Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

hay.gif

Paa Græsmarken.

Psalme 104, 14: "Han lader Græs gro for Kvæget."

Paa en bestemt Tid af Aaret har Alverden travit med Høhøsten, og man kan næppe ride en Fjerdingvei ud i Landet uden at fornemme den deilige Lugt af det nyslagne Græs, og uden at høre Manden skjærpe sin Lee. Men ogsaa Græsmarken giemmer i sig et Evangelium, og dette Evangelium have vi Nu i Sinde at forkynde, saafremt den Helligaand vii skjænke Os sin Bistand dertil.

Vor Text fører Os lige til Stedet, og vi behøve derfor ingen Inledning. "Han lader Græs gro for Kvæget." Herved er der nu tre Ting at lægge Mærke til; for det første, at Græsset i og for sig er lærerigt; for det andet at Græsset er det i endnu langt højere Grad, naar vi see Gud deri; og for det tredie: at Græs set groer for Kvæget, skildrer Guds Naades Veje for Os.

I. Først altsaa: "han lader Græs gro for Kvæget." Her have vi Noget, der i og for sig er lærerigt. Der ligger en dybere Tanke i, at med Undtagelse af Vand og Lys, er næppe noget hyppigere bleven brugt som Lignelse end Græsset paa Marken. Først og fremmest er Græsset lærerigt, betragtet som et Sindbillede paa vor Forkrænkelighed. "Alt Kjød er Hø." (Esajas 40, 6 (smlg. 1 Pet. 1, 24).) Menneskelivets Historie kan læses paa Engen. Mennesket er fra først af som en grøn og fin Spire, i den tidlige Alder udsat for Frosten, der sætter det unge Liv i Fare; det voxer, modnes, klæder sig i sin Skjønhed, ligesom Græsset smykker sig med Blomster; men naar en Stund er gaaet, mister det sin Kraft, dets Skjønhed sætter Rynker, netop ligesom Græsset visner og efterfølges af en ny Slægt, som ogsaa vii visne. Ligesom vi, modnes Græsset kun for at dø. Menneskenes Børn komme til Modenhed i sin Tid, falde saa af og visne ligesom det grønne Græs. Noget Græs faar slet ikke Lov til at modnes, men afmeies, ligesom den rapfodede Død overrumpler Adams sorgløse Børn. "Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres. Thi vi fortæres i Din Vrede, og vi forfærdes i Din Harme. (Ps 90. 6-7). Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saaledes blomstrer han. Naar et Veir farer hen over det, da er det ikke mere! og dets Sted kjender det ikke længere.(Ps 103.15-16) Dette er tilvisse ydmygende; og vi trænge til ofte at paamindes derom, ellers ville vi drømme om Udødelighed under Stjernerne. Vi burde aidrig træde paa Griesset uden at huske paa, at Grønsværet, der engang skal dække vor Grav, ogsaa bør føre den frem for vor Sjæl og lade hver lille Bladspire prædike for Os om vor Forkrænkelighed; og denne Prædikens Text er: "alt Kjød er Hø, og alt dets Ynde er som et Blomster paa Mark en." (Es 49.6)

Dernæst benyttes Græsset oftere i Skriften som et sindbillede paa det Onde. David fortæller af egen Erfaring, (se navnlig Ps 37 og 73) at den Retfærdige er tilbøielig til at blive misundelig paa den Onde, naar han seer, hvorledes de Ugudelige have Lykken med sig her i Livet. Vi have seet dem udbrede sig som grønne Skud, tilsyneladende sikkre og rodfæstede paa deres Plads; og naar vi stønnede under vore Bekymringer, følte Os piinte og plagede hele den lange Dag, og tugtede hver Morgen, da vare vi tilbøielige t~ at sige: »hvorledes kan dette bestaae med Guds Retfærdighed ?« Psalmisten minder os om, at inden ret længe skufle vi være naaede videre end den Ugudeliges Sted og see, han er ikke mere; vi skulle give Agt paa hans Sted, og see, det er ikke mere (Ps. 37, 10); thi han skal hurtig falme som Græsset, og visne som grønne Urter (Ps. 37, 2). Græsset visner, dets Blomst affalder, ligesaa skal deres Ære for bestandig henvisne, som bygge paa det timelige, og grave i Jordens Skjød for der at finde en varig Glæde. Ligesom Huusbonden i østerland opsamler de grønne Urter og tiltrod~ for deres fordums Skjønhed kaster dem i Ovnen, saaledes vil og Eders Lod blive, I pralende Syndere! Saaledes vil Dommeren engang byde sine Engle: »binder dem i Knipper til at opbrændes !« *) Hvor er nu Eders Glæde? Hvor er nu det. I fortrøstede Eder til? Hvor er nu Eders Stolthed og Pragt? Hvor er nu Eders Pralerier og høit udtalte Gudsbespottelser? De tie for bestandig; thi ligesom Tjørnen knittrer under Gryden, men hurtig for-tæres og intet efterlader uden en Haandfuld Aske, saaledes skal det gaae med den Ugudeliges jordiske Liv Guds Vredes Ild ska] fortære det.

Mere fornøieligt er det at huske paa, at Græsset iSkriften benyttes som et Billede paa dem, som ere Guds Udvalgte. De Ugudelige kan sammenlignes med Orkenens Drager, men Guds eget Folk skal skyde op paa deres Sted, thi der staar skrevet: »i den Bolig, hvor Drager laae, skal være Sted for Rør og Siv !« De Udvalgte lignes ved Græs paa Grund af deres store Antal i de sidste Tider, samt paa Grund af den Hurtighed, hvormed de tiltage.« I huske det Skriftsted : »der vorde Overflod af Korn i Landet paa Toppen af Bjergene; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden. »O~ at den længe forventede Dag dog snarlig maatte komme, da Guds Folk ikke længere skal lignes ved en eenlig Tue af Græs, men da det skal skyde op som imellem Græsset, liig Pilene ved Vandbækken. Græs og Piil ere de tvende hurtigst voxende Planter, vi kjende: saaledes skal Folkeslag fødes paa een Dag, saaledes skulle Masser omvendes med eet Slag; thi naar Guds Aand engang virker mægtig i Kirkens Midte, skulle Menneskene flyve hen til Kristus ligesom Duer flyve til Dueslaget (Es. 60, 8), saa at den forbausede Menighed skal udbryde: "hvor er disse komne fra? (Es. 49, 21.)" O, at vi dog maatte opleve at see Guldalderen, den Tid, som Profeterne have forudsagt, naar Guds Folks Samfund skal blive talrigt som Græssets Bladspirer paa Engen, og Naade og Sandhed skulle blomstre.

Hvor ligner dog Guds Folk ikke Græsset ogsaa deri, at de ubetinget ere Himlens Indflydelse underlagte! Vore Marker tørres hen, dersom Faaraars-Regnbygerne og den velsignede Dug holdes tilbage, og hvad ere vore Sjæle uden den Helligaands naadefulde Besøg? Under svære Prøvelser ere vore saaede Hjerter ligesom slaget Græs, og da have vi den Forjættelse: "Han skal stige ned som Regn paa den slaaede Eng, som Draaber, der væde Jorden." (Ps 72.6) Nagende Sorger have borttaget vor Skjønhed,. men see, Herren besøger os, og vi leve op igjen. Gud skee Tak for det gamle Ord, der ligesaavel er en naadig Lære, som et sandt Ordsprog: ethvert Græsstraa har sin egen Dugdraabe. Gud finder Behag i at uddele sine Naadegaver til hver især af sine Tjenere. "Din Velsignelse er over Dit Folk."

Fremdeles kan Græsset sammenlignes med den Føde, hvormed Herren sørger for sine Udvalgtes Fornødenheder. Tag den 23de Psalme, og I ville finde dette billedlige Udtryk udarbeidet i et Hyrdedigts skjønneste Form; "han lader mig ligge i skjønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande." (V. 2.) Ret ligesom Faaret har en Føde, der passer til dets Natur, og denne Føde findes rigelig til det af Hyrden, saa at det ikke blot græsser, men lægger sig ned midt i Foderet, rigelig mættet, fuldkommen tilfredsstillet, paa samme Maade forholder det sig med Guds Folk, naar Jesus Kristus fører dem til Forsoningens Græsgange, og aabenbarer dem de dyrebare Sandheder, hvorved deres Sjæle skulle finde Næring. Kjære Venner, have vi ikke erfaret Sandheden af denne Forjættelse: "den Herre Zebaoth skal gjøre for alle Folkeslag et fedt Gjæstebud paa dette Bjerg, et Gjæstebud med gammel Viin, med feed Marv og gammel klaret Viin ?" (Es 25.6) Min Sjæl har undertiden mættet sig ved Kristus, indtil jeg har havt en Fornemmelse af ikke at kunne modtage mere, og derpaa har jeg lagt mig til Hvile i min Guds Miskundhed, tilfreds med hans Naade og opfyldt at Herrens Godhed.

I see saaledes, at selve Græsset er ikke uden Belæring for dem, som ville aabne deres øre derfor.

II. Dernæst aabenbarer Gud sig i Græssets Væxt. Han aabenbarer sig først som en virksom Arbeider; "han lad er Græs gro." Dernæst aabenbarer han sig som Opholderen: "han lader Græs gro for Kvæget"

1. Først lader Guds Virksomhed sig tilsyne i hvert eneste Græsstraa, naar vi kun have øine til at see den der. Hvor dog Verden er blind, naar den kun taler om "Naturlove". og om "Virkninger af naturlige Aarsager", men glemmer, at Lovene ikke kunne virke af sig selv, og at de saakaldte naturlige Aarsager aldeles ingen Aarsager ere, medmindre den første Åarsag sætter dem i Bevægelse. De gamle Romere sagde: Gud tordner; Gud regner. Vi sige: det tordner; det regner. Hvad er det for et "d e t"? Alle slige Udtryk er Paaskud for at slippe for Tanken om en Gud. Sædvanlig sige vi: "hvor underfuldt er dog Naturens Værk!" "Naturen«, hvad vil det egentlig sige? Vide I, hvad Naturen er? Jeg erindrer at have hørt En, der holdt Foredrag paa Gaden, en Vantro, tale om Naturen; et kristent Menneske, der var nærværende, spurgte ham, om han kunde sige ham, hvad Naturen var. Han gav slet ikke noget Svar herpaa. Græssets Fremvæxt skeer ikke ifølge nogen særlig Naturlov, der adskiller sig fra Guds øvrige Handlinger; Loven alene vilde intet bevirke saafremt den store Mester ikke selv sendte en virkende Kraft til det Stof, som er Loven undergivet - medmindre Gud selv ligesom Dampmaskinen, der driver alle de andre Maskiner og Hjul - var den bevægende Kraft, der satte alle Hjul i Bevægelse. Jeg finder Hvile i Græsset, som paa et kongeligt Leie, nu da jeg veed, at min Gud virker deri for sine Skabninger.

Efter at have bedet Eder betragte Gud som en virksom Arbeider, vilde jeg gjerne have, at I skulle drage Eder dette til Nytte, jeg beder Eder derfor see Gud i de almindelige Ting. Han lader Græs gro - Græs er en ganske almindelig Ting. I see det allevegne, og dog er Gud deri. Lad os sønderlemme og undersøge det: Guds Egenskaber give sig tilkjende i enhver enkelt lille Blomst paa Marken og i enhver grøn Bladspire. Seer saaledes ogsaa Gud i Eders almindelige Anliggender, i Eders daglige Bekymringer, i Eders dagligdags Glæder. Siger ikke: "jeg maa først see et Mirakel, forinden jeg kan see Gud." I Sandhed, hver eneste Ting er opfyldt af Mirakler. Seer Gud i Brødet paa Eders Bord, og i Vandet i Eders Bæger. Det vil være den lykkeligste Tilværelse, dersom I ved en hvilkensomhelst af Forsynets Tilskikkelser kunne sige: "min Fader har gjort det altsammen." See ogsaa Gud i de smaae Ting. Livets smaae Ting volde de største Bekymringer. Et Menneske vil finde sig med større Ro i, at hans Huus er nedbrændt, end i en daarlig tillavet Mad, der sættes paa hans Bord, naar han ventede sig noget godt. En lille Steen i Skoen bringer Pilgrimmen til at halte. At see Gud i Smaating, at tro at Gud ligesaavel er tilstede i en Kvist, der falder af Elmetræet, som i Lavinen, der begraver en heel Landsby; at tro, at den mindste Draabe, som Bølgen sprøiter op, naar den bryder sig mod Klippen, lige saa fuldt ledes af Guds Haand, som Styrelsen af de største Planeters Løb: at see Gud i det Smaa saavelsom i det Store - det er altsammen sand Viisdom.

Betænk ogsaa, hvorledes Gud virker i de eensomme Ting; thi Græsset groer ikke blot der, hvor Menneskene tage vare paa det, men ogsaa oppe paa den eenlige Bjergtop, hvor ingen Rejsende nogensinde er naaet hen. Hvor kun den vilde Fugis Øie har betragtet det eenligé Grønne, ogsaa der udfolde Mos og Græs deres Skjønhed; thi Guds Værk er skjønt ogsaa for andre Øine end de Dødeliges. I eensomme Guds Børn, ukjendte og ringe, som maaskee boe i den eensomme Hytte: den himmelske Kjærlighed glemmer Eder ikke! Han lader Græs gro ganske alene, skulde han ikke ogsaa lade Eder b]omstre trods Eders Eensomhed? Han kan bringe det Skjønne hos Eder frem og i Eensomheden og Forgiemmelsen opdrage Eder for Himlen. Græsset vide I er Noget, vi træde paa, Ingen gjør sig nogen Betænkelighed ved at nedtræde det med Foden, og dog lader Gud det voxe. Maaskee ere I undertrykte og nedtraadte, men lad det ikke tynge Eders Aand ned, thi Gud øver Retfærdighed imod alle dem, som ere under-trykte: han lader Græs gro, og han kan bringe Hjertet til at blomstre under alle Livets Undertrykkelser og Bekymringer, saa at I skulle være glade og tilfredse til-trods for, at Verden gaar hen over Eder, og leve et udødeligt Liv, saaledes som Gud beskikker Eder det, omend Helved selv sætter sin Hæl paa Eder. I Fattige og Nødlidende, Ukjendte, Upaaagtede, Undertrykte og Nedtrykte! Gud lader Græs gro! Han vil tage vare ogsaa paa Eder!

2. Men jeg sagde, at vi i vor Text ogsaa skulde betragte Gud som den store Forsørger. "Han lader Græs gro for Kvæget." "Er det Oxnene, Gud sørger for? Eller siger han det for vor Skyld"? (1 Kor 9.9-10) "Du skal ikke binde Munden paa den Oxe, som tærsker ;" dette viser at Gud har Omsorg for Dyrene paa Marken: men det viser meget mere end det; det viser nemlig, at han vil, at de, som arbeide i hans Tjeneste, skulle ernæres eftersom deres Arbejde er. Gud bærer Omsorg for Dyrene og lader Græs gro til dem. Min Sjæl, om Du end stundom har sagt med David: "jeg var ufornuftig og kunde ikke forstaae Noget, jeg var som et Dyr for Dig," (Ps 73.22) saa bærer Gud dog Omsorg for Dig. "Han giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige," (Ps 147.9) der have I et Exempel paa hans Omsorg for Fuglene, og her see vi hans Omsorg for Dyrene; og skjønt Du, min Tilhører, maa forekomme Dig selv ligesaa sort og besmittet som Ravnen, og ligesaa langt borte fra ethvert aandeligt Gode som Dyret, vil Du dog øse Trøst af denne Text; han giver Kvæget Græs, og Dig vil han skjænke Naade, om Du end føler Dig som Dyret overfor ham.

Læg Mærke til, at han bærer Omsorg for disse Dyr, som ere hjælpeløse, forsaavidt Talen er om at sørge for sig selv. Kvæget formaar ikke at plante Græsset, eiheller at faae det til at gro. Men medens de intet formaae i saa Henseende, udretter han det altsammen for dem; han bringer Græsset til at gro. I, som ere ligesaa fuldkommen ude af Stand til at hjælpe Eder selv som Kvæget, som kun kunne jamre over Eders Elendighed, men ikke vide, hvad I skulle gjøre, Gud formaar at sørge for Eder i sin Godhed, og hjælpe Eder sin Miskundhed. Lad Eders Klage stige i Bønnen op til Himlen, lad Eders Klager og Begjæringer komme frem for ham, og Hjælpen skal komme til Eder, om I end ikke formaae at hjælpe Eder selv. Dyrene ere stumme, umælende Skabninger, og dog lader Gud Græs gro til dem. Vil han bønhøre dem, som ikke formaae at tale, skulde han da ikke meget mere bønhøre dem, som kunne det? Eftersom Gud skuer ned paa Markens Kvæg med kjærlig Forsorg, vil han sikkert ogsaa have Medlidenhed med sine egne Børn, naar disse begjære at see hans Aasyn.

Endvidere kan der siges, at Gud ikke alene bærer Omsorg for Kvæget, men den Føde, hvormed han forsyner dem, er af en saadan Beskaffenhed, som egner sig for dem - han lader Græs gro for Kvæget, netop den Føde, der passer for Drøvtyggere. Paa samme Maade sørger Herren for sit Folk. Fprlader Eder i Troen paa bam, og bier paa ham i Bønnen, da skulle I faae den Føde, der egner sig for Eder. I Guds Naade ville I finde netop det, som Eders Natur begjærer, en passende Næring efter hver Enkelts Fornødenhed. Denne passende Føde forbeholder Gud Kvæget, thi Ingen uden Kvæget æder saadan Føde. Der gror Græs til det, og ingen eller bryder sig derom; paa den Maade er det forbeholdt dem.

Saaledes har Gud ogsaa en særegen Føde for sit Folk. "Herrens Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kjende den." (Ps 25.14) Skjønt Græsset voxer frit for Enhver, som har Lyst til at æde, er det dog kun Kvæget, for hvem det er beredt; og skjønt Guds Naade er tilgjængelig for alle Mennesker, saa er det for hvem han har beredet den, dog kun Guds Udvalgte der bryde sig om at modtage den. Græsset er forbeholdt Kvæget saa udelukkende, som var der reist en Muur op omkring det; saaledes er ogsaa, skjønt alle Mennesker kunne deelagtiggjøres i Guds Naade, og der ingen Grændse er sat for den, Adgangen til den, i Virkeligheden ligesaa begrænset, som om den var indskrænket til Enkelte.

Gud aabenbarer sig i Græsset som Skaberen og Forsørgeren: saa lad os til enhver Tid see hans Forsyns Haand. Lad os see den ikke blot, naar vi have Over-flod, men ogsaa naar vore Kaar ere knappe; thi Græsset gror for Kvæget selv i Vinterens Hjerte. Og I, Sorgens Børn! under alle Eders Prøvelser og Trængsler bærer Gud dog bestandig Omsorg for Eder? han vil fuldkomme sit guddommelige og naadige Formaal i Eder: bier kun, og I skal see Herrens Frelse. Enhver Vinternat hænger nøje sammen med de glade Dage, da Sæden afmeies og kjøres hjem, enhver Sorgens Time er knyttet til fremtidig Glæde.

III. Vort tredie Hovedpunkt er af stor Vigtighed.

Guds Virksomhed i Græsset, som han lader gro for Kvæget, afgiver et Billede paa Naaden. Jeg vil tale med mig selv alene og sige med Textens Ord: "han lader Græs gro for Kvæget." Heri seer jeg en tilfredsstillende Forsorg for den Art Skabninger. Ogsaa jeg er en Skabning, men af en ædlere Art end Kvæget. Jeg kan ikke et eneste øieblik forestille mig, at Gud skulde ville sørge for Kvægets Nødtørft og ikke for min. Men af Naturen føler jeg mig utilfreds; jeg kan ikke i hele denne Verden finde, hvad det er jeg trænger til; om jeg kunde vinde al Verdens Riigdom, vilde jeg dog bestandig være utilfredsstillet; og om jeg end eiede alt, hvad Hjertet kan begjære af timelige Goder, vil mit Hjerte dog bestandig føle sig tomt. Der maa dog et eller andet Sted findes Noget, som vil tilfredsstille mig som et Menneske med en udødelig Sjæi. Gud tilfredsstiller ganske Oxen; han maa derfor besidde Noget, som ogsaa fuldkommen vilde tilfredsstille mig, dersom jeg kunde opnaae det. See der er nu Græsset - Kvæget faar det, og naar det har ædt sig mæt, lægger det sig ned og synes fuldkommen tilfreds; nuvel, intet af hvad jeg nogensinde har fundet paa Jorden, har tilfredsstillet mig saaledes, at jeg kunde lægge mig hen og føle mig fuldkommen glad. Der maa dog et eller andet Sted findes noget, som vilde gjøre mig glad, hvis jeg kunde opnaae det." Er dette ikke en fornuftig Tankegang? Jeg haaber, at baade Kristne og Vantro ville gaae saa vidt med mig; men lad os saa gaae endnu et Skridt videre: Kvæget faar, hvad det trænger ti] - der er ikke alene sørget for, at der er Græs, men det faar det. Hvorfor skulde jeg ikke faae, hvad jeg behøver? Jeg finder min Sjæl hungrende og tørstende efter noget mere, end hvad jeg kan see med mine øine eller høre med mine øren: der maa gives noget, der kan tilfredsstille min Sjæl; hvorfor skulde jeg ikke finde det? Kvæget græsser og faar den Føde, som tilfredsstiller det: hvorfor skulde ikke ogsaa jeg tilfredsstilles? Da begynder jeg at bede: "O Herre, mæt min Sjæl med det Gode, at jeg maae blive ung igjen som ørnen." (Smlg Ps 103.5)

Under Bønnen overvejer jeg og tænker saaledes:
Gud har forsynet Kvæget med det, som stemmer overeens med dets Natur: det er dog kun Kjød, og Kjød er Hø, derfor groer der Græs til deres Kjød. Jeg er ogsaa Kjød. men jeg er tillige noget andet: jeg er Aand, og for at tilfredsstilles trænger jeg til aandelig Føde. Hvor findes den? Naar jeg vender mig til Guds Ord, da finder jeg der skrevet, at omend Græsset visner, bestaar Herrens Ord dog evig (1 Pet 1.24-25); og det Ord, som Jesus taler til os, er Aand og Liv. (Joh 6.63) O! siger jeg da, her er Føde for min aandelige Natur, jeg vil fryde mig derved. O, Gud hjælpe mig dog til Kundskab om, hvori denne aandelige Føde bestaar, og han sætte mig istand til at gribe den, thi jeg har lagt Mærke til, at om Gud end sørger for, at der findes Græs for Kvæget, saa maa dog Kvæget selv æde det. Ville de ikke æde, blive de heller ikke mætte. Jeg maa gjøre ligesom Kvæget, og modtage det, som Gud beskikker mig. Hvilken Forsorg finder jeg da udtalt i Skriften? Der faar jeg at vide, at vor Herre Jesus kom til Verden for at lide, udøse sit Blod og dø for mig, og at saafremt jeg troer paa ham, skal jeg blive frelst; denne Tanke om hans Kjærlighed vil, naar jeg er bleven freist, skjænke mig Husvalelse og Trøst og være min Styrke. Hvad andet har jeg da at gjøre, end at søge Næring ved disse Sandheder? Jeg finder ikke, at Kvæget medbringer nogensomheist anden Forberedelse til Græs-gangen end Hungeren, dermed kommer det og tager sin Andeel af den. Ligesaa maa jeg ved en Troens Handling beslutte at leve af Jesus. Herre, skjænk mig den Naade, at mættes ved ham! lad mig hungre og tørste efter ham! skjænk mig den Tro, hvorved jeg vil annamme ham, paa det at jeg maa mættes med Naade og fyldes med Herrens Miskundhed!

Skjønt tilsyneladende saa kort, voxer dog vor Text, jo mere vi tænke over den. Jeg vil gjerne vise Eder endnu flere Beviser paa den guddommelige Naade. Her see vi et Billede paa Guds Naades Forsynlighed. Græsset groede alt før Kvæget blev skabt. I første Kapitel af første Mosebog finde vi, at Gud sørgede for at Græsset var til, forinden han skabte Kvæget. Og hvilken Naade er det ikke, at Pagten allerede var beredt for Guds Folk, forinden det blev født. Gud havde givet sin Søn Jesus Kristus til en Frelser for hans Udvalgte, forinden Adam faldt; længe før Synden kom ind i Verden, har Guds evige Naade forudseet Syndens Ødelæggelse og sørget for en Tilfiugt for hver udvalgt Sjæl. Hvilken Tanke er det ikke for mig, at Gud har havt sin Manna i Beredskab allerede forinden jeg hungrede; og længe inden jeg tørstede, har Klippen i ørkenen været beredt til at udgyde sine klare Vandstrømrne for at tilfredsstille min Sjæls Trang! Seer dog, hvad den høieste Naade kan udrette! Forinden Kvæget kom til Græsgangen, har Græsset groet for det, og forinden jeg føler Trang til guddommelig Naade ligger denne Naade allerede beredt for mig. Dernæst opdager jeg et Billede paa den frie Naade deri, at naar Oxen gaar ud paa Marken, tager den ingen Penge med sig. Saaledes ogsaa jeg arme, fattige Synder, der intet eier, jeg kommer og faar Kristus uden Penge og uden Betaling. Herren lader Græs gro for Kvæget, og saaledes forsørger han ogsaa min trængende Sjæl med Naade, endskjønt jeg nu hverken har Penge, Dyd, eller egen Fortjeneste.

Og hvoraf kommer det, mine Venner, hvoraf kommer det, at Gud giver Kvæget Græs? Det skeer af den Grund, at de tilhøre ham. Her er et Ord, der beviser det: "mig hører Sølvet til, mig hører Guldet til, (Haggai 2, 8) og Dyrene paa Bjergene i Tusindtal. (Ps. 50, 10) Gud forsyner sit eget Kvæg med Græs, og sit Folk med Naade. Om hver eneste Kvæghjord i den ganske Verden vilde Gud kunne sige: den er min. Længe forinden Kvæghandleren sætter sit Mærke paa Kvæget,. har Gud sat sit Skabermærke paa det; saaledes har ogsaa den udvælgende Kjærlighed, forinden Adam ved Syndefaldet blev brænde-mærket paa sin Pande, trykket sit Mærke derpaa: "disse Ting vare allesammen skrevne i Din Bog; Dagene vare bestemte, før een eneste af dem var kommen." (Ps 139.16)

Men Gud føder ogsaa Kvæget, fordi han har stiftet en Pagt med dem om at gjøre det. Hvorledes? hører jeg Nogen sige: stiftet en Pagt med Kvæget! Ja, tilvisse! thi da Gud talede til sin Tjener Noah, dengang alt Kvæget kom ud af Arken sagde han: "jeg, see jeg opretter min Pagt med Eder, og med Eders Afkom efter Eder, og med hver levende Sjæl, der er hos Eder, af Fugle, af Kvæg og af alle vilde Dyr paa Jorden hos Eder." (1 Moseb 9.9-10) En saadan Pagt blev oprettet med Kvæget, og Pagten var, at hverken Sæd eller Høst skulde aflade; derfor bringer Jorden dem sin Frugt, og Herren lader Græsset gro for dem. Holder Jehovah nu sin Pagt med Kvæget, skulde han da ikke holde den med sine egne Udvalgte? Fordi hans udvalgte Folk er forbundet med ham i den Herres Jesu Person, derfor sørger han for dem med alle Ting, som de kunne trænge til for Tid og Evighed, og mætter dem af hele sin evige Kjærligheds Fylde.

Endnu engang: Gud mætter Kvæget, og derfor lovpriser Kvæget ham. Vi høre David sige i den I 48de Psalme: "Lover Herren... I vilde Dyr og alt Kvæg !" Herren mætter sit Folk i den Hensigt, at deres Herlighed maa synge ham Lov og ikke være taus. Eftersom andre Skabninger give Gud Ære, lad da Herrens Gjenoprejste, hvem han har udfriet af Fjendens Haand, ikke mindst gjøre saaledes. Selv nu er vor Text ikke udtømt! Idet vi et Øieblik vende os fra Kvæget, beder jeg Eder lægge Mærke til Græsset. Der siges om Græsset: "han lader Græs gro"« Dette er en lærerig Sandhed, thi dersom Græsset ikke groer uden at Gud lader det gro, hvorledes vil da Naaden kunne opstaae i det menneskelige Hjerte uden guddommelig Medvirkning? Naaden er tilvisse en langt underfuldere Frembringelse af den guddommelige Viisdom end Græsset! Og dersom Græsset kun groer paa guddommelig Foranledning, værer da forvissede om, at Naaden ikke vil tage Bolig i os uden at være indpiantet ved en guddommelig Handling. Er der blot saa meget som den mindste Spire af Naade i mig, saa maa jeg ganske tilskrive det Guds Villie og give ham al Æten derfor.

Og dernæst, dersom Gud ikke forsmaar at skabe Græsset og tage vare paa det, da vil han regne sig det meget mere til Ære at sørge for, at Naaden voxer i vore Hjerter. Dersom den store usynlige Aand. hvis Tanker ere store og ophøiede, nedlader sig til at see hen til den ringe Plante, som voxer ved Hækken, da vil han sikkerlig nedlade sig til at vaage over, hvad Skriften kalder "den uforkrænkelig Sæd som lever og bliver evindeligen ?." (1 Pet 1.23) Det var Mungo Park en stor Glæde midt i Afrikas Ørkener at plukke en lille Smule Mos, han saae Guds Viisdom og Kraft i denne eenlig staaende Smule Grønt. Saaledes burde ogsaa Eders Hjerter, naar I see Markerne modnes til Høsten, strømme over af Glæde ved at see, hvorledes Gud lader Græsset gro, idet han bærer Omsorg for det hele den lange, strænge Vinter og Foraarstid igjennem, indtil han omsider sender sin milde Regn og Solskin og bringer Markerne i den bedste Tilstand. Dette skal ogsaa Du, min Sjæl, erfare; selv om Du maa udholde mangen en Sorgernes Frostkulde og Trængslernes Vinter, saa vil Herren dog sørge for, at Du voxer i Naade og i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Kundskab; ham være Ære i al Evighed! Amen!

cows.gif