Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

sheep.gif

Faaret, som er stumt overfor dem, som klippe det

Esajas 53, 7: "Som et Faar, der er stumt overfor dem, som klippe det, saaledes oplod han ikke sin Mund."

Vor Herre Jesus Kristus satte sig saaledes i vort Sted, at vi i dette Kapitel lignes ved Faar: "vi fore Alle vild som Faar" 1) - ogsaa han selv lignes ved et Faar: "som et Faar, der er stumt overfor dem, sorn klippe det." Det er forunderligt, hvor fuldkomrnen en Ombytning der fandt Sted imellem Kristus og hans Folk, saa at han blev, hvad de vare, for at de kunde blive, hvad han er. Vi kunne vel forstaae, at vi skulle være Faarene, og han Hyrden; men at sammenligne den Høiestes Søn med et Faar vilde være utilgivelig formasteligt, saafremt ikke hans egen Helligaand havde betjent sig af en saadan Lignelse.

Omend dette Billede er saare naaderigt, er dog dets Brug paa dette Sted aldeles ikke besynderlig, eftersom vor Herre længe før Esaias Tid var afbildet i Paaskelammet. Efter den Tid har man forkyndt ham som "det Guds Lam, der bærer al Verdens Synd;" 2) og tilvisse, selv i sin fuldkomne Hellighed er han Lammet, der staar midt for Thronen. 3)

I. I det jeg oplader dette Billede for Eder, vil jeg opfordre Eder til for det Første at betænke vor Frelsers Taalmod, fremstillet i Skikkelse af et Faar, der er stumt overfor dem, som klippe det.

Vor Herre blev ført hen for at beklippes for sin Fred, sin Ære, for at berøves endog sit gode Navn, ja tilsidst selve Livet; men han forblev stum ligeoverfor dem, der klippede ham, ligesom Faaret. Hvor taalmodig var han ikke ligeoverfor Pilatus, Herodes og Kajefas, saavelsom paa Korset. Der berettes ikke om noget Udbrud af Utaalmodighed ved den Smerte og Skam, som han maatte taale af disse onde Mennesker. I høre ikke et eneste bittert Ord af ham. Pilatus udbryder: "svarer Du slet intet? See, hvormeget de vidne imod Dig!" 4) Herodes føler sig høilig skuffet, thi han havde ventet at see et eller andet Mirakel af ham. Alt, hvad Herren siger, fremføres i en ydmyg Tone, liig et Faars Brægen, om end fuld af uendelig dybere Betydning. Han yttrer sig i Sætninger som disse: "dertil er jeg født og kommet til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden," 5) og "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gjøre!" 6) - han er bestandig lutter Taalmod og Taushed.

Husk først paa, at vor Herre var stum og aabnede ikke sin Mund imod sine Modstandere, anklagede heller ingen af dem for Grusomhed eller Uretfærdighed. De bagvaskede ham, men han svarede intet dertil; falske Vidner opstode imod ham, men han svarede dem ikke. Man skulde tro, at han vilde have tak, dengang man pyttede ham i Ansigtet. Kunde han ikke med Rette have sagt: "Ven, hvorfor gjør Du dette? For hvilken af alle mine Gjerninger fornærmer Du mig saaledes?" Men Tiden for saadanne Besværinger var forbi. Da de sloge ham i hans Ansigt, vilde det slet ikke have været til at undres over, om han havde sagt: "hvorfor slaae I mig?" men nei, det var, som hørte han ikke deres Forhaanelser. Han fremfører ingen klage imod dem for sin Fader. Han havde kun behøvet at løfte sit Øie mod Himlen, og Legioner af Engle vilde have forjaget de raae Krigsfolk; et eneste Slag af en Serafs Vinge vilde have bevirket, at Herodes var bleven fortæret af Orme, og Pilatus vilde være død den Død, han fortjente som en uretfærdig Dommer. Korsets Høi vilde være bleven en Vulkan, der opslugte hele den Mængde, der stod og spottede og haanede ham; men nei, han aabenbarede ikke sin Magt, eller rettere sagt, han aabenbarede en saadan Magt over sig selv, at han holdt Almagtens Haand tilbage med en Kraft, som aldrig kan udmaales.

Og ligesom han ikke fremkom med et eneste Ord imod sine Modstandere, saa yttrede han heller ikke et eneste Ord imod Nogen af os. I huske nok, hvorledes Zipporah sagde til Moses: "Du er mig en blodig Huus-bond," 7) da hun saae sit Barn ligge blødende; og tilvisse kunde Jesus have sagt til sin Menighed: "Du er mig en dyrekjøbt Brud, Du, som har bragt mig al denne Skjændsel og Blodsudgydelse. Men han giver med gavmild Haand, han aabner selve sit Hjertes Kilde, og han bebreider ikke. Han har taget selv de største Omkostninger med i sin Beregning, og derfor taalte han Korset, derfor foragtede han Skammen.

Uden al Tvivl har han skuet ud over alle Tider; thi hans Øie var ikke formørket, skjønt det var blodrødt paa Korsets Træ: han maa have forudseet baade Din og min Ligegyldighed, vore Hjerters Kulde og usle Vantro, og han vilde kunne have efterladt til Efterverdenen Ord som disse: "jeg lider for dem, som ere fuldstændig uværdige til min Opmærksornhed; deres Kjærlighed vil kun være en ussel Erstatning for den, som jeg har viist dem. Endskjønt jeg har skjænket dem mit hele Hjerte, hvor lunken er dog deres Kjærlighed til mig! Jeg er syg og træt af dem, og hvilken Ulykke er det ikke for mig at skulle udgyde mit Hjerteblod for en saa uværdig Slægt, som dette mit Folk er!" Men der findes ikke en eneste Hentydning til noget saadant. Nei! :"Som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden," 8) og han yttrede ikke en Stavelse, der kunde lyde som en Knurren over sine Lidelser for deres Skyld, eller Fortrydelse over at have begyndt dette sit Værk.

Og fremdeles, ligesom der ikke hørtes et eneste Ord imod hans Modstandere, ikke et Ord imod Dig eller mig, saa hørtes der heller ikke et eneste Ord imod hans Fader, ikke en Stavelse, som kunde tyde paa nogen Fortrydelse over den Strafs Strenghed, som var lagt paa ham for vor Skyld. I og jeg have knurret ved forholdsviis lette Sorger, idet vi have meent, at vi vare haardt behandlede. Vi have fordristet os til at raabe imod Gud : "mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øienlaage, skjønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er reen." 9) Ikke saaledes vor Frelser; i hans Mund findes ingen Klage. Det er aldeles umuligt for os at begribe, hvorledes Faderen kunde trykke og knuse ham, som han gjorde, uden at han dog knurrede. "Min Gud, mm Gud, hvorfor har Du forladt mig?" - det er som et Udbrud af forbauset Sorg, men det er ikke Ord fra En, som beklager sig. Det aabenbarer vel Mennesket i Svaghed, men ikke Mennesket, der gjør Oprør. Mangfoldige ere Jeremias' Begrædelser, men faae ere Jesu klager. Jesus græd, og Jesus svedte blod, men han knurrede aldrig, han var ikke oprørsk i sit Hjerte.

Betragter Eders Herre og Frelser, som han ligger i stum Hengivelse ligeoverfor dem, der klippede ham, idet de berøvede ham Alt, hvad der var ham dyrebart, uden at han dog oplod sin Mund. Her seer jeg vor Herres fuldkomne Underkastelse. Han opgiver sig selv uden Forbehold. Offret behøvede ikke at bindes med Strikker til Alterets Horn. Hvilken Forskjel paa hans og vor Stilling! Han stod der, villig til at lide, til at blive bespyttet, skammelig behandlet, rede til at dø, en fuldstændig Hengivelse fandt Sted hos ham. Han var heelt hengiven i Faderens Villie for at fuldbyrde vor Gjenløsning. Her fandt tillige en fuldstændig Selvovervindelse Sted. Ingen Kræfter reiste sig i ham for at kæmpe for Frihed og forlange at blive undtaget fra Slægtens Forbandelse; intet Lem paa hans Legerne, ingen Deel af hans Sjæl, ingen af hans Aands Kræfter strede imod, men alle underkastede de sig den gud-dommelige Villie: den hele Kristus overgav hele sin Tilværelse til Gud, for at han pletfri maatte opofre sig fuldkommen til vor Gjenløsning.

Det var ikke blot Selvovervindelse, men en fuldstændig Gaaen op i sin Gjerning. Faaret, som det ligger der, tænker ikke mere paa sine Græsgange, det hengiver sig til den, der klipper det. Nidkjærhed for Guds Huus fortærede vor Mester ligesaavel i Pilatus' Hal som paa et hvilketsomhelst andet Sted, thi der aflagde han den gode Bekjendelse. Han havde ikke Tanke for andet end for Guds Ære og hans Udvalgtes Frelse. Brødre! Jeg vilde ønske vi kunde naae saa vidt, at vi underkastede vor Aand under Guds Herredømrne, lærte Lydighed, lærte at overgive vort fuldstændig beseirede Selv til Gud.

Vor Herres underfulde Sindsligevægt og Ydmyghed bliver end yderligere anskueliggjort i vor Text, saafremt det virkelig forholder sig saa, at Faarene i Østerland ere føieligere end vore Faar. De, som have overværet den Støi og Larm, som finder Sted ved mange Faarevaskninger og Faareklipninger hertillands, ville have Vanskelighed ved at fæste Lid til den gamle Forfatter, Jøden Filos 10) Vidnesbvrd, naar han paastaar, at Faarene villig hengive sig til klipningen. Han siger: "lodne Væddere, dækkede af et tykt Lag uld, give sig hen Faarhyrdens Haand, for at faae deres uld afklippet, idet de paa denne Maade ere vante tfl at betale deres aarlige Afgift til Mennesket, deres naturlige Overherre. Faaret staar taust i en bøiet Stilling, ikke tvunget af dens Haand, som skal klippe det. Sligt maa vel forekomme dem besynderligt, der ikke kjender Faarets Lærvillighed, men dette er Sandhed." Tilvisse en vidunderlig Underkastelse fra vor Herres og Mesters Side: lad os beundre og efterligne den!

II. Jeg har nu efter ringe Evne fremstillet vor dyrebare Mesters Taalmod. Jeg ønsker nu, at I fremdeles ville følge mig, for at see vor egen Stilling, under samme Lignelse, som blev anvendt paa vor Herre.

Begyndte jeg ikke med at sige, at fordi vi vare Faar, værdiges han at sammenligne sig selv med et Faar? Lad os engang betragte det fra et andet Synspunkt: Herren var et Faar under dens Haand, som klippede det, og ligesom han er, saaledes ere ogsaa vi i denne Verden. 11) Endskjønt vi aldrig ville blive offrede som Lam i Templet til Sonoffre, saa vare de Hellige fordum dog som Slagternes Faareflok, som der staar skrevet: "for Din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar!" 12) Jesus udsender os som Faar iblandt Ulve, og vi kunne betragte os som levende Offre, altid rede til at offres. Dog dvæler jeg fortrinsviis ved det andet Billede: vi blive som Faar bragte under dens Haand, som skal klippe. Netop som et Faar gribes af Klipperen og han afklipper dets Uld, saaledes tager Herren sit Folk og klipper det, idet han borttager alle deres jordiske Glæder og Behageligheder og lader dem gaae nøgne bort. Jeg vil ønske, at naar Turen kommer til os, og denne Klipning skal foretages med os, det samme da maa kunne siges om os som om vor Herre: "som et Faar, der er stumt overfor dem, som klippe det, saaledes oplod han ikke sin Mund." Jeg er bange for, at vi oplukke vor Mund ikke saa lidt endda, og ikke villle høre op med at beklage os uden synderlig Aarsag, eller dog paa en meget ringe Foranledning. Dog nu til Lignelsen.

Husk for det Første paa, at et Faar gjengjælder sin Eiermand al hans Pleje og Omsorg derved, at det bliver klippet. Saavidt jeg veed, er der intet andet, som et Faar kan gjøre. Det kan vel tjene til Føde, naar det er slagtet, men saalænge det er i live, kan det kun betale sin Eier derved at det overlader ham sin Uldbeklædning, naar den Tid kommer, da den er tjenlig dertil. Nogle af Guds Folk kunne skjænke Kristus en Taknemmelighedsgave ved ligefrem at tage Deel i hans Tjeneste, og de skulde gjøre det hver Dag i deres Liv; men mangfoldige Andre kunne ikke udrette synderlig paa den Maade, og den eneste Gjengjæld, de kunne yde deres Herre, er at overlade ham deres Uldbeklædning, idet de lide, naar han forlanger, at de skulde lide, hengivende sig i al Ydmyghed til at klippes og berøves Alt, hvad de personlig sætte Priis paa, naar den Tid kommer, da de skulle vise taalmodig Udholdenhed.

Her kommer Faareklipperen, han tager Faaret og begynder at klippe, og han klipper og klipper og borttager det Altsammen. Sorg og Modgang benyttes ofte til den store Klipning. Manden, eller maaske Hustruen, kaldes bort, smaae Børn ligesaa, Ens Eiendomme bortskjæres, og Helbreden gaar tabt. Undertiden bortskjærer Klipperne Menneskets gode Navn og Rygte; derefter følger Bagtalelse, al Glæde forsvinder. Nuvel, dette er nu Tiden for Dig til at klippes, og det kan være, at Du ikke formaar at herliggjøre Gud i nogen synderlig Grad, undtagen netop derved, at Du underkaster Dig denne Skæbne. Dersom dette er saaledes, mener Du da ikke, at vi som Kristi gode Faar skulle hengive os selv med Glæde, i den Følelse: jeg ligger mig ned, for at Du skal tage Alt fra mig, og gjøre med mig, hvad Du vil, thi jeg er ikke min egen, men jeg er kjøbt for en dyr Priis?

Læg saa ogsaa Mærke til, at Faaret er vel tjent med at blive klippet. Forinden Klipningen begynder, er Ulden lang og gammel, enhver Busk og enhver Tjørn river lidt af Ulden af, saa at Faaret kommer til at see pjaltet og forsømt ud. Dersom Ulden fik Lov at blive siddende, vilde Faaret ikke være istand til at bære sig, selv naar Sommerens Varme kom, det vilde være saa overlæsset med Beklædning, at det vilde føle sig ligesaa ilde tilpas som vi, naar vi beholde vore uldne Klæder alt for længe. Saaledes, kjære Brødre, naar Herren klipper os, holde vi ligesaa lidt af denne Handling, som Faarene gjøre; men for det første er det til hans Herliggjørelse; og dernæst er det os tjenligt, og derfor ere vi forpligtede til villig at underkaste os. Der gives mange Ting, som vi gjerne vilde have beholdt, men som, hvis vi havde beholdt dem, slet ikke vilde have været os til Velsignelse, men derimod til Forbandelse. En kraftløs Velsignelse er en Forbandelse.

Endskjønt Mannaen var en Gave fra Himlen, var den kun brugelig saalænge som Guds Bud gjorde den til en Velsignelse, men naar de gjemte den ud over den tilbørlige Tid, blev den ormstukken, udbredte Stank og var ingen Velsignelse længer. Mange Folk gjemme deres Naadegaver saalænge til de fordærves; men Gud vil ikke, at det skal være saaledes. Indtil et vist Punkt vilde Velstand være en Velsignelse for Dig; men saa ophørte den at være Dig til Velsignelse, og Gud tog Din Riigdom fra Dig. Indtil et vist bestemt Punkt var Dit Barn en Naadegave, men det vilde ikke have været det længere, og derfor blev det sygt og døde. Du er maaskee ikke istand til at see det, men det er saa, at naar Gud borttager en Naadegave fra Sine, saa borttager han den, fordi den ikke længere vilde være nogen Velsignelse.

Forinden Faarene klippes, blive de altid vaskede. Have I nogensinde været tilstede, naar de drives ned til Bækken? Mænd staae opstillede i Rækker paa Veien til Faarehyrden, der staar ude i Bækken. Faarene drives ud i den, og Manden griber dem, kaster dem ned i Vandet, holder deres Hoved over Vandet og snurrer dem saa rundt i Vandet, forat Ulden kan blive vadsket reen forinden den afklippes. Saa see I dem komme op igjen paa den anden Side, dødelig forskrækkede, de stakkels Dyr undrende sig ved, hvad der nu skal skee med dem. Jeg haaber at turde antage, Brødre, at I, naar en eller anden Prøvelse truer Eder, ville bønfalde Herren om at helliggjøre den for Eder. Dersom den gode Hyrde vil afklippe Din Uld, beed ham da om at rense den, forinden han borttager den; beed ham om, at Du maa blive renset paa Aand, sjæl og Legeme.

Det er en god Skik hos kristen Mennesker, at bede Gud velsigne deres Maaltider, forinden de spise. Mene I ikke, at det er endnu mere nødvendigt, at bede Gud velsigne vore Sorger, forinden de paaføres os? Her ligger nu Eders kjære Barn dødssygt; ville I ikke, kjære Forældre, slutte Eder sammen og bede Gud velsigne dette Barns Død, om det skal tages fra Eder? Eders Høst mislykkes; vilde det ikke være rigtigt at sige: "Herre, herliggjør denne vor Fattigdom, dette vor Tab, dette Aars slette Høst! styr det saaledes, at det bliver en Naade for os!" Hvorfor ikke bede Gud velsigne den bedske Skaal ligesaavel som Taksigelsens Skaal? Beed ham om, at I maae blive toede forinden I blive klippede, og skal Klipningen gaae for sig, sørger da hovedsagelig for, at den Uld I afgive, maa være reen. Naar Faaret er blevet tørt efter Afvaskningen, da mister det i Virkeligheden alt det, som udgjør dets Bekvemmelighed og Velvære. Faaret kastes ned, Klipperen begynder sin Gjerning, og den stakkels Skabning mister sin deilige Uldklædning. Ogsaa I skulle skilles fra de Ting som ere Eders Glæde. Ville I huske paa, næste Gang I modtage en Velsignelse, da at kalde den for et Laan! Stakkels Faar, der er ikke en Tot Uld paa Din Ryg, som jo skal afklippes. Intet er vort, undtagen vor Gud. "Hvorfor", siger En eller Anden "ikke ogsaa vor Synd?" Synden var vor, men Jesus har taget den paa sig, saa den er borte. Intet er vort, undtagen vor Gud, thi alle hans Gaver ere kun Laan for en Tid, afmaalte efter hans Villies Velbehag. Vi betragte taabeligen vore Naadegaver, som om de tilhørte os, og naar Herren tager dem fra os, ere vi ikke langt fra at knurre. Et Laan, siger man, skal vende leende hjem, og saa skulde vi og være glade, naar Herren tager det tilbage, som han kun har laant os. Alle vore Besiddelser ere kun kortvarige Gunstbeviisninger, som vi have laant for en Tid. Ligesom Faaret afgiver sin Uld og saaledes mister sit Velvære, saaledes maae vi ogsaa opgive vore jordiske Besiddelser; eller, om de end blive hos os indtil vi dø, saa skulle vi dog skilles ved dem da, ikke en eneste af dem skulle vi føre med over Dødens Strøm.

Klipperne vogte sig forat de ikke skulle tilføie Faaret nogen Skade; de afklippe Ulden saa tæt, som de kunne, men de klippe ikke i Skindet. Saavidt mulig ville de undgaae at udgyde blod, omend i nok saa ringe Grad. Komme de. til at saare Dyret, da skeer det fordi det ikke ligger stille; men en omhyggelig Klipper klipper ikke i Huden. Det er Gjenstridighed og Modstand, der gjør Klipningen vanskelig, ere vi derimod stumme imod dem, som klippe os, skeer der ingen Skade. Herren kan klippe mærkværdig tæt; jeg har seet ham klippe Nogle saa tæt, at der ikke syntes at være levnet dem den mindste Tot Uld, thi de vare ligesaa blottede som Job, naar han raaber: "nøgen kom jeg af Moders Liv, og nøgen vender jeg tilbage." Og dog have de føiet til, ligesom Job: "Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!" 13)

Læg Mærke til, at Klipperne altid klippe i betimelig Tid. Det vilde være ondt, grusomt og uklogt at foranstalte en Faareklipning ved Vintertid. I et Ordsprog siges der om Gud. at han mildner Vinden efter det klippede Lam. Det er vel ogsaa sandt, men det vilde være en grusom Fremgangsmaade at klippe Lammene paa den Tid af Aaret, da Vinden trænger til at mildnes. Faarene klippes, naar det er varmt, smukt Veir og de kunne taale at miste deres Uldklædning, ja endog befinde sig bedst ved at være af med den. Med Sommeren kommer ogsaa Tiden til at klippe Faarene. Have I nogensinde lagt Mærke til, at naarsomhelst Herren bedrøver os, da vælger han altid den bedst mulige Tid? Han har selv lagt denne Bøn i sine Disciples Mund: "beder, at Eders Flugt ikke maa skee om Vinteren:" 14) der gaar igjennem denne Bøn Ønsket om at vore Sorger maa komme i den rette Tid. Han vil ikke sende os vore værste Sorger paa den værste Tid. Dersom Eders Sjæle ere nedbøiede af Herren, da sender han Eder ingen rigtig tung Byrde; en saadan tung Vægt bier han ved at paalægge Eder indtil de Tider, hvor I have Eders Styrke og Glæde i Herren. Det kan vel hænde, at man kan have en Slags Fornemmelse af, at Prøvelsen er os nær, naar vi have haft en stor Glæde; men naar Sorgen samler sig i tunge Skyer omkring os, da er Befrielsen nær. Herren sender os ikke samtidig to Byrder; eller om han ogsaa gjør det, da sender han ogsaa dobbelt Styrke. Tiden til at klippe os er valgt med kjærlig Betænksomhed.

Endnu en Ting skal man huske paa. Det gaar os ligesom det gaar Faarene, Ulden voxer frem paany. Naarsomhelst Herren borttager vore jordiske Glæder med den ene Haand, da erstatter han os dem øieblikkelig hundredfold med den anden Vi græde og jamre os over et lidet Tab, og dog er det nødvendigt, forat vi maae kunne blive istand til at modtage den store Vinding. Ja, det skal gaae saaledes, vi skulle endog faae Aarsag til at glæde os, "om Morgenen gjæster os Frydesang." 15) Have vi end mistet een Stilling, strax ligger der en anden tilrede for os; ere vi blevne forjagne fra et Sted, er et bedre Tilflugtsted beredt for os. Forsynet aabner en ny Dør, naar den forrige er bleven lukket. Dersom Herren borttager Mannaen, som han gjorde ved Israels Folk da skeer det, fordi de have Kornet i Kanaans Land at leve af. Dersom Klippens Vand ikke fulgte de tolv Stammer længere, saa var det, fordi de drak af Jordans Flod og af Brøndene. O, I Faar af Herrens Fold, der skyder sig Uld frem: knurrer derfor ikke over Klipningen! Jeg har i al Korthed fremsat disse Tanker, forat vi kan komme til det sidste Ord.

III. Lad os for det tredie stræbe efter at følge vor dyrebare Mesters Exempel, naar Turen kommer til os at vi skulle klippes. Lad os være stumme overfor dem, som klippe os, eftergivende stille og lydige, som han var det!

I alt, hvad jeg har sagt, har jeg anført en Aarsag derfor. Jeg har viist, at naar vi klippes ved Sorger, da herliggjøres Gud derved, vi gavne baade Hyrden og os selv. Jeg har viist Eder, at Herren tilmaaler og tillæmper Sorgerne for os, og sender Prøvelserne i rette Tid. Jeg har viist Eder paa mange Maader, at vi handle klogelig i at underkaste os, som Faaret underkaster sig den, der klipper det, og at, jo fuldkomnere vi gjøre det, desto bedre.

Vi stride kun alt for meget imod, og vi ere ovenikjøbet tilbøielige til at undskylde os. Undertiden sige vi: "o, dette er altfor smerteligt, det er umuligt at bære det med Taalmodighed! Alt andet kunde jeg have baaret, kun ikke det." Naar en Fader straffer sit Barn, mon han da vælger noget fornøieligt? Nei, det smertelige ved Straffen er det Væsentlige ved den, og saaledes er ogsaa vor Sorgs Bitterhed Sjælen i den Tugtelse, Herren giver os. Jo ømmere Saaret er, desto bedre bliver ogsaa vort Hjerte. Knurrer ikke fordi Eders Prøvelser synes haarde og nagende. Det vilde tilvisse være det samme, som at sige: "jeg vil nok være med naar alting maa gaae efter mit Hoved, men behager det mig ikke, saa gjør jeg Modstand." Det er ikke den rette Aand, hvoraf et Guds Barn skal tale.

Undertiden beklage vi os over vor store Svaghed. "Herre, dersom jeg var stærkere, saa vilde jeg ikke tage mig dette tunge Tab saa nær; men jeg er skrøbelig, liig et vissent Blad, der føres bort af Stormen." Men hvem skal bedømme hvorvidt Eders Prøvelser passe for Eder, I eller Gud? Siden Gud anseer Prøvelsen for passende til Eders Svaghed, saa maae I være forvissede om, at det er saa. Lig stille! Ganske stille! "Ak, sige I, min Sorg kommer fra den værste Kant, den kan komme; denne Smerte kan ikke have sin Oprindelse fra Gud, den stammer fra min Fætter eller fra min Broder, som burde have behandlet mig med større Taknemlighed. Den stammer ikke fra nogen Fjende; da vilde jeg kunne have baaret den." Min Broder, lad mig forsikkre Dig om, at til syvende og sidst kommer Prøvelsen aldrig fra nogen Fjende. Gud findes dog dybest under alle Eders Trængsler; see igjennem den umiddelbare Aarsag hen til den egentlige store Anledning. Det er en stor Feiltagelse vi begaae, naar vi ærgre os over det menneskelige Redskab, som revser os, og glemme den Haand, som svinger Svøben. Slaar jeg en Hund, saa bider den i min Stok; det stakkels Dyr veed ikke bedre kunde den blot tænke en lille Smule, da vilde den bide mig, eller tage imod Slaget i al Ydmyghed. Nu, I maae ikke begynde at bide i Stokken. Naar Alt kommer til Alt, saa er det Eders himmelske Fader som bruger den; hvad enten den er af lbenholt eller det er en Knortekjæp, saa hviler den i hans Haand. Det er bedst at holde op med at vælge og vrage vore Prøvelser, og lægge den hele Sag i den uendelige Viisdoms Haand.

Dette er nu Kjærnen i min Prædiken: troende Menneske! giv Dig hen! forhold Dig rolig under Guds Haand! Giv Dig hen, og strit ikke imod! Det nytter intet, thi dersom den store Klipper har i Sinde at klippe, saa gjør han det. Sagde jeg ikke før, at Faaret ved at stride imod udsætter sig for, at Saxen klipper i Skindet! Saaledes ogsaa med os; ved at sætte os til Modværge imod Gud ville vi faae to slag istedetfor eet, og som oftest er Ulykken ikke nær saa stor, naar vi lade være at kæmpe imod den. Plovmanden i Østerland har en Pigkjæp, hvor med han prikker Oxen for at faae den til at trække bedre; han stikker ikke synderlig dybt, han pirrer den kun lidt i Huden; men dersom Dyret sparker ud, idet han berører det, vil Oxen selv være Skyld i at Pigkjæppen trænger ind og saarer den. Saaledes ogsaa med os, vi ville staa os ilde ved at sætte os imod dette; vi ville komme til at lide meget mere, idet vi gjøre Modstand, end om vi hengave os i den guddommelige Villie. Hvad Godt udrettes der ved at stride imod? Vi formaae ikke at gjøre et eneste Haar hvidt eller sort. I, sorn ere bekymrede, stoler paa os, I have dog ingen indflydelse hverken paa Vind eller Veir, paa Ondt eller Godt, med al Eders Knurren. Have I nogensinde formaaet at bringe en eneste Skilling i Pengeskuffen ved al Eders Knurren, eller skaffet Brød paa Bordet ved Eders Klage? At knurre er ingen Nytte til, at ærgre sig er at spilde sin Tid. At ligge stille under Guds Haand bringer Sjælen Velsignelse. Jeg vilde selv føle mig roligere mere stille og mere Herre over mig selv. Jeg længes ofte efter at raabe: "Herre, gjør hvad Du vil, naar Du vil, som Du vil, med mig Din Tjener: beskik mig Ære eller Vanære, Riigdom eller Fattigdom, Sygdom eller Sundhed, Opmuntring eller Nedtrykthed, og jeg vil modtage Alt med Glæde af Din Haand!" Et Menneske er ikke langt borte fra Himlens Porte, naar han fuldkommen har hengivet sig under Guds Villie.

I, som ere blevne klippede, have, haaber jeg, modtaget Trøst ved Guds evigt veisignede Helligaand. Gud velsigne Eder! O, at dog Syndere vilde ydmyge sig under Guds almægtige Haand! Ydmyger Eder for Gud, lad enhver Tanke blive taget til Fange under Kristi Lydighed,16) og Herren skal sende Eder sin Velsignelse for Jesu Kristi Skyld! Amen.

1) 1 Pet. 2, 25.

2) Joh. 1, 29.

3) Joh. Aabenb. 5, 6 fig.

4) Mark. 15, 4-5.

5) Luk. 23, 11.

6) Joh. 18, 37.

7) 2 Moseb. 4, 25.

8) Joh. 13, 1.

9) Job 16, 16-17.

10) En alexandrinsk Jøde, filosofisk Forfatter, kristi ældre Sarntidige ( 39 e. Kr.).

11) Joh. 4, 17.

12) Psalm. 44, 23 og Rom. 8, 36.

13) Job 1, 21.

14) Matth. 24, 20.

15) Psalm. 30, 6.

16) 2 Korinth. 10, 5.

cows.gif