Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Landarbeidere

1 Korinth. 3, 6-9: "Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Væxt. Saa er nu hverken den Noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Væxt. Den, som planter, og den, som vander, ere Eet: men hver skal faa sin egen Løn efter sit eget Arbeide. Thi vi ere Guds Medarbeidere; I ere Guds Ager, Guds Bygning."

Jeg vil begynde med Slutningen af min Text, da jeg finder, at det er den letteste Maade, paa hvilken jeg kan forme min Tale. Vi ville da først bemærke, at Menigheden er Guds Eiendom: "I ere Guds Bygning." Der er en anden Oversættelse, som lyder: "I ere Guds dyrkede Ager", og dette forekommer mig at være det rette Udtryk. "I ere Guds dyrkede Ager eller Landeiendom." Efterat have talt om Ageren ville vi dernæst udtale os om den Kjendsgjerning, at Herren benytter Arbeidere paa sin Eiendom: og naar vi have betragtet Arbeiderne - stakkels Mennesker, som de dog ere - da ville vi huske paa, at Gud selv er den store Arbeider: "vi ere Guds Medarbejdere."

I. Vi ville begynde med den Betragtning, at Menigheden er Guds Ager. Herren har tilegnet sig Menigheden som sin egen i Kraft af sit eget frie Valg. Han har ogsaa sikkret sig den ved Kjøb, idet han har betalt en uhyre Kjøbesum for den, "Herrens Deel er hans Folk; Jakob er hans Arvelod." 1) Enhver Strimmel Jord af Guds Ager har kostet Frelseren blodig Sved, ja selve hans Hjerteblod. Han elskede os, og gav sig selv hen for os; det er den Kjøbesum han har betalt. Herefter er Menigheden Guds Selveiendom, og han har Beviser derfor. Det er vor Glæde at føle, at vi ikke tilhøre os selv, men ere kjøbte for en Kjøbesum. Menigheden er Guds Eiendom baade ved Valg og ved Kjøb.

Og derfor har han gjort den til sit indhegnede Stykke Jord. Fordum laae det udsat, som en Deel af en aaben Fælled, øde og ufrugtbart, tilgroet med Torne og Tidsler, et Tilholdssted for de vilde Dyr; thi "af Naturen vare vi Vredens Børn, ligesaavel som de andre." 2) Guddommelig Forudviden overskuede den øde Ørk, og den udvælgende Kjærlighed udmaalte sig sin Deel deraf med Naadens fulde Maal, og udsondrede os saaledes til for bestandig at være Herrens egen Eiendom. I rette Tid kom den virksomme Naade med sin Kraft og adskilte os fra den øvrige Menneskeslægt, ligesom Marker blive indhegnede og omgivne med en Grav for at adskille dem fra den aabne Hede. Har Herren ikke selv sagt, at han har udvalgt sin Viingaard og indhegnet den?

Herren har ogsaa paa iøinefaldende Maade tilegnet sig Ageren ved dens Dyrkning. Hvad mere kunde han gjøre for sin Eiendom? Han har fuldstændig forandret Jordbundens Natur; fra at være gold har han gjort den frugtbar, han har pløiet og omgravet den, gjødet og vandet den og beplantet den med alleslags Blomster og Frugttræer. Den har allerede bragt ham mangen en velsmagende Drueklase, og der vil komme skjønnere Tider, da Englene ville bringe Høsten hjem, og da Kristus "skal see sin Sjæls Møie og see det, hvorved han skal mættes." 3)

Denne Eiendom bliver bevaret ved Herrens vedvarende Beskyttelse. Han har ikke alene indhegnet den og dyrket den ved sin undergjørende Kraft, for at gjøre den til sin egen Eiendom, men han haandhæver den bestandig som sin Ejendom. "Jeg, Herren, er dens Vogter, hvert øjeblik vander jeg den; jeg vil vogte den Nat og Dag, at Ingen skal hjemsøge den." (Esajas 27,3). Dersom Guds vedvarende Kraft ikke var, vilde Hegnet snart omstødes, og vilde Dyr vilde fortære Alting. Ugudelige Hænder forsøge altid paa at nedbryde dens Mure og lægge den øde paany, paa det at der ingen trofast Menighed skal findes i Verden; men Herren er nidkjær for sin Eiendom og vil ikke tillade, at den ødelægges. En Menighed vilde ikke ret længe blive ved at være en Menighed, saafremt Gud ikke bevarede den for sig selv. Hvad om Gud vilde sige: "jeg vil borttage Hegnet omkring den, og den skal opædes; og jeg vil nedbryde Muren omkring den, og den skal nedtrædes?" Hvilket Vildnis vilde den ikke blive! Hvad siger han? 4) "Gaar dog hen til mit Sted, som var i Schiloh, hvor jeg lod mit Navn boe i Begyndelsen, og see, hvad jeg har gjort ved den, for mit Folk, Israels Ondskabs Skyld". Gaar til Jerusalem, der forhen var hans Herligheds Sted og hans Helligdoms Sæde, og see, hvad der nu er tilbage deraf? Gaar til Rom, hvor Paulus fordum prædikede Evangeliet med Kraft: hvad er den nu vel andet end Afgudsdyrkelsens Midtpunkt? Herren kan fjerne Lysestagen og lade et Sted, der var lyst som Dagen, blive sort som selve Mørket. Dog, Guds Ager forbliver hans Ager, thi han bliver altid i den for at forebygge, at den vender tilbage til dens forrige vilde Tilstand. Den Almægtiges Kraft er ligesaa nødvendig til at bevare Menighedens Agre i dyrket Tilstand, som til fra Begyndelsen af at tage dem i Besiddelse.

Forsaavidt som Menigheden er Guds egen Eiendom, saa venter han at faae en Høst af den. Verden er øde, og han venter sig intet af den; men vi ere opdyrket Jord, og derfor kræves der en Høst af os. Af Mosegrund venter man ingen Frugtbarhed, men en ufrugtbar Ager vilde være en stor Skam. Kjærlighed forventer Gjenkjærlighed; den udviste Naade forlanger herlig Frugt. Bør vi ikke, vi som ere vandede med Frelserens blodige Sved, bære hundredfold Frugt til hans Priis? Naar vi holdes oppe af Guds evige Aand, bør den da ikke frembringe Frugter i os til hans Ære? Herrens Huusholdning med Hensyn til os viser store Omkostninger, Anvendelse af stort Arbeide og Omtanke; burde vi da ikke yde noget, som staar i Forhold dertil? Tilkommer der ikke Herren en Høst af Lydighed, af Hellighed, af Brugbarhed, af Lovpriisning? Bør dette ikke være saa? Jeg troer, at nogle Menigheder glemme, at der forventes en Høst af ethvert Stykke Land af Guds Eiendom, thi de have aldrig bragt nogen Høst eller engang ventet nogen. Landmænd pløie ikke deres Jord eller tilsaae deres Marker for Løiers Skyld; de mener det alvorlig, og de pleie og saae, fordi de ønske at komme til at høste. Der ere adskillige Kristne, som naar de blot kunde faae denne Ting ind i deres Hoved, da vilde de tilvisse see Tingene i et andet Lys; men i den senere Tid synes det, som om Guds Menighed stod i den Formening, at man aldeles ikke ventede, at den skulde frembringe Noget, men blot var til for Behageligheds og personlig Fordeels Skvld. Brødre! dette bør ikke være saa: den store Huusholder maa have noget Udbytte at sin Huusholdning. Enhver Ager maa yde sin Høst, og den hele Eiendom frembringe noget til hans Ære. Vi slutte os til Bruden i Høisangen, idet vi sige: "min Viingaard, som hører mig til, er for mit Ansigt; de tusinde tilkomme Dig, Salomon! men de to hundrede dem, som vogte dens Frugt." 5)

Men jeg vender tilbage til det Sted, hvorfra jeg gik ud. Denne Eiendom tilhører ganske Herren ved Valg, ved Kjøb, ved indhegning, ved sin Dyrkning og ved sin Vedligeholdelse. See da ogsaa det uretfærdige i at tillade nogen af Arbeiderne at kalde omend kun en Deel af Eiendommen for sin. Hvad vilde vel en Mand, der selv eier en betydelig Landeiendom, tænke, om Plovmanden vilde falde paa at sige: "see, jeg har nu pløiet denne Ager, derfor er den ogsaa min, og jeg vil give den mit Navn?" "Nej", siger en Anden, "jeg har bjerget den sidste Høst, derfor tilhører den ogsaa mig, og jeg vil opkalde den efter mig". Hvad om nu alle de andre Arbeidere sluttede sig til disse to, delte sig i to Partier og udstykkede Eiendommen imellem sig? Jeg antager, at Landeiendomsbesidderen skyndsomst vilde tage Lodderne fra dem igjen. En Eiendom tilhører sin Eiermand, lad den derfor bære hans Navn; det er meningsløst at ville benævne den efter de Mennesker, som arbeide paa den. Skulle ubetydelige Personer, uden Navn, berøve Gud hans Hæder? Husk paa, hvad Paulus siger: "hvo er da Paulus, og hvo er Apollos?" 6) "Er da Kristus deelt? mon Paulus være korsfæstet for Eder? eller ere I døbte til Paulus' Navn?" 7) Den hele Menighed tilhører ham, som har udvalgt den efter sin Villies Velbehag, som har kjøbt den med sit Blod, indhegnet den med sin Naade, dyrket den med sin Viisdom, og bevaret den ved sin Kraft. Der gives kun een Menighed paa hele Jordens Overflade, og hvo som elsker Herren burde lægge sig denne Sandhed paa Sinde. Paulus er en Arbeider, Apollos er en Arbeider, Kefas er en Arbeider; men Ageren er ikke Paulus', ikke saa meget som en Strimmel deraf tilhører enten Apollos eller Kefas; thi "I ere Kristi" 8). Sagen er den, at Arbeiderne høre til Eiendommen, men Eiendommen høre ikke Arbeiderne til: "alle Ting ere Eders, være sig Paulus eller Apollos eller Kefas" 9) "Ikke os selv prædike vi, men Jesus Kristus, Herren; os derimod at være Eders Tjenere for Jesu Kristi Skyld" 10).

II. Jeg vil nu med Hensyn til vort andet Hovedpunkt bemærke, at den store Huusbonde betjener sig af Arbeidere. Sædvanligviis udretter Gud sine Hensigter ved menneskelig Medvirkning. Om det behager ham, kan han vel ramme Menneskenes Hjerter umiddelbart ved den Helligaand, men dette er hans Sag, ikke vor; for os gjælde saadanne Ord som disse: "det behagede Gud formedelst denne Prædikens Daarlighed at gjøre dem salige, som tro" 11). Mesterens Hverv til os lyder ikke som saa: "sidder og seer, hvorledes Guds Aand omvender Folkener" men derimod: "gaar ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al Skabningen 12} Lægger Mærke til den Maade, paa hvilken Gud forsyner Menneskeslægten med Føde. Som Svar paa den Bøn: "giv os idag vort daglige Brød!" kunde han hver Morgen lade Manna falde ned fra Skyerne udenfor hvert Menneskes Dør; men han seer, at det er til vort Bedste, at vi arbeide, og derfor bruger han Plovmandens og Sædemandens Hænder til vor Forsorg. Gud kunde have dyrket sin udvalgte Eiendom, Menigheden, ved Mirakler eller ved Engle; men i Sin store Naade velsigner han den ved dens egne Sønner og Døttre. Han anvender os selv til vort eget Bedste; thi vi som ere Arbeidere paa hans Agre, modtage selv langt større Goder end vi vide. Arbeidet udvikler vore aandelige Muskler og gjør os sunde; "mig" siger Paulus. "den allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given, at prædike for Hedningerne Kristi urandsagelige Riigdom" 13).

Det er vor store Mesters Mening, at enhver Arbeider paa hans Ager skal faae noget Udbytte af den, thi han binder aldrig Munden paa Oxen, som tærsker. Arbeiderens daglige Brød tilflyder ham af Jordbunden, Om han end ikke arbeider for sig selv, men for sin Mester, saa faar han dog sin Del af Føden. I Herrens Forraadskammer er der Sæd til Saamanden, men der er ogsaa Brød, for den, som vil æde. Hvor uegennyttig vi end tjene Gud i hans Menigheds Husholdning, saa ere vi dog selv deelagtige i Frugten deraf. Det er en stor Naade af Gud, at han overhovedet vil benytte os, thi selv de bedste af os ere kun ufuldkomne Redskaber, snarere til Hindring end til Hjælp.

De Arbeidere, Gud bruger, beskjæftiges alle med nyttigt Arbeide. Læg Mærke dertil: "jeg plantede, Apollos vandede". Var der Nogen til at slaae paa den store Tromme eller blæse paa sin egen Trompet? Ingen! Paa Guds Eiendom holdes ingen Folk blot til Stads. Jeg har læst nogle Prædikener, som umulig kunne være holdte uden for et Syns Skyld, thi der var ikke Spor af Evangeliet i dem. De vare Plove uden Jern, Sædfurer uden Sæd, Harver saa bløde, som vare de gjorte af Smør. Jeg troer ikke, at vor Gud vil betale Mennesket nogen Dagløn for kun at gaae sig en Tour paa hans Eiendom og stille sig selv til Skue. Talere, som udfolde deres Veltalenhed paa Prædikestolen, ligne snarere Landstrygere, der flakke om paa Eiendommen for at stjæle Kyllinger, end ærlige Arbeidere, som arbeide for at skaffe deres Herre en god Høst. Mange af Menighedens Medlemmer leve, som om deres eneste Forretning var at plukke Bær og Markblomster. De ere dygtige til at udfinde Feil ved andre Folks Pløining og Fremgangsmaade, men selv ville de ikke røre en Haand. Kom kun, Kammerater! Hvorfor staae I den ganske Dag ledige? 14) Høsten er stor, men Arbeiderne ere faae 15) I, som ansee Eder for mere dannede end Menneskene i Almindelighed, dersom I i Sandhed ere Kristne, da maae I ikke bryste Eder og foragte dem, som arbeide strængt! Gjøre I det, da vil jeg sige til Eder: det Menneske har misforstaaet sin Herre; han har sagtens staaet i en eller anden adelig Godseiers Tjeneste, der sætter mere Priis paa det Skjønne end paa Udbyttet; vor store Herre er derimod mere praktisk, og Arbeiderne paa hans Eiendom anvendes til nyttigt Arbeide. Naar I eller jeg prædike eller undervise, gjør vi bedst i at sige til os selv: "hvad Nytte er det til, som jeg gjør? Jeg er ifærd med at undervise i en vanskelig Ting; mon der vil komme noget godt ud af min Underviisning? Jeg har valgt mig et eller andet dunkelt religiøst Spørgsmaal: mon det vil tjene til nogen Gavn?" Mine Brødre, en Arbeider kan arbeide strængt for et eller andet Indfald, han har faaet, og Arbeidet kan dog være spildt. Nogle Talere gjøre ikke synderlig andet end at vise Forskjellen paa ganske uvæsentlige Ting, og hvad Nytte er det til? Dersom vi tilsaaede vore Marker med Savspaaner eller sprøitede dem over med Rosenvand, hvad Nytte var saa det til? Mon Gud vil velsigne vore moralske Skildringer, vore fiint udarbeidede Taler og smukke Sætninger? Brødre, vi maae eftertragte det Nyttige: som Guds Medarbeidere maae vi beskjæftige os med noget, som det er Umagen værd at udføre. "Jeg har jo plantet!" er der En, der siger. Nu godt, plantes skal der. "Jeg har vandet", siger saa en Anden. Det er ogsaa godt og nødvendigt. Giv Agt derpaa, forat I kunne aflægge en ordentlig og grundig Beretning; men Ingen være tilfreds med rene Børnestreger i Henseende til Talekunst, eller give sig af med at være underholdende og den Slag Ting.

Paa Herrens Eiendom finder der en Fordeling af Arbeidet Sted. Selv Paulus siger ikke: "jeg plantede og vandede". Nei, Paulus plantede; og Apollos har ganske vist heller ikke kunnet sige: "jeg har baade plantet og vandet". Nei, det var nok for ham at passe Vandingen. Intet Menneske er i Besiddelse af alle Gaver. Hvor taabelige ere derfor ikke de, som sige: "jeg glæder mig ved den og dens præstelige Virksomhed, fordi han opbygger de Kristne ved sin Underviisning; men da han forleden Søndag var fraværende, havde jeg slet intet Udbytte af Prædikanten, thi denne talte kun om Syndernes Omvendelse". Ja, han plantede; I have været plantede en god Stund, og behøve ikke at plantes paany; men I bør være taknemmelige over, at Andre deelagtiggjøres i dette Gode. En saar, en Anden høster; istedetfor at knurre ad den skikkelige Plovmand, fordi han ikke havde bragt en Segl med sig, burde I have bedet for ham at han maatte faae Kraft til at pløie ret dybt og trænge igjennem de haarde Hjerter.

Lægger Mærke til, at paa Guds Ager have alle Arbeiderne eet og samme Formaal. Læs Texten! "Den, som planter, og den, som vander, ere Et!" Den samme Mester har benyttet dem, og skjønt han udsender dem til forskjellige Tider og paa forskjellige Dele af Eiendommen, saa blive de dog alle benyttede til et og samme Formaal, nemlig til at arbeide for Høsten. Hertillands forstaae vi ikke, hvad der menes med Vanding, fordi det vilde være umuligt for Landmanden at vande hele sin Ager; i Østerland derimod vander Landmanden saagodtsom hver Tomme Jord. Han vilde slet ingen Neg kunne samle, dersom han ikke betjente sig af ethvert Middel til at væde sine Jorder. Dersom I nogensinde have været i Italien, Ægypten eller Palæstina, ville I have seet, at man danner sig et heelt System af Brønde, Pumper, Hjul, Spande, Kanaler, smaae Vandledninger, Rør o.s.v., hvorved Vandet ledes over hele Haven til hver en Plante, ellers vilde Solens stærke Varme udtørre det Altsammen. Plantning kræver vel Viisdom, men Vanding næsten ligesaa megen, og Foreningen af disse tvende Arbeider kræver, at Arbeiderne have samme Sindelag. Det er slemt, naar Arbeiderne ere af modsatte Anskuelser og modarbeide hinanden, og dette Onde er værre i en Menighed end paa noget andet Sted. Hvorledes vil jeg kunne plante med held, naar min Medhjælper ikke vil vande det, jeg har plantet? Et Agerbrug ødelægges, naar uforstandige Folk overtage det og strides om det; thi ligefra Saatid til Høst er det een og samme Gjerning, og det maa gjøres i eet og samme øiemed altsammen. Lader os arbeide tilsammen alle vore Dage, thi Strid frembringer Ufrugtbarhed.

Vi skulle dernæst lægge Mærke til i vor Text, at alle Arbeiderne tilsammentagne ere aldeles Intet. "Hverken den som planter er Noget, heller ikke den, som vander." Arbeiderne ere aldeles Intet uden deres Mester. Alle Arbeiderne paa een Ager vilde ikke kunne overkomme, hvad de skulde, saafremt de ikke havde En, der stod i Spidsen for dem; al Verdens Prædikanter og kristne Arbeidere vilde ikke kunne udrette Noget, saafremt Gud ikke var med dertil. Husk paa, at enhver Arbeider paa Guds Eiendom har faaet al sin Dygtighed skjænket af Gud. Intet Menneske forstaar at plante og vande Sjæle, uden at Herren dagligen underviser ham derom. Alle disse hellige Gaver ere skjænkede af frivillig Naade. Alle Arbeiderne virke under Guds Veiledning og Anordning, ellers er deres Arbeide forgjæves. De vilde ikke vide hverken hvordan eller hvornaar de skulde gjøre deres Arbeide, saafremt Mesteren ikke veiledede dem ved sin Aand, uden hvilken de ikke engang ere istand til at tænke en god Tanke. Alle Guds Arbeidere maae henvende sig til ham om Sæd, ellers ville de kun saae Vikker. Al den gode Sæd udgaar alene fra Guds Forraadskammer. Prædike vi, da maa det være Guds sande Ord, ellers kan der Intet komme ud deraf. Og hvad der er endnu vigtigere: al Styrken i Arbeiderens Arm til at udsaae den himmelske Sæd maa skjænkes ham af Mesteren. Vi kunne ikke prædike, medmindre Gud er med os. En Prædiken er talt forgjæves og kun tomt Mundsveir, dersom den Helligaand ikke levendegjør den. Den maa skjænke os baade Hjertets Beredelse og lægge Svaret paa vor Tunge, ellers blive vi som de Mennesker, der saae Vind. Naar den gode Sæd er saaet, tilfalder Æren for det heldige Udfald Gud alene. Dersom han holder Duggen og Regnen tilbage, da vil Sæden ikke skyde frem af Jorden; og lader han ikke sin Sol skinne derpaa, vil det grønne Ax aldrig modnes. Det menneskelige Hjerte vil forblive goldt, om saa Paulus selv prædikede for det, medmindre Gud Helligaand vil arbeide med Paulus og velsigne Ordet hos dem, som høre det. Derfor, eftersom Høsten ene tilhører Gud, giver da Arbeiderne den Plads, der tilkommer dem. Gjør ikke for meget af os; thi naar vi have udrettet, hvad vi skulle, ere vi unyttige Tjenere. "16)

Dog, skjønt Guds Ord kalder Arbeiderne for Intet, siger det dog, at de skulle faae deres Løn. Gud virker selv de gode Gjerninger i os og lønner os saa for dem. Her tales om en personlig Tjeneste og en personlig Løn: "enhver skal faae sin egen Løn, efter sit eget Arbeide." Lønnen staar i Forhold ikke til Udfaldet, men til Arbeidet. Mangen en modløs Arbeider vil føle sig trøstet ved dette Udtryk. I skulle ikke lønnes efter Resultaterne, men efter Anstrængelsen. I faae maaskee et gjenstridigt Stykke Leer at gjennempløie, eller et Stykke tør Jord at tilsaae, hvor Stene, Fugle, Torne, de Rejsende og den brændende Sol sammensværge sig imod Tilsaaningen; men I ere ikke ansvarlige for disse Ting; Eders Løn skal komme til at svare til Eders Arbeide. Somme anvende meget Arbeide paa et lille Stykke Jord og bringe en heel Deel ud deraf. Andre anvende en heel Deel Arbeide et heelt langt Liv igjennem, uden at see nok saa lille et Udbytte deraf, thi der staar skrevet: "En saaer, og en Anden høster;" 17) men Høstmanden vil ikke faae den hele Løn, Saamanden skal have sin Deel af Glæden. Arbeiderne ere Intet; men de skulle gaae ind til deres Herres Glæde.

Texten siger os: Arbeiderne i Forening have opnaaet et heldigt Resultat, og dette udgjør en stor Deel af deres Løn. "Jeg plantede, Apollos vandede; men Gud gav Væxt." Vore Medarbeidere ville ofte sige i deres Bønner: "en Paulus kan vel plante og en Apollos vande, men det er dog altsammen forgjæves, medmindre Gud giver Væxt." Dette er fuldkommen sandt. Men der er en anden Sandhed, som altfor meget oversees, nemlig at naar Paulus planter og Apollos vander, saa giver Gud ogsaa Væxt. Vi arbeide ikke forgjæves. Uden Gud vilde der ingen Væxt være, men dog ere vi ikke uden Gud: naar Mennesker som Paulus og Apollos plante og vande, ere de sikre paa at faae Væxt; de ere den rette Slags Arbeidere, de arbeide i den rette Aand, og Gud vil tilvisse velsigne dem. Dette udgjør en stor Deel af Arbeidernes Løn.

III. Saameget om Arbeiderne; nu tilbage til Hovedsagen! Gud er selv den store Arbeider! Han bruge hvilke Arbeidere han vil, Væxten kommer dog udelukkende fra ham. Brødre! I vide, at det er saaledes i de naturlige Ting, at selv den dueligste Landmand ikke formaar at bringe sin Hvede til at spire, voxe og modnes. Han formaar ikke engang at beskjærme en eneste Mark til Høstens Tid kommer, thi Landmandens Fjender ere mange og mægtige. I Landbruget kan der indtræffe saameget; og naar Landmanden, let om Hjertet, staar i den Formening, at han skal faae en god Høst, saa indtræffer der Rust og Meeldug, og disse kappes da om at berøve ham hans Fordeel. Gud maa give Væxt. Er der noget Menneske, som er afhængigt af Gud, da er det Bonden, og ved ham ere vi alle Aar ud og Aar ind afhængige af Gud med Hensyn til den Føde, vi skulle leve af. Selv Kongen maa leve af Markens Frembringelser. Gud fylder Laden og Høstænget; og paa den aandelige Ager finder det samme Sted, thi hvad formaar vel et Menneske at udrette i den Gjerning? Dersom nogen af Eder staar i den Formening, at det er en let Sag at vinde en Sjæl, gad jeg opfordre ham til at prøve derpaa. Tænk om I, uden guddommelig Bistand, skulde prøve paa at vinde en Sjæl - I kunde ligesaa gjerne prøve paa at skabe en Verden. I, som ikke formaae at skabe en Flue, hvorledes ville I kunne skabe et nyt Hjerte og en ret Aand? Gjenfødelse er en stor Hemmelighed, der ligger udenfor vor Rækkeevne. "Veiret blæser, hvorhen det vil, og Du hører dets Susen, men Du veed ikke, hvorfra det kommer, og hvor det farer hen: saaledes er det med hver, som er født af Aanden." 18) Hvad formaar Du og jeg at gjøre i denne Sag? det overgaar langt, hvad vi formaae. Vi kunne forkynde Guds Sandhed, men at faae den til at trænge ind i Hjertet og i Samvittigheden er noget heelt andet: jeg har prædiket Jesus Kristus af hele mit Hjerte, og dog veed jeg, at jeg aldrig har frembragt nogen frelsende Virkning paa et eneste ugjenfødt Menneske, medmindre Guds Helligaand har aabnet dette Hjerte og lagt Sandhedens levende Sæd ind i det. Erfaringen lærer os dette. Ligeledes er det Herrens Værk at holde Sæden i live, naar den skal til at spire. Vi indbilde os at have omvendt Nogen, men inden ret længe indsee vi, at vi have ladet os skuffe i saa Henseende. Mange ere som Blomsterne paa vore Æbletræer; de ere skjønne at see til, men de blive ikke til Noget; Andre ligne de mange smaae Æbler, som falde af, længe før de have faaet nogen Smag. Den, som er Forstander for en stor Menighed og pines af Ængstelse for Menneskenes Sjæle, han vil snart overbevises om, at dersom Gud ikke fuldkommer sit, vil der ingen Gjerning blive gjort; vi ville ingen Omvendelse, ingen Helliggjørelse, ingen Standhaftighed faae at see, der vil ikke vises Gud Ærefrygt, ingen Gjengjæld for Frelserens Lidelser, medmindre Herren er med os. Det var med Rette, at Herren sagde: "uden mig kunne I slet intet gjøre." 19)

Jeg vil i al Korthed uddrage visse praktiske Lærdomme af denne vigtige Sandhed: den første er den, at saafremt hele Menighedens Ager udelukkende tilhører den store Mester og Arbeidsherre, og Arbeiderne intet ere værd uden ham, da skal dette fremme Enighed blandt alle dem, han har i sin Tjeneste. Dersom vi Alle staae under en og samme Mester, lad os da ikke kives. Det er en ynkelig Ting, om vi ikke kunne taale, at noget Godt bliver udrettet af nogle, som gaae under en anden Benævnelse end vi og gaae deres egne Veie. Dersom der kommer en ny Arbeider paa Ageren, og han benytter en Hakke af en ny Form, skal jeg derfor være hans Fjende? Dersom han gjør sit Arbeide bedre end jeg, skal jeg derfor være misundelig? Huske I ikke, at I have læst i den hellige Skrift om et Tilfælde, hvor Disciplene ikke formaaede at uddrive en Djævel? 20) Dette burde have gjort dem ydmyge; men til vor Forundring læse vi nogle Vers længere hen, 21) at da de saae En, som uddrev en Djævel i Kristi Navn, da forbøde de ham det, fordi han ikke hørte dem til. De selv kunde ikke uddrive Djævelen, og de forbøde dem det, som kunde. Et eller andet Samfund stræber at vinde Sjæle, men fordi de ikke bære sig ad dermed paa samme Maade, som vi, synes vi ikke om det. Sandt nok, de bære sig underligt ad; men de vinde virkelig Sjæle, og dette er dog Hovedsagen. Lad os, istedetfor at komme med Spidsfindigheder, hellere opmuntre alle dem, som staae paa Kristi Side. Viisdommen retfærdiggjøres af sine Børn, 22) uagtet nogle af disse ere langt fra at være tiltalende. Arbeiderne bør være tilfredse med den nye Plovmand, dersom deres Mester er ham naadig. Min Broder, dersom den store Herre har benyttet Dig, tilkommer det da mig at drage hans Valg i Tvivl? Kan jeg give Dig en Haandsrækning? Kan jeg vise Dig, hvorledes Du kan gjøre Dit Arbeide bedre? Eller kan Du vise mig, hvorledes jeg kan gjøre Fremgang? Saaledes bør den ene Arbeiders Forhold være til den anden.

Denne Sandhed burde dog gjøre alle Arbeiderne meget ydmyge. Skal Du prædike, unge Mand? "Ja, jeg vil nok kunne udrette en heel Deel Godt." Mener Du det? Har Du glemt, at Du Intet er? "Hverken er den, som planter, Noget." En Geistlig kommer, fyldt til Randen af Evangeliet, forat trøste de Gudfrygtige. Men saafremt han ikke i Ydmyghed fuldkommen forlader sig paa Gud, da er han heller Intet. "Heller ikke er den, som vander, Noget." Kraften kommer fra Gud. Mennesket er Forfængelighed, og hans Ord ere Vind. Gud alene har Kraften og Viisdommen. Dersom vi beklæde vore Pladser i al Ydmyghed, da vil Herren benytte os; men dersom vi ophøie os selv, vil han overlade os til vor Intethed.

Læg dernæst Mærke til, at denne Kjendsgjerning forædler Enhver, som arbeider i Guds Huusholdning. Min Sjæl opløftes af Glæde, naar jeg giver Agt paa de Ord: "vi ere Guds Medarbeidere," simple Arbeidere paa hans Ager, og dog Arbeidere med ham! Gjør Herren sit Værk ved os? Vi kan kjende, at han gjør det, af de efterfølgende Tegn. "Min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider" 23) - det er alle Guds Børns Tale, ligesaavel som det er den Eenbaarnes. Gud er med Eder, mine Brødre, naar I tjene ham af Eders ganske Hjerte. Naar I tale til Eders Disciple om Jesus, da er det Gud, som taler ved Eder; naar I optage en eller anden Fremmed paa Veien og tale til ham om Frelse ved Troen, da er det Kristus, der taler ved Eder, ret ligesom han talede med Kvinden ved Brønden; naar I, unge Mænd! tiltale Mængden i fri Luft -- dersom I da prædike Syndsforladelse ved det forsonende Blod, da er det Peters Gud, der vidner om sin Søn, saaledes som han gjorde det paa Pinsefesten.

Men læg til Slutning Mærke til, at dette burde bringe os til at bøie vore Knæ! Eftersom vi Intet ere uden Gud, lad os da raabe mægtig til ham om Bistand til vor hellige Tjeneste. Lad baade Saamanden og Høstmanden bede tilsammen, ellers ville de aldrig glædes tilsammen. Dersom Velsignelsen tilbageholdes, da er det, fordi vi ikke raabe til Gud om den og forvente den. I mine Medarbeidere! kommer til Naadestolen, og vi ville see Høstfolkene vende tilbage fra Markerne, medbringende deres Neg, uagtet de maaskee grædende droge ud forat saae. Vor Fader, som er den store Huusbonde, være al Ære nu og i al Evighed! Amen!

1) 5 Mosehog 32, 9.

2) Efes. 2, 3.

3) smlgn. Esaias 53, 11.

4) Jerem. 7, 12 (smlgn. Josva i8, 1).

5) Høis. 8, 12.

6) 1 Korinth. 3. 4.

7) 1 Korinth. 1, 13.

8) 1 Korinih. 3, 23.

9) 1 Korinth. 8, 21-22.

10) 2 Korinth. 4, 5.

11) 1 Korinth. 1, 21.

12) Maark. 16, 15.

13) Efes. 3, 8.

14) Matth. 20, 6.

15) Matth. 9, 37.

16) Luk. 17, 10.

17) Joh. 4, 37.

18) Joh. 3, 8.

19) Joh. 15, 5.

20) Mark. 9, 17 flg.

21) Mark. 9, 38 flg.

22) Matth. 11, 19.

23) Joh. 5, 17.

cows.gif - 4548