Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

waggon.gif

Det fulde Læs.

Amos 2, 13: "See, derfor er jeg trykket ned, ligesom Vognen, der er fuld med Neg, trykkes ned." (Egentlig har den danske Bibeloversættelse: " derfor vil jeg trykke Eder ned, ligesom Vognen, der er fuld af Neg, trykkes ned," see S. 265-66. Men her følges den engelske Bibeloversættelse, som er lagt til Grund for Prædikenen).

Vi have nu været ude paa Kornmarkerne for at sanke Ax med Boas og Ruth, og jeg er forvisset om, at de undseelige og frygtsomme ere blevne opmuntrede til at tage deres Deel af de Haandfulde, som man med Villie har ladet falde paa vor naadige Herres Befaling. Idag begive vi os ud til Markveiene i et andet Øiemed - vi ville see Høstvognen, fuldt belæsset med Neg, bevæge sig tungt fremad og skjære dybe Furer i Marken. Vi komme med Taknemmelighed imod Gud, idet vi takke ham for Høsten og velsigne ham for det gunstige Vejrlig, idet vi bede, at dette maa vedvare saaiænge, indtil det sidste Kornneg er kommet i Huus, saa at Huus-bonden maa bryde ud i det Fryderaab: "Høsten er kommet i Huus."

Hvilket herligt Skue er dog ikke en Høstvogn læsset med Korn baade for Dig og for mig? Det er, som var den belæsset med Guds Naadegaver! Fra Vuggen af og indtil nu har hver Dag tilføiet et Neg, fyldt med Velsignelse. Hvad kunde Herren vel gjøre mere for os, end hvad han har gjort? Han har daglig belæsset os med Velgjerninger; lad os prise hans Godhed, og glade bevidne ham vor Taknemmelighed.

Ak! at dog et saadant Tegn skal kunne tænkes udtydet paa en heel anden Maade! Ak! at vi, medens Gud belæsser os med Naade, belæsse ham med Synd! Medens han uafladelig hober det ene Naadens Neg oven paa det andet, føie vi Uretfærdighed til Uretfærdighed saalænge, indtil Vægten af vor Synd bliver utaalelig for den Høieste, og han paa Grund af Byrdens Tyngde raaber "jeg er trykket ned af Eder ligesom en Vogn, der er fuld med Neg, trykkes ned."

Vor Text begynder med Ordet "see!" og vel maa det være saa. Ordet "see" bruges i Bibelen, ligesom man ellers hænger et skilt ud fra en Butik, for at vække opmærksomhed. Hvergang vi træffe paa et "see" i den hellige Skrift, vil man overalt finde noget nyt, vigtigt, ret opsigtvækkende, eller værd at lægge Mærke til. Jeg seer dette "see" staae der ligesom en Pige paa Trappen, der fører til Viisdommens Tempel og raabe "vender Eder herhid, I som ere vise af Hjertet, og lytter til Guds Røst." Lad os lukke vore Øine op, at vi maae "see", og maatte saa den Helligaand bane sig en Vei igjennem vore Øine og Øren til vore Hjerter, forat Anger og Afsky for os selv maa gribe os over vor slette Opførsel imod vor naadige Gud.

Før vi gaae videre, maae vi først forstaae, at vor Text kun er et Billede, eftersom Gud i Virkeligheden ikke kan være nedtrykt af noget Menneske; alle de Synder, Menneskene kunne begaae, kunde i og for sig aldrig forstyrre den guddommelige Fuldkommenheds ophøiede Ro eller fremkalde saa meget som en Kruusning paa dens rolige Havflade. Han taler kun til os paa menneskelig viis for at nærme Himlens ophøiede Hemmeligheder til vor jordiske Svaghed og Uvidenhed. Han taler til os som en Fader vil tale til et lille Barn. Ligesom Vognaxlen bøies og Hjulene knage under den overvættes Vægt, saaledes siger Herren, at han føler sig saa nedbøiet under Menneskenes Skyld, at han maa skrige, eftersom han ikke længer kan taale dere Uretfærdighed, som forbryde sig imod ham. Vi ville nu vende os til det første Punkt; maatte den Helligaand lade det ramme vore Samvittigheder!

Den første og mest slaaende Sandhed i vor Text er den, at Synden er meget smerteilg og byrdefuld for Gud.

Undres kun, O Himmel!. og forbauses kun, O Jord! over at Gud skulde tale om at blive tynget og nedbøjet. Jeg finder intetsteds i Skriften dén mindste Antydning af, at hele Skabelsens Vægt paa nogen Maade har tynget den Høieste. "Øer hæver han i Vejret som flint Støv." (Es 40.15) Hverken Solen, Maanen, Stjernerne eller nogen anden af alle de tunge Kloder, som han har skabt ved sin Almagt har det kostet ham nogensomhelst Anstrængelse at opholde. Hedningerne fremstille Atlas (en skikkelse fra den græske gudelære) som bøjet under Jordklodens Vægt; men den evige Gud, som bærer Verdens Piller, han kan ikke blive træt, ejheller vansmægte." (Es 40.28) Heller ikke finder jeg selv den fjerneste Hentydning til, at Forsørgelsens Gjerning trætter Herren. Han vaager baade ved Nat og ved Dag; hans Kraft yttrer sig hvert øieblik. Det er ham, som lader Dyrekredsens Stjerner komme frem til sin Tid og fører Bjørnen (Stjernebilledet) med dens Unger frem. (Job 38.32) Han bærer Jordens Grundvold og holder dens Hjørnesteen oppe. Han gjør, at Daggryet kjender sin Plads, og han sætter Grændse for Mørket og Dødens Skygge. Alle Ting opretholdes ved hans Haands Kraft, og der er Intet til uden ved ham. Som det bevægelige Skum et Øieblik synker ned i Bølgen, der bærer det, og derpaa forsvinder, saaledes vilde ogsaa Verden synke sammen, dersom den evige Gud ikke daglig opretholdt den.

Denne uafladelige Virksomhed har ikke forringet hans Styrke heller ikke er der nogen Svaghed eller blot Tanke om Svaghed hos ham. Han virker alle Ting, og naar de ere skabte, ere de som Intet for hans øje. Men forunderligt, ja langt mere end forunderligt, Vidunder over alle Vidundere: Synden nedtynger Gud, skjønt Verden ikke formaar det; og Uretfærdighed nedtynger den Højeste, skjønt Forsørgelsens hele Vægt kun tynger som et lille Fnug i Vægtskaalen. Ak, I letsindige Adams Sønner! I agte Synden for Intet; og I Belials Sønner! I ansee den for Løier og sige.: "han lægger ikke Mærke dertil, han seer det ikke; hvorledes skulde Gud vide det ? " (Psalm 73.11) og selv om han veed det, saa bryder han sig ikke om vore Synder." Lærer af Guds egen Bog, at dette er saa langt fra at være Tilfældet, at Synden tværtimod bedrøver ham, tynger og nedbøier ham i den Grad, at han, som den svært belæssede Høstvogn er nedbøiet af Menneskenes Skyld.

Dette vil staae klart for os, naar vi blot et eneste øieblik ville tænke over, hvad Synden er, og hvad Synden gjør. Synden er den store ødelægger af al Guds Skabning. Synden forvandlede en Erkeengel til en Erkefjende, og Lysets Engle til onde Aander. Synden saae ned paa Edens Have og bragte alle dens Blomster til at visne. Forinden Synden kom, havde Skaberen sagt om den nyskabte Jord: "det er altsammen saare godt ;" (1 Moseb 1.31) men da Synden kom derind, sørgede Gud i sit stille Hjerte over at have skabt en saadan Skabning som Mennesket. (smstds 6.6) Intet besudler Skjønheden mere end Synden, den fordunkler Guds Billede og udsletter hans Præg.

Desuden gjør Synden Guds Skabninger ulykkelige; skulde Herren ikke afsky den af den Aarsag? Det har aldrig været Guds Hensigt, at nogen Skabning, der er udgaaet fra hans Haand, skal være ulykkelig. Han dannede sine Skabninger i den Hensigt, at de skulde være glade; han skjænkede Fuglene deres Sangstemme, Blomsterne deres Duft, Luften sin Balsam; han skjænkede Dagen dens smilende Sol og Natten dens Stjernekrands; thi det var hans Hensigt at Smiil skulde blive hans stadige Gudsdyrkelse, og Glæde være hans Lovsangs Røgelse. Men Synden har gjort Guds fornemste Skabning til Stakler, og har fornedret Guds Børn, skabte i hans Billede, saa at de ere blevne nøgne, fattige, elendige (Joh Aab 3.17); derfor afskyer Gud Synden og føler sig nedtrykt af den, thi den giør Gjenstanden for hans Kjærlighed ulykkelig i Hjertet.

Husker desuden paa, at Synden angriber Gud i alle hans Egenskaber, den oveffalder ham paa hans Throne, og søger at gjennembore selve hans Tilværelse. Hvad er Synd? Er den ikke en Fornærmelse imod Guds Viisdom? O Du Synder! Gud byder Dig at gjøre hans Villie; men naar Du giør det modsatte, da er det fordi Du siger ved Dig selv: "jeg veed, hvad der er godt for mig, Gud veed det slet ikke." I Virkeligheden erklærer Du derved ligefrem, at den uendelige Viisdom tager feil, og at Du, Skabning for een Dag, er den der bedst kan bedømme, hvori Lykken bestaar. Synden bestrider Guds Godhed; thi ved Synden erklærer Du, at Gud har nægtet Dig det, der kunde gjøre Dig glad, og dette er ikke, hvad der passer sig for en god, mild og kjærlig Fader. Synden giør Indgreb i Herrens Viisdom med den ene Haand, og i hans Godhed med den anden.

Synden krænker ogsaa Guds Naade. Naar I, hvad mange af Eder have gjort, synde imod den Almægtige paa Grund af hans Langmodighed imod Eder, naar I, paa Grund af at I ere blevne fri for Sygdom, Tab og Kors, ødsle Tiden hen i Suus og Duus og i aabenbart Oprør - hvad er da dette andet end at tage den Naade, som var meent at skulle være et Gode for Eder, og vende den til Eders Skade? Det er ingen ringe Sorg for den kjærlighedsfulde Fader at see sin Formue forødt med Skjøger i et overdaadigt Levnet (Luk 15.13 og 30); han kan ikke taale, at hans Barn nedværdiger sig i den Grad, at han forvandler selve den Naade, som burde bringe ham til 0mvendelse, til en Aarsag til at synde endnu mere imod ham. Lad mig dernæst minde den Letsindige og Ubodfærdige om, at enhver Synder er en udfordring til.den guddommelige Magt. Det er i Virkeligheden, som om I løftede Eders svage Haand imod Himlens Majestæt og udfordrede Gud til at ødelægge Eder. Hvergang I synde, udfordre I Herren til at vise, om han kan haandhæve sin Lov eller ei. Er det vel en ringe Ting, at en Orm, en Skabning kun for et Døgn, vil trodse Skabningens Herre, den Gud, som der og opholder alle ting ved sin Krafts Ord? Han maa vel blive utaalmodig og træt, naar han skal taale saadanne Udæskninger og Fornærmelser som disse! Nævn hvilken Egenskab I ville, saa har Synden besmittet den; tag en hvilkensomhelst Side af Guds Væsen, og Synden har sat en Plet derpaa. Det er Ondt, kun Ondt, og vedbliver at være det; fra hvilken Side man end betragter det, maa det blive en Fornærmelse imod den Høieste. Synder! mon Du veed, at enhver ulydighed imod Guds Lov efter sit Væsen er et Høiforræderi? Hvad andet gjør Du vel end søge at gjøre Dig selv til Gud, til Din egen Mester, Din egen Herre? Hvergang Du dreier af fra hans Villie, skeer det for at sætte Din Villie i hans Sted; det er at ophøie Dig selv til Gud, og berøve den Høieste hans Guddommelighed. Er det nogen ringe Fornærmelse at snappe Kronen fra hans Hoved og Scepteret fra hans Haand? Jeg siger Dig, at det er en saadan Handling, at selv Himlen ikke vilde kunne bestaae medmindre den vrededes: blev denne Forbrydelse taalt og forblev den ustraffet, da vilde Himlens Hjul løftes af deres Axel, og hele den sædelige Verdensordens Bygning rystes i sin Grundvold. Et saadant Forræderi imod Gud skal tilvisse rammes af Straffen.

For at sætte Kronen paa det Hele, saa er Synden et Anslag imod Gud selv, thi Synd er Hjertets Gudsfornægtelse. Lad Synderens Troesbekjendelse være hvilken den være vil, saa har han dog i sit Hjerte sagt: "der er ingen Gud." (Psalm 14.1) Han ønsker, at der hverken gaves nogen Lov eller nogen Gud. Er dette en ringe Ting? At være Quds Morder! At ønske at sætte Gud ud af Verden! Er det noget han kan lukke øjet for? Kan den Højeste høre det uden at nedbøjes under Vægten deraf? Jeg beder Eder ikke tro, at jeg har villet løfte et unyttigt Raab imod Synd og Ulydighed. Den menneskelige Indbildningskraft kan ikke overdrive Syndens Onde, heller ikke vil Dødeliges Læber nogensinde formaae, om de end ligesom Esaias' skulde blive berørte med et glødende Kul fra Alteret, (Es 6.6-7) at udtordne Titusindedelen af Omfanget af den mindste Synd imod Gud. Betænker dog, kjære Venner! at vi ere hans Skabninger, og dog nægte vi at gjøre hans Villie! Han føder os, den Luft, vi indaande, har han skjænket os, og dog bruge vi denne Aande til at knurre og trodse imod ham! Endnu Et: vi staae altid for den alvidende Guds Åasyn, og dog er Guds Nærværelse ikke nok til at tvinge os til Lydighed. Dersom et Menneske krænkede Loven i Lovgiverens Nærværelse, vilde der tilvisse ikke kunne bæres over dermed: men saaledes ere jo baade i og jeg stillede. Vi nødsages til at bekjende: "imod Dig, imod Dig alene har jeg syndet og gjort det Onde for Dine øine." (Psalme 51.6) Vi maae ogsaa huske paa, at vi krænke just derved, at vi veed at vi krænke ham; vi synde ikke saaledes som Hottentotter og Kannibaler. Vi synde tiltrods for usædvanlig Oplysning og syvfold Kundskab; er dette en ringe Ting? Kunne I vente, at Gud skal bære over med bevidst og forsætlig Forseelse? O, at disse Læber dog havde Ord at udtrykke sig med, at dette Hjerte dog maatte blive brændende! thi dersom jeg formaaede at tydeliggjøre Syndens Skjændsel, vilde det bringe Blodet til at stivne at Rædsel selv i en hovmodig Pharaos Aarer, og den stolte Nebukadnesar vilde bøje sit Hoved i Frygt. Det er tilvisse en forfærdelig Ting, at have gjort Oprør imod den Højeste. Herren see i Naade til sine Tjenere og tilgive dem!

Dette er vort første Punkt, men jeg formaar ikke at lære Eder det, Gud maa selv undervise Eder ved sin Helligaand. O, at den Helligaand dog maa lade Eder fornemme, at Synden er i høj Grad syndefuld, saa at den derved bliver baade smertelig og byrdefuld for Gud.

For det andet, saa er nogle Synder særlig tyngende for Gud. Sammenhængen i vor Text vil hjælpe Eder til at indsee Betydningen af denne Sætning.

Der gives ikke Noget, som kunde kaldes en lille Synd, dog gives der Grader i Skylden, og det vilde være taabeligt at sige, at en syndig Tanke gjemmer i sig lige saameget Ondt, som en syndig Handling. En ureen Forestilling er syndig fuldstændig og i høi Grad syndig, men en ureen Handling er dog i høiere Grad udfordrende. Der gives Synder, sorn særlig udæske Gud. I Sammenhængen paa vort Sted see vi, at Usædelighed er en saadan. (see Kap 2.7) I Profeten Amos' Dage synes det jødiske Folk at have naaet en høj Grad af Løsagtighed og Utugt. Denne Synd er ikke ualmindelig i vore Dage; vore Gader ved Midnatstid og vore Skilsmissesager vidne noksom derom. Jeg siger ikke mere. Lad hver for sig holde sit Legeme reent; thi Mangel paa Kydskhed er et smerteligt Onde for Herren.

Undertrykkelse er ogsaa ifølge Profeten en stærk Udæskning af Gud. Profeten taler om at sælge den Fattige for et Par Sko (see Kap. 2, 6 og 8, 6); og Nogle vilde forfordele Enken og den Faderløse, og lade Bonden arbeide for Intet. Hvormange Forretnings-mænd trænge. ikke til at aabne deres Hjerte for deres Broder, som lider Mangel? (smlgn Joh 3.17) Menneskene indgaae Foreninger og drive ublu Aager ved Laan til de ulykkelige Væsener, som falde i deres Hænder. Spidsfindige Lov-fortolkninger og forslagne Udflugter overfor indgaaede Forpligtelser blive ofte til en smertelig Byrde for Gud, og kunne være sikkre paa at drage den Høiestes Vrede ned over sig.

Det synes ogsaa, som om Afgudsdyrkelse og Gudsbespottelse i høi Grad udæske Gud, og ere ham i høi Grad vederstyggelige. Amos siger, at Folket drak de falske Guders Viin. Dersom. et Menneske giør sin Bug, eller sit Guld, eller sine timelige Goder til sin Gud, og dersom han lever derfor istedetfor at leve for den Højeste, da er han en Afgudsdyrker. Vee over saadanne, og ligeledes Vee over dem, som tilbede Kors, Sakramenter eller Billeder!

Gudsbespottelse er navnlig en Synd, der ud-æsker Gud. Der gives ingen Undskyldning for Gudsbespottelse. Som George Herbert siger: "Vellyst og Viin er der dog nogen Fornøielse ved," Fordelen kan dog anføres til Forsvar for Gjerrighed, - "men den, som bander for et godt Ord, sætter sin Sjæl paa Spil for Ingenting." Der vindes Intet ved vanhellig Tale. Der kan ingen Fornøjelse være ved at bande, det er at krænke Gud blot for at krænke, og følgelig er det en stor og himmelraabende Synd, som gjør, at Herren kjedes ved Menneskene. Der kan være dem iblandt Eder, for hvem disse Ord ere en personlig Anklage. Skal jeg henvende mig til den Løsagtige eller til Undertrykkeren, eller til den Vanhellige? Ak, Du Sjæl, hvilken Barmhjertighed har Gud ikke udviist imod Dig saalænge! Dog, den Tid vil komme, da han vil sige: "vee, jeg vil mætte min Vrede paa mine Modstandere," (Esaias 1.24) og hvor let vil han da ikke befri sig for Eder og overgive Eder til en forfærdelig ødelæggelse.

Medens nogle Synder saaledes ere smertelige for Gud paa Grund af deres særlige Afskyelighed, ere mange Mennesker atter særlig strafværdige for Gud paa Grund af deres Synds Langvarighed. Hvor mange Gange har ikke den graahaarede Mand der udæsket den Høieste! De, som ere Ynglinge, have sikkert Aarsag til at beflitte deres Hjerter paa Viisdom paa Grund af den forholdsviis lange Tid, de have levet i Oprør imod Gud; men hvad skal jeg sige om Eder, som have henlevet et halvt Aarhundrede i aaben Krig med Gud, tredsindstyve, halvfjerdsindstyve - ja maaskee henved flirsindstyve Aar! Ak, I have haft firsindstyve Naades-Aar, og gjengjældt dem med firsindstyve Forsømmelighedens Aar!

O Gud, Du maa vel blive træt af Menneskenes Synders Langvarighed og Mangfoldighed!

Endvidere lægger Gud særlig Mærke til og trættes særlig ved Synd, som er forenet med Halsstarrighed. O, hvor halsstarrige kan dog ikke nogle Mennesker være! De ville fordømmes; der er ingen Hjælp for dem; det synes, som vilde de springe over Alperne for at naae Fortabelsen, og svømme gjennen Ild og Vand blot for at faae ødelagt deres Sjæle. Jeg kunde fortælle Eder om Mennesker, som have været saare syge af Feber, Kuldegysninger og Kolera, og som kun have gjenvundet deres Sundhed for at begynde forfra med deres Synder. Nogle have havt store og mangfoldige Prøvelser i deres Forretninger; engang befandt de sig i gode Omstændigheder. men de ødte deres Indkomster til Sviir og bleve fattige; dog fremture de i Synd. De blive med hver Dag fattigere, de fleste af deres Klæder ere gaaede til Laanekontoret; men de ville ikke holde sig fra Viinhuse og Skjøgers Huse. De have atter mistet et Barn! Konen er syg, og Hungersnød truer hele Familien; men de gaae fremdeles videre med hævet Haand og udstrakt Arm. Dette er tilvisse Halsstarrighed. Synder! Gud vil lade Dig faae Din Villie en af disse Dage, og denne Villie vil blive Din evige ødelæggelse. Gud er træt af dem, som foresætte sig at gjøre Fortræd, og tiltrods for Advarsler, Opfordringer og Formaninger ere fast bestemte paa at fremture i synd.

Texten synes at sige os, at Utaknemmelighed er i høi Grad byrdefuld for Gud. Han fortæller Folket, hvorledes han førte det ud af Ægypten, hvorledes han udkastede Amoriterne, hvorledes han opvakte nogle af deres Sønner til Profeter og nogle af deres unge Karle til Naziræer (Amos 2.10-11), og dog gjorde de Oprør imod ham! Hvad der nagede mit Hjerte, dengang jeg først kom til Gud som en strafskyldig Synder, var ikke saameget, at mit udvortes Liv var særlig slet, som det, at jeg havde faaet en særegen Naade. Hvor ædelmodig har Gud dog været imod Nogle af os - Nogle af os, som slet ikke leed Mangel! Gud har aldrig styrtet os i Fattigdom, eller overladt os til Vanære eller til slette Exempler, men han har bevaret vor Sædelighedsfølelse og ladet os elske hans Huus, selv naar vi ikke elskede ham, og alt dette har han gjort Aar efter Aar; og hvor daarlig have vi ikke gjengjældt ham det! Hvilken Glæde, hvilken Befrielse, hvilken Kjærlighed, Trøst og Velsignelse have han ikke skjænket os, hans Folk! - og dog have vi syndet for hans Aasyn! Vel maa han føle sig som en Vogn, der er tynget under af Negenes tunge Vægt.

Lad mig, forinden jeg forlader dette Punkt, bemærke, at det synes at fremgaae af vor Text, at Herren er saa nedtynget, at han stønner. Ligesom den fuldt belæssede Vogn giver sig under den tunge Vægt, saaledes stønner Herren under Vægten af Synden. Have I aldrig hørt det Ord: "hører, I Himle! og Du Jord! mærk; thi Herren har talet, jeg har opdraget Børn og opfostret dem, men de have gjort Overtrædelse imod mig !" (Es 1.2) Hører atter: "vender om, vender om fra Eders onde Veje! hvorfor ville I dog dø, Israels Huus? (Ezech 33.11) Dog, hører heilere Klagen fra Jesu Læber, den er blid og venlig som Duggen: "o Jerusalem, Jerusalem, Du som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som ere sendte til Dig, hvor ofte vilde jeg forsamlet Dine Børn, saaledes som en Høne samler sine Kyllinger under sine Vinger! og I vilde ikke !" (Matth 23.37) O Synder! Gud er saaret i sit Hjerte ved Din Synd; Din Skaber sørger over det, som Du leer af; Din Frelser raaber over det, som Du agter for ringe: "o, gjører dog ikke denne Vederstyggelighed, som jeg hader !" (Jerem 44.4) Gjør det for Guds Skyld ikke! Vi sige ofte: "for Guds Skyld", uden at vide, hvad vi mene dermed; men her seer I, hvad det vil sige: for Guds Skyld volder ikke Eders Skaber Sorg, at I ikke nødsage den Evige selv til at bryde ud i Klageraab over, at han er nedtynget af Eder. Vender om, vender om fra det Onde! thi hvorfor ville I dø, I som høre Israels Huus til? - Hermed forlader jeg disse tvende Punkter for, i al Korthed, at vende mig til det næste.

Alt imedens det er en Sandhed, at Synden er smertelig for Herren, saa forhøjer det just hans Naade for os, naar vi see, at han bærer denne Vægt. Ligesom der ikke siges om Vognen, at den gaar istykker, men at den tynges ned, saaledes er ogsaa han nedtynget, men han bærer den alligevel. Dersom I eller jeg befandt os i Guds Sted, mon vi da vilde have baaret den? Nei, inden en Uge var gaaet, vilde vi have opbrændt Jord-kloden eller knust den til Støv under vore Fødder. Dersom Himlens Lov var ligesaa redebon til at straffe, som de menneskelige Love ere det, hvor vilde vi da være? Hvor let kunde han ikke hævne sin Ære! Hvor mange Tjenere staae ikke rede rundt om ham til at adlyde et-hvert Vink af ham! Ligesom den romerske Konsul drog ud ledsaget af Liktorer, der bare hans øxe, - saaledes ledsages Gud altid af sine Fuldbyrdere, som ere rede til at udføre hans Domme. En Steen, en Tagsteen, en Lynstraale, et Vindstød, et Støvgran, en Gasexplosion, et brudt Blodkar, og alt er forbi; I ere døde og over-givne i en fortørnet Guds Hænder! I Sandhed, Herren holder sin Vredes Tjenere tilbage, thi Himlen raaber: "hvorfor skulle vi dække denne Uslings Hoved ?" Jorden spørger: "hvorfor skulde jeg skjænke Synderens Plov en Høst ?" Lynet rammer og siger: "lad os ihjelslaae denne Oprører og Havet oprøres imod denne Synder og higer efter at opsluge ham. Der gives intet stærkere Beviis paa Guds Almagt end hans Langmodighed; thi den aabenbarer den uendelige Kraft Gud har til Selvbeherskelse. Synder, Jehova bærer over med Dig! Englene have undret sig derover; de tænkte, han vilde straffe, men han bar dog over med Eder. Have I nogensinde seet en sagtmodig Mand blive fornærmet? Paa Gaden støder han paa en Skurk, som haaner ham i en Flok Gadedrenges Nærværelse. Han taaler det. Skurken spytter ham i Ansigtet; han taaler det fremdeles. Fornærmeren slaar ham; han finder sig deri med Ro. "Giv ham en Dragt Prygl siger En". "Nej," siger han: "jeg tilgiver ham alt, hvad han har gjort mig." Skurken slaar ham til Jorden og kaster ham i Rendestenen, men han taaler det fremdeles ja, da han rejser sig, besudlet af Gadesnavs, siger han: "dersom der er noget, hvor-med jeg kan tjene Dig, vil jeg gjøre det." I selv-samme Øieblik bliver Skurken anholdt af en Politibetjent for Gjæld. Det Menneske, som var bleven overfaldet, tager sin Tegnebog frem, betaler Gjælden og siger: "nu kan Du gaa, Du er fri." Men see, Skurken spytter ham paany i Ansigtet efter dette! "Nu," siger I, "nu maa da Retten gaa sin Gang." Kan der længere være Rum for Taalmodighed? Saaledes vilde Mennesker bære sig ad; Gud har ikke baaret sig saaledes ad. Endskjønt han ligesom Vognen er bøjet under Negenes Vægt. saa efterligner han fremdeles Vognen deri, at Vognaxlen ikke brækkes istykker. Han bærer Vægten. Han bærer fremdeles over med uomvendte Syndere.

Dette fører mig da til det fjerde Hovedpunkt, som jeg ønsker I ville skjænke Eders største Opmærksomhed. Jeg er bange for, at nogle af Eder aldrig have betragtet Synden i dette Lys, som smertelig for Gud. ellers vilde I ikke ønske at smerte ham mere. Paa den anden Side føler Nogle af Eder, hvilken bitter Ting det Onde er, og ønske at blive det kvit. Dette er vort fjerde Hoved-punkt. Gud bærer ikke alene fremdeles over med Synden, men i sin Søn bærer og borttager Gud Synden. Disse Ord have en dyb Betydning, naar Vi lægge Jesus dem i Munden: "jeg nedtrykkes under Eder, saaledes som en Vogn, belæsset med Neg, nedtrykkes". Her er den store Gaade. Gud maa straffe Synden, og dog ønsker han at vise Barmhjertighed. Hvorledes kan det stemme? See, Jesus kommer for at være Stedfortræder for alle dem, som tro paa ham. Hele Syndeskyldens Vægt er lagt paa hans Skuldre. See, hvorledes de dynge den menneskelige Synd i store Masser paa ham!

"Herren lod al vor Misgjerning komme over ham." (Esaias 53.6) Der ligger den, den ene Dynge ovenpaa den anden, indtil han er nedbøiet under den ligesom Vognen, der giver sig, idet den bevæger sig henad Vejen. "Han var foragtet og ikke at regne blandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom." (Es 53.3) See ham, hans Sved faldt "liig Blodsdraab er, der falde ned paa Jorden." (Luk 22.44) Herodes spotter ham; Pilatus haaner ham. De have slaaet Juda's.Fyrste paa hans Kind. "Jeg hengav min Ryg til dem, som sloge mig, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt." (Es 50.6) De have bundet ham til Skampælen, de have slaaet ham med Rør, ikke denne Gang fyrgetyve Slag mindre end eet", thi for ham gaves intet "mindre end eet." (Jøderne pleiede af angst for at tildele kun eet eneste slag formeget, at give eet slag mindre, altsta istedetfor 40, som var det høieste antal, kuin 39; see 5 Moseb 25.2-3 og 2 Kor 11.24) "Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Læge-dom ved hans Saar." (Es 53.5) See ham skride gjennem Jerusaleins Gader ligesom en tungt belæsset Vogn. I have vel Aarsag til at græde, I Jerusalems Døttre, skjønt han beder Eder aftørre Eders Taarer ! (Luk 23.27) Pøbelhoben raaber efter ham, som han gaar der, tynget under Vægten af sit Kors, der var et Sindbillede paa vor Synd. De føre ham til Golgatha. De kaste ham ned paa Ryggen og udstrække hans Hænder og Fødder. Det forbandede Jern trænger ind i den ømmeste Del af han Legeme, der hvor de fleste Nerver støde sammen. De reise Korset op. O, Du blødende Frelser, Din Smertens Stund er kommen! De støde det i Jorden, Naglerne sønderslide hans Hænder og Fødder. Han hænger i Dødskvaler, thi Gud har forladt ham, hans Fjender forfølge og tage ham i deres Magt, thi der er Ingen til at befri ham. De haane hans Nøgenhed; de gjøre hans Dødskvaler til en Skive for deres Spot. De lave Ordspil af hans Bønner (see Matth. 27, 46-47). Han er tilvisse nu en Orm og intet Menneske, saa nedværdiget, at man næppe skulde tænke, at der boede noget guddommeligt i ham. Feber fortærer ham; hans Tunge er tør ligesom et Potteskaar, og han raaber: "mig tørster!" Eddike er alt, hvad de have at byde ham. (Joh. 9, 28 fig.). Solen nægter at skinne og det tætte Midnatsmørke i denne skrækkelige Middagsstund er et passende Sindbillede paa det tidobbelte Mørke, der herskede i hans Sjæl. Ud af denne alt-omfattende Rædsel raaber han: "min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig?" (Matth. 27, 46). Da var han tilvisse tynget ned! Der har aldrig været nogen Smerte som hans Smerte (Begræd. 1, 24). Alle Sorger rummedes i hans Hjerte, og den menneskelige Skylds Straffedomme østes ud over hans Legeme og hans Sjæl. Skal Synden nogensinde blive en Bagatel for mig? Skal jeg lee af det, som bragte min Frelser til at stønne? Skal jeg lege og fjase med det, som gjennemborede hans Hjerte? Synder! vil Du ikke afstaae fra Dine Overtrædelser for hans Skyld, som leed for Din Skyld? "Ja," siger Du: "dersom jeg blot kunde tro, at han har lidt for min Skyld." Vil Du overgive Din Sjæl i hans Hænder ligestrax? Tør Du det? saa er han død for Dig og har borttaget Din Skyld, og baaret alle Dine Sorger, og Du vil gaae fri, thi Gud er forsonet og Din Synd er forladt. Kristus bar Byrderne for at lette Dig dem; han nedtyngedes, at Du kunde blive fri. Jeg vilde ønske, jeg kunde tale om min dyrebare Mester, saaledes som Johannes vilde have talet, som saae ham og vidnede om ham, thi han kunde tale i Klagetoner om Smerten paa Oliebjerget. Jeg giver hvad jeg har; O, at dog Gud hertil vilde føie den Kraft og Naade, at I maatte tro paa Jesus i dette Nu.

V. Hvis ikke - og det er vort sidste Punkt - vil Gud kun bære Vægten af vor fjendtlige Opførsel imod ham for en liden Stund; og høre vi ikke Kristus til, naar vort Endeligt stunder til, vil denne samme Vægt knuse os for evig.

Min Text er oversat af mange lærde Mænd paa en Maade, der er forskjellig fra den Udlæggelse deraf, som foreligger her. Efter deres Mening skulde der læses saaledes: "jeg vil trykke Eder ned, saaledes som en Vogn belæsset med Neg nedtynger Eders Sted." Det er, som en tungtbelæset Vogn trykkes dybt ned i Øster-lands bløde Veje og efterlader dybe Spor - saaledes vil jeg nedtynge Eder, siger Gud, formedelst Vægten af Eders Synd. Dette skal være Eders Dom, mine Tilhørere, dersom I staae udenfor Kristus: Eders egne Gjerninger ville nedtynge Eder. Behøve vi at udbrede os over denne Rædsel? Jeg mener Nej. Det gjælder kun om, at I personlig tilegne Eder denne Trudsel! Randsager Eder selv! Randsager Eder, siger jeg! Svar hver især for sig selv: Troer Du paa den Herre Jesus Kristus? I saa Fald gjælder Trudslen ikke Dig. Men dersom Du ikke troer, da bønfalder jeg Dig om at lytte til mig nu, som om Du var det eneste Menneske her tilstede. En Sjæl uden Kristus vil inden ret længe blive en Skibbruden; den, som ikke troer paa Kristus, er allerede dømt, fordi han ikke troer. (Joh 3.18) Hvorledes vil Du undflye, dersom Du ikke vil agte saa stor en Frelse? (Hebr 2.3) Herren taler saaledes til Eder: "giver Agt paa Eders Veie." (Haggai 1.5 og 7) Ved Tid og Evighed, ved Liv og ved Død, ved Himmel og Helved bønfalder jeg Eder om at tro paa ham, som er istand til fuldt ud at frelse dem, som komme til ham; men troer Du ikke paa Kristus, da skal Du dø i Din Synd.

Efter Døden kommer Dommen! (Hebr 9.27) O tænk! Dommen, Domsbasunen, de store Masser, Bøgerne, den store hvide Throne, hvor det skal hedde: "kommer hid, I Velsigne de," og "bort, I Forbandede!" (Matth 25.34 og 41)

Efter Dommen, da venter Helvede den Sjæl, som er uden Kristus! Hvem af os skal bo i den fortærende ild? Min Bøn er, at Ingen af os maa blive fordømt. Men vi maa blive det, dersom vi ikke ty hen til Kristus. Jeg bønfalder Dig, min Tilhører, fly hen til Kristus! Jeg vil maaskee aldrig see Dit Ansigt igjen; Dine Øme vil maaskee aldrig mere skue ind i mine Øine; men jeg afryster Skylden for Dit Blod, hvis Du ikke troer paa Kristus. Mine Taarer bønfalde Dig: mine Læber overtale Dig; Gud har havt Taalmodighed med Dig, lad hans Langmodighed lede Dig til Omvendelse. Han vil ikke Nogens Død, men at de skulle omvende sig og leve (1 Tim 2.4); og denne Omvendelse ligger hovedsagelig i, at Du troer paa Jesus af Din ganske Sjæl. Vil Du tro paa Kristus? Nei, jeg veed, at Du ikke vil, medmindre den Helligaand vil nøde Dig dertil; men dersom Du ikke vil, skal det ialtfald ikke være af Mangel paa Opfordring og Overtalelse. Kom, nu er det Naadens Velkomst Tid. Jeg beder Dig, kom! Jesus med hans gjennemborede Hænder indbyder Dig, skjønt Du saa længe har forkastet ham. Han banker paa igjen. Hans uovervindelige Kjærlighed byder Din Ondskab Trods. Han beder Dig, at Du lader Dig frelse. Synder, vil Du eie ham eller ikke? "Hvo som vil, komme og tage Livets Vand uforskyldt !" (Joh Aab 22.17) Gud hjælpe Eder til at komme, for den herliggjorte Forsoners Skyld! Amen!

cows.gif