Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

glean.gif

Aandelig Opsamling

Ruth 2,. 15: Lader hende ogsaa opsanke imellem Negene og beskæmmer hende ikke

Vore Venner ude fra Landet trænge ikke til at faae forklaret Betydningen af det Udtryk at sanke Ax. Jeg haaber, at denne Skik aldrig vil gaae af Brug, og at det altid vil være den Fattige tilladt at opsamle sin lille Deel af Høsten. Jeg frygter for, at Mange, som see de Fattige Aar for Aar opsamle Ax paa Markerne i deres eget Sogn, dog ikke ere saa vise, at de kjende noget til en aandelig Opsamling og dens himmelske Betydning. Dette skal nu denne Gang være Gjenstanden for min Betragtning, og jeg har taget Texten dertil af Ruths yndefulde Historie, som jeg veed I alle kjende. Jeg vil benytte denne Historie til at fremstille vor egen Stilling paa en simpel, men belærende Maade. For det første ville vi lægge Mærke til, at der er en stor Huus bonde: overfor Ruth var det Boas, overfor os er det vor himmelske Fader, der er Huusbonden. For det andet ville vi lægge Mærke til en ydmyg Axsamlerske: i dette Tilfælde var det Ruth, der sankede Ax, men hun kan betragtes som en Repræsentant for en hvilkensomhelst Troende. For det tredie er her et naadigt Tilsagn, der blev givet Ruth: "lad hende ogsaa opsanke imellem Negene, og beskæmmer hende ikke :" den samme Tilladelse er, aandelig talt, givet os.

I. For det første er den hele Jordens Gud en stor Eiendomsbesidder. Dette er Sandhed i alt hvad der angaar de naturlige Ting. Det er en Kjendsgjerning, at alle Agerdyrknings-Foretagender udføres ved hans Kraft og Bistand. Mennesket bereder Jorden og saar Sæden men, som Jesus siger: "min Fader er Viingaardsmanden." (Egentlig: den som eier jorden; joh 15.1) Han hersker over Skyerne og fordeler Solskin, han styrer Vindene og skjænker Regn og Dug; han giver ogsaa baade Kulde og Varme, og frembringer saaledes ved de forskiellige Naturprocesser Føde for Dyr og Mennesker. Imidlertid driver Gud hele sin Landeiendom udelukkende til Gavn for Andre, aldeles ikke for sig selv. Han trænger ikke til nogen af os eller vore Arbejder i Landhuusholdningen. Dersom han føle Sult, vilde han ikke underrette os derom. "Thi alle Dyrene, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal," siger han, "høre mig til." (Psalme 50.10) Kun den reneste Kjærlighed og Godhed boer i Guds Hjerte. Skjønt alle Ting tilhøre Gud, saa er dog hele hans Skabervirksomhed og al hans Forsorg ikke til for hans egen, men for hans Skabningers Skyld. Dette burde høilig opmuntre os til at forlade os paa ham. I aandelige Ting er Gud en stor Eiendomsbesidder; ogsaa her gjøres alle hans Gjerninger for hans Børns Skyld, at de maae mættes med den bedste Hvede. Lad det være mig tilladt at tale om Evangeliets udstrakte Marker, som vor himmelske Fader dyrker til Bedste for sine Børn. Der gives en stor Mangfoldighed af disse Agre, og de ere alle frugtbare; thi "Israel boer tryggeligen for sig selv, Jakobs øie er til et Land med Korn og Viin; hans Himle skulle dryppe med Dug." (5 Moseb 33.28) Enhver Ager, som vor himmelske Fader dyrker, vil give en riig Høst, thi hos ham er hverken Misvæxt eller Hungersnød.

1. En Deel af hans Ager kaldes Kundskabens, Lærdom mens Ager. Hvilke fulde Neg af ypperlig Hvede findes dog ikke der! Den, hvem det er tilladt at samle Ax der, vil samle Føde nok, og endda kunne opspare Noget, thi Jorden bærer rigelig. Betragt engang hint Udvælgelsens gode Neg,- i Sandhed fuldt af tunge Ax, saaledes som Farao saae dem i sin første Drøm, fulde og stærke. See der er nu det Neg, som jeg vil kalde den yderste Standhaftigheds Neg, hvor hvert Ax er en Forjættelse om, at den Gierning, som Gud har begyndt, vil han og fuldføre. Ere vi ikke i Besiddelse af tilstrækkelig Tro til at have Deel i ethvert af disse Neg, da maae vi sanke Ax omkring de Neg, som jeg vil kalde Gjenløsningen ved Kristi Blod. Mangen en stakkels Sjæl, der ikke kunde mættes ved den udvælgende Kjærlighed, eller fuldende sin Bestandighed i Kristus, kan dog blive mættet ved Forsoningen og fryde sig ved den ophøiede Lære om den stedfortrædende Lidelse. Mangfoldige og rige ere de Neg, som staae tæt Side om Side paa Lærdommens Ager; disse frem-bringe kongelig Føde for Herrens Familie, naar de tærskes ved dyb Betragtning og males paa Tankens Mølle.

Jeg undrer mig over, hvoraf det kommer, at vor Mesters Huusholdere ere saa tilbøielige til at lukke Leddet for denne Ager, ret som om de ansaae den for en farlig Jordbund. Hvad mig angaar, da ønsker jeg ikke blot, at mine Folk ville samle Ax her, men at de ville kjøre hele Vognlæs fulde af Neg hjem, thi de kunne ikke overmættes, naar den Føde, de nyde, er Sandheden. Frygte mine Medarbeidere for, at Jeschurun (symbolsk navn for Israels folk; see 5 Moseb 32.15) skal blive for feed og slaae ud, hvis han faar for megen Føde? Jeg er bange for, at der er mere Udsigt til, at han vil dø af Sult, dersom den sunde Lærdoms Brød forholdes ham. Dersom vi nære Kjærlighed til Ordets Forskrifter og Advarsler. behøve vi ikke at frygte for dets Lær-domme; tværtimod, vi burde opsøge dem og lade os nære af dem med Glæde. Læresætningerne om den ud-vælgende Naade burde fremsættes i det rette Forhold til Ordets øvrige Lærdomme; det er fattige Prædikestole, fra hvilke disse store Sandheder ere udelukkede Vi bør ikke holde Herrens Folk borte fra denne Ager. Jeg siger: luk Led det op paa viid Gab, og kommer ind alle I, som ere Guds Børn! Jeg er forvisset om, at paa min Mesters Ager voxer Intet, som vil gjøre Eder Fortræd. Evangelisk Lære er altid en sikker Lære. I kunne holde Gjæstebud paa den, indtil I ere mætte, og den vil ikke gjøre Eder Skade. Frygter for de Sandheder, der ikke ere aabenbarede. Frygter for aandelig Uvidenhed, men ikke for hellig Kundskab. Voxer i Naade og i Kundskab om Eders Herre og Mester Jesus Kristus. Alt hvad der læres i Guds Ord er meent at skulle være Gjenstand for en Kristens Betragtning, forsøm derfor intet deraf. Besøger dagligen Kundskabens Ager, og opsamler med den yderste Flid Ax paa den!

2. Den store Huusbonde har en anden Ager, som kaldes Forjættelsens Ager, den behøver jeg ikke at omtale, thi jeg haaber, at I ofte gaae ind paa den og samle. Jeg vil kun tage et Ax eller to ud af Negene og vise Eder dem, at I maae faae Lyst til at blive der Eders Livs hele lange Dag og føre et riigt Bytte med Eder hjem til Natten. Her er et Ax: "Bjergene skulle vige, og Høiene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra Dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes." (Esaias 54.10) Her er et andet: "naar Du gaar igjennem Vandene, da vil jeg være med Dig, og gjennem Floderne, da skulle de ikke overskylle Dig naar Du gaar igjennem Ild en, skal Du ikke svides, og Luen skal ikke fortære Dig." (Es 43.2) Her er et andet, det er lille af Væxt, men ligefuldt et vægtigt Ax: "min Naade er Dig nok." (2 Kor 12.9) Et andet er langt i Straaet, men det er en riig Sæd, det indeholder: "Eders Hjerte forfærdes ikke! troer paa Gud, og troer paa mig! I min Faders Huus ere mange Boliger; men dersom det ikke var saa, vilde jeg have sagt Eder det. Jeg gaar bort at berede Eder Sted; og naar jeg er gaaet og faar beredt Eder Sted, da vil jeg komme igjen og vil tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle ogsaa I være." (Joh 4.1 flg) Hvilket Ord er ikke dette! "Jeg kommer igjen !" Ja, kjære Venner, vi kunne sige om Forjættelsens Ager, hvad vi ikke ville være istand til at sige om en eneste Ager her i Landet; det er saa riig en Ager, at der umulig kan findes nogen rigere, og den eier saa mange Kornax, som ingen anden. O gaar hen og samler Ax der, I Arme og Trængende, og tænk aldrig, at det er for paatrængende! Den hele Ager er Din, hvert eneste Ax paa den; Du kan endog trække dem ud af Negene, og jo flere Du tager, desto flere har Du Lov til at tage.

3. Saa er der Forskrifternes Ager; der groer meget godt paa den Ager. Daabens Ager har været overvættes frugtbringende for Nogle af os, thi den har stillet os vor Død, Begravelse og Opstandelse i Kristus for øje, og vi ere derved blevne opmuntrede og belærte. Vi have havt godt af at bekjende, at vi staae paa Herrens Side, og vi have mærket, at det har stor Løn at holde Herrens Bud. Dog skal jeg ikke opholde Eder længe paa denne Ager. thi nogle af vore Venner mene, at den har en sumpet Jordbund; jeg ønsker dem mere Lys og mere Naade. Dog, vi ville skride videre til Nadver-Ageren, hvor tilvisse vor Herres bedste Sæd voxer. Hvilken riig Næring have vi ikke faaet paa denne Plet! Have vi ikke der smagt den sødeste og meest nærende af al aandelig Føde? Ingen Ager paa den hele Eiendom kan maale sig med denne, Konge-Ageren. I Evangeliets Ax-Samlere! dvæler her paa denne Ager; samler Ax paa den første Dag i hver Uge (Spurgeon skal selv gaae til alters hver søndag O.A.) og venter at mødes med Eders Herre der; thi der staar skrevet: "han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet." (Luk 24.35)

4. Den himmelske Eiendomsbesidder eier fremdeles en Ager, der ligger paa en Høi og ligner den bedste af de andre, om den end ikke overgaar den. I kunne ikke virkelig og i Sandhed betræde nogen af de andre, uden I ogsaa gaae igjennem denne; thi Veien til de andre Marker gaar over dette Stykke Land paa Højen; det kaldes: Fælleskab og Samfund med Kristus. Paa denne Ager er det tilladt Herrens Udvalgte at samle Ax. Nogle af Eder ere blot løbne igjennem den og have ikke givet sig Tid til at standse længe nok; men den, som forstaar, hvorledes han skal dvæle, ja leve her, han vil anvende sin Tid baade indbringende og behagelig. Det er kun i Forhold til vor Omgængelse med Kristus og vort Samfund med ham, at Forskrifter, Lærdomme og Forjættelser kunne komme os tilgode. Alle andre Ting ere tørre og golde, medmindre vi kunne glædes ved Kristi Kjærlighed, medmindre vi efter ligne ham, med-mindre vi altid forblive i ham og glædes ved hans Kjærlighed. Det gjør mig ondt at maatte sige, at kun faae Kristne tænke synderlig paa denne Ager; det er dem nok at være rettroende og nogenlunde nøiagtige i Udøvelsen af deres Pligter; de bryde sig langt mindre end de burde om at holde sig i nært Samfund med Kristus Jesus, deres Herre, ved den Helligaand. Jeg er sikker paa, at dersom vi sankede Ax paa denne Ager, vilde vi ikke have nær saa ondt et Sind, ikke Tiendedelen saa megen Forfængelighed, og langtfra være saa seendrægtige, som vi ere: Denne Ager er hegnet og skjærmet, og I ville finde bedre Næring her, end selv Englene finde i Himlen; ja I ville finde Jesus selv, som det Brød, der kommer ned fra Himlen. (Joh 6.51) O, maatte vi dog daglig begive os ud paa denne velsignede Ager! Mesteren lader Leddet til den staae aabent paa viid Gab for alle Troende; lad os da gaae derind og samle saa mange af de gyldne Ax, som vi formaae at bære hjem. Vi have saaledes nu seet den store Huusbonde paa hans Agre; lad os glæde os over, at vi eie en saadan Huus-bonde saa nær ved os, og saadanne Agre at sanke Ax paa!

II. Dernæst have vi en ydmyg Opsamler. Det var Ruth, der sankede Ax, og hun skal være os et Forbillede paa, hvad enhver Troende burde være paa Guds Agre.

1. Den Troende er en begunstiget Samler, thi han maa gjerne tage et heelt Neg hjem med, om han saa synes; han maa tage saameget med sig, som han kan bære, thi alle Ting ere ham frit givne af Herren. Jeg benytter Billedet af En, der samler Ax, fordi jeg troer, at kun faae Kristne nogensinde gaae videre end hertil, hvorvel det staar dem frit for, om de formaae det. Man kunde sige: hvorfor indhøster den Troende ikke den hele Ager, og tager al Sæden hjem med sig? Hertil svarer jeg, at det staar ham frit for, om han kan; thi Gud vil ikke forholde dem nogetsomhelst Gode, der vandre retteligen. Er Din Tro dig en stor Høstvogn, og Du formaar at kjøre den hele Afgrøde hjem, da staar det Dig frit for at gjøre det. Ak, vor Tro er saa lille, at vi snarere sanke Ax end indhøste; vi ere hindrede af os selv, ikke af Gud. Maatte I dog voxe Lignelsen over Hovedet, og komme hjem, bærende Eders Neg.

2. Vi maae dog gjøre den Bemærkning, at det at sanke Ax volder megen Møie og Besvær. Hun maa staae tidlig op om Morgenen, og saa vandre afsted ud til en Ager; er der lukket for den, begiver hun sig hen til en anden; og er den lukket, eller ere Axene allerede opsamlede, skynder hun sig fremdeles videre; den hele lange Dag igjennem udsat for den brændende Sols Straaler, kan hun sjælden faae Leilighed til at sætte sig ned og hvile sig lidt, men maa bestandig gaae og gaae, og bukke sig for at opsamle Axene et for et. Hun gaar ikke hjem før Natten falder paa; thi hun ønsker, saafremt det er en frugtbar Ager, at faae udrettet saameget den Dag som mulig, og vende hjem med saa stort et Udbytte, som hun formaar at bære. Kjære Venner, lad Enhver især af os bære os saaledes ad, naar vi søge aandelig Føde! Lad os ikke være bange for lidt Møie paa vor Mesters Ager; er Axsamlingen riig, maae vi ikke for hurtig blive trætte af at indsamle den kostelige Sæd, thi Udbyttet vil rigelig lønne Umagen. Jeg kjender en Mand, som vandrer fem Kvart-Miil hver Søndag for at høre Evangeliet, og ligesaa langt tilbage. En Anden tager det ikke saa nøie med en Dagsreise paa ti Kvart-Miil; disse Mennesker handle klogt, thi for at høre Guds Ord reent og puurt er ingen Anstrængelse for stor. At staae ret op i Kirkegangen saalænge, til man er nærved at falde om, og høre efter med anstrængt Opmærksomhed, det er en Anstrængelse, der vel lønner sig, hvis Evangeliet bliver hørt og den Helligaand velsigner det i Ens Hjerte. En Axsamlerske maa ikke vente, at Axene selv ville komme hen til hende; hun veed ret vel, at det er et strængt Arbeide at sanke Ax. Vi maae ikke vente, at den bedste Ager skal ligge tæt ved vort Huus, vi maae begive os til den yderste Ende af Sognet, men hvad giør saa det? Axsamlere maae ikke vrage, og der hvor Herren udsender Evangeliet, der kalder han ogsaa os til at være tilstede.

3. Vi bemærke dernæst, at Axsamlersken maa bukke sig efter hvert eneste Ax. Hvoraf kommer det, at hovmodige Mennesker sjeldent nyde godt af Ordet? Hvoraf kommer det, at visse "forstandige" Folk ikke drage nogen Fordeel af vore dygtigste Prædikanter? Det kommer deraf, at de forlange at faae Sæden løftet op til sig; og naar blot Hveden holdes saa høit op over deres Hoveder, at de næppe kunne øjne den, ere de ret fornøiede og udbryde: "Ja see her er ret noget vidunderligt." De beundre det Menneskes usædvanlige Dygtighed, der formaar at holde Sandheden saa høit, at Ingen kan naae den; men dette er tilvisse en sørgelig Bedrift. Det er Prædikantens Sag at stille Sandheden saaledes, at den er indenfor Enhvers Rækkeevne, saavel Børns som Voxnes; han bør lade den falde i haandfuldeviis til Bedste for arme Axsamlere, og disse vilde aldrig et eneste øieblik betænke sig paa at bukke sig for at opsamle Axene. Dersom vi kun prædike for dannede Folk, da kunne vel de Forstandige fatte vor Prædiken, men de Enfoldige kunne ikke fatte den; derimod, naar vi prædike i al Enfoldighed for den Fattige. da ville de Andre ogsaa kunne forstaae det, dersom de ville; og dersom de ikke ville, saa skulle de hellere gaae andetsteds hen. De, som ikke kunne bukke sig for at samle den simple Sandhed op, skulde hellere opgive at sanke Ax. Hvad mig angaar, da vilde jeg lade mig belære af et Barn, dersom jeg derved kunde kjende og forstaae Evangeliet bedre; Axsamlingen paa vor Herres Ager er saa riig, at man ikke bør sky selv det strængeste Arbejde for at sættes istand til at føre en Deel af den hjem. Hungrige Sjæle vide dette, og lade sig ikke afholde fra at søge deres himmelske Føde. Vi ville tage fat med Bøn paa vore Knæ, og bøie os i Ydmyghed, i Bekjendelsen af vor Uduelighed, og saaledes med Troens Haand opsamle det daglige Brød for vore hungrende Sjæle.

4. Lægger dernæst Mærke til, at hvad en Axsamlerske faar, det maa hun samle Ax for Ax; leilighedsviis kan hun maaskee samle en heel Haandfuld Ax ad Gangen, men i Reglen samler hun kun eet ad Gangen. Hele Haandfulde bleve med Villie henkastede til Ruth; men hun var ogsaa særlig begunstiget. Axsamlersken bukker sig og faar et Ax, og bukker sig saa strax efter igjen efter et andet. Nuvel, kjære Venner, der hvor hele Haandfulde kunne opsamles paa en gang, der er just det rette Sted at gaae hen at sanke, men kunne I ikke træffe paa en saadan Overflødighed, saa vær dog glade ved at samle eet ad Gangen. Jeg har hørt tale om visse Personer, som have været vante til at høre deres Yndlings-Præst, og naar de gaae andetsteds hen, sige de: "jeg kan ikke høre nogen Anden efter at have hørt min egen Præst; jeg vil blive hjemme og læse en Prædiken." Behag at erindre det Skrifsted: "ikke forlade vor egen Forsamling, som Nogle have for Skik." (Hebr 10.25) Lad mig ogsaa bede Eder ikke at være saa taabelig partiske, at I berøve Eders Sjæl dens Føde. Om I ikke kunne sanke hele Haandfulde paa engang, saa afslaar dog ikke at opsamle et Ax engang imellem. Dersom I ikke ere tilfredse med at lære lidt hist og lidt her, saa ville I snart lide Hungersnød, og være glade ved at vende tilbage til den forsmaaede Prædikant og opsanke, hvad hans Ager formaar at yde Eder. Det er en sørgelig Prædikevirksomhed, der slet intet yder. Gaar hen og sanker Ax der, hvor Herren har aabnet Leddet for Eder. Maaskee Texten alene lønner Rejsen; seer til ikke at gaae Glip af den!

5. Lægger dernæst Mærke til, at Axsamlersken beholder det i Haanden, som hun har opsamlet; hun lader det ikke falde ligesaa hurtig, som hun har samlet det. Her støder man nu paa en god Tanke lige ved Begyndelsen af Prædikenen, men Tilhørerne ere saa ivrige med at høre paa den næste, at den første slipper bort fra dem. Imod Slutningen af Prædikenen falder en hel Haandfuld paa deres Vei, og de glemme Alt, hvad der gik forud, i deres Iver for at bevare denne sidste og rigeste Deel. Nu er Prædikenen endt, og ak, det er næsten altsammen gaaet tabt for Hukommelsen, thi Mange ere næsten ligesaa kloge, som den Axsamlerske vilde være, der tog et Ax op, tabte det igjen, tog et nyt op, tabte ogsaa det, og blev saaledes ved den hele Dag. Udbyttet af en saadan Dagsgjerning vil kun være en slem Hovedpine. Vær opmærksom, men bevar ogsaa det hørte i en tro Hukommelse. Saml Korn sammen og bind det i Knipper for at føre det med Eder, og pas paa ikke at tabe det paa Hjemveien. Mange Mennesker, som have opfattet Prædikenen godt nok, miste den paa Veien hjemad ved unyttig Tale med taabelige Ledsagere. Jeg har hørt fortælle om en Kristen, som en Søndag skyndte sig hjem alt hvad han kunde. En Ven spurgte ham, hvofor han skyndte sig saa meget. "O," svarede han: "for to eller tre Søndage siden holdt vor Præst ret saadan en velsignet Tale, som jeg var saa glad ved at høre; men da jeg kom ud af Kirken, stode to af Dia-konerne og disputerede om Talen, den ene udlagde den paa en Maade. den anden paa en anden, saa den gik reent istykker, og jeg gik reent Glip af den." Det maa ret have været nogle slemme Diakoner; lad os ikke efterligne dem; og dersom vi høre om Nogen, der hører til den Slags, lad os da begive os hjem alene, uden at tale med noget Menneske, hellere end miste hele vort Ax-Forraad ved deres modstridende Anskuelser. Naar I have hørt en god Prædiken, gaar da hjem med til-stoppede Øren og Mund. Bærer Eder ad som den Gjerrige, der ikke alene tager alt, hvad han kan faae, men ogsaa holder fast paa det, alt Hvad han kan. Mister ikke ved unyttig Tale det, som skal ud gjøre Eders Rigdom i al Evighed.

6. Dernæst bringer Axsamlersken Hveden hjem og tærsker den. Det er en klog Fremgangsmaade at tærske Prædikenen, hvem der saa har holdt den, thi det er ganske vist, at den vil indeholde en heel Del Straa og Avner. Mange tærske Prædikanten ved at udfinde unyttige Feil; men det er ikke nær saa gavnligt som at tærske selve Prædikenen, for at faae den rene Sandhed tærsket ud af den. Tag en Prædiken, kjære Venner. naar I støde paa en, som er værd at eje, nedlæg den paa Betragtningens Gulv, og tærsk den med Bønnens Pleil, og I ville faae Brød-Korn ud af den. Denne Tærskning ved Bøn og Betragtning maa aldrig forsømmes. Dersom en Axsamlerske vilde kaste sit Korn hen i en Krog af sin Bolig og lade det blive liggende der, vil Musene æde det, men hun selv vil ingen Føde faae deraf, saafremt hun ikke tærsker Sæden ud deraf. Nogle høre en Prædiken, tage den hjem med sig, og tillade saa Satan, Synden og Verden at opæde den, og den forbliver ufrugtbar og uden Værd for dem. Men den, som forstaar sig paa at udtærske en Prædiken rigtig tilgavns, saa at al Hveden udskilles fra Halmen, han er en god Tilhører og skaffer sin Sjæl Næring ved, hvad han har hørt.

7. Og saa endelig tilsidst udlufter den gode Kvinde sikkert Kornet, efterat det er tærsket ud. Ruth gjorde alt dette paa Marken; men det kan du næppe gjøre. Du maa gjøre noget af Arbeidet i Dit Hjem. Og læg Mærke til, at hun tog ikke Avnerne med hjem; dem lod hun blive tilbage paa Ageren. Det er en forstandig Fremgangsmaade, at udlufte alle de Prædikener I høre, for saaledes at udskille det indholdsrige fra det tomme; men jeg beder Eder ikke at henfalde til den dumme Vane, at tage alle Avnerne med hjem, og lade Kornet blive tilbage. Jeg indbilder mig at høre Eder sige: "jeg skal dog huske hint løjerlige Udtryk, og lave en Anekdote om denne besynderlige Bemærkning." Saa hør da efter, thi jeg har et Ord at sige Eder: dersom I høre et Menneske kun berette om en Prædikants Besynderligheder, saa standser ham og siger: "vi have Alle vore Feil, og maaskee ere de, som ere meest rede til at tale om Andres, ikke selv fuldkomne; kunne I ikke fortælle os noget af Præstens Tale, som var værd at høre?" I mange Tilfælde vil det sande Svar blive: "Aa, jeg kan ikke huske det." De have sigtet Kornet, bortkastet den gode Sæd, og taget Avnerne hjem med sig. Følger den modsatte Regel; bortkaster Halmen, og gjemmer Kornet. Adskiller det gode fra det unyttige, og lad det værdiløse gaae hvorhen det vil; I have ingen Brug for det, og jo hurtigere I blive af med det, desto bedre. Dømmer med Varsomhed; forkaster falsk Lære med Bestemthed og holder alvorlig fast paa den sande, da ville I øve den himmelske Axsamlings indbringende Kunst. Maatte dog Herren lære os Viisdom, saa at vi maae blive rige paa al Slags Velsignelse, saa skal vor Mund mættes med gode Ting, og vi skulle blive unge igjen som Ørnene. (Ps 103.5)

III. Og nu endelig for det tredie er her givet et naadigt Tilsagn, "lad hende opsanke imellem Negene, og beskæmmer hende ikke." Ruth havde ikke Ret til at gaae omkring imellem Negene, før Boas gav hende Tilladelse dertil, idet han sagde: "lad hende kun gjøre det." Det var en stor Gunst, der vistes hende ved at hun fik Lov til at gaae paa den Deel af Ageren, hvor Hveden nylig var afmeiet og Intet af den kjørt bort: men Boas gav i Stilhed Befaling til, at de skulde lade falde i haandfuldeviis til hende, og dette var en endnu større Gunst. Boas nærede hemmelig Kjærlighed til Pigen, og saaledes, kjære Venner, er det ogsaa paa Grund af vor Herres evigvarende Kjærlighed til os, at han tillader os at betræde hans bedste Agere og sanke Ax. Hans Naade tilsteder os at opnaae Lærens Velsignelser, Forjættelsernes Velsignelser og Erfaringens Velsignelser: Herren har skjænket os sin Yndest; deraf denne særegne Godhed. Vi have af os selv ingen Ret til nogen himmelsk Velsignelse; vor beskikkede Deel skyldes fri og uindskrænket Naade.

Jeg har sagt Eder de Aarsager, der bevægede Boas' Hjerte til at lade Ruth gaae blandt Negene. Hans Hovedbevæggrund var den, at han elskede hende Han vilde, at hun skulde gaae der, fordi han havde fattet Godhed for hende, hvilket han senere yderligere gav tilkjende. Herren tillader saaledes sit Folk at sanke Ax, fordi han elsker det. Fik Du en riig Høst for Din Sjæl sidste Søndag? Bragte Du en fuld Sæk hjem med Dig, ligesom Josefs Brødre, da de vendte tilbage fra Ægypten? Havde Du Overfiødighed? Var Du tilfredsstillet? Læg da Mærke til, at det var Din Herres Godhed. Det var fordi han elskede Dig. Jeg beder Dig, betragt alle Dine aandelige Glæder som Beviser paa hans evige Kjærlighed. Betragt al himmelsk Velsignelse som Kjendetegn paa himmelsk Naade! Det vil gjøre, at Dit Korn lettere males og smager bedre, dersom Du vil betænke, at det var den evige Kjærlighed, som gav Dig det. Din søde Høst, Din ophøiede Glæde, Din Aands uudsigelige Henrykkelse ere lutter Beviser for guddommelig Naade, vær derfor dobbelt glad for dem.

Der var endnu en anden Grund, hvorfor Boas tillod Ruth at sanke Ax iblandt Negene; og det var fordi hun var hans Slægtning. Det er derfor, Herren undertiden skjænker os særegne Gunstbeviisninger og indbyder os saa naadig til sit Gjæstebud. Han er vor nærmeste Slægtning, Been af vore Been, og Kjød at vort Kjød. Vor Forløser, vor Slægtning er den Herre Jesus, og han vil aldrig glemme sit eget Kjød og Blod. Det er en høj og yndig Hemmelighed, at vor Herre Jesus er sin Menigheds Huusbond; og tilvisse vil han lade sin Brud sanke Ax blandt Negene, thi alt hvad han eier, er allerede hendes. Hendes og hans Interesser ere fælles, og derfor kan han vel sige: "Kjære, tag alt hvad Du vil; jeg bliver ikke fattigere, fordi Du tager Deel i min Overflødighed, thi Du er min. Du er min Medeier, min Udvalgte; Alt hvad jeg har, er Dit!" Hvad skal jeg da sige til Eder, I min Herres Elskede? Hvorledes skal jeg udtrykke mig med en ømhed og Ædelmodighed, der svarer til hans ønsker, thi han vil, at jeg skal tale ret kjærlig i hans Navn. Beriger Eder med det, som er Eders Herres! Gaar ud paa aandelig Axsamling saa ofte, som I formaae det. Lad aldrig nogen Leilighed gaae forbi til at opsamle en gylden Velsignelse! Sanker Ax ved Betragtning i Lønkamret; sanker Ax ved Læsning af gudelige Bøger; sanker Ax ved Omgang med gudfrygtige Mennesker; sanker allevegne! og selv om I ikke kunne faae sanket mere end en lille Haandfuld, saa er det dog bedre end slet intet. I, som have saa travlt og hjemsøges saameget af Bekymringer, kunne I end ikke anvende mere end fem Minutter til at sanke Ax paa Herrens Ager, saa gjør det dog. Kunne I ikke føre noget Neg, saa fører dog idetmindste et Ax hjem med Eder; og kunne I ikke finde noget Ax, saa opsamler idetmindste et Hvede-korn. Seer dog til at faae en lille Smule, om I end ikke kunne faa meget; men sanker saameget I kunne.

Blot en Bemærkning endnu. Du Guds Barn, bliv aldrig bange for at sanke Ax. Forlader Eder paa Gud, og tager Forjættelserne hjem med Eder. Jesus vil glæde sig ved at see Eder frigjorte ved hans Goder. Hans Røst lyder: "spiser og drikker, ja drikker rigeligen, O I Elskede !" Derfor, hvis Du finder en riig Forjættelse, lev da paa den! Uddrag Honning af Skriftens Kube, og lev af dens Sødme. Dersom I træffe paa et ganske usædvanligt Neg, før det da hjem med Fryd. Eders Tro kan ikke være for stor i hvad der angaar Eders Herre; lad ikke Satan narre Eder til at være tilfreds med et ringe Maal af Naade, naar alle Himlens Forraadskamre staae aabne for Eder. Sanker op med ydmyg Flid og haabefuld Fortrøstning, og troer, at han, som ejer baade Agre og Neg, seer paa Eder med Blikke fulde af Kjærlighed, og han vil engang trolove sig med Eder til evig Ære. Lykkelige Axsamler, som skal finde evig Kjærlighed og et evigt Liv paa de Agre, han sanker Ax paa!

cows.gif