Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

mealtime.gif

Spisetid i Kommarken.

Ruth 2, 14: "Og Boas sagde til hende: "naar det er Tid til at æde, da kom herhid og æd af Brødet og dyp Din Bid i Eddiken " Og hun satte sig ved Høst folkenes Side, og han rakte ristede Ax til hende, og hun aad og blev mæt og levnede."

Vi begive os ud paa Kornmarkerne, ikke saa meget for at sanke Ax der, som for at hvile os med Høstfolkene og Axsamlerne, naar disse nyde en Forfriskning i Skyggen af et eller andet stort Egetræes Skygge. Vi haabe, at en eller anden undseelig Axsamlerske vil tage imod vor Indbydelse og trøstig spise med os og dyppe sit Stykke i Eddiken. Maatte vi dog Alle have Mod til fuldt ud at holde Gjæstebud for vort eget Vedkommende, og Kjær-lighed nok til at bringe en Deel hjem med os til vore trængende Venner!

I. Det første Punkt, vi have at lægge Mærke til, er at Guds Høstmænd have deres Spisetider. De, som arbeide for Gud, ville finde, at han er en god Herre. Han bærer Omsorg for Oxen, og har befalet Israel: "Du skal ikke binde Munden paa en Oxe, naar den tærsker." (5 Moseb 25.4) Saa meget mere vil han bære Omsorg for sine Tjenere. "Han har givet dem Spise, som frygte ham; han kommer evindeligen sin Pagt ihu." (Psalm 111.5) Høst-folkene paa Jesu Ager skulle ikke blot modtage en riig Løn paa det sidste, men de skulle have fuldtop af Nydelser, medens de endnu ere paa Vejen. Det behager ham at lønne sine Tjenere paa dobbelt Maade: først i selve deres Gjerning, og dernæst i Gjerningens søde Frugt. Han skjænker dem en saadan Glæde og Trøst i deres Mesters Tjeneste, at det bliver en behagelig Tjeneste, og de udbryde: "Herre, vi frydes ved at gjøre Din Villie!" Himlen lukkes op ved at tjene Gud Dag og Nat, og en Forsmag paa Himlen fornemmes, naar man tjener Gud her paa Jorden med nidkjær Udholdenhed.

Gud har forordnet visse Spisetider for sine Høstfolk og han har bestemt, at et af disse skal finde Sted, naar de komme sammen for at høre Ordet blive prædiket. Saafremt Gud er med sine Tjenere, da gjøre disse som Disciplene fordum, idet de modtage Brødet og Fiskene af den Herres Jesu Hænder, og uddele det derefter til Folket. Vi formaae ikke af os selv at mætte en eneste Sjæl, langt mindre Tusinder; men naar Herren er med os, kunne vi holde ligesaa godt et Bord som Salomon selv med al hans fine Meel, fede Oxer, Raabukke og Daadyr. Naar Herren velsigner Husets Forraad, er det ligegyldigt, hvormange Tusinder der ere tilstede, alle hans Fattige skulle mættes med Brød. Jeg haaber, kjære Venner, at I vide, hvad det vil sige at sidde Skyggen af Guds Ord med stor Fryd, og finde dets Frugter søde at smage. Der, hvor Læren om Guds Naade dristig og uforfalsket er overleveret Eder i Forbindelse med Aabenbaringens øvrige Sandheder; der, hvor Kristus paa Korset altid holdes høit i Veiret; hvor Aandens Gjerning ikke er glemt; hvor Faderens heriige Formaal aldrig foragtes - der vil sikkerlig altid være et rigt Forraad for Guds Børn.

Vor naadige Herre anordner os ogsaa ofte Maaltider ved vor Læsning og Betragtning hjemme. Her er det, at hans "Stier dryppe af Fedme." (Psalm. 65, 12) Intet kan være mere nærende for den Troendes Sjæl end at ernære sig ved Ordet, og fordøje det ved jævnlig Betragtning. Intet Under, at Menneskenes Væxt foregaar saa langsomt, naar de tænke saa overmaade lidt. Kvæget maa tygge Drøv; det, der ernærer dem, er ikke det, som de rive af med Tænderne, men det, som de tygge og fordøie ved deres Drøvtygning Vi maae tage Sandheden og atter og atter tage den op paany i vor Tanke, saa ville vi vide at uddrage passende Næringsmidler deraf. Mine Brødre, staar den religiøse Betragtntng ikke for Eder som det Land Gosen? Naar Menneskene fordum sagde "der er Korn at faae i Ægypten," (1 Moseb 42.1) ville de da ikke til alle Tider nødes til at sige, at den fineste Hvede er at finde i Bønnen i Lønkamret? Huus-Andagten er et Land, der flyder med Mælk og Honning, et Paradiis, der yder alle-slags Frugter, et Gjæstebuds Huus med udsøgte Vine. Ahasverus gjorde vel store Gjæstebud men alle hans hundrede og tyve Provindser tilsammentagne kunde ikke frembringe saadanne Lækkerier, som den stille Betragtning skænker en Kristens Sind. Hvor kunne vi vel næres og lægge os til Hvile paa grønne Græsgange i skjønnere Betydning, end vi gjøre, naar vi gruble over Guds Ord? Den religiøse Betragtning udskiller Hovedindholdet af al den Glæde, der indeholdes i den hellige Skrift, og glæder vor Mund med en Sødme, som overgaar Jomfruhonningens. De Tider, hvor I trække Eder tilbage i Bønnen, burde være Forfriskningstider for Eder, i hvilken I ligesom Høstfolkene ved Middagstid sidde hos Mesteren og glædes ved at blive deelagtige i hans naadefulde Forraad. Faarehyrden paa en Græsgang pleiede at sige, at naar han var ene og hans Madpose var tom, saa var hans Bibel ham baade Mad, Drikke og Selskab; han er ikke det eneste Menneske, som har fundet Fylde i Ordet, naar alt andet ellers var tomt. Under Slaget ved Waterloo blev en Soldat, der var dødelig saaret, af sine Kammerater bragt hen til Bagtroppen; og efterat være bleven stillet op med Ryggen imod et Træ, bad han en Ven om at aabne hans Tornyster og tage hans Bibel ud af den. "Læs et Vers deraf for mig," sagde han, "forinden jeg lukker mine øine i Døden." Hans Kammerat læste det Vers for ham: "Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke, som Verden giver;" (Joh 14.27) og see, midt under Kuglernes Hvislen, Trommehvirvlerne og Kamptummelen skjænkedes der denne troende Sjæl en saadan hellig Ro, at han, forinden han faldt i Søvn i Jesu Arme, sagde: "ja, jeg har en Fred med Gud, som overgaar al Forstand, den opretholder mit Hjerte og min Sjæl ved Jesus Kristus." Kristne nyde tilvisse frydefulde Maaltider, naar de i Ensomhed fordybe sig i Betragtning.

Lad os ikke glemme, at der er et særlig anordnet Maaltid, som bør forekomme i det mindste een Gang ugentliigt -- jeg mener Herrens Nadvere! Her have I saavel bogstavelig som aandelig talt et Maaltid. Bordet er rigt dækket, der findes paa det baade Brød og Viin, og idet vi betænke, hvad dette er et Sindbillede paa, have vi for os et Bord, rigere end nogen Konge kunde dække det. Her have vi vor Herres Jesu Kjød og Blod, og dersom et Menneske æder heraf, da skal han aldrig mere hverken hungre eller tørste, thi dette Brød skal blive ham et evigt Liv. O! hvilke dejlige Tider have vi ikke erfaret ved Herrens Nadvere! Dersom Nogen af Eder havde kjendt Glæden ved at nære sig ved Kristus selv i denne hellige Indstiftelse, da vilde I sikkert bebreide Eder selv, at I ikke ere traadte i Samfund med Kirken. Ved at holde Mesterens Bud skjænkes der os "en stor Belønning," (2 Moseb 15.20) og selvfølgelig gaae vi ogsaa glip af en stor Belønning (Heb 10.35) ved at forsømme dem. Kristus er ikke saaledes bunden til Sakrament-Bordet, at han altid findes der af dem, som tage Deel deri, men dog er det paa "Vejen,-" at vi maae vente, at Herren vil møde os (smlg. Luk 24.17 og 35) "Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger," (Joh 14.15) det er en Sætning fuld af rørende Kraft. Knælende ved hans Bord er vor Sjæl steget fra Billedet til Virkeligheden; vi have ædt Brød i Guds Rige og have heldet vort Hoved til Jesu Bryst. »Han fører mig til Viinhuset, og Kjærlighed er hans Banner, som vaier over mig." (Høis 2.4)

Foruden disse regelmæssige Maaltider gives der andre, som Gud bereder os til Tider, hvor vi maaskee mindst havde ventet dem. I gaae paa Gaden, og føle pludselig en hellig Flodbølge reise sig i Eders Sjæl og søge op mod Gud; eller I føle midt i Eders Gjerning Eders Hjerte smelte af Kjærlighed, føle det hoppe af Glæde, ret ligesom Bækken, der har været bunden af Vinterkulden, pludselig føler Foraarets Nærhed. I have sukket betyngede og ligesom lænkede til Jorden; men Jesu Kjærlighed har omsluttet Eders Hjerte paa en Tid, da I næppe tænkte paa den, og Eders Aand, frigjort og glødende, har glædet sig for Herren ved Pauker og Dands, som Mirjam fordum.(2 Moseb 15.20) Der har stundom været Tider, hvor jeg med Glæde var vedbleven at prædike langt ud over den fastsatte Tid, thi min overstrømmende Sjæl lignede et Kar, der manglede Afløb. Der har endog været Tider, hvor vi paa vort Sygeleie vilde have været fuldkommen tilfredse med bestandig at være syge, naar blot vort Leie altid kunde være redet med saa øm en Kjærlighed og vort Hoved støtte sig saa blidt til den tilgivende Naade.

Vor velsignede Frelser kommer til os om Morgenen og vækker os, idet han indgiver os skjønne Tanker i vore Sjæle; vi vide ikke, hvorfra de komme, men det er, som om Duggen paa sit Besøg hos Blomsterne medlidende vilde lade nogle Draaber falde paa vor Sjæl. Ogsaa i den kølige Aftenstund, naar vi have lagt os til Hvile, har det været velgjørende at nedsænke os i Betragtning over ham; og i vaagne Nætter, naar vi kastede os frem og tilbage paa vort Leie uden at kunne falde i Søvn, har det behaget ham at være vor Sang i Natten.

Guds Høstfolk finde, at det er et strængt Arbeide at høste; men de føle en velsignet Husvalelse ved paa en og anden Maade at sidde og æde af deres Mesters rige Forraad; de rejse sig da atter med fornyet Kraft og skjærpet Segl, for atter at høste i Middagsheden.

Lad mig gjøre opmærksom paa, at medens disse Maaltider indtræffe paa Tider, som vi ikke nøjagtig kunne forudsige, saa er der visse Tider, hvor vi kunne vente dem. I Østerland sidde Høstfolkene Sædvanlig i Skyggen af et eller andet Træ eller en Hytte, for at nyde en Forfriskning under Dagens Hede. Og jeg er sjkker paa, at naar Sorg, Bekymring, Forfølgelse og Tab er smerteligst for os, da er det ogsaa, at Herren vil sende os den bedste Husvalelse. Vi maae arbeide, indtil Synden bringer Sveden frem paa vor Pande, men da kunne vi ogsaa bave Udsigt til Hvile; vi maae bære Dagens Byrde og Hede, forinden vi kunne vente at blive indbudne til de udsøgte Maaltider, som Herren bereder for sine trofaste Arbejdere. Naar Trængselens Dag er allerhedest, da skal ogsaa Jesu Kjærlighed være sødest.

Disse Maaltider indtræde ogsaa hyppig forinden en Prøvelse. Elias vederkvægedes under et Enebærtræ, (1 Kong 19.4 flg) thi dette Maaltid skulde styrke ham til at foretage en fyrgetyve Dages Reise. I maae befrygte, at en eller anden Fare er nær, naar Glæden er overstrømmende. Naar I see et Skib indtage store Forraad, da er det sandsynligviis bestemt til en lang Søreise, og naar Gud lader Eder leve et mere end sædvanligt inderligt Samliv med Jesus, da maae I vente en lang Seilads paa et stormfuldt Hav. Husvalende Styrkningsmidler forberede til alvorlige Kampe.

Forfriskningstider indtræde ogsaa efter en eller anden Trængsel eller vanskelig Tjeneste. Kristus blev fristet af Djævelen; bagefter kom Englene og tjente ham. Jakob brødes med Gud og bagefter mødte Skarer af Engle ham i Mahanaim. (1 Moseb 32.1-2) Dengang Abraham havde kæmpet med Kongerne og vendte tilbage fra Slaget, da var det, at Melchisedek forfriskede ham med Brød og Viin. Efter Striden Glæde, efter Slaget Gjæstebud! Naar Du har biet paa Herren, da skal Du sidde ned, og Din Mester vil binde op om sig og tjene Dig.

Lad Verdensmenneskene sige, hvad de ville, om Religionens Strænghed, vi finde ikke, at det forholder sig saaledes. Vi indrømme, at Kristi Høstarbeide har sine Vanskeligheder og Trængsler, men dog er det Brød, vi æde, af en himmelsk Sødme, og Vinen, som vi drikke, er presset af himmelske Druer.

II. Følger mig nu, idet jeg vender mig til et nyt Punkt. Axsamleren er venligst indbuden til disse Maaltider, det vil sige, den arme skjælvende Fremmede, som ikke har Kræfter nok til at høste, som ikke har nogen anden Berettigelse til at opholde sig paa Ageren end Barmhjertighedens - den arme skjælvende Synder, som er sig sin Mangel paa Fortjeneste bevidst, som er forsagt og modløs, han indbydes til denne Kjærlighedsfest.

Axsamlersken i vor Text er indbudt til at komme. "Naar det er Tid til at æde, da kom herhid." Vi stole paa, at Ingen af Eder vil lade sig afholde fra at komme til Festen paa Grund af sin Dragt, sin personlige Eiendommelighed, sin Fattigdom; nei, ikke engang paa Grund af sin legemlige Skrøbelighed. "Naar det er Tid til at æde, da kom herhid." Jeg har kjendt en Kvinde. der var saa døv, at hun ikke kunde høre en eneste Lyd, og dog indfandt hun sig altid i Guds Huus, og naar man spurgte hende, hvorfor hun kom, svarede hun, at en Veninde var saa god at lede Texten op for hende, og saa behagede det Gud at indgive hende mangen en god Tanke over den, medens hun sad der i hans Menighed; desuden følte hun, at det som Troende var hendes Pligt at ære Gud ved sin Nærværelse i hans Forgaarde og ved at bekjende, at hun sluttede sig til hans Folk; og endnu mere, fordi hun altid havde holdt af at være i det bedste Selskab, og da Gud var tilstede her, saavelsom de hellige Engle og den Høiestes Bekjendere, saa vilde hun gaae derhen, enten hun saa kunde høre noget af Prædikenen eller ikke. Naar saa danne Mennesker finde sig tilfredsstillede ved at komme, saa bør vi, som kunne høre, aldrig blive borte. Skjønt vi føle vor Uværdighed, bør vi dog længes efter at blive førte til Guds Huus, ligesom den Syge førtes til Bethesda Dam i det Haab, at Vandet vilde bevæges og han maatte slippe ned i det og blive helbredet. (Joh 5.1 flg) Du bange Sjæl, lad aldrig Djævelen forlede Dig til at holde Dig borte fra Guds Menigheds Forsamling; naar det er Tid til at æde, da kom herhid !"

Endvidere blev hun indbuden ikke blot til at komme, men ogsaa til at æde. Alt hvad der er af Lindring og Trøst i Guds Ord, det ere I, de nedbrudte og forsagte i Aanden, indbudne til at tage Deel i. "Jesus Kristus kom til Verden for at gjøre Syndere salige" (1 Tim 1.15)

-- Syndere, saaledes som I ere. "'Til bestemt Tid døde Kristus for de Ugudelige" (Rom 5.6) - saadanne Ugudelige, som I føle Eder at være. I ønske at høre Kristus til; I skulle komme til at høre Kristus til! I sige i Eders Hjerte: "O, at jeg dog kunde æde Børnenes Brød!" (Mark 7.28) I skulle æde det! I sige: "jeg har ingen Ret dertil." Men Herren lader sin Indbydelse udgaae til Dig! Kom uden nogen anden Ret end den, Indbydelsen giver: men eftersom han indbyder Dig til at komme, tag ham da paa Ordet; og om der er en Pagt, tro da paa den; og om der er et opmuntrende Ord, tag da derimod, og lad al dets Sødme blive Din.

Lægger fremdeles Mærke til, at hun ikke blot var indbuden til at æde Brødet, men til at dyppe sin Bid i Eddiken. Vi maae dog ikke tænke os denne blot som et eller andet surt Stof. Ganske vist findes der sure Sjæle i Menigheden, som altid dyppe deres Bid i den allersureste Eddike, man kan tænke sig, og som med gnaven Gavmildhed indbyde Andre til at dele deres Elendighed med sig; men Eddiken i vor Text er noget ganske andet. Dette har været enten en Blanding af forskjellige Frugtsafter eller en eller anden mild Viin blandet med Vand, som det den Dag idag er almindelig Skik og Brug i Høstens Tid paa Markerne i Italien og andre varme Lande en Drik, der vel ikke er synderlig stærk, men god nok til at give Føden Velsmag. Det var, for at bruge det Ord, der giver den bedste Forstaaelse, en Dyppelse, som østerlænderne bruge til at dyppe deres Brød i. Ligesom vi bruge Smør, eller som Andre undertiden betjene sig af Olie, saaledes benyttede disse i Høstens Tid det, som her benævnes "Eddike", i den Formening, at den havde en kjølende Virkning. Kjære, Ogsaa Herrens Høstfolk have Dyppelse til deres Brød! De have ikke blotte Læresætninger, men de have den rette Salvelse, som er Lærdommens egentlige Væsen; de have ikke blot Sandheder, men en hellig Fryd følger Sandhederne. Tag for Exempel Læren om Udvælgelsen, som ligner Brødet; see der er en Dyppelse ogsaa til den. Naar jeg nemlig kan sige: "han elskede mig, førend Verdens Grundvold blev lagt," (Joh 17.24) saa bliver den personlige Glæde over min Andeel i denne Sandhed ligesom en Dyppelse, hvori jeg dypper mit Brød. Og I, stakkels Axplukkere, I ere indbudne til ogsaa at dyppe Eders Brød deri. I Begyndelsen lykkedes det mig vel at æde noget af det bare Brød, men jeg formaaede ikke at dyppe det; den Lære var mig for høi, for mild, for trøsterig. Men, Gud skee Tak, senere har ogsaa jeg vovet at dyppe mit Brød deri, og nu kan jeg slet ikke spise Brødet uden den. Jeg vilde ønske, at enhver bange Synder vilde tage Deel i den trøsterige Deel af Guds Ord, selv i det, som Ordkløverne kalde "høie Lærdomme." Lad ham først tro den enfoldigere Sandhed, og saa dyppe den i den søde Lære og glædes i Herren.

Jeg troer at see Axsamlersken halv beredt til at komme, thi hun er hungrig, og hun har Intet med sig; men saa begynder hun at sige: "jeg har ingen Ret til at komme, thi jeg hører jo ikke til Høstfolkene; jeg gjør Intet for Kristus; jeg er kun en egenkjærlig Axsamler; jeg hører ikke til Høstfolkene." Nej! men du er indbuden til at komme. Drag det ikke i Tvivl; Boas indbød Dig; tag imod hans Indbydelse og kom strax! "Men, " siger Du, "jeg er saadan en ringe Axsamler; skjønt jeg kun arbejder for mig selv, er det kun saa lidet jeg vinder derved; jeg fik nogle faae Tanker, medens Prædikenen blev holdt, men jeg niister dem igjen inden jeg naar at komme hjem." Jeg veed det nok, Du svage Kvinde, men Jesus indbyder Dig alligevel. Kom! Tag Du den søde Forjættelse, som han byder Dig, og lad ikke Undseelse gjøre. at Du gaar sulten hjem. "Men," siger Du, "jeg er en Fremmed; I kjende ikke mine Synder, mine syndige Tilbøjeligheder, og mit Hjertes Gjenstridighed." Men det gjør Jesus, og dog indbyder han Dig. Han veed, at Du er kun en moabitisk Kvinde og fremmed for Israels Folk; men han beder Dig komme. Er det ikke nok? "Men," siger Du, "jeg skylder ham i forveien saa meget; han viser mig saa megen Godhed ved at bære over med mit syndefulde Liv, og det er saa kjærligt af ham, at han overhovedet lader mig høre Evangeliets Prædiken; jeg kan ikke fordriste mig til at trænge mig ind og sætte mig hos Høstfolkene." O, men han beder Dog jo gjøre det. Du viser større Anmasselse ved at tvivle end Du vilde gjøre ved at tro. Han beder Dig. Vil Du afslaae en Indbydelse fra Boas? Naar Jesu Læber udtale Indbydelsen, vil Du saa sige Nei? Kom, lige strax, kom blot. Husk paa, at den Smule, som Ruth kunde spise, kunde ikke gjøre Boas fattigere; og alt, hvad Du kunde trænge til, vilde ikke formindske Kristi Herligheds og Naade Rigdom. Har Du store Fornødenheder? Hans Forraad er større! Kræver Du stor Naade? Han er en stor Frelsermand! Jeg siger Dig, at hans Naade lige saa lidt kan udtømmes, som Havet kan det. Kom øieblikkelig, Der er nok til Dig, og Boas vil ikke blive fattigere ved fuldt ud at føde Dig. Desuden, lad mig meddele Dig en hemmelighed - Jesus elsker Dig; derfor er det, at han vil, at Du skal spise ved hans Bord. Dersom Du nu er en længselsfuld forsagt Synder, villig til at lade sig frelse, men dog er Dig fuldkommen bevidst, at Du ikke fortjener at blive frelst, - Jesus elsker Dig, og han vil føle større Glæde ved at see Dig æde, end Du selv vil føle ved at æde. Lad den søde Kjærlighed, han føler for Dig i sin Sjæl, drage Dig til ham. Og hvad mere er - men dette er en stor Hemmelighed, og kan kun hvidskes Dig i øret! - han har i Sinde at tage Dig til Ægte; og naar Du har ægtet ham, da høre jo Agrene Dig til, thi dersom Du er hans Hustru, da have I jo fælles Eiendomsret. Er det ikke saa? Skal Manden ikke dele med sin Hustru? Alle de Pagter, som ere "Ja og Amen i Kristus", (2 Kor 1.20) skulle være Eders; nei, de ere Eders nu, - "thi den Mand hører os nær til" (Ruth 2, 20), og inden ret længe vil han tage Dig til sig, og blive Din Ægtefælle i Trofasthed, Sandhed -og Retfærdighed. Vil du ikke æde af, hvad der hører Dig selv til? "O," siger en eller anden: "men hvor kan det dog være muligt? Jeg er jo en Fremmed." Ja, en Fremmed; men Kristus elsker den Fremmede! "En Tolder, en Synder ;" men han er "Tolderes og Synderes Ven." (Matth 11.19) "En Forkastet!" men han "samler de Fordrevne af Israel !" (Ps 147.2) "Et fortabt Faar !" men Hyrden forlader de ni og halvfemsindstyve i ørkenen for at opsøge det ene! (Luk 15.4) "En tabt Penning!" men han "feier Huset" (Luk 15.8) for at finde den! "En fortabt Søn !" men han lader ringe med Klokkerne, da han erfarer, at Du kommer tilbage. Kom, Ruth! Kom, du forsagte Axsamlerske! Jesus indbyder Dig, modtag Indbydelsen! "Naar det er Tid til at æde, kom da herhid og æd af Brødet, og dyp Din Bid i Eddiken !"

III. Endelig for det tredie - og dette er ret et trøsterigt Punkt i vor Fortælling Boas rækker hende de stegte Ax. Hun skulde "komme og æde". Hvor skulde hun sidde? Læg vel Mærke til, at "hun sad hos Høstfolkene". Hun følte sig ikke som een af dem, men hun "sad hos dem" just ligesom Nogle af Eder, der ikke komme til Herrens Nadvere, men sidde og see til. i sidde "hos Høstfolkene". I frygte for, at I ikke høre til Guds Folk; dog elske I dem og sidde hos dem. Er der et eller andet Gode, der kan faas, men som I ikke kunne opnaae, da ønske I at være dem saa nær som mulig, der have opnaaet det. "Hun sad hos Høstfolkene".

Og hvad hændte der hende saa, medens hun sad der? Udstrakte hun Haanden og tog selv Føden? Nej, der staar skrevet: "han rakte hende de stegte Ax". Ja, see det er Sagen! Ingen uden Høstens Herre kan uddele udsøgte :Naadegaver til aandelig-sindede. Jeg indbyder i min Mesters Navn, og jeg haaber, at jeg gjør det med Nidkjærhed, 'i Venlighed og Oprigtighed; men jeg veed vel, at paa min fattige Indbydelse kommer Ingen, forinden Aanden drager dem. Intet forsagt Hjerte vil modtage den guddommelige Vederkvægelse af min Haand; dersom Kongen ikke selv kommer og rækker de stegte Ax til enhver udvalgt Gjæst, vil Ingen tage imod dem. Hvorledes gjør han det? Ved sin Naades Aand indgyder han Dig fremfor Alt Tro. Du ængstes ved den Tanke, at det kan være sandt, at en saadan Synder, som Du er, kan "benaades i den Elskte" (Efes 1.6); han aander paa Dig, og Dit svage Haab bliver til Forventning, og denne Forventning skyder Knop og blomstrer op til en til Egnende Tro, som siger: "ja, min Elskede er min. (Høis 2.16) og til mig er hans Attraa." (Høis 7.10) Etter at have gjort dette, gjør Frelseren endnu mere; han udøser Guds Kjærlighed i vort Hjerte. Kristi Kjærlighed er ligesom en sød Balsam, indesluttet i en Krukke. Nuvel, den, som har gydt Balsam i Krukken, er ogsaa den Eneste, som forstaar at tage Laaget af den. Med sin egen erfarne Haand lukker han op for Velsignelsen og udgyder Guds Kjærlighed i Sjælen.

Men Jesus gjør mere end det: han overrækker med egen Haand de stegte Ax, idet han optager os i inderligt Samfund med sig. Troer ikke; at dette er en Drøm; jeg siger Eder, at der virkelig er noget saadant til, som at tale med Kristus den Dag idag. Ligesaa vist som jeg kan tale med min kjæreste Ven, eller finde Trøst i min elskede Hustrus Selskab, ligesaa vist kan jeg jeg tale med Jesus og finde inderlig Trøst i Samfund med Immanuel. Det er ingen Opdigtelse. Vi dyrke ikke en fjern Frelser, han er en Gud, der er nær ved Haanden. Hans Ord er i vor Mund og i vort Hjerte, og vi vandre dagligen med ham, saaledes som de Udvalgte i fordums Dage, og leve i Omgængelse med ham, saaledes som Apostlene vare det, ikke efter Kjødet, det er sandt nok, men paa virkelig og aandelig Viis.

Lad mig dog endnu engang føie til, at det i den bedste Betydning behager den Herre Jesus at række os de stegte Ax, naar Aanden giver os i Hjertet det ufeilbarlige Vidnesbyrd, at vi ere "fødte af Gud." (1 Joh 5.1) Et Menneske bør uden Spørgsmaal vide, om han er en Kristen. Philip de Morny, som levede paa Prins Henrik af Navarras Tid, pleiede at sige, at den Helligaand havde tydeliggjort ham hans egen Frelse ligesaa klarligen, som kunde det have været en Sætning, Euklid (berømt matematiker i oldtiden) havde beviist. I vide, med hvilken mathematisk Nøiagtighed de, der studere Geometrie, løse et Problem eller bevise en Sætning; med samme Sikkerhed, hvormed vi vide, at to og to er fire, maae vi vide, "at vi ere overgangne fra Døden til Livet." (1 Joh 3.14) Solen paa Himlen kan ikke staae klarere for øiet, end Frelsen for en fuldt bevidst Troende; et saadant Menneske kunde ligesaa godt være i Tvivl om, at han var til, som han kunde betvivle, at han besad et evigt Liv.

Lad nu den arme Ruths Bøn lyde, hun som staar derhenne saa forsagt. "Herre! ræk mig de stegte Ax!" "Viis mig et Tegn paa Din Naade !" "Handl gavmildt imod Din Tjener!" "Drag mig til Dig, vi ville løbe efter Dig!" "Herre, send Din Kjærlighed i mit Hjerte !" Ingen naar hen til Kristus uden derved, at Kristus aabenbarer sig for ham.

IV. Og nu til det sidste Punkt! Efterat Boas havde rakt hende de stegte Ax, fortælles der, at hun aad, blev mæt, og levnede. Saaledes vil det skee med enhver Ruth. Tidlig eller sildig vil Enhver, der omvender sig, blive en Troende, enhver Sørgende en Bekjender. Der maa være et Tidsrum for dyb Synds bevidsthed, et Tidsrum for megen Vaklen; men den Tid vil komme, da Sjælen bestemmer sig for Herren og raaber: "dersom jeg døer, da gaar jeg tilgrunde. Jeg vil gaae som jeg er, til Jesus. Jeg vil ikke længer gjøre mig til Nar med mine Men'er og Dersom'er, men da han opfordret mig til at tro, at han er død for mig, saa vil jeg tro det, og forlade mig paa hans Kors. til Frelse for mig." Naar I formaae at gjøre dette, ville I være "mættede". "Hun aad og blev mæt." Eders. Hoved skal tilfredsstilles ved den dyrebare Sandhed, som Kristus aabenbarer; Eders Hjerte skal glædes ved Jesus som den fuldkommen elskelige Gjenstand for Eders Kjærlighed; Eders Haab skal gaae i Opfyldelse, thi hvem have I i Himlen uden Kristus? Eders Attraa skal blive tilfredsstillet, thi hvad kan Eders Attraa hungre efter uden at kjende Kristus og blive fundet i ham? i skulle see Jesus udøve sin beroligende Indflydelse paa Eders Samvittighed indtil den fuldkommen har fundet Fred; han skal stille Eders Dømmekraft tilfreds, indtil I see Sandheden af hans Lærdomme; han vil gjenkalde i Eders Hukommelse, hvad han gjorde, og fylde Eders indbildningskraft med Udsigten til, hvad han endnu vil gjøre.

"Hun blev mæt og levnede." Nogle af os have inddrukket Kjærligheden i dybe Drag; vi have meent at kunne udtømme Kristus heelt, men naar vi saa havde gjort vort Bedste, saa have vi dog maattet levne uendelig meget. vi have sat os ned med en glubende Appetit ved Herrens Kjærligheds Bord, og sagt: "Intet uden det Uendelige vil nogensinde kunne tilfredsstille mig," og denne Uendelighed er dog bleven givet os. Jeg har følt, at jeg er saa stor en Synder, at intet mindre end et uendeligt Sonoffer kunde udslette min Synd; I have uden Tvivl følt det samme; men vor Synd er bleven borttagen;. og vi have fundet Fortjeneste nok, ja til Overmaal, hos Jesus; vor Hunger er bleven tilfredsstillet, og der har været Overflod tilbage for Andre, som ere stillede paa lignende Maade. Der gives visse søde Ting i Guds Ord, som I og jeg endnu ikke have nydt, og som vi endnu ikke formaae at nyde; dem nødsages vi til at undvære for en Stund, indtil vi ere bedre forberedte til at nyde dem. Har ikke vor Herre sagt: "jeg har endnu meget at sige Eder, men nu kunne I ikke bære det ?" (Joh 16.12) Der gives en vis særegen Kundskab, hvortil vi endnu ikke ere naaede, et inderligt fortroligt Samfund, hvortil vi endnu ikke ere komne. Der er saadanne Samlivets Høider, som vore Fødder ikke have kunnet bestige - jomfruelige Sneetinder paa Guds Bjærg, hvilke Menneskets Fod endnu ikke har berørt. Der gives et Hiinsides, og det vil der altid vedblive at være.

Et eller to Vers længere frem fortælles der, hvad Ruth gjorde med sine Levninger. Jeg anseer det for meget urigtigt, naar man er til Gjæstebud, at tage noget hjem med sig, men for hende gjaldt ikke nogen saadan Regel, thi det, hun levnede, tog hun hjem med sig og gav Naomi det. Saaledes skal det ogsaa gaae Eder, I arme Forsagte, som mene, at I ingen Ret have til nogen Bid for Eder selv; det skal være Eder tilladt at æde, og naar I ere ganske mætte, skulle I faae Mod til at bære en Deel med hjem til andre Hungrige i Hjemmet. Det glæder mig altid at see den unge Troende begynde at tage noget i sin Lomme til Andre. Naar I høre en Prædiken, da tænke I: "min stakkels Moder kan ikke komme ud idag; hvor jeg dog vilde ønske, at hun kunde have været her, thi det Skriftsted vilde have trøstet hende. Skulde jeg end glemme alt det øvrige, saa skal jeg dog meddele hende det." Lad Eders Aand være fri for Egenkjærlighed! See til at elske, som I ere blevne elskede! Husk paa, at "Loven og Propheterne" fuldkommes deri, at man elsker Herren sin Gud af sit ganske Hjerte og sin Næste som sig selv. Hvorledes kunne I elske Eders Næste som Eder selv, naar I ikke elske hans Sjæl? I have elsket Eders egen Sjæl; ved Naaden ere I ledede til at gribe Jesus; elsker Eders Næstes Sjæl, og vær ikke tilfreds, før I see ham ogsaa glæde sig over saadanne Ting, som ere Eders Livs største Fryd og Eders Aands Lyst. Tag Eders Ax hjem med Eder til dem, som I elske og som ikke selv kunne sanke Ax.

Jeg veed ikke, hvorledes jeg skal formaae at bringe Eder en mere glædelig Indbydelse, men jeg gad raabe af ganske Hjerte: "kommer og byder Jesus Velkommen!" Jeg beder min Herre og Mester, at han vil række Eder en Haandfuld stegte Ax til Trøst for Eder, om I ere forsagte Syndere, og jeg beder ham ogsaa, at han vil lade Eder æde saalænge, indtil I ere fuldt mættede!

cows.gif