Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

Hveden i laden

Matth. 13, 30: "Men samler Hveden i min Lade!"

»Men samler Hveden i min Lade.« Naar det skeer, vil Menneskene Søns Formaal være fuldbragt. Han saaede den gode Sæd, og han skal tillidst have sin Lade fyldt dermed. Tab ikke Modet! Kristus vil ikke blive skuffet! »Fordi hans Sjæl har havt Møie, skal han see det, hvorved han skal mættes.« (Es 53.11) Han gik ud grædende og bærende den kostelige Sæd, men han skal komme igjen med Fryd, og tage sine Kornneg hjem med sig.

»Samler Hveden i min Lade:« da skulle Satans Kunstgreb blive uden Frugt. Fjenden kom og saaede Klinte iblandt Hveden, i det Haab, at den falske Hvede skulde ødelægge eller dog væsentlig skade den sande; men hans Plan slog feil, thi Hveden modnedes og blev færdig til at indsamles. Kristi Lade skal blive fyldt; Klinten skal ikke skade Hveden; det Onde skal omsider blive til Skamme.

Til Indsamling af Hveden ville gode Engle blive benyttede: »Høstfolkene ere Englene.« (Matt 13.39) Dette er en særlig Ringeagt imod den store onde Engel. Han saar Klinte og søger at ødelægge Høsten; derfor bruges de gode Engle til at feire hans Nederlag og glædes sammen med deres Herre over den himmelske Frelses-Huusholdnings Fremgang. Satan vil kun faae ringe Udbytte af sine Rænker; han skal blive skuffet i alle sine Anslag, og saaledes skal den Trudsel fuldbyrdes: »Du skal gaae paa Din Bug og æde Støv alle Dit Livs Dage.« (1 Mosebog 3.14)

Idet Englene have faaet en Gjerning at udføre, ere alle Fornuftvæsener, hvis Tilværelse er os bekjendt, blevne deelagtige i Naadeværket; enten det saa er til Ondskab eller det er til Tilbedelse — Forløsningen sætter dem Alle i Bevægelse. Guds underfulde Værk er aabenbaret for Alle; thi disse Ting ere ikke skete i en Vraa. (Apost gj 26.26)

Vi forglemme altfor meget Englene. Lad os ikke oversee deres kjærlige Medfølelse for os; de see Herren,, glæde sig over vor Omvendelse, og de fryde sig med ham; de ere vore Vogtere og Guds Naades Sendebud; de bære os paa deres Hænder, at vor Fod ikke skal, støde sig paa nogen Steen; og naar vi dø, føre de os til Jesu Favn. Dette er en af vore Glæder, at vi skulle komme til en talløs Forsamling af Engle; lad os tænke paa dem med Kjærlighed!

Dennegang vil jeg holde mig til min Text, og prædike den saa godt som Ord til andet. Den begynder med »men«, og dette Ord er et Adskillelsens, Modsætningens Ord.

Lad os her lægge Mærke til, at Klinten og Hveden ville voxe op sammen indtil Høstens Tid kommer. Det er en stor Hjertesorg for en Deel af Hveden at skulle voxe Side om Side med Klinten. De Ugudelige ere Torne og Tidsler for dem, som frygte Herren. Hvor ofte trænger ikke det Suk sig frem fra det gudfrygtige Hjerte: »Vee mig, thi jeg har været som fremmed i Mesech, jeg har boet ved Kedars Telte (Psalm 120.5 - Mesech og Kedar betegne krigerske Stammer.) - Et Menneskes Fjende findes ofte i hans egen Huusstand; de der burde være hans bedste Medhjælpere, ere ofte hans værste Hindring; deres Samtaler opirre og plage ham.

Det nytter kun lidt at prøve paa at undslippe dem, thi Guds Styrelse tillader Klinten at voxe op tilligemed Hveden, og den vil blive ved dermed indtil Enden. Gode Mennesker ere bortdragne til fjerne Lande for at grundlægge Samfund, som kun skulde bestaae af gudfrygtige Mennesker; men ak Syndere ere staaede frem i deres egen Familier. Bestræbelsen for at luge de Ugudelige og Vantro bort af disse Samfund have ført til Forfølgelser og andre Onder, og den hele Plan har viist sig at være et Feilgreb. Andre have indelukket sig selv i Eremitboliger for at undgaae Verdens Fristelser, og saaledes have de haabet at vinde Seir ved at løbe bort; dette er ikke Viisdommens Vei. Det Ord, som passer ved denne Leilighed, er dette: »lader begge Dele gro tilsammen;« men der vil komme en Tid, da en endelig Adskillelse vil finde Sted. Da vil, kjære kristne Kvinde, Din Huusbond ikke mere forfølge Dig! Da vil, min gudfrygtige Søster, Din Broder ikke mere spotte Dig! Og Du, gudfrygtige Arbeider, da skulle de Ugudelige ikke mere spotte og drille Dig! Dette »men« vil blive et Jerngitter imellem de Gudfrygtige og de Ugudelige ; da vil Klinten blive kastet i Ilden, men Høstens Herre vil sige: »samler Hveden i min Lade !«

Denne Adskillelse maa finde Sted; thi Hvedens og Klintens Opvæxt med hinanden har forvoldt megen Sorg og Fortræd, derfor skal den ikke fortsættes i en lykkeligere Verden. Vi kunne meget vel forestille os, at gudfrygtige Mænd og Kvinder kunne ønske, at deres Børn, som ikke have omvendt sig, ogsaa skulle bo sammen med dem i Himlen; men dette kan ikke finde Sted, thi Gud vil ikke have sine rensede Børn besmittede eller sine herliggjorte Børn prøvede ved de Vantroes Nærværelse. Klinten maa borttages, for at Hveden kan blive fuldkommen og brugbar. Ville I have Klinten og Hveden hobet op sammen i een Lade? Det vilde være et daarligt Landbrug, der vilde straffe sig selv. Ingen af dem kan opbevares til passende Brug, forinden de ere omhyggelig adskilte Netop derfor — læg Mærke dertil! — kan den, der er frelst, og den, der ikke er det, vel leve sammen i denne Verden, men ikke i den tilkommende. Befalingen lyder bestemt: »sanker først Klinten tilsammen og binder den i Knipper til at opbrændes; men samler Hveden i min Lade !« Synder; kan Du haabe at komme i Himlen? Du elskede aldrig Din Moders Gud, skal han da taale Dig i sine himmelske Forgaarde? Du troede aldrig paa Din Faders Frelser, og dog forlanger Du at see hans evige Herlighed? Har Du i Sinde at tumle igjennem Himlens Gader bandende eller syngende en løsagtig Vise? Hvorledes ? Du veed, at Du kjededes ved Gudstjenesten om Søndagen; mener Du da, at Herren vil taale en uvillig Gudsdyrker i Templet heroventil? Du finder Sabbatsdagen kjedelig; hvorledes kan Du da gjøre Dig Haab om at komme ind til Guds Sabbatshvile? (Hebr 4, 9-10) Du finder ikke Behag i aandelige Foretagender, og disse vilde vanhelliges, om det tilloden Dig at deeltage i dem; derfor skal Ordet »men« indføres, og Du maa skilles fra Herrens Folk, for aldrig at mødes med det igjen. Kan Du udholde den Tanke, evig at skulle skilles fra gudfrygtige Venner?

I denne Adskillelse ligger en forfærdelig Omskiftelse. »Samler Klinten i Knipper til at opbrændes.!« Jeg vover ikke at udmale noget Billede af dens Skjæbne ; men, naar Knipperne ere bundne sammen, er der intet andet Sted for dem end Ilden. Gud give, at I aldrig maae kjende al den Kval, som fremstilles under Billedet af Ilden ; men gid I maae undslippe derfra. Det er ingen Spøg, naar Kjærlighedens Herre sammenligner denne Pine med at fortæres af Ildsluer. Jeg er ganske vis paa, at intet Ord af mig nogensinde vil kunne beskrive en saadan Rædsel. Folk sige, at vi Præster udtale forfærdelige Ting om den kommende Vrede ; men jeg er sikker paa, at vi undervurdere denne Sag. Hvad kan vel den milde, kjærlige, naaderige Jesus have meent med de Ord: »samler Klinten og binder den i Knipper for at opbrændes?« Betragt engang, hvilken viid Forskjel imellem Herrens Folks Skjæbne og den, der rammer Satans Folk. Er her Tale om at brænde Hveden? O nei ! »samler Hveden i min Lade.« Lad den blive lykkelig og vel gjemt der i al Evighed. O hvilken uendelig Afstand imellem Himlen og Helvede! Englenes Harpeklang, — og Graad og Tænders Gnidsel! Hvem kan nogensinde udmaale det svælgende Dyb, som adskiller de herliggjorte hvidklædte Hellige med Udødelighedens Krone om deres Hoved, fra den Sjæl, som for evig er forstødt fra Guds Aasyn og fra hans Magts Ære ? Det er et forfærdeligt »men« -- dette Adskillelsens »men«. Jeg beder Eder huske paa, at det vil stille sig imellem Broder og Broder, imellem Moder og Barn, imellem Mand og Hustru. »Den Ene skal annammes, den Anden skal lades tilbage!« (Luk 17.34) Og naar dette Sværd falder for at adskille, da skal der ingensinde nogen Gjenforening finde Sted; Adskillelsen er evig. Der gives intet Haab om eller Mulighed for nogen Forandring i den tilkommende Verden.

Men jeg hører En sige : »dette rædselsfulde »men« ! hvorfor skal der dog være en sag stor Forskjel?» Svaret lyder: fordi der altid har været en Forskjel. Hveden blev saaet af Menneskene Søn ; den falske Hvede derimod blev saaet af Fjenden. Der har altid været Forskjel i Natur: Hveden var god, Klinten var ond. Denne Forskjel kom ikke strax tilsyne, men viste sig mere og mere, efterhaanden som baade Hveden og Klinten modnedes. De vare aldeles forskjellige Planter; saaledes er ogsaa en Omvendt og en Uomvendt to aldeles forskjellige Væsener. Jeg har hørt et uomvendt Menneske sige om sig selv, at han er ligesag god som det gudfrygtige Menneske; men idet han praler saaledes, røber han sin Forfængelighed. Der er tilvisse i Guds Øine en ligesaa stor Forskjel imellem den Vantro og den Troende, som imellem Nat og Dag, imellem Død og Liv. Hos den Ene er der et Liv, som ikke findes hos den Anden, og Forskjellen er væsentlig og dyb. O, at I dog aldrig maae tage Eder denne væsentlige Sag let, men i Sandhed blive Herrens Hvede ! Det er ikke nok at have Navn af Hvede, vi maae ogsaa have Hvedens Natur. Gud lader sig ikke spotte; han vil ikke nøies med, at vi kalde os Kristne, naar vi ikke ere det. Lad Eder ikke nøie med blot kirkeligt Samfundsliv, men søger at være i Samfund med Kristus. Taler ikke blot om Troen, men udøver den. Praler ikke af at have Erfaring, men værer i Besiddelse af den. Ligner ikke Hveden, men vær Hvede!

Intet Bedrag og ingen Efterligning vil staae sin Prøve paa den yderste Dag ; dette forfærdelige »men« vil rulle frem som et Ildhav imellem sandt og falskt. O Du Helligaand, lad dog enhver af os findes omdannet ved Din Kraft!

II. Det næste Ord i vor Text er »samler«, -- det er et Ord, der betegner Samfund, Broderskab. Hvilken Velsignelse er dog ikke denne Samlen ! Jeg føler stor Glæde ved at samle Mængden sammen for at høre Evangeliet; og er det ikke glædeligt at see Guds Huus fuldt af Folk Søgnedage og Søndage, villige til at forlade deres Hjem og tilbagelægge betydelige Veilængder, for at høre Evangeliet? Det er en stor Ting at samle Folk sammen i et saadant Øiemed; men at samle Hveden i Laden er en endnu mere mærkværdigere Ting. At samle er i og for sig bedre end at adsprede, og det er min Bøn, at den Herre Jesus altid maa øve denne tiltrækkende Magt paa dette Sted ; thi han spreder ikke, men »ved ham skulle Folkene, hænge« (1 Moseb 49.10), Har han ikke sagt : »naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig?« (Joh 12.32)

Læg Mærke til, at det Broderskab, som omtales i vor Text, er udvalgt og samlet af dygtige Samlere: »Englene ere Høstfolkene«, Præster kunne ikke gjøre det, thi de kjende ikke al Herrens Hvede og ere tilbøjelige til at begaae Fejltagelser, — Nogle ved at vise altfor stor Lemfældighed, Andre ved altfor stor Strænghed. Vor svage Dømmekraft udelukker maaskee Troende og tillader ofte omvendt Syndere at komme ind. Englene derimod kjende deres Herres Eiendom. De kjende hver enkelt af de Hellige, thi de ere tilstede ved deres Fødsel. Englene vide, naar Synderne omvende sig, og de glemme aldrig de Angrende. De have været Vidner til deres Levnet, som have troet, og staaet dem bi i deres aandelige Anfægtelser, og derfor kjende de dem. Ja, ved et helligt Instinkt vide Englene at kjende Faderens Børn, og de blive ikke narrede. De ville ikke feile, men samle al Hvede og udelukke al Klinte.

Men Maaden, hvorpaa Indsamlingen finder Sted, er meget nøiagtig ; thi. først bliver ifølge Lignelsen Klinten, den falske Hvede, taget fra, og de himmelske Høstfolk samle intet uden Hveden. Slangens Sæd, lyst i Kuld og Kjøn af Satan, er saaledes skilt fra Rigets Sæd, der tilhører Jesus, den forjættede Befrier. Dette er den eneste Forskjel; ingen anden tages for gyldig. Selv om det elskværdigste vantro Menneske kom og stillede sig i Række med de Troende, Englene vilde ikke lade ham komme ind i Himlen, thi deres Befaling lyder paa: »samler H v e d e n" Selv om det skikkeligste Menneske blev fundet staaende midt i Kirken, omringet af hele Menigheden, medens Præsterne indstændig bad om, at han maatte blive skaanet — var han ikke en Troende, saa kunde han dog ikke føres til den himmelske Lade. Det kan ikke blive anderledes. Englene have intet Valg i denne Sag; Befalingen lyder : »samler Hveden«, og de tør intet andet indsamle.

Indsamlingen vil finde Sted paa meget forskjellige Steder. Noget af Hveden modnes paa Sydhavs-Øerne, i Kina og Japan. Noget af den blomster i Frankrig, store Agre findes i de forenede Stater; der gives næppe noget Land, hvor der ikke findes noget af den gode Sæd. Hvor al Guds Hvede voxer, kan jeg ikke sige. Der gives ifølge Udvælgelsen af Naade en Levning hos hvert et Folkeslag og hvert et Folk men Englene ville samle al den gode Sæd i den samme Lade.

»Samler Hveden!« De Troende ville findes i alle Samfundsklasser. Englene ville bringe nogle faae Ax fra Paladserne og hele store Bunker fra Hytterne.!

Mange ville blive samlede fra vore Landsbyers lave Hytter, Andre ville fra de usleste skjulte Værelser i vore store Stæder føres op til Guds Jerusalem. Fra de mørkeste Afkroge ville Englene fremdrage saadanne Lysets Børn, der kun sjældent have seet Solen, og dog forbleve rene af Hjertet og saae deres Gud. Det Dunkle og Skjulte skal bringes frem for Lyset; thi Herren kjender Sine, og hans Høstmænd ville ikke tage Feil af dem.

Det er en yndig Tanke for mig, at de skulle samles fra alle Tider. Lad os haabe, at vor første Fader Adam vil være der, og Moder Eva, følgende deres kjære Søn Abels Fodspor, forladende sig paa det samme Offer. Vi skulle møde Abraham, Isak og Jakob, samt Moses, David og Daniel og alle fuldkommengjorte Hellige. Hvilken Glæde at skulle see Apostlene, Martyrerne og Reformatorerne ! Jeg længes efter at see Luther og Calvin, Bunyan og Whitefield. Jeg veed ikke, paa hvad Maade det vil ske, men jeg tvivler ikke om, at vi ville samles med alle Tiders Hellige, hvis Navne er opskrevne i Himlen, i den Enbaarnes fælles Forsamling og Menighed.

Det er ligerneget, paa hvilken Tid eller hvor Hveden groet, den skal dog samles i den ene Lade; samles for aldrig mere at adspredes, samles sammen fra alle den synlige Kirkes forskjellige Afdelinger for aldrig mere at adsplittes. Den voxer paa forskjellige Agre. Noget voxer paa det Høidedrag, hvor de Biskoppelige (Statskirken i England) voxe i hele deres Glands, Noget paa et lavere jordstrøg, hvor Baptisterne ere talrige og hvor Methodisterne ogsaa blomstre ; men er først Hveden bragt i Laden, da kan Ingen sige, paa hvilken Ager Axene ere voxede op. Da skal tilvisse Herrens Bøn herlig opfyldes: »at de maae alle være Eet« (Joh. 17: 21). Naar alle vore Vildfarelser gire borttagne, al Misforstaaelse rettet og tilgivet, da vil den ene Herre, den ene Tro og den ene Daab (Ef 4, 5-6) kjendes af os Alle, og der vil ingen Forstyrrelse og Misundelse være mere — hvilken velsignet Indsamling vil det ikke være! Hvilket Møde ! Guds Udvalgte, de Ypperste fra alle Aarhundreder, som Verden ikke var værd, jeg vilde nødig være borte derfra. Om der end intet Helvede var, saa vilde det dog være mig Helvede nok at være udelukket fra et saadant himmelsk Selskab. Var der end ingen Graad og Tænders Gnidsel, saa vilde det være forfærdeligt nok at maatte undvære Herrens Nærværelse, savne den Fryd evig at love ham, og den Velsignelse at mødes med de ædleste Væsener, der nogensinde have levet. Midt i Tidens nødvendige Stridsspørgsmaal sukker jeg, der er dømt til at synes en Stridens Mand, efter den velsignede Fred, hvori alle Aandelige skulle være forenede i evig Harmoni foran Guds og Lammets Throne. O, at vi dog Alle vare komne saaledes tilrette, at vi Alle maatte blive lykkelig forenede i een Aand!

Dernæst indeholder vor Text et Betegnelsesord. Jeg har allerede gjort Indgreb paa dette Omraade. »Samler Hveden.« Intet uden »Hveden« maa anbringes i Herrens Hjemstavn. Laan mig Eders Hjerter, medens jeg opfordrer Eder til at anstille nogle faae Øieblikkes Undersøgelse! Hveden var saaet af Herren. Er Du saaet af Herren? Min Ven, saafremt Du virkelig er i Besiddelse af nogen Gudsfrygt, siig mig da, hvordan Du fik den? Saaede den sig selv? Er det saa, da duer den intet. Den sande Hvede saaedes af Menneskets Søn. Er Du saaet af Herren? Har Guds Aand gydt et evigt Liv i Dit Bryst? Kom det fra hiin dyrebare Haand, som var naglet til Korset? Er Jesus Dit Liv? Begyndes og fuldendes Dit Liv i ham? Dersom det er saaledes, da er det godt.

Den Hvede, som Herren selv saaede, er ogsaa Gjenstand for Herrens Omsorg. Hvede kræver endeel Opmærksomhed. Landmanden fik intet Udbytte af den, saafremt han ikke omhyggelig vaagede over den. Føler Du Dig under Herrens Omsorg? Vogter han Dig? Er det Ord Sandhed i Din Sjæl: »Jeg, Herren, er dens Vogter, hvert Øieblik vander jeg den, forat Ingen skal hjemsøge den, jeg vil vogte den Dag og Natgi« (Es. 27, 3) Har Du erfaret en saadan Bevogtning ? Giv et ærligt Svar herpaa, om Du har Din Sjæl kjær!

Dernæst er Hveden en nyttig Ting, en Gave fra Gud for Menneskenes Liv. Den falske Hvede var ikke til Gavn for Nogen; den kunde kun ædes af Sviin, og bragte derefter disse til at vakle so ni drukne Mennesker. Høre I til dem, som ere nyttige for Samfundet, der ere som Brød for Verden, saa at Menneskene ville finde Velsignelse ved at følge Eder, Eders Exempel og Eders Lære? Dømmer selv, om I ere gode eller onde af Levnet og Indflydelse.

»Samler Hveden.« I vide, at Gud maa bibringe Eder Godhed, Naade, Grundighed og Brugbarhed, ellers ville I aldrig blive til Hvede, skikket til at indsamles af Engle. En Ting gjælder særlig for Hvedens Vedkommende — den er den meest afhængige af alle Planter. Jeg har aldrig nogensinde hørt tale om, at en Hvedemark skød frem, voxede og blev moden uden Huusbondens Omsorg. Enkelte Ax kunne vel fremkomme efter Høsten, naar Sæden har kastet Skallen; men jeg har aldrig hørt tale om store Strækninger i Amerika eller andetsteds, som have været bedækkede med usaaet Hvede. Nei! der gives ingen Hvede, hvor der ingen Mennesker er, og der er ingen Naade, hvor der ingen Kristus er. Vi skylde Faderen, som er Huusbonden, vor Tilværelse.

Dog, tiltrods for sin Afhængighed, staar Hveden i første Række med Hensyn til Ære og Anseelse; det samme gjør de Gudfrygtige i alle deres Omdømme, som have Hjerte til at forstaae. Uden Kristus ere vi Intet; men med ham ere vi fulde af Ære. O, at vi dog maatte høre til dem, for hvis Skyld Verden er bevaret, de Ypperste paa Jorden, i hvem de Hellige fryde sig; Gud forbyde, at vi skulde findes iblandt den elendige og værdiøse Klinte !

Vort sidste Hovedpunkt, som jeg ogsaa kun vil omtale i Korthed, er et Ord, der angiver Bestemmelsen. »Samler Hveden i min Lade!« Hvedens Indsamling vil fuldkommen paa Dommens Dag, men den foretages hver Dag. Hver Time paa Dagen indsamles de Gudfrygtige; de gaae ad Himlen til i selve dette Øieblik. Det glæder mig meget, naar jeg hører, at de Hedengangne af min egen kjære Menighed have været saa glade ved at indhøstes. Gud skee Tak, vore Folk dø vel. Det bedste er at leve vel, men det glæder os høflig at høre, at vore Brødre dø vel; thi, som oftest er dette et talende Vidnesbyrd om levende Gudsfrygt. Verdensmenneskene føle den seirende Døds Kraft.

Hver Time samles Gudfrygtige i Laden. Det er der, de skulle være. Vi føle ingen Smerte ved Efterretningen derom, thi vi ønske at være sikkert gjemte hos Herren. Dersom Hveden ude paa Marken kunde tale, da vilde hvert eneste Ax sige: »det, som det kommer an paa, det, hvorfor vi leve og voxe, er Laden, Kornloftet.« Dertil den iiskolde Nat; dertil den solvarme Dag; dertil Dug og Regn og alle Ting. Alt hvad der foretages med Hveden stiler henimod Kornloftet. Saaledes ogsaa med os ; alting stræber henimod Himlen, mod Samlingsstedet, mod de Retfærdiges Samfund, imod Aabenbarelsen af vor Forsoners Aasyn. Vor Død vil ikke fremkalde nogen skurrende Lyd i vort Livs Harmonie ; den vil ikke engang være nogen Pause eller Disharmoni; den udgjør en Deel af Programmet, og sætter Kronen paa hele vort Livs Historie.

Laden er det sikkre Opbevaringssted for Hveden. Der frygter den ikke for Meeldrøie; der frygter den hverken for Frost eller Hede, for Tørke eller Væde, naar den først er i Laden. Alle Farerne for dens Fremvæxt ere forbi. Den har naaet Fuldkommenheden. Den har gjengjældt Huusbonden hans Møie og er kommet i Huus. O begynd, Du længe forudsete Dag ! Brødre! hvilken Velsignelse vil det dog være, naar I og jeg have naaet Modenheden, og naar Kristus i os skal see Frugten af sin Sjæls Smerte!

Jeg frydes ved at tænke mig Himlen som hans Lade ; hans Lade — hvad maa det dog ikke være. Kun Sprogets Fattigdom gjør, at et saadant Udtryk overhovedet bliver brugt om Faderens Hjemstavn, om Jesu Bolig. Himlen er Kongens Palads, men en Lade for os, forsaavidt som den er et sikkert Sted, den evige Hviles Sted. Det er Jesu Kristi Hjemstavn, hvortil vi skulle føres, og for hvilken vi ere modnede. Det er noget, man maa tænke paa, med henrykt Glæde ; thi en Høstfest hører med til Indsamlingen i Laden ; jeg har aldrig hørt noget Menneske give sig til at græde ved en jordisk Høstfest eller følge Negenes Hjemkjørsel med Taarer. Nei, de klappe i Hænderne, de dandse af Glæde og raabe ret af Hjertens Lyst. Lad os gjøre noget lignende med Hensyn til dem, som allerede ere i Huus, lad os ved deres Grave synge med alvorsfulde og søde Toner. Lad os føle, at Dødens Bitterhed tilvisse er overstaaet. Naar vi mindes deres Herliggjørelse, da bør vi glæde os, ligesom Kvinden, naar hendes Barn er født til Verden ; »da kommer hun ikke mere den Trængsel ihu. for Glæde, at et Menneske er født til Verden.« (joh. 16, 21) En anden Sjæl begynder at synge i Himlen : hvorfor græde I, I der ere Arvinger til Udødeligheden? Er de Retfærdiges evige Salighed den Fødsel, der følger efter Dødskvalerne? Da salig den, der døer. Er Herliggjørelse Enden og Følgen af det, som fylder vort Hjem med Sorg? saa takker Gud for Tabene; takker Gud for selv den strængeste Behandling. Han har hjemkaldt vore Kjære til Himlen! Han har velsignet dem langt ud over, hvad vi kunde bede om eller tænke. Han har borttaget dem fra denne trange Verden for i al Evighed at lade dem hvile ved sin egen Barm. Velsignet være hans Navn, om ikke for andet. saa for dette! Kunde Du have Lyst til at beholde Din gamle Fader her, fuld af Smerte og nedbrudt af Svaghed? Vilde Du udelukke ham fra Herliggjørelsen? Vilde Du holde Din kjære Hustru tilbage her med alle hendes Lidelser? Vilde Du forholde Din Ægtemand Udødelighedens Krone? Kunde Du ønske at see Dit Barn stige ned igjen paa Jorden fra al den Velsignelse, som omgiver det? Nei, Nei. Vi ønske selv at gaae hjem til den himmelske Faders Huus med de mange Boliger; men med Hensyn til de Hedengangne, da glæde vi os for Herren som med Høstens Glæde. »Saa trøster hverandre med disse Ord!« (1 Thess 4, 18)

cows.gif