Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Hvad Agerdyrkere formaae, og hvad de ikke formaae

what.gif
Mark. 4, 26-29: "Og han sagde: med Guds Rige haver det sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden; og sover og staar op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes. Thi Jorden bærer Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet. Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Segler hen; thi Høsten er forhaanden."

Dette er en Lære for "Guds Medarbeidere." Det er en Lignelse for alle dem, som have Andeel i Guds Rige. Den vil kun være af ringe Betydning for dem, som høre til Mørkets Rige, thi de ere ikke blevne opfordrede til at saae den gode Sæd; men til den Ugudelige siger Gud: "hvad kommer det Dig ved at tale om mine Skikke?" 1) Men alle de, som ere beskikkede til at udstrø Sæd for den kongelige Huusbonde, ville glædes ved at vide hvorledes Høsten beredes for ham, hvem de tjene. Saa hører da I, som saae ved alle Vande! 2) I, som med hellig Flid søge at fylde Himlens Kornlofter! - saa hører da, og maatte Guds Aand tale til Eders øren -eftersom I ere i Stand til at bære det!

I. Vi skulle da for det første lære af vor Text, hvad vi formaae at gjøre, og hvad vi ikke for-maae. Lad dette være vort første Hovedpunkt.

"Med Guds Rige har det sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden;" dette formaar den Arbeider, hvem Guds Naade er skjænket, at gjøre. "Og Sæden voxer og bliver høj, han veed ej selv hvorledes:" dette derimod formaar han ikke at gjøre; saasnart Sæden er saaet, befinder den sig udenfor menneskelige Kræfters Rækkevidde, og Mennesket kan hverken faae den til at spire eller gro. Dog inden ret længe kommer Arbeiderens Tid igjen: "men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen." Vi kunne høste, naar Tid er, dette er baade vor Pligt og vor Ret. I see, at der er Brug for Arbeideren ved Gjerningens Begyndelse, og skjønt der ingen Plads er for ham en lille Mellemtid, saa bliver der dog atter senere hen en ny Leilighed for ham, naar det, han har saaet. virkelig har baaret Frugt.

Læg da Mærke til, at vi kan saae. Ethvert Menneske, som har modtaget Kundskaben om Guds Naade i sit Hjerte, kan undervise Andre. Under Benævnelsen "Mennesket", indbefatter jeg alle dem, som kjende Herren, saavel Mænd som Kvinder. Vi kunne ikke alle undervise lige godt, thi Alle ere ikke lige begavede; En har faaet eet Talent, en Anden ti: heller ikke have vi alle den samme Leilighed dertil, idet en lever et ubemærket Liv, medens en Anden har udstrakt Indflydelse; og dog gives der ikke et eneste Barn indenfor Guds store Huusholdning, som ikke vil være istand til med sin lille Haand at udkaste Sæden i Jorden. Der gives ikke et eneste Menneske iblandt os, som behøver at staae ledig paa Torvet, thi et Arbeide, der passer til hans Kræfter, ligger og venter paa ham. Der gives ikke en eneste frelst Kvinde, der er uden et eller andet helligt Formaal; lad hende fuldbringe det og vinde den Roes: "hun gjorde, hvad hun kunde." 3)

Vi behøve aldrig at strides med Gud, fordi vi ikke formaae at udrette Alting, naar han blot vil tillade os at gjøre denne ene Ting; thi Saaning af den gode Sæd er en Gjerning, som vil lægge Beslag paa al vor Omtanke, hele vor Kraft, Kjærlighed og Omsorg. Saaning af hellig Sæd burde være vort ypperste Formaal, og det vil ikke være nogen ringe Gjerning selv for det ædleste Liv. I ville behøve himmelsk Veiledning, at I med Omhu maae kunne udvælge Hveden, og bevare den for Vildfarelsens giftige Ukrudt; I ville begjære Underviisning, forat I kunne rense den for egne Tanker og egne Meninger; thi disse ville næppe være efter Guds Sind. Menneskene frelses ikke ved vort Ord, men ved Guds Ord. Vi have Naade behov til at undervise rettelig i Evangeliet og lære Menneskene det ubeskaaret. Vi maae med Skjønsomhed bringe de forskjellige Mennesker den Deel af Guds Ord, der vil virke bedst paa deres samvittighed; thi meget er afhængigt af, om Ordet prædikes i rette Tid.

Efterat have udvalgt Sæden, ville vi have fuldtop af Arbeide med at gaae ud og saae den til alle Sider, thi hver Dag har sin beleilige Tid, og enhver Sammenkomst har sin gunstige Leilighed. "Saa Din Sæd om Morgenen, og lad ikke Din Haand hvile om Aftenen." 4) "Saar ved alle Vande!" 5)

Dog, kloge Saamænd vide at opdage gunstige Tider for Saaning, og gribe dem med Glæde. Der gives Tider, hvor det øiensynligt vilde være spildt Umage, at saae; thi Jordbunden vil ikke modtage Sæden, den er uskikket dertil. Før eller efter en Skylregn, eller paa hvilkensomhelst Tid, som den, der forstaar sig paa Landvæsen, vil finde bedst, maae vi staae op og gaae til vor Gjerning. Skjønt vi altid arbeide for Gud, gives der dog Tider, hvor det at tale om de himmelske Ting vilde være at kaste Perler for Svin, og der gives andre Tider, hvor det vilde være stor Synd at tie stille. At være lad til at pløie og til at saae, er at være lad tilgavns, thi man spilder ikke blot en Dag, men hele Aaret. Dersom I vogte paa Sjælene og benytte den beleilige Tid, paa saadanne øieblikke, da Sindet er blødgjort, da ville I ikke komme til at klage over det ringe Spillerum af Tid for Eders Virksomhed. Selv om I aldrig skulde blive kaldede til at vande eller til at høste, saa vil Eders Virksomhed være udstrakt nok, om I udfylde Eders Gjerning som Saamænd.

Hvor ringe en Ting det end synes at være at lære Andre Evangeliets simple Sandhed, saa har den dog sin store Betydning. Hvorledes skulle Menneskene kunne høre, naar der Ingen er som lærer? I Herrens Tjenere! Ordets Sæd er ikke som Tidsel-Frø, der føres bort af enhver Vind; men Rigets Hvedekorn trænger til en menneskelig Haand til at udsaae det, og uden en saadan Gjerning vil det ikke trænge ind i Menneskenes Hjerter, heller ikke kan det frembringe Frugt til Guds Ære. Evangeliets Prædiken er nødvendig for en hvilkensomhelst Alder; Gud give at vort Land aldrig maa savne den. Om Herren end skulde sende os Hungersnød og Mangel paa Brød og Vand, gid han dog vil fri os fra den Hungersnød, som kommer af Mangel paa hans Ord. Tro kommer af at høre, og hvorledes skulde man kunne høre, naar der Ingen er, som underviser? (Rom. 10, 14) Udsaar da, udsaar Rigets Sæd, thi den er af afgjørende Betydning for Høsten.

Denne Sæd skulde ofte udsaaes, thi Hvedekornets Fjender ere mange, og dersom I ikke ofte gjentage Eders Saaning, ville I aldrig see nogen Høst. Sæden maa udsaas allevegne, thi der er ikke en eneste Krog i Verden, som I kan tillade at ligge øde og haabe paa at den vil frembringe noget selv. I bør ikke lade de Rige og Intelligente ligge hen med den Forudsætning, at Evangeliet sikkert vil findes iblandt dem, thi det er ikke saa: Livets Forfængelighed drager dem bort fra Gud. I maae heller ikke vende Eder bort fra den Fattige og Ulærde og sige: "disse ville sikkert af sig selv føle Trang til Kristus." Ikke saaledes! de ville nedværdiges mere og mere, medmindre I opløfte dem ved Evangeliet. Ingen Klasse af Mennesker, ingensomhelst menneskelig Sinds beskaffenhed bør forsømmes af os; men overalt bør vi prædike Ordet, baade i Tide og i Utide. 6) Jeg har hørt fortælle, at den berømte Jord omseiler Cook, hvorsomhelst han reiste hen, altid førte en lille Pakke af engelske Frøsorter med sig, som han udsaaede paa Steder, der egnede sig dertil. Han forlod da sit Skib og vandrede op fra Strandbreden. Han sagde Intet, men saaede rolig sin Sæd, hvorsomhelst han kom hen, saa at han omgjordede Verden med et Bælte af sit Fødelands Blomster og Urter. Efterligner ham, hvorsomhelst I gaae, saar aandelig Sæd paa hvert et Sted, som Eders Fod betræder!

Men lad os saa tænke paa, hvad I formaae. I kunne ikke, fra det Øieblik Sæden er udgaaet fra Eders Haand, bidrage til dens Liv og Væxt. Jeg er sikker nok paa, at I ikke kunne faae den til at voxe, thi I vide ikke, hvordan den bærer sig ad med at voxe. Texten siger: "og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes." Det, som overgaar vor Kundskab, ligger sikkert ogsaa udenfor vore Kræfters Rækkeevne. Kunne I bringe Sæd til at spire? Ja, I kunne bringe den dertil under visse Forhold, navnlig Fugtighed og Varme, som foranlediger, at den svulmer op og en lille Spire bryder frem, men selve Spiringen ligger over Eders Evner. Hvoraf fremkommer den? Det vide vi ikke. Naar Spiren er kommet frem, formaae I da at faae den til yderligere at voxe, og udvikle sin Livskraft til Løv og Stamme? Nei; dette overstiger Eders Evne. Og naar saa den grønne græsagtige Spire efterfølges af et Ax, kunne I da modne dette? Det vil modnes, men er det Eder, som bevirke det? I vide, at I ikke kunne; I have ikke den ringeste Indflydelse paa den virkelige Fremgang, om I end kunne fremkalde Betingelserne derfor. Liv er en Hemmelighed, Væxt er en Hemmelighed, Modenhed er en Hemmelighed: og disse tre Hemmeligheder ere Kilder, der lukke sig for enhver fremmed Indtrængen. Hvoraf kommer det, at der i den modne Sæd findes Kimen til en ny Saaning og en ny Væxt? Hvori bestaar dette Livsprincip, denne hemmelige gjenfrembringende Kraft? Vide I noget derom? Filosofferne tale om kemiske Forbindelser, og fremdrage tilsvarende Ligheder fra dette eller hiint; men desuagtet forbliver Sædens Væxt en Hemmelighed; den voxer, han veed ikke selv hvorledes. Saaledes er det i Sandhed ogsaa med det guddommelige Livs Spire og Fremvæxt i Hjertet. Det trænger ind i Sjælen og slaar Rod der, vi vide ikke hvorledes. Det naturlige Menneske hader Ordet, men det trænger ind og omdanner hans Hjerte, saa han kommer til at elske det, han veed ikke selv hvorledes det skeer. Hans hele Natur er gjenfødt, saa at den istedetfor at frembringe Synd, frembringer Omvendelse, Tro og Kjærlighed; men han veed ikke, hvorledes det gaar til. Hvorledes Guds Aand bekæmper et Menneskes Sind, hvorledes den skaber et nyt Hjerte og den rette Aand, hvorledes vi atter blive førte til et levende Haab, det formaae vi ikke at sige. Den Helligaand trænger ind i os; vi høre ikke hans Røst, vi see ikke hans Iys, vi føle ikke hans Berøring; og dog virker han kraftigen i os, hvilket vi snarlig blive vaer. Vi vide, at Aandens Værk er en ny Skabelse, en Opstandelse, en Opreisning fra de Døde; men alle disse Ord afgive kun et Dække for vor fuldstændige Uvidenhed om Maaden, hvorpaa den virker, som det ikke staar i vor Magt at udfinde. Vi vide ikke, hvorledes den virker sine Kjærlighedens Vidundere, og eftersom vi ikke vide, hvordan den virker, kunne vi være fuldkommen forvissede om, at vi ikke kunne tage Gjerningen af dens Haand. Vi formaae ikke at skabe, ikke at levendegjøre, ikke at omdanne, vi formaae ikke at gjenføde ikke at frelse.

Efterat dette Guds Værk er sket ved Sædens Væxt, hvad saa? Vi kunne høste de modne Ax. Efter nogen Tid benytter Guds Helligaand paany sine Tjenere. Saasnart den levende Sæd først og fremmest har frembragt Bekymringens Spire, og dernæst Syndsbevidsthedens grønne Ax, og derefter Troen, der er som det fulde Korn i Axet, da faar den kristne Arbeider en ny Tjeneste at udføre, thi han kan høste. "Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen." Hermed menes ikke den yderste Dags store Høst, thi denne ligger ikke indenfor Lignelsens Omraade, der øiensynlig gjælder en menneskelig Saamand og Høstmand. Den Art Høst, som Frelseren her sigter til, er den hvortil han henviste, dengang han sagde til sine Disciple: "opløfter Eders øine og seer Markerne; de ere allerede hvide til Høsten." 7) Efterat han havde saaet Sæd en i Samaritanernes Hjerter og den var spiret frem, saa at de begyndte at bevise deres Tro paa ham, udbrød den Herre Jesus: "Markerne ere hvide til Høsten." Det hedder "En saar, en Anden høster," 8) og vor Herre siger til Disciplene: "jeg har udsendt Eder at høste det, som I ikke arbeidede." 9) Er der ikke forjættet "vi skulle og høste i sin Tid, saafremt vi ikke forsage." 10)

Kristne Arbeidere begynde deres Høstarbeide med at iagttage Kjendetegnene paa Troen paa Kristus. De ere begjærlige efter at see Spiren, og henrykte ved at lægge Mærke til det modnende Ax. De haabe ofte, at Menneskene ere Troende, men de længes efterat være sikkre derpaa; og naar de skjønne, at Troens Frugt omsider er brudt frem, begynde de at opmuntre, lykønske og trøste. De vide, at den unge Troende trænger til at optages i det kristne Samfunds Lade, for at han der kan skjærmes mod tusinde Farer. Ingen forstandig Ager dyrker lader Markens Frugter længe være udsatte for Haglene, der kunne slaae dem af, eller for Meeldrøjen, der kan ødelægge dem, eller for Fuglene, som ville fortære dem. Det er øiensynligt, at intet troende Menneske bør udelukkes fra hellig Omgangs Kornlade; han burde optages i Menighedens Midte med den samme Glæde, hvormed Kornet bringes hjem. En Kristi Arbeider vaager med Omhu, og naar han mærker, at Tiden er kommen, da begynder han strax at hente de Omvendte ind, forat der maa drages Omsorg for dem hos Broderskabet, hvor de ere adskilte fra Verden, afsondrede for Fristelserne, og gjemte hen for Herren. Han skynder sig at gjøre det, som Texten siger: "han skikker strax Seglen hen!" Han tøver ikke i flere Maaneder i kold Forventning; han er ikke bange for, at han skal opmuntre alt for hurtig, naar troen virkelig er tilstede. Han kommer strax med Forjættelsens Ord og Broderkjærhghedens Smiil, og han siger til den nye Troende "Har Du bekjendt Din Tro? Er Tiden til aaben Bekjendelse ikke kommen? Har Jesus ikke bedet den Troende at lade sig døbe? Dersom I elske ham, holder da hans Bud!" Han hviler ikke, før han har indført den Omvendte i de Troendes Samfund. Thi, kjære Brødre, vort Værk er dog kun halvgjort, naar Menneskene ere gjorte til Disciple og døbte. Da skulle vi opmuntre, undervise, bestyrke, trøste og hjælpe dem i alleslags Vanskeligheder og Farer. Hvad siger Frelseren? "Gaar derfor hen og gjører alle Folk til mine Disciple: døber dem i Navnet, Faderens og Sønnens og den Helligaands og lærer dem at holde alle Ting, som jeg har befalet Eder." (Matth. 28, 19 f.).

Seer da Omfanget og Grændsen for Eders Virkekreds! Vi kunne kundgjøre Sandheden for Menneskene, men Herren maa selv skjænke denne Sandhed sin Velsignelse; Ordets Liv og Væxt i Sjælen er kun fra Gud. Naar Væxtens hemmelighedsfulde Værk er fuldbragt, ere vi først istand til at optage de Frelste i Menigheden. At Kristus i Menneskene bliver Herliggjørelsens Haab, det er ikke vort Værk, det staar til Gud; men har Jesus Kristus vundet Skikkelse i dem, da er det vor Pligt og Glæde tydeligt at see Frelserens Billede og sige: "kom indenfor, Du Herrens Velsignede, hvorfor staar Du udenfor?" At skabe guddommeligt Liv er Guds Sag, at opelske det er vor Sag. At bringe det skjulte Liv til at gro, er Herrens Værk; at see dette Liv spire og udvikle sig, og høste det, er den Troendes Gjerning, ligesom der og staar skrevet: "men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen, thi Høsten er forhaanden."

Dette er da vor første Lære; vi see, hvad vi formaae, og hvad vi ikke formaae!

II. Vort andet Hovedpunkt svarer til det første og indbefatter, hvad vi kunne vide, og hvad vi ikke kunne vide.

Altsaa først, hvad vi kunne vide. Vi kunne vide, at naar vi have saaet Ordets gode Sæd, da vil det gro; thi Gud har forjættet, at det skal være saa. Ikke ethvert Korn, heller ikke paa et hvilketsomhelst Sted; thi Noget vil blive opspist af Fuglene, Noget af Orme, og Noget vil opbrændes af Solen; men i Reglen skal Guds Ord ikke vende tomt tilbage, det skal voxe til det, som han har bestemt det til at blive. Dette kunne vi vide. Og vi kunne fremdeles vide, at naar Sæden først har slaaet Rod, da vil den ogsaa fremdeles voxe; at den ikke er nogen Drøm eller Billede, som vil forsvinde, men at den er udstyret med Kraft og Dygtighed, saa at den fra at være en græsagtig Spire vil udvikle sig til et korn-fyldt Ax, og ved Guds Velsignelse blive til en virkelig Frelse for os og blive som "det fulde Korn i Axet." Ved Guds Hjælp og hans Velsignelse vil vort Læreembede ikke blot bringe Menneskene til Eftertanke og Syndserkjendelse, men til Omvendelse og et evigt Liv.

Vi kunne ogsaa vide, eftersom det er blevet os sagt, at Grunden hertil hovedsagelig ligger deri, at Ordet har Liv. I selve Guds Ord er der Liv, thi der staar skrevet: "Guds Ord er levende og kraftigt." 11) Det er den uforkrænkelige Sæd, som lever og bliver evindelig 12) Det er den levende Sæds Natur at voxe; og Grunden til, at Guds Ord voxer i Menneskenes Hjerter er den, at den er den levende Guds levende Ord, og der, hvor en Konges Ord er, der er der Kraft. Dette vide vi, fordi Skrifterne lære os det. Staar der ikke skrevet: "Efter sit Raad fødte han os formedelst Sandheds Ord?"13)

"Desuden frembringer Jorden, - der her er et Billede paa, Mennesket, - Frugt af sig selv." Vi maae huske paa hvad vi gjøre, idet vi udvikle dette, thi det menneskelige Hjerte frembringer ikke Tro af sig selv; det er haardt som den Klippe, paa hvilken Sæden visner bort. Men Meningen er den, at ligesom Jorden ved Duggens og Regnens velsignende Kraft, ved Guds lønlige Indvirkning paa den er skabt til at modtage og omfatte Sæden, saaledes er Menneskets Hjerte beredt til at modtage og udfolde Jesu Kristi Evangelium i sig. Et Menneskes opvaagnede Hjerte trænger netop til det Ord, som Gud skjænker det. Sat i Bevægelse ved guddommelig Indvirkning omfatter Sjælen Sandheden, og omsluttes atter af den, og saaledes lever Sandheden i Hjertet og levendegjøres af det. Menneskets Kjærlighed modtager Guds Kjærlighed; Menneskets Tro, indgivet ham af Guds Aand, troer Guds Sandhed; Menneskets Haab, indgivet ham af den Helligaand, fastholder de aabenbarede Sandheder og saaledes fremvoxer den himmelske Sæd i Sjælens jordbund. Livet kommer ikke fra Eder, som prædike Ordet, men det er nedlagt i Ordet, som I prædike ved den Helligaand. Livet er ikke i Eders Haand, men i det Hjerte, som er ført til at holde fast paa Sandheden ved Guds Aand. Frelsen fremkommer ikke ved Prædikantens personlige Myndighed, men ved personlig Overbeviisning, personlig Tro og personlig Kjærlighed hos Tilhørerne. Saameget bør vi kunne vide, og er det ikke ogsaa tilstrækkeligt for vor Virksomhed?

Dog, der er Noget, som vi ikke kunne vide, en Hemmelighed, som vi ikke kunne udforske. Jeg gjentager, hvad jeg forhen har sagt: I kunne ikke see ind i Menneskenes Indre, og nøie iagttage til hvilken Grad Sandheden omfatter Hjertet, eller Hjertet omfatter Sandheden. Mange have i den Grad iagttaget og beluret deres egne Følelser, at de ere blevne ganske blinde i deres Fortvivlelse, Andre have iagttaget de Unges Følelser saalænge, indtil de snarere have gjort dem Skade end Gavn ved deres strænge Opsyn. I Guds Gjerning er der mere Plads for at tro end for at see med sine Øine. Den himmelske Sæd groer i Løndom. I maae sørge for, at Ingen seer den, ellers bliver der ingen Høst. Selv om I gjemme Sæden ovenfor Jorden, og den spirer, kunne I derfor ikke see, hvorledes den voxer; selv om i med Mikroskopet iagttage, hvorledes det svulmer og spirer, saa ville I dog ikke kunne iagttage den indre Livskraft, som driver Sæden frem. I kjende ikke Aandens Veie. Den virker i Stilhed. "Forklar os Gjenfødelsen", hører jeg Nogen sige. Hertil vil jeg svare. "erfarer Gjenfødelsen, og I ville faae at vide, hvad den er." Der er Hemmeligheder, i hvilke vi ikke kunne trænge ind, thi deres Lys skinner altfor stærkt for Dødeliges øie. O, Menneske, Du kan ikke blive alvidende, thi Du er en Skabning, og ikke Skaber. For Dig maa der altid være Egne, som ikke blot ere ukjendte, men som Du ikke kan komme til at kjende. Saavidt skal Din Kundskab gaae, men ikke videre; og Du maae takke Gud, at det er saa, thi derved gjør han Plads for Troen, og giver os Leilighed til Bøn. Raab høit til den store Arbeider, at han vil gjøre det, som Du ikke formaar at gjøre, at Du, naar Du seer Menneskene blive frelste, da maa give Herren hele Æren derfor!

III. For det tredie meddeler Texten os, hvad vi bør vente, saafremt vi arbeide i Guds Tjeneste, og hvad vi ikke bør vente. Ifølge denne Lignelse bør vi vente at see Frugt. Huusbonden kaster sin Sæd i Jorden. Sæden spirer og groer, og han venter da naturligvis en Høst. Jeg vilde ønske, jeg kunde sige et Ord, som kunde opildne en eller anden kristen - Arbeiders Forventninger; thi jeg er bange for, at Mange arbeide uden Tro. Dersom I eiede en Have eller en Mark og I tilsaaede den, da vilde I føle Eder høilig overraskede og skuffede, om slet Intet af Sæden kom op: men mange kristne Mennesker synes ganske veltilfredse ved at arbeide, uden at gjøre sig nogen Forventning om Udbytte deraf. Dette er en sørgelig Maade at arbeide paa - ret ligesom i aareviis at heise tomme Spande op. Det er ganske nødvendigt for mig enten at see Følger af mit Arbeide, og da glæde mig derover, eller ogsaa, naar jeg intet seer, da vil mit Hjerte - saafremt jeg ellers er en nidkjær Herrens Tjener - være nærved at briste derved. Det er vor Pligt at vente Resultater; jo flere vi forvente, desto flere ville vi faae at see; Mangel paa Forventning har høilig bidraget til Guds Arbeideres ringe Fremgang.

Men vi bør ikke vente at see al den Sæd, vi bave udsaaet, spire frem ligestrax. Undertiden, takket være Gud, behøve vi kun at udtale Ordet, og Menneskene omvende sig ligestrax: i slige Tilfælde indhenter Høstmanden Saamanden; men det er ikke altid saaledes. Nogle Saamænd have i aareviis flittig bearbeidet deres Plet Jord, og dog har al deres Møie tilsyneladende været ganske forgjæves, og saa endelig kommer Høsten, en Høst, som menneskelig talt, aldrig var bleven høstet, saafremt de ikke havde holdt ud til Enden. Denne Verden vil, efter hvad jeg troer, blive omvendt til Kristus, men det skeer hverken idag eller imorgen, ikke før om mange Tider; men, Aarhundreders Saaning skal ikke være spildt, det er dog et Arbeide henimod det store Maal. En Hoben Paddehatte ere snart frembragte; men en Egeskov vil ikke lønne Planterens Møie før det ene Slægtled efter det andet er blevet til Støv. Det tilkommer os at saae og at haabe paa en tidlig Høst; men dog bør vi bestandig huske paa, at "Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt, han bier taalmodig efter den, indtil den faar tidlig Regn og sildig Regn;" 14) det samme maae vi ogsaa gjøre. Vi bør vel vente noget Udbytte, men ikke være modfaldne, om vi maae vente længe derpaa.

Vi bør ogsaa vente at see den gode Sæd voxe frem, dog ikke altid efter vor egen Maade. Ligesom Børn ere vi tilbøielige til at blive utaalmodige. Eders lille Dreng saaede igaar Sennep og Karse i sin Have; men allerede om Eftermiddagen gravede han Frøet op for at see, om det var begyndt at gro. Der er ingen Sandsynlighed for, at denne Sennep og Karse vil blive til Noget, da Drengen ikke vil unde det Fred til at voxe. Saaledes forholder det sig ogsaa med Arbeidere, der have Hastværk; de ville ligestrax see Virkninger af Evangeliet, ellers mistvivle de om det velsignede Ord. Der gives Prædikanter, der have et saadant Hastværk, at de ikke give Folk Tid til at tænke eller til at beregne, hvilke Offre de paalægge dem; de give ikke Menneskene Leilighed til at betænke deres Vandel og vende sig til Herren med Hjertets hele, fulde Forsæt. Al anden Sæd skal have Tid til at gro, men Ordets Sæd maa fremspire ligesom ved Trylleri for den Talendes Øine, ellers troer han Intet at have udrettet.

Slige gode Brødre ere saa ivrige for at frembringe Bladspirer og Ax baade hist og her, at de brænde deres Sæd ved Fanatismens Ild, og den gaar tilgrunde. De bringe Menneskene paa den Tanke, at de ere omvendte, og paa den Maade hindre de dem i at komme til en frelsende Kundskab om Sandheden. Nogle Mennesker hindres i at blive frelste derved, at man fortæller dem, at de allerede ere frelste, og gjør dem opblæste ved indbildt Fuldkommenhed, naar deres Hjerte næppe nok er blevet opladt. Dersom saadanne Folk havde lært at see efter noget dybere, vilde de maaskee ikke have ladet sig nøie med Sæd der var groet op paa stenet Grund; som det er, frembyde de en hurtig Udvikling, men en ligesaa hurtig Aftagen og Fald. Lad os i Tro vente at see Sæden voxe frem; men lad os see til at lade dens Fremvæxt foregaae efter Textens Anviisning, nemlig i tre Dele: først Spiren, saa Axet, og saa den fuldtudviklede Kjærne i Axet.

Vi bør ogsaa vente at see Sæden modnes. Vore Gjerninger ville ved Guds Naades Hjælp føre til en virkelig Tro hos dem, hvem han har bearbeidet med sit Ord og sin Aand; men vi bør ikke vente at see den færdig ligestrax. Hvormange Feiltagelser ere her ikke begaaede! Her er nu et ungt Menneske bleven paavirket, og en eller anden god, rettroende Broder taler med denne skjælvende Begynder og gjør ham dybsindige Spørgsmaal. Han ryster paa sit erfarne Hoved og rynker sine alvorlige Bryn. Han begiver sig ud paa Ageren for at see, hvorledes Sæden voxer, og endskjønt det endnu er tidligt paa Aaret, beklager han sig over ikke at kunne faae Øie paa et eneste Ax; ganske vist, han seer intet uden grønt Græs. "Jeg kan ikke opdage Spor af Sæd," siger han. Nej, kjære Broder, det kan du ganske vist ikke; thi Du vil ikke lade Dig nøie med Bladspirerne, som dog ere et Kjendetegn paa, at der er Liv tilstede, men Du forlanger at see fuldt udviklet ligestrax. Havde Du seet efter Bladspiren, havde Du fundet den; og det vilde have opmuntret Dig. Hvad mig selv angaar, da glæder jeg mig, naar jeg kan spore selv den svageste Attraa, den svageste Længsel eller en viis Uro, en vis Lede ved Synden og en Higen efter Naaden. Vil det ikke ogsaa være klogest, om I give enhver Ting Lov til at begynde med Begyndelsen, og lade Eder nøie med, at det gaar smaat fra først af? Seer efter den første Spire til Længsel, og da venter ogsaa mere! Snart ville I see lidt mere end Længsel; thi der vil komme Bevidsthed om Synden og fast Beslutning, derefter en liden Tro, Alle som et Sennepskorn, men rodfæstet. Foragter ikke de smaae Kjendetegn. Betragter ikke den nylig Gjenfødte for at undersøge, om han har den sunde Lære, efter Eders Begreb om Rettroenhed; jeg vil vædde ti mod een paa, at han langtfra er rettroende, og I ville kun pine og plage den kjære Sjæl ved at fremkomme med vanskelige Spørgsmaal. Tal til ham om hans Synd, om Kristus som Frelseren, og I ville vederkvæge ham saaledes, at Naaden i Axet vil blive en fuldt udviklet Kjærne i Axet. Det kan være, at der endnu ikke findes meget hos ham, der ligner Hvede; men lidt efter lidt ville I komme til at sige: "Ih, men det maa jo være Hvede, hvis jeg ellers kjender Hvede. Dette Menneske er et sandt Kornax, og med Glæde fører jeg ham hen til min Mesters Kornstakke." Men dersom I afskjære Spirerne, hvor skal saa Axene komme fra? Vent at see Naaden hos Eders Omvendte; men venter ikke at see den i dens fulde Herlighed ligestrax!

IV. Som sidste Hovedspørgsmaal ville vi betragte den Hvile, en Arbejder maa unde sig, og den som han ikke maa unde sig; thi der siges om Saamanden, at han sover og staar op Nat og Dag, og Sæden voxer og bliver høi, han veed ikke selv hvorledes. Man siger, at en Agerdyrkers Gjerning er en god Forretning, fordi den gaar frem, medens han er i Seng og sover; og tilvisse er vor Gjerning god, naar vi tjene vor Mester ved at udsaae den gode Sæd - thi den voxer, selv om vi sove.

Men hvorledes - tør en trofast Kristi Arbeider have Lov til at lægge sig til at sove? Hertil svarer jeg først, at han bør sove den rolige Søvn, som kommer af Tillidsfuldhed. Ere I bange for, at Kristi Rige ikke skal komme? Hvem har bedet Eder at være bekymrede for Herrens Ark? 15) bekymrede for, at Jehovahs Formaal skulle slaa feil? Skammer Eder! Eders Ængstelse fornærmer Gud! Kan Almagten overvindes? Det var bedre for Dig at sove end at være vaagen og spille Uzzahs Rolle. 15) Venter taalmodigen; Guds Formaal vil naas, hans Rige vil komme, hans Udvalgte blive frelste, og Kristus skal see Frugten af sin Sjæls Møie. Tager kun den søde Søvn, som Herren skjænker sine Kjære, den fulde Fortrøstnings Søvn, saaledes som da Kristus sov i Bagstavnen af Skibet, da det omtumledes af Stormen. Guds Sag var aldrig og vil aldrig være udsat for Fare; den udsaaede Sæd er sikret ved Almagtens Bistand, og vil frembringe sin Høst. Bevar Din Sjæl i Taalmodighed og vent til Høsten kommer, thi Herrens Glæde maa voxe i Jesu Hænder.

Sover ogsaa den glade Forventnings Søvn, som leder til en glad Opvaagnen. Staar atter op om Morgenen og føler, at Herren styrer Alt til sit Formaals Fremme, og til den største Nytte for dem, som forlade sig paa ham. Søger Velsignelsen idag, og lukker saa rolig Eders Øine til om Natten, i det Haab at de ville skue bedre Ting imorgen. Saafremt I ikke sove, ville I ikke vaagne forfriskede og rede til mere Arbeide den næste Morgen. Saafremt I sad oppe den ganske Nat og aad Bekymringens Brød, da vilde I være uskikkede til at forrette den Tjeneste, som Eders Mester anviser Eder, til om Morgenen; hviler derfor i Fred, og arbeider med en rolig Bevidsthed, thi Sagen hviler sikkert i Herrens Haand. Staar der ikke skrevet: "sligt giver han sin Ven i Søvne ?" 16)

Lægger Eder kun til Hvile, thi I have overgivet Eders Gjerning i Herrens Haand med fuld Fortrøstning. Efterat have talt Ordet, tager da Eders Tilflugt til Gud i Bønnen, overgiver Sagen i Guds Haand og ængster Eder ikke for den. Den kan ikke være i bedre Varetægt, overgiv den kun til ham, som udretter Alt i Alle.

Men sover ikke af Uagtsomhed! Agerdyrkeren saar sin Sæd, men derfor bør han ikke glemme den. Han bør udbedre Hegnene, fordrive Fuglene, luge Udkrudtet bort og forebygge Oversvømmelser. Han skal vel ikke vogte paa Sædens Fremvæxt, men han har fuldt op at gjøre ellers. Han sover, men kun i rette Tid og i tilbørligt Maal, hans Søvn maa ikke forvexles med den Lades Søvn. Han sover aldrig Ligegyldighedens eller Uvirksomhedens Søvn, thi enhver Aarstid gjør sit Krav gjældende hos ham. En Mark er vel tilsaaet, men saa er der en anden, der skal tilsaaes. Han har saaet, men han skal ogsaa høste; og naar Høsten er endt, skal han tærske og rense. En Agerdyrkers Arbeide er aldrig endt, thi der trænges bestandig til hans Nærværelse ved en eller anden Deel af hans Bedrift. Hans Søvn er kun et Ophold, som giver ham Kraft til at fortsætte sin Beskjæftigelse. Lignelsen lærer os at gjøre Alt, hvad der ligger indenfor vort Omraade, men ikke at blande os i Guds Herredømme: ved vor Underviisning skulle vi arbeide flittig, men med Hensyn til Sandhedens hemmelighedsfulde Værk i Menneskets Sind, da bør vi bede og hvile, og see hen til Herren om den indre Kraft.

1) Psalme 50, 16.

2) smlg. Esaias 32, 20.

3) Mark.14, 8.

4) Prædikeren 11, 6.

5) Smlg. Es. 32, 20.

6) 2 Tim. 4, 2.

7) Joh. 4, 35

8) Joh. 4, 37.

9) smstds. V. 38.

10) Galat. 6, 9.

11) Hebr 4, 12.

12) 1 Pet. 1. 23.

13) Jakob 1, 18.

14) Jakob 5 7.

15) See Fortællingen 2 Sam. 2 6 fig.

16) Psalme 127, 2.

cows.gif - 4548