan Udstrækning, at vore Livsaander forgaae. Polar-Reisende skjælve ved denne Tanke: hvo kan bestaae for hans Kulde? Thi Kulden besidder en vis Grad af Almagt, naar det behager Gud at lade den løs. Lad os takke Gud for den Naade, at han holder den i Tømme.

Ikke blot fra denne Side seet er Sneen en Naade. Er det ikke et mærkeligt Billede: "han lader Snee lægge sig som Uld?" Sneen siges at opvarme Jorden: den skjærmer de svage Spirer, der lige ere begyndte at skyde frem af Jorden, og som ellers vilde fryse bort; som med en Duunklædning beskytter Sneen dem imod den værste Vinterkulde. I gamle Dage antog man, at Sneen opvarmede Jordens Indre og gav den Frugtbarhed, derfor priste man Gud derfor. Tilvisse er Frost en stor Velsignelse, smitsom Sygdom vilde sikkert udbrede sig langt videre, om ikke Frosten raabte til den: hertil og ikke videre. Skadelige Insekter ville formere sig i den Grad, at de vilde fortære alle Jordens kostelige Frembringelser, saafremt ikke Nattefrosten tilintetgjorde dem i Millionviis, saa at denne Plage bortveires af Jorden. Endskjønt Mennesket anseer sig for den Tabende ved Kulden, bliver han dog tilsidst den Vindende ved Forsynets Bestemmelse, som anordner Vinteren. Den sælsomt lydende Yttring af en af de gamle Skribenter, at Snee er Uld og Frost er Ild, Iis er Brød og Regn er Drikke, er tilfulde Sandhed, endskjønt den lyder som en Urimelighed. Der er ingen Tvivl om, at Frosten idet den gjennembryder Jorden, fremmer dens Frugtbarhed, og paa den Viis bliver Brød. Saledes ere de Kræfter, der i Øieblikket berøve vore Arbeidere deres Livsophold, de Midler, hvorved Gud holder alt levende vedlige. Læg da Mærke til, at Guds Godhed aabenbarer sig ligesaavel i Snee og Frost, som i Tø, der bortrydder Vinterens Gjerning.

Min Kristen, kom Guds Godhed ihu under Modgangens Frost, vær forvisset om, at naar det behager Gud at udsende Kummerens skarpe Vinde, da er han tilstede i dem, og han er altid Kjærlighed, ligesaavel i Sorgen, som naar han aander Glædens milde Vinde paa Dig. See Guds Barmhjertighed i enhver Gjerning, der kommer fra hans Haand! Priis ham! - han gjør baade Sommer og Vinter - lad Dine Lovsange lyde hele Aaret rundt. Priis ham! - han skjænker os Dagen og udsender Natten! tak ham hver eneste Time Du lever! Bortkast ikke Din Tillid til ham, den har stor Løn og Gjengjældelse. Som David sammenflettede Snee og Regn og Storm til en Sang, saa lad ogsaa Du dine Sorger, Trængsler, Bekymringer og Modgang sammenflettes til en Lovsang for Herren, saa Du kan synge:

"Halleluja! Gud er min Deel
I Vee og Velstands Dage!
Tungt var mit Suk, træt var min Sjæl,
Veemodig var min Klage;
Men Herren haver hørt min Røst,
Halleluja, han er min Trøst,
Mit Haab, min Sang, min Glæde!"

Saameget være sagt om Naturens Virksomheder. Det er et meget fristende Thema, men der er andre Omraader, der indbyde mig.

II. Jeg kunde nu ønske at henvende mig ret indtrængende og alvorlig til Dig angaaende de Naade virkninger, paa hvilke Frost og Tø ere de ydre Billeder.

Der indtræder et Tidspunkt hos Guds Folk, da han kommer og hjemsøger det med Lovens Frost. Loven er for Sjælen som en bidende Nordenvind. Troen kan vel see Kjærlighed ogsaa deri, men det kan det kjødelige Øie ikke. Det er en kold, forfærdende, uhyggelig Blæst. At være udsat for Guds Lovs fulde Kraft vilde være det samme som at fryse bort og ødelægges for bestandig; og selv det, kun at føle den for en Tid, vil bringe Marven i vore Been til at stivne, og slaae hele vor Tilværelse med Rædsel. "Hvem kan bestaa for hans Kulde?" Naar Loven tordner os imøde med sine Fordringer, hvo kan da bestaae for den? Virkningen af Lovens Gjerning paa vor Sjæl er at standse og tillukke de menneskelige Glæders Flod. Intet Menneske kan glæde sig naar Samvittighedens Rædsler ere over ham. Naar Guds Lov pidsker Sjælen med sin Svøbe, da mister Musik og Dands sin Glæde og Tiltrækning; Drikkeskaalen mister sin Evne til at fryde os, og Jordens Tillokkelser ere borte, dens Flod fryser og forvandler sig til Fortvivelse. Haabets Knopper falde pludselig af, og Sjælen finder ingen Trøst. Engang følte den sig tilfredsstillet ved Riigdom; men Rust og Svamp have lagt sig baade paa Sølv og Guld. Ethvert spirende Haab er frosset bort, og Aanden ligger vinterbunden i Fortvivlelse. Denne Kulde bringer Synderen til at føle, hvor pjaltet hans Klædning er. Han kunde have brystet sig i denne Klædning, som om det havde været Sommer, og indbildt sig, at hans Pjater vare en kongelig Klædning: men nu, da Vinterkulden kan finde enhver Rift i hans Klædning, da ryster han som et Espeløv i den ubønhørlige Lovs Hænder. Dommens Nordenvind ransager et Menneske ganske og aldeles. Han vidste tidligere ikke, hvad der boede i ham, men nu seer han sit Indre fyldt med Fordærvelse og Raaddenskab. Dette ere nogle af de Rædsler, som Lovens iiskolde Aandepust frembringer.

Denne Lovens og Rædslernes Frost tjener kun til at hærde. Intet splintrer Fjældet eller bringer Klippen mere til at vakle, end Frosten, naar den efterfølges af Tø; men Frost alene gjør Jorden liig en Jernklump, der brækker det Plovjern istykker, som vilde prøve paa at gjennembryde det. En Synder, der befinder sig under Guds Lovs Paavirkning, langt borte fra Evangeliet, forhærdes i sin Fortvivlelse og raaber: "der er slet intet Haab for mig, derfor vil jeg følge mine Lyster. Eftersom der ingen Himmel er for mig efter dette Liv, vil jeg gjøre en Himmel af denne Jord; og da Helvede venter mig, vil jeg idetmindste nyde de Glæder, som Synden kan forskaffe mig her. Dette er ikke Lovens Skyid; Dadelen falder paa det lastefulde Hjerte, som forhærdes derved; saledes er imidlertid Virkningen deraf.

Naar Herren har bearbeidet Mennesket ved Lovens Frost, sender han Evangeliets Tøbrud. Naar Søndenvinden blæser fra det forjættede Land, medbringende dyrebare Erindringer om Guds faderlige Godhed og Barmhjertighed, da begynder lige strax Hjertet at blødgjøres, og Fornemmelsen af en Forbarmelse, dyrekjøbt ved Blod, smelter det ganske; Øinene fyldes med Taarer, Hjertet smelter i Kjærlighed, Strømme af Glæde flyde uhindrede, og Haabets Knopper aabne sig i den kvægende Luft. Et himmelsk Foraar hvidsker til Blomsterne, som slumrede i den kolde Jord; de høre dets Stemme, og opløfte deres Hoveder, thi Regnen er forbi; Blomsterne komme tilsyne paa Jorden, Fuglenes Sangtid er kommen og Turtelduers Stemmer høres i vort Land. Gud udsender sit Ord: "Din Strid er tilende, og Din Skyld er betalt!" (Es. 40, 2) og naar dette velsignede frydefulde Ord kommer med Styrke til Sjælen, og den Helligaands Aande virker som den varme Søndenvind paa Hjertet, da fyldes Sjælen af hellig Glæde, af Lys og Frihed.

"Ei skal vi bævende som før,
I Pagtens gamle Dage,
See til Guds Huus og Himlens Dør
Og Længselsfulde klage;
Thi de Gjenfødte er hans Æt,
Qg han, der gav dem Børneret,
Er mægtig i de svage.

Efter at have viist Eder, at der finder Overeensstemmelse Sted imellem Frost og Tø i Naturen paa den ene Side, og Lov og Evangelium i Guds Naades Huusholdning paa den anden Side, kunde jeg ønske at udtale de samme Betragtninger med Hensyn paa Naaden, som jeg fremsatte med Hensyn paa Naturen.

1. Vi begyndte med Guds Virksomheds umiddelbare Aabenbarelse i Naturen. Nu, kjære Venner, giv Agt paa det Umiddelbare i Guds Naades Virksomhed. Naar Hjertet i Sandhed føler sig grebet af Guds Lov, naar vi ere komne saavidt, at Synden forekommer os i høi Grad strafværdig, naar kjødelige Forhaabninger ere frosne tildøde ved Loven, naar Sjælen er bragt til at føle hele sin Nøgenhed og er et Billede paa Død og Ødelæggelse - da er dette Guds Finger. Tal ikke om Prædikanten! Det var godt, at han prædikede med Nidkjærhed; Gud har benyttet ham som sit Redskab, men det er Gud som virker det altsammen. Naar Naadens Tøbrud kommer, beder jeg Eder see Guds Finger i ethvert Glimt af Trøst, som opliver den urolige Samvittighed, thi det er ene Herren, som ophøier det nedbøiede Hjerte og læger alle dets Saar. Vi ere kun altfor tilbøielige til at blive staaende ved de Midler og Redskaber, hvoraf Herren benytter sig. Taabelighed bringer mange Mennesker til at betragte Sakramenterne, som dem der enten sønderknuse eller helbrede Hjertet, men Sakramenterne sige reent ud: det er ikke os, der gjør det. Nogle af Eder see hen til Ordets Prædiken og sætte det som det høieste; dog vil enhver oprigtig og sanddru Prædikant fortælle Eder: "det er ikke os der gjør det." Veltalenhed og Nidkjærhed selv i høieste Grad kan hverken knuse eller hele et Hjerte. Dette er Guds Værk. Ja, og ikke Guds Værk paa anden Haand i den Forstand, hvori Forskerne indrømme, at Gud er tilstede i Naturlovene, nei Guds personlige og umiddelbare Værk. Det er ham, som udstrækker sin Haand naar Samvittigheden er ydmyget, og det er ved hans egen høire Haand, at Samvittigheden lindres.

Jeg ønsker, at denne Tanke maa finde Indgang Eders Sjæle, thi I ville ellers ikke lovprise Gud eller komme i Besiddelse af hans Lærdom. Enhver Afvigelse fra den sande Lærdom i hvad der angaar Omvendelsesværket opstaar ved en Forglemmelse af, at det er et guddommeligt Værk fra først til sidst, at den svageste Længsel effer Kristus ligesaa fuldt er Guds Værk, som hans kjære Søns Gave, og at igjennem hele vort aandelige Livs Historie ligefra først til sidst virker den Helligaand i os baade at ville og at udrette efter sit Velbehag. 1) Ligesom Du tydelig har seet Guds Finger deri, at han lader det fryse og sender Tøveir, saa beder jeg Dig erkjende Guds Haands Gjerning, idet han giver Dig Følelsen af Din Skyld og leder Dig til Din Frelsers Fødder. Føi nu hertil en hjertelig Lovpriisning af Guds Undergjerninger, der udretter alle Ting efter sin Villies Raad.

2. Den anden Betragtning over Naturen var den Lethed, hvormed Herren fuldbyrder sit Værk. Der finder slet ingen Anstrængelse eller Forstyrrelse Sted. Overfør dette paa Naadens Værk. Hvor let er det for Gud at sende Lovens Gjerning ind i Sjælen. Hiin forhærdede Synder kan DU ikke bevæge og selv Forsynet har ikke formaaet at vække ham. Han er død - aldeles bortdød i Overtrædelser og Synder. Men hvis Herren i sin Naade vil udsende sin Aands Veir, da vil den smelte ham, den Gjenstridige, hvis Mund er besmittet ved Vanhelligelse; dersom Herren blot kaster sit Blik paa ham, og blotter sin uimodstaaelie Naades-Arm, da vil han komme til at prise Gud, velsigne hans Navn og leve til hans Ære. Sæt ingen Grændser for Israels Hellige! Den forfølgende Saulus blev den elskende Paulus, hvorfor skulde da ikke det Menneske der, om hvis Sag Du næsten fortvivler, blive frelst. Der kan være mange Ting, der kan gjøre Sagen vanskelig for Din Ægtefælle, men ingenting er umuligt for Gud. Din Søn har maaske syndet baade imod Himlen og imod Dig, men Gud kan frelse selv den mest forhærdede. Den forstokkede Synds meest haardnakkede Frost maa give efter for Naadens Tøbrud. Selv store Iisbjerge af Forbrydelser maae smelte ved den uendelige Kjærligheds Golfstrøm.

Du arme Synder, jeg kan ikke forlade dette Punkt uden et Ord ogsaa til Dig. Maaskee har Mesteren sendt Dig Frost, og Du mener at den vil aldrig høre op. Lad mig opmuntre Dig til at haabe, ja endnu mere, til at bede om Naadens Besøg; det er saa let en Sag for Gud at befri Dig. Han siger: "Jeg har udslettet Dine Overtrædelser som en Sky" (Es. 44, 22). Jeg stod forleden Dag og betragtede en mørk Sky, som dækkede hele Himlen, og tænkte, at vi sikkert vilde faae Regn; jeg gik ind, og da jeg kom ud igjen, var Himlen ganske blaa - Vinden havde drevet Skyen bort. Det samme kan skee med vor Sjæl. Det er en let Sag for Herren at borttage en angrende Synders Skyld. Alle de Hindringer, som stillede sig iveien for vor Tilgivelse, bleve borttagne af Jesus, dengang han døde paa Korset, og dersom Du troer paa ham, vil Du erfare, at han har kastet Dine Synder i Havets Dyb. Kan Du blot tro: Alting er muligt for den, som troer.

3. Den næste Betragtning over Guds Virksomhed i Naturen gjælder hans Gjernings Mangfoldighed. Frost frembringer en Slags Treenighed - Snee, Riimfrost og Iis; og naar Tøbrud indtræder, kan ogsaa det skee paa mangfoldige Maader. Det samme gjælder Guds Veie i Hjertet. Syndsbevidstheden kommer ikke paa samme Maade til alle. Hos Nogle kommer den som Snee fra Himlen; Du hører ikke Sneen falde, det ene Fnug falder let ovenpaa det andet. Synds bevidstheden kan komme sagtelig over os: man føler den, man kan neppe sige, naar man begyndte at fornemme den. En sand Omvendelses Værk kan være af den blideste Art. Paa den anden Side udkaster Gud sin Iis som Billinger, Haglene pidske mod Vinduesruderne, og Du tænker, de ville bane sig Vei ind i Værelset; saaledes kommer Bevidstheden om Skyld til mange Mennesker og slaaer dem ned, saa man kommer til at tænke paa Hagl. Det, der frembringer den lydløse Snee, er Frosten, ligesaavel som det er den, der frembringer den skrækindjagende Hagl. Hvorfor skulde Du ønske Hagelbygernes Rædsler? Tak Gud, at han har besøgt Dig, men foreskriv ham ikke, hvad Vei han skal gaa!

Hvad nu angaar Evangeliets Tøbrud, da vil jeg sige, at naar Du blot faaer Tilgivelse af Jesus, tilkommer det ikke Dig at bestemme Maaden, paa hvilken han vil vise Dig sin Naade. Tøbrud strækker sig over det hele og skeer gradeviis, men dets Begyndelse er ikke altid let at skjælne. Vinterens Lænker løsnes gradeviis: Isens og Sneens Overflade smelter, og Varmen trænger lidt efter lidt igjennem den hele Masse, saa at tilsidst den hele Iisblok giver efter. Men skjønt Tøbruddet kan kjendes over det hele af sine Virkninger, kan Du dog ikke see den mægtige Kraft, som bevirker alt dette. Saaledes maa Du heller ikke vente at kunne skjælne Guds Aand. Du vil finde den gradeviis indvirke paa det hele Menneske, oplyse Forstanden, frigjøre Villien, befrie Hjertet for dets Frygt, indgyde Haab, vække Aanden op af Dvale, bearbeidende Sjælen gradeviis og sin Heelhed og frembringende Trøstens synlige Virkninger, Haab og Fred; men Du kan ikke see Guds Aand tydeligere, end Du kan see Søndenvinden; Virkningen af hans Kraft føles, og naar Du føler den, maa Du ikke undres, om det maaskee finder Sted paa anden Viis, end Andre have erfaret det. Naar Alt kommer til Alt, finder der en forunderlig Lighed Sted imellem Snee, Riimfrost og Iis, og saaledes finder der ogsaa en mærkelig Eensformighed Sted i den Prøvelse, som alle Guds Børn udsættes for; men der finder dog en stor Forskjellighed Sted i den guddommelige Naades indre Virksomhed.

4. Dernæst maa vi agte paa den Hurtighed, hvormed Gud øver sin Gjerning! "Hans Ord løber hastig" (Ps. 147,15) Det tager ikke mange Dage at faae Hast paa den sidste Snee. Man vilde være mange Dage om at kjøre den bort, men Gud udsender sit Ord, og Snee og Iis forsvinde Øieblikkelig. Saaledes ogsaa med Sjælen: Herren virker ofte hurtig, naar han glæder Hjertet og indgyder det Mod. Du kan have befundet Dig længe under hans Iisnende Lovs Paavirkning, men der er ingen Grund til at Du skulde blive endnu en Stund under den. Dersom Aanden sætter Dig istand til at forlade Dig paa det Forsoningsværk, som Kristus har fuldbragt, da kan Du forlade dette Huus med den glade Forviisning, at Din Synd er tilgivet. Du arme Sjæl, tro ikke, at Veien fra den rædselsfulde Afgrund behøver at tilbagelægges krybende, Trin for Trin, op til Toppen. O, nei! Jesus kan sætte Din Fod paa en Klippe inden Viseren paa Uhret er gaaet Skiven rundt. Han kan i et Øieblik føre Dig fra Døden til Livet, fra Fordømmelse til Retfærdiggjørelse. "Idag skal Du være med mig i Paradiset!" blev der sagt 2) til den døende Røver, som var plettet og besudlet med Synd. Tro blot paa Jesu Kristi Sonoffer, og Du skal blive frelst.

5. Vor sidste Betragtning over Guds Virksomhed var over hans Godhed i det Altsammen. Hvilken Velsignelse er det dog, at Gud ikke lagde mere af Lovens Gjerning paa os, end han gjorde! "Hvo kan staae for hans Kulde?" O, Du Kjære! naar Gud har borttaget al naturlig Trøst og Glæde fra Mennesket, og ladet hans Sjæl fornemme den guddommelige Vrede, da er det en forfærdelig Ting. Man taler om Mennesker, som plages af Spøgelser og lignende; intet Menneske kan faae Besøg af nogen værre Gjæst end Bevidstheden om sine gamle Synder. Den Børnehistorie om Sømanden, der bar den gamle Mand fra Bjerget paa sin Ryg, og blev mere og mere tynget til Jorden af ham, er mere end virkeliggjort i den tyngede Samvittigheds Historie. Dersom blot en eneste Synd sætter sig op paa et Menneskes Ryg, da vil den trænge Synderen bort fra ethvert Sted, hvor han meente at kunne faae Fodfæste, han vil tynges ned, ned under Syndens Magter, indtil han synker ned i Helvedes Dyb. Der findes intet andet Sted, hvor Synden kan bæres, end Golgatha, og selv der er Glæden ikke den, at Du bærer den, men at Kristus har baaret det Altsammen for Dig. Sjælen vilde aldeles ikke kunne bestaae for Loven, om denne skulde skee Fyldest. Tak Gud, at "han fastholder sin skarpe Vind paa Østenvindens Dag" (sml. Es. 27,8). Hvor taknemlige maae vi dog ikke være, fordi vi have følt Lovens Kulde i vore Sjæle. Selvretfærdighedens Daarskab er tilintetgjort af Syndsbevidsthedens Vinterkulde. Vi vilde have været tusind Gange mere overmodige, taabelige og verdslige end vi ere, dersom den strænge Frost ikke havde været, som Herren har ladet afbide den kjødelige Naturs Udvæxter.

Men hvorledes skulle vi takke ham nok for hans Barmhjertigheds Tøbrud? Hvilken stor Forandring bevirkede hans Naade ikke i os fra det Øieblik af, da dens Straaler havde berørt vor Sjæl! Al Haardhed forsvandt, Kulden formindskedes, Varmen og Kjærlighed gjennemstrømmede vore Hjerter som Livsfloder. Herren besøgte os, og vi reiste os af vor Fortvivlelses Afgrund, ret lige som Sædekornet skyder op af Jorden. Som en Krokusblomst aabner sit Blomsterbæger, at det kan fyldes med Sollyset, saaledes aabner vor nyfødte Tro sig til Herrens Herlighed; ligesom en Primula pipper op af Græsset for at skue Solen, saaledes skuer vort Haab fremad imod Forjættelsen og fryder sig i Herren. Takker Gud, at Foraarstiden hos mange af os har udviklet sig til Sommer, og at Vinteren er forbi for stedse. Vi prise Herren herfor hver Dag vi leve paa denne Jord, og vi skal lovprise ham ogsaa hisset i hint sollyse Land, hvor Tiden ikke er mere, det Land om hvilket vi synge:

"dér skal ikke Dagen med Solen opgry,
ei Maanen tilmaale mig Næ eller Ny,
men Jesus er Solen, hvis Straaler er strø'd
i Abrahams Skjød."

Det er Landet med evigt Vaarspring og et evigt Blomsterflor, som kun ved det lille Stræde er skilt fra vort Land; og naar det er overskredet, skal vi være

"hjemme hvor hans Trone staar,
for hvis Straaler Sole blegne,
der, hvor Livsens Floder gaae
gjennem Paradisets Egne;
der, hvor alt er Liv og Lyst,
hjemme ved vor Frelsers Bryst."

Forlader Eder paa Herren, I som gjennemiisnes af Lovens Kulde, da vil Kjærlighedens Tøbrud snart bringe Eder varme Dage, fulde af Glæde og Fred. Det skee!

Amen!

1) Fil. 2, 13.

2) Luk. 23, 43.

cows.gif