Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

joy.gif

Høstens Glæde.

Esajas Q, 4: "De glæde sig for Dit Ansigt, ligesom Glæden er om Høsten."

Forleden Dag var jeg til et Høstgilde, i Selskab med en Mængde Mennesker, som alle jublende raabte: "Høsten er bragt i Huus." Det glædede mig at see baade Rige og Fattige glæde sig med hverandre, og da det muntre Festmaaltid var tilende, omdannede jeg et af Bordene til en Talerstol i den Store Lade, og prædikede Guds velsignede Evangelium for en alvorsfuld Forsamling. Mit Hjerte var opfyldt af en Glæde, der passede til denne festlige Sammenkomsts Anledning, og jeg skal nu istemme den samme Tone, og tale lidt med Eder om Høstens Glæde. Folk i Byen glemme let, at det er Høst: de leve i denne ørken af smudsige Steen, og vide knap nok, hvordan et Hvedeax seer ud, vi kjende det kun tørt og hvidt, naar det er udstillet i Kornhandlerens Butiksvindue; men lad os dog Allesammen huske paa, at der gives en Aarstid, som kaldes Høst, paa hvilken ved Guds Godhed Jordens Frugter indsamles.

Hvori bestaar nu denne Høstens Glæde, der her er benyttet som Lignelse, for at betegne de fattiges Glæde for Gud? Jeg er bange for, at Høstens Glæde for de mere egenkjærlige Aander ligefrem bestaar i den Følelse af personlig Tilfredsstillelse, som opstaar ved forøget Velstand. Undertiden glæder Landmanden sig kun, fordi han seer et Udbytte af sit Arbeide og sin Møie, og er bleven saa meget rigere. Jeg vil haabe, at den dog hos Mange maa være blandet med en anden Slags Glæde, nemlig Taknemmelighed mod Gud over, at en rigelig Høst vil skjænke den Fattige Brød og afvende alle de Klager, der stige op fra vore Gader. Det Menneske, som beriges, har utvivlsomt Lov til at være glad, thi ethvert Menneske, som arbeider strængt. har Ret til at glæde sig, naar han omsider naar, hvad han ønsker. Vel var det, om Menneskene altid vilde huske paa, at deres sidste og største Høst vil komme til at svare til det Arbeide, de have udrettet. Den, som saar i Kjødet, skal høste Forkrænkelse af Kjødet, og kun det Menneske, som saar i Aanden, skal høste det evige Liv af Aanden. (Galat 6.8) Mangt et ungt Menneske begynder Livet med at saae, som man siger, vild Havre (Den engelske talemaade svarer til den danske "at løbe hornene af sig. O.A.), som han hellere skulde lade være at saae, thi den vil give ham en forfærdelig Høst. Han mener af denne vilde Havre at skulle høste sande Glæder, men det er umuligt: Livets sandeste Glæder have deres Udspring af Retfærdighedens gode Sæd, og ikke af Syndens Skarntyde. Ligesom en Mand, der saar Tidsler paa sin Ager, ikke maa vente at høste den gyldne Hvede, saaledes kan den, som følger Lastens Vei, ikke vente at blive lykkelig - tværtimod, saar han Vind, vil han høste Hvirvelvind. Naar en Synder pines af Samvittighedsnag, da maa han vel sige til sig selv: "her høster jeg, hvad jeg har saaet." Naar han omsider straffes for sine onde Handlinger, da har han ingen Andre end sig selv at beklage sig for; han har saaet Vikker og maa høste Vikker. Paa den anden Side ønsker dog en Kristen, skjønt han visselig ikke frelses ved Gjerninger, men af Naade, at faae en naaderig Løn af sin Herre og Mester. Dersom vi saae med Taarer, skulle vi høste med Fryd. Naar han sætter sine Talenter paa Rente, skal kan komme ind til sin Herres Glæde og høre ham sige: "vel, Du gode og tro Tjener!" (Matth 25.23). Høstens Glæde bestaar for en Deel i Lønnen for Arbejdet; maatte dette være vor Glæde, idet vi tjene Herren.

Høstens Glæde har endnu en anden Aarsag, nemlig Taknemmelighed imod Gud for den Naade, han har skjænket os. Vi ere forunderlig afhængige af Gud, langt mere end de fleste af os forestille sig. Dengang Israels Børn opholdt sig i ørkenen, gik de hver Morgen ud og samlede Manna. Vor Manna kommer ikke til os hver Morgen, den kommer kun een Gang om Aaret. Den er ligesaa fuldt en himmelsk Næring, som hvis den laae paa Marken ligesom Riimfrost. Dersom vi gik ud paa Marken og opsamlede den Føde, der faldt ned til os fra Himlen, saa vilde vi ansee det for et stort Under; men er det ikke et ligesaa stort Under, at vort Brød kommer op af Jorden, som om det kom ned fra Himlen? Den samme Gud, som lod Engleføde regne ned fra Himlen, han byder ogsaa den sorte Jord i sin Tid at frembringe Korn for Menneskenes Børn. Lad os derfor, hvorfra saa Høsten kommer, være Gud taknemmelige, og lad os ikke lade denne Aarstid gaae forbi uden Lovsang og Taksigelse. Jeg troer at have Ret, naar jeg siger, at den hele Jord i Reglen ikke er forsynet med Føde for mere end sexten Maaneder, det vil sige, at naar Høsten er endt, er der Føde for sexten Maaneder tilstede; men naar Høstens Tid kommer, er der sædvanlig kun Hvede nok for fire eller fem Maaneder, til at bespise hele Jordens Befolkning; mislykkedes altsaa Høsten, vilde vi være udsatte for Hungersnød. Vi leve bestandig fra Haanden i Munden. Lad os standse og prise Gud, og lad Høstens Glæde være Taknemmelighedens Glæde!

For et kristent Menneske burde det være en stor Glæde gjennem Høsten at modtage Forsikringen om Guds Trofasthed. Herren har forjættet os, at Sæd og Høst, Sommer og Vinter aldrig skulle aflade (1 Moseb 8.22); og naar I see de store Kornlæs kjøres ind, da maae I sige til Eder selv: "Gud er trofast imod sin Forjættelse. Trods den sørgelige Vinter og det fugtige Foraar kommer Efteraaret dog med sin gyldne Høst." Vær vis paa, at ligesom Gud holder denne Forjættelse, vil han ogsaa holde alle de andre. Alle hans Forjættelser ere Ja og Amen i Kristus Jesus (2 Kor 1.20) dersom han holder sin Pagt med Jorden, da vil han meget mere holde sin Pagt med sit eget Folk, hvilket han har elsket med evig Kjærlighed. Kristne Menneske, gaa til Naadestolen med Forjættelsen paa Læben, og beraab Dig paa den! Vær forvisset om, at den er ikke et dødt Bogstav. Lad ikke Vantro bringe Dig til at stamme, naar Du nævner Forjættelsen, men siig dristigt: "opfyld dette Ord paa Din Tjener, paa hvilket Du har bragt mig til at haabe." Vi maae skamme os over, at vi tro saa lidt paa Gud. Verden er fuld af Beviser paa hans Godhed. Enhver Solopgang, enhver Regnbyge, enhver vexlende Åarstid stadfæster hans Trofasthed. Hvorfor have vi Mistillid til ham? Dersom vi aldrig vilde tvivle paa ham, før vi saae Anledning dertil, vilde vi aldrig komme til at kjende til nogen Mistillid. Lad os, opmuntrede ved Høstens Gjenkomst, beslutte ved den Hellig Aands Kraft aldrig at vakle, men tro paa det guddommelige Ord og glæde os derved.

Endnu Et. For den Kristne vil der i Høstens Glæde altid findes Forventringens Glæde. Ligesom der gives en Høst for Huusbonden, som han afventer i Taalmodighed, saaledes gives der ogsaa en Høst for afle dem, som trolig vente og see hen til vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Gjenkomst og Aabenbarelse. En moden Kristen bøier sit Hoved i Ydmyghed, ligesom det modnede Ax. Saalænge han kun var grøn i de Ting, som angaae Gud, stod han ret op og brystede sig rnaaskee lidt, men nu, da han er fyldt af Herrens Velsignelse, føler han sig ydmyget derved, og bøier sig; han afventer Høstleen. han frygter den ikke, thi ingen almindelig Høstmand skal komme at indsamle Kristi Folk - han skal selv indsamle den store Verdens-Høst. Herren overlader til ødelæggelsens Engel at høste Viinhøsten og kaste den i Persen for at søndertrædes af Hævnen men den Sæd, han selv har saaet, vil han ogsaa selv afskjære med sin egen gyldne Segl. Vi see hen hertil. Vi opvoxe blandt Klinten, og undertiden ere vi halvveis bange for, at Klinten skulde blive stærkere end vi og kvæle Hveden; men vi ville efterhaanden skilles fra hinanden, og naar Sæden er bleven vel kastet og renset i Loen, skulle vi blive tilbage. Det er Forventningen herom, som allerede nu bringer vore Hjerter til at banke af Glæde. Vi ere vandrede til Graven med dyre-bare Sædbundter, der hørte Mesteren til, og naar vi stode der, meente vi næsten at kunne sige: "Herre, hvis de sove, skal det gaae dem vel; lad os dø med dem." Vor Høstglæde bestaar i Haabet om at skulle komme til Hvile med alle de Hellige, og leve i evigt Samfund med Herren. Synet af denne Skyggehøst her paa Jorden bør gjøre os overvættes glade, fordi den er et Billede og en Skygge af den himmelske Høst heroventil.

Saa meget om Høstens Glæde; men jeg skynder mig nu videre og spørger: hvilke ere de Glæder for den Troende, der svare til denne Høstens Glæde? Det er en almindelig Forestilling at de Kristne ere et ulykkeligt Folk. Det er sandt nok, at vi blive forsøgte, men det er usandt at vi ere ulykkelige. Uagtet alle deres Trængsler have de Troende en saa riig Erstatning i Kristi Kjærlighed, at de ligefuldt ere en velsignet Slægt, og der kan tilfulde siges om dem: "salig er Du, Israel!" (5 Moseb 33.29)

En af de første Tider, paa hvilken vi lærte at kjende en Glæde, der kan lignes ved Høstens Glæde en Tid, der har bevaret sig hos os lige siden den begyndte -er den Tid, da vi fandt Frelseren og saaledes opnaaede at blive frelste. I mindes, Brødre og Søstre, den Tid, da Eders Sjæles Pløiningstid var forhaanden. Mit Hjerte var udyrket, bedækket med Ukrudt; men paa en bestemt Dag kom den store Huusbonde og paabegyndte min Sjæls Pløining. Ti sorte Heste vare hans spand, og det Plovjern, han betjente sig af, var skarpt; Plov-mændene skjar dybe Furer. De ti Bud vare hine sorte Heste, og Guds Retfærdighed gjennemtrængte min Aand ligesom et Plovjern. Jeg blev fordømt, tilintetgjort, ødelagt. vildfarende, hjælpeløs, haabløs, -- jeg troede at see Helvede lige foran mig. Saa kom der en Pløining paa en anden Led, thi naar jeg gik hen at høre Evangeliet, trøstede det mig ikke; det fremkaldte vel ønsket hos mig om at deelagtiggjøres deri, men jeg frygtede for, at der ikke kunde være Tale om at opnaae et saadant Gode. Guds dyrebare Forjættelser truede mig, og hans Trudsler lød som Torden i mine øren. Jeg bad, men fandt intet svar, der bragte mig Fred. Jeg var længe i denne Tilstand. Efter Pløiningen kom Saaningen. Gud, som pløiede Hjertet, bibragte det Følelsen af hvormeget det trængte til Evangeliet, og Evangeliets Sæd blev modtaget med Glæde. Mindes I den lykkelige Dag, da I omsider begyndte at fatte en Smule Haab? Haabet var vel kun ringe - det lignede en lille grøn Spire, som pipper op af Jorden: I kunde næppe skjelne, om det var Græs eller Korn, om det var Indbildning eller virkelig Tro. Det var et svagt Haab, men det var glædeligt at see, hvor det voxede. Ak, Tvivlens Frost-kulde kom paa; Frygtens Snee faldt; Fortvivlelsens kolde Vinde blæste paa Eder, og I sagde: "det er ganske umuligt, at der kan være noget Haab for mig." Men hvilken herlig Dag var det dog, da omsider den Hvede, Gud havde saaet, modnedes. og I kunde sige: "jeg har seet hen til ham, og er bleven oplyst: jeg har lagt mine Synder paa Jesus, der hvor Gud fordum lagde dem, og de ere borttagne, og jeg er frelst." Jeg mindes vel den Dag, og det Samme gjør sikkert Mange af Eder. Mine Venner! ingen Huusbonde har nogensinde jublet høiere af Glæde end vore Hjerter jublede, da den dyrebare Herre Kristus blev vor, og vi formaaede at gribe ham med den fulde Forvisning om at være frelste ved ham. Lange Tider ere gaaede hen siden dengang, men Glæden derover er bestandig ny hos os. Og Gud være lovet, det er ikke blot den første Dags Glæde, vi see tilbage til; det er en daglig Glæde vi føle, i høiere eller ringere Grad, siden den Tid; thi intet Menneske kan tage vor Glæde fra os, vi vandre fremdeles med Kristus, ligesom da vi modtoge ham. Selv nu hviler alt vort Haab paa ham, al vor Hjælp hente vi fra ham; og Glæden og Freden vedvarer hos os, fordi den hviler paa en urokkelig Grundvold. Vi Glæde os i Herren, og vi skulle fremdeles glæde os.

Høstens Glæde yttrer sig i Reglen deri, at Landmanden gjør en Fest for Venner og Naboer; de, som finde Kristus, give sædvanlig deres Glæde til kjende derved, at de fortælle Venner og Naboer om de store Ting, Herren har gjort imod dem. Naaden, der kommer fra Gud, er meddeelsom. Et Menneske kan ikke blive frelst og tie stille dermed; man kunde lige saa godt tænke sig et stumt Sangerkor i Himlen som en taus Menighed paa Jorden. Dersom et Menneske, som har tørstet, kommer til den levende Vandstrøm, vil hans første Indskydelse være den, at raabe: "kommer hid, hver som førster!" Føle I Høstens Glæde, den Glæde, som giør, at I gjerne vilde dele den med Alle? Om saa er, undertryk da ikke denne Trang til at kundgjøre Eders Glæde. Tal om Kristus til Brødre og Søstre, til Slægt og Venner; og er Eders Tale end stammende, saa er Budskabet i sig selv saa vigtigt, at de Ord, hvormed I udtrykke det, har mindre at sige. Forkynd det, fortæl det vidt og bredt at der er en Frelser, at I have fundet ham, og at hans Blod kan aftvætte al Overtrædelse. Fortæller det allevegne; og Høstens Glæde vil paa den Maade brede sig over Land og Sø, og Gud vil lovprises derved.

Vi have en anden Glæde, som ligner Høstens Glæde. Vi føle den endogsaa meget ofte. Det er Glæden over at vor Bøn er hørt. Jeg haaber, at I vide, hvad det vil sige at bede i Troen. Nogle Bønner ere ikke de Ord værd, hvormed de fremsendes, fordi der ingen Tro er med deri. "Du skal offre Salt paa alle Dine Offre!" (3 Mosebog 3.13) og Troens salt er nødvendigt, om vi ville have, at Gud skal modtage vore Offre. De, som ere fortrolige med Naadestolen, vide. at Bøn er en Virkelighed, og at Læren om den gudommelige Bønhørelse ikke er et Blændværk. Undertiden vil Gud opsætte at svare af vise Grunde; da maae hans Børn græde og atter græde. De befinde sig i samme Stilling som Huusbonden, der maa bie paa Jordens dyrebare Frugt; og naar endelig Bønhørelsen kommer, ere de i samme Stilling som Huus-bonden, der modtager Høsten. Husker Hannahs Klage skrig og Hannahs Ord. (1 Sam 1) I sin Sjæls Bitterhed raabte hun til Gud, og da hendes Barn blev skjænket hende, kaldte hun det Samuel, hvilket betyder: "krævet af Gud"; "thi, sagde hun, jeg har begjæret ham af Herren." Han var hende et kjært Barn, fordi han var et Bønnens Barn. Enhver Naade, som kommer til Eder som Svar paa Eders Bøn, vil blive Eders Samuels-Naade, Eders dyrebare Naade. I ville sige om den: "jeg har begjæret denne Naade af Herren," og den vil bringe Eders Sjæl Høstens Glæde. Dersom Herren ønsker at overraske sine Børn, saa behøver han kun at besvare deres Bønner; thi de Fleste vilde undres, om der kom Svar paa deres Anmodninger. Jeg veed, hvorledes de tale, naar deres Bønner ere hørte. De sige: "hvor mærkeligt! hvor vidunderligt !" - som om der var noget mærkeligt ved, at Gud er trofast, og at den Høieste holder sine Forjættelser. O, at vi dog med større Tro maatte forlade os paa hans Ord! vi skulde da kjende mere til Høstens Glæde.

Endnu en anden Høstglæde have vi i os selv, naar vi overvinde en Fristelse. Vi vide, hvad det vil sige, undertiden ligesom at befinde sig under en Sky: Synden i os reiser sig med en formørkende Kraft, eller en ydre Modgang kaster sin Skygge over os, og vi see ikke den lige Vei, som vi ere vante til at vandre paa. Et Guds Barn vil i saadanne Tider mægtigen raabe om Hjælp; thi han er bange for sig selv, og bange for sine Omgivelser. Nogle af Guds Børn have Uger og Maaneder igjennem været udsatte for denne dobbelte Fristelse, baade udenfra og indenfra, og de have raabt til Gud i bitter Kvide. Det har været en haard Kamp: den syndefulde Handling har været afmalet for dem med fortryllende Farver, og Fristelsens Sirenesang har næsten forhexet dem, Men naar de saa omsider ere trængte igjennem Dødens Skyggedal, uden at deres Fødder have svigtet dem; naar de, efter Alt hvad de have maatte gaae igjennem, dog ikke ere blevne ødelagte af Fordærveren, men igjen ere naaede ud til Dagslyset, da føle de en usigelig Glæde, i Sammenligning med hvilken Høstens Glæde er for intet at regne. De, som have kjendt bitter Sorg, kjende først rigtig den dybe Glæde. Alt som Mennesket føler, at han bliver stærkere i Kampen, alt som han føler, at han har samlet Erfaring og stærkere Tro ved at have gjennemgaaet Trængslen, opløfter han sit Hjerte og glæder sig ikke over sig selv, men for Gud med Høstens Glæde. I, mine elskede Brødre! I vide hvad jeg mener.

Det er ogsaa en Følelse, der ligner Høstens Glæde, naar vi have været til nogen Nytte. Enhver Kristens første Stræben gaar ud paa at være nyttig. Der bør være en brændende Iver i os efter at fremme Guds Ære. Naar et Menneske, som tragter efter at være nyttig har lagt sin Plan og begyndt sin Gjerning begynder han strax at see efter Resultaterne deraf; men maaskee vil der hengaae Uger, ja Aar forinden disse ville indfinde sig. Man bør ikke bebreide Arbeideren, at hans Gjerning endnu ikke bærer Frugt, derimod vil man kunne bebreide ham, om han føler sig tilfreds ved, at den ingen Frugt bærer. En Prædikant kan prædike uden at Nogen omvender sig, hvem kan lægge ham det til Last? Men dersom han er tilfreds dermed, hvad vil da kunne undskylde ham? Det tilkommer os at knuse vore egne Hjerter, om vi ikke - ved Guds Naade -formaae at sønderknuse andre Menneskers; dersom Andre ikke ville begræde deres Synder, burde det være vor stadige Vane at græde over dem. Naar Hjertet er nidkjært, varmt, fuldt af Iver, da giver Gud sædvanligviis ogsaa et vist Maal af Held, nogle halvtredsindstyve Fold, nogle hundrede Fold. Naar Lykken kommer, er dette tilvisse Høstens Glæde. Jeg kan ikke undlade at være saa egenkjærlig at omtale den Glæde, jeg følte den første Gang jeg hørte, at en Sjæl havde faaet Fred ved min ungdommelige Embedsvirksomhed. Jeg havde prædiket i en Landsby nogle faae Søndage, med et stedse voxende Antal Tilhørere, men jeg havde ikke hørt tale om nogen Omvendelse, og jeg tænkte: "maaskee har Gud ikke kaldet mig? Det maa ikke være hans Villie, at jeg skal prædike, thi ellers vilde han skjænke mig aandelige Børn." En Søndag kommer min Diakon hen til mig og siger: "tab ikke Modet, forrige Søndag var her en stakkels Kvinde, som følte sig greben af Ordet til Omvendelse." Hvor længe troe I vel det varede, inden jeg besøgte denne Kvinde? Ikke længere end den Tid jeg behøvede for at naae hendes Bolig. Jeg var begjærlig efter at høre af hendes egne Læber, hvorvidt det var et Værk af Guds Naade eller ikke. Jeg betragtede hende altid senere med Interesse, sk]ønt hun kun var en Arbeidsmands Hustru, lige indtil hun blev borttagen til Himlen, efter at have levet et helligt Liv. Jeg har, siden den Tid, glædet mig i Herren over Mange, men dette første Segl paa min Embedsgjerning var mig i Særdeleshed kjært. Det gav mig en Forsmag paa Høstens Glæde. Om Nogen havde efterladt mig en Formue, vilde det ikke have forvoldt mig Hundrededelen af den Henrykkelse, jeg følte ved at gjøre den Opdagelse, at en Sjæl var bleven ledet hen til Frelseren. Jeg er vis paa, at kristne Mennesker, som ikke have denne Glæde, gaae Glip af en af de største Glæder, som en Troende kan have paa denne Side Himlen. I Sandhed, naar jeg seer Sjæle blive frelste, misunder jeg hverken Gabriel hans Throne eller Englene deres Harper. Det skal være vor Himmel for en Tid at være borte fra Himlen, om vi blot kunde bringe Andre til at kjende Frelseren, og saaledes føie nye Ædelstene til den Opstandnes Krone.

Jeg vil nævne endnu en anden salig Fornemmelse, der ligner Høstens Glæde, det er den, at føle sig i Samfund med den Herre Jesus Kristus. Denne egner sig ikke saa meget til Omtale, den maa erfares og nydes. Dersom vi forsøge paa at tale om, hvad Samfundet med Kristus er komme vi tilkort. Salomon, den viseste af alle Mennesker, blev, dengang han inspireredes til at skrive om Menighedens Samfund med Herren, nødsaget til at skrive i Billeder, og om end Høisangen altid er frydefuld for det aandelige Sind, saa forekommer den dog det kjødelige Sind kun at være en slet og ret Kjærlighedssang. Det naturlige Menneske formaar ikke at skjælne de Ting, som ere af Gud, thi de ere aandelige, og kunne kun opfattes aandelig. Men hvilken Velsignelse at vide, at Kristus er Din, og træde i et nærmere Samfund med ham! At stikke Haanden i hans Side og Fingeren i Naglegabene, dette er ikke nogen Hverdagsglæde; men naar en saadan nær og dyrebar Omgjængelse vederfares os paa Høitids- og Helligdage, da bringe de os til at træde Verden og alt, hvad Verden kalder stort og godt, under vore Fødder. Hvorledes vor Stilling er, det er uden Betydning for os, naar blot Kristus er med os, - han er vor Gud, vor Trøst og vort Alt, og vi fryde os for håns Aasyn, som med Høstens Glæde.

Jeg har ikke Tid til at udbrede mig videre herover thi jeg ønsker at slutte med et andet nyttigt Ord. Mange af os hige med ængstelig Uro efter en Høst, som kan bringe os en stor Glæde. Ganske nylig have forskjellige Personer meddeelt mig, under mange Omsvøb, hvor stærkt de følte deres Sind bevæget af Medynk med Menneskenes Sjæle. Andre af os have følt en hemmelighedsfuld Trang til at bede mere end vi hidtil have gjort, og være mere nidkjære end nogensinde, forat Kristus dog maatte frelse de arme, elendige Syndere. Vi skulle ikke slaae os til Ro, før en fuldstændig Opvækkelse har fundet Sted her i vort Land. Vi have ikke opvakt denne Følelse i vor egen Sjæl, og vi nære ikke noget ønske om at trænge den tilbage. Vi tro ikke, at den lader sig trænge tilbage; men Andre ville føle den samme himmelske Tilbøielighed og ville anraabe Gud Dag og Nat, indtil Velsignelsen kommer. Dette er Saaning, dette er Pløining, dette er Harvning - maatte det saaledes vedvare, indtil Høstens Tid kommer. Jeg længes efter at høre mine Brødre og Søstre allevegne udb ryde: "vi ere opfyldte af Bekymring, vi lide Dødskvaler, paa det at Sjælene dog maae blive frelste." Rachels Raab: "giv mig Børn, hvis ikke døer jeg," (1 Moseb 30.1) det er Guds Tjeneres Raab den Dag idag, og desuden tusinde andres Længsel. Alt som denne Attraa voxer i Inderlighed, vil en Opvækkelse nærme sig. Vi maae have aandelige Børn fødte til Kristus, ellers vil vore Hjerter briste af Længsel efter deres Frelse. O, maatte vi bestandig faae mere af disse Længsler, disse Smerter, Bekymringer og Fødselssmerter! Vedblive vi at bede indtil Opvækkelsens Høst kommer, da skulle vi ogsaa deel-agtiggjøres i dens Glæde.

Hvem skal taae den største Glæde? Det skal de, som have været mest bekymrede derfor. I, som ikke bede i Lønkamret, heller ikke ere tilstede ved Bønnemøder, I ville ikke føle en saadan Glæde, naar Velsignelsen kommer og Menigheden voxer. I have ingen Deel havt i Saaningen, derfor ville I kun faae ringe Deel i Høsten. I, som aldrig tale til Andre om deres Sjæle, som ikke deeltage i Søndagsskolerne eller i Missions-Arbeidet, men simpelthen æde Fedmen og drikke Sødmen -- I skulle Intet have af Høstens Glæde, thi I lægge ikke Haand paa Herrens Værk. Og hvem vilde ønske, at Lediggjængere skulle have Glæde? I vor Iver og Nidkjærhed føle vi os snarere tilbøielige til at sige "forbander Meroz, torbander dens Indbyggere, fordi de ikke kom Herren til Hjælp, Herren til Hjælp iblandt de Vældige." (Domm 5.23) Dersom I komme Herren til Hjælp ved hans egen hellige Aand, da skulle I deelagtiggjøres i Høstens Glæde. Maaskee vil Ingen føle større Glæde derved end de, som ere saa lykkelige at see deres egne Kjære bragte til Gud. Nogle at Eder have Børn, som det er Eder en Sorg at tænke paa; lad dem blive Eder til en saa stor Sorg, at den driver Eder til at bede uden Ophør for dem, og saafremt da Velsignelsen kommer, hvorfor skulde den da ikke ogsaa dryppe paa dem? Dersom en Opvækkelse kommer, hvorfor skulde Din Datter ikke blive omvendt, eller hvorfor skulde den vilde Knægt, Du har til Søn, blive ladet tilbage, ja selv Din gamle Fader. som har været tvivlende og vantro - hvorfor skulde Guds Naade ikke ogsaa komme til ham? Og hvilken Høstglæde vil Du da ikke føle! Hvilken Velsignelse vil da ikke gjennem-strømme Din Aand, naar Du seer, at de, som ere knyttede til Dig ved Blodets Baand, knyttes til Kristus, Din Herre! Beed ret inderlig for dem, med brændende Tro, og Du skal føle Høstens Glæde i Dit eget Huus, en Fryd ved Indhøstningen af Din egen Slægt!

Maaskee har Du, min Tilhører, ikke synderlig at gjøre med den Slags Glæde, thi Du er selv ikke frelst. Dog er det allerede store Ting for et uomvendt Menneske, at han staar under en Geistlighed, som er velsignet af Gud, og lever blandt et Folk, som beder om Omvendelse. Det er en Lykke for Dig, Du unge Menneske, at Du har en kristen Moder! Det er et stort Gode for Dig, Du vantro Kvinde, at Du har en gudfrygtig Søster! Dette giver os Haab om Dig. Just fordi dine Slægtninge ere bedende, ere vi forhaabningsfulde for Dit Vedkommende. Maatte dog den Herre Jesus ogsaa blive Din! Men ak, dersom Du forbliver vantro, hvor riig en Velsignelse der da end tilfalder Andre, saa vil den dog ikke gjøre Dig en eneste Smule bedre. "Dersom I ere villige og lydige, da skulle I æde Landets Gode ;" (Esaias 1.19), men der gives dem, som kunne raabe med ynkelig Stemme: "Høsten er forbi, Sommeren er til Ende, og vi ere ikke frelste." (Jerem 8.20) Der er bleven sagt, at de, som opleve en Opvækkelses Tid, og dog forblive vantro, ere mere forhærdede og upaavirkede end nogensinde før. Jeg troer det er saa, og derfor beder jeg den Helligaand komme med en saadan Kraft, at Ingen af Eder maa undslippe hans Magt. Maatte I dog ledes til at bede:

Jesu, Din søde Forening at smag
Længes og trænges mit Hjerte og Sind;
Riv mig fra Alt, hvad mig holder tilbage,
Drag mig i Dig, min Begyndelse, ind!
-Mig og hvad mit er jeg gjerne forsager,
Naar Du alene i Hjertet maa bo,
Og naar Din Naade af Sindet bortjager,
Hvad som forstyrrer min inderlig Ro!

O hvo der kunde det Ene kun lære,
Sig at opoffre med Hjerte og Hu,
O maatte Jesus mig Alting kun være!
Jeg er desværre langt borte endnu.
Jesu, som gav mig et hørende Øre,
Ræk mig tillige Din kraftige Haand,
At jeg min Vandring herefter maa føre
Ret som en Kristen, i Helligheds Aand!

0, hvor inderlig og brændende er dog ikke denne Bøn fra de Troende rundt om i Verden! Dersom vore Menigheder kunde vækkes til bestandig og nidkjær Bøn til Gud, da kunde vi vente at see Guds Rige komme og Satans Magt omstødes. Saamange af Eder, som elske Kristus, lægger jeg paa Hjerte i hans dyrebare Navn, at være varagtige i Bønnen; saamange af Eder, som elske Guds Menighed og ønske dens Fremgang, bøn-falder jeg om ikke at holde sig tilbage i denne Paakaldelsens Tid. Gud give, at I maae ledes til at bede saalænge, indtil Høstens Glæde er tilsikkret Eder. Huske I, at jeg engang en Søndag sagde til Eder: "Herren handle saa imod Eder, som I ville handle i hans Tjeneste i hele næste Maaned !" Jeg føler, at dette vil skee med mange af Eder - at Herren vil handle med Eder, som I ville handle imod hans Menighed! Udsaae I lidet, da ville I ogsaa høste lidet; bede I kun lidet, da ville I kun høste liden Naade; men ere I nidkjære og troende, og bede I meget, arbeide meget for Herren, da vil Herren skjænke Eder en god, knuget og overflødig Maade i Eders 5kjød. (Luk 6.38) Dersom I vande draabeviis, skulle I betales igjen draabeviis; men saafremt Aanden hjælper Eder til at udgyde Strømme af levende Vand fra Eders egen Sjæl, da vil Strømme af himmelsk Naade tilfiyde Eders Aand. Gud føre de Vantro og lede dem til en enfoldig Tro paa Jesus; da skulle de ogsaa kjende Høstens Glæde. Derom bede vi for hans Navns Skyld. Amen!

cows.gif