Gamle tekster

Charles Haddon Spurgeon


Mark Prædikener

slug.gif

Den Lades Ager

Ordspr. 24, 3o-32: "Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Viingaard; og see, den var aldeles løbet op i Tidsler, dens Overflade var skjult af Nelder og Steengjærdet derom var nedbrudt. Da jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjerte; jeg saae til, jeg annammede en Lærdom."

Salomon har udentvivl undertiden været glad ved at aflægge sin kongelige Klædedragt, fly Hoffets Tvang og vandre ukjendt udenfor Staden. Engang, da han havde begivet sig paa en saadan Udflugt, saae han ind over det nedbrudte Gjærde omkring en lille Landejendom, der tilhørte en Landmand af hans Undersaatter. Denne Ejendom bestod af et Stykke Ager og en Vingaard. Et eneste Blik sagde ham, at Ejeren maatte være en lad Mand, der forsømte sin Ejendom, thi den var tæt bevoxet med Ukrudt, der bredte sig over hele Jordsmonnet. Salomon samlede Lærdom heraf. Menneskene lære overhovedet Viisdom, saafremt de have Viisdom. Kunstnerens Øie opdager en Egns Skjønhed, fordi der er Skjønhed i hans egen Sjæl. "Hver, som har, ham skal gives, og han skal have til Overflod" 1), thi han skal samle sig en Høst, selv af en Mark, der er bevoxet med Torne og Nelder. Der er stor Forskjel paa Mennesker i Henseende til, hvorledes de forstaae at gjøre Brug af Sjælens Øie. Jeg ejer en Bog, hvis Titel er: "Et roligt iagttagende Øies Høst"; og en god Bog er det: et roligt iagttagende Øies Høst kan ligesaavel samles paa den Lades Ager som paa de veldyrkede Jorder. I vor Barndom lærte vi et lille Digt, som hed: "Øine og ingen Øine", og det indeholdt megen Sandhed; thi nogle Mennesker have vel Øine, men see dog ikke, hvilket fører til akkurat det samme Resultat, som om de ingen havde; hvorimod andre have et hurtigt Blik til at opfange Lærdom. Nogle betragte kun Overfladen, hvorimod andre ikke alene see den ydre Skal, men den Levende Sandheds-Kjærne, som ligger skjult i enhver udvortes Ting.

Vi bør finde Belæring ved enhver Ting, Nelder og Ukrudt kunne tjene til Nytte og Belæring for den, som er aandelig vakt. Er det ikke saa, at Torne og Tidsler skulle være syndefulde Menneskers Læremestre? Ere de ikke frembragte af Jorden i den Hensigt at vise os, hvad Synden har gjort og hvad der kommer ud af at saae Oprørets Sæd imod Gud? "Jeg gik over en lad Mands Ager, og over et Menneskes Viingaard, som fattedes Forstand", siger Salomon; "Jeg saae det, og lagde mig det paa Hjerte; jeg saae til og annammede en Lærdom." Hvadsomhelst Du seer, see ret paa det og Du vil ikke have seet det forgjæves. Du vil finde Bøger og Prædikener overalt, saavel paa Landjorden som ude paa Havet, saavel paa Jorden som i Skyerne, og Du skal lære af ethvert levende Dyr, enhver Fugl, enhver Fisk og ethvert Insekt, ja af enhver nyttig eller unyttig Plante, der spirer frem af Jorden.

Vi bør Ogsaa samle kostbar Lærdom af de Ting, som ikke behage os. Jeg er vis paa, at Salomon ikke i mindste Maade beundrede de Torne og Nelder, som dækkede Viingaardens Jordbund, men han fandt ikke destomindre Belæring ved dem. Mange have brændt sig paa Nelder, men kun faa have ladet sig belære af dem. Nogle have revet sig paa Tjørnene, men her er En, som er bleven forbedret derved. Viisdom forstaar at høste Viindruer af Torne og Figen af Nelder, at uddrage det gode af Urter, som i sig selv ere usunde og skadelige. Lad Tornene derfor ikke afskrække Dig, men see til at bringe noget godt ud deraf. Lad Dig ikke brænde af Nelderne, men grib om dem med en fast Haand og benyt dem til Din Sjæls Frelse. Sorger og Bekymringer, Uro og Besværligheder, smaae Ærgrelser og Skuffelser ville alle komme Dig til Hjælp, om Du selv vil. Efterlign Salomon, see ret nøje paa dem - iagttag dem, og modtag Belæring.

Hvad os selv angaar, da ville vi nu for det første gjøre Salomons Beskrivelse af en lad Mand til Gjenstand for vor Betragtning: han er "et Menneske, som fattes Forstand;". dernæst ville vi lægge Mærke til hans Beskrivelse af den lade Mands Ager. "Der var opkommet Tidsler paa den, og dens Flade var skjult af Nelder." Naar vi have udviklet disse to Punkter, ville vi slutte med en Bestræbelse for at høste den Lærdom, som dette forsømte Stykke Land tilbyder os Lejlighed til at erhverve.

I. Betænk for det Første Salomons Beskrivelse af en lad Mand. Salomon var et Menneske, som ingen af os vilde vove at sige mod, thi han vidste ligesaa meget som vi alle tilhobe; og desforuden var han under guddommelig Paavirkning, dengang han skrev denne Ordsprogenes Bog. Salomon siger, at en lad Mand er "et Menneske, som fattes Forstand". Det er ikke den Lades egen Mening: han stikker Hænderne i Lommen, og af hans vigtige Mine at dømme skulde man tro, at han raadede over ligesaameget som hele den engelske Bank. Du kan see, at han er en overmaade viis Mand i sin egen Indbildning, thi han paatager sig en Mine, som er beregnet paa at bringe Dig til at tro, at han er i Besiddelse af udmærket Dygtighed. Hvordan han er kommet til denne Viisdom vil være vanskeligt at sige. Han har aldrig gjort sig den Uleilighed at tænke, og dog tør jeg ikke sige, at han hovedkulds styrter sig ind i en Slutning, eftersom han aldrig foretager noget, der kan kaldes et Spring, han ruller ganske sagte ind i en Slutning. Og dog veed han Alt og har en afgjørende Dom over ethvert Punkt; at overveje er for anstrengende for ham, han har aldrig kunnet taale at lære noget; men det har altid været hans Glæde, at han er opvakt af Naturen. Han føler ingen Trang til at vide mere end hvad han alt veed, thi han veed Allerede nok, og dog veed han ingenting. Ordsproget er ikke videre høfligt i sin Udtalelse om ham, og dog er jeg sikker paa, at Salomon havde Ret, idet han kaldte ham "et Menneske, der fattedes Forstand". Salomon var temmelig ubehøvlet efter Nutidens Begreber om Høflighed, thi denne Mand ejede jo en Ager og en Viingaard, og, som stakkels Ricbard 2) siger: "Har jeg blot en Hest og en Ko, saa tager Alle Mennesker Hatten af for for mig". Hvorledes er det muligt, at et Menneske, der ejer en Ager og en Vingaard, kan mangle Forstand? Er det ikke ganske almindeligt, at et Menneskes Forstand bedømmes efter, hvormange rede Penge han har? I ethvert Tilfælde vil Du let blive rost for Dine Fuldkommenheder, dersom Du har forstaaet at vinde Rigdom. Saadan er nu Verdens Gang, men i den hellige Skrift gaar det anderledes til. Hvad enten han saa har en Ager og en Viingaard eller ikke, siger Salomon: er han lad, da er han en Taabe, eller om Du vil have en tydeligere Benævnelse for ham, da er han et Menneske blottet for Forstand. Ikke alene Forstaar han Ingenting, men han har ikke engang Evnen til at begribe. Hans Hoved er tomt, saafremt han er lad. Enten han saa kaldes en Gentleman eller han er Bonde, om han saa ejer en Ager og en Viingaard - han er ikke en Smule bedre fordet: nei han er saameget ringere, fordi han er et Menneske blottet for Forstand, og følgelig ude af Stand til at drage Nytte af sin Eiendom.

Det glæder mig at høre Salomon saa uforbeholdent sige, at en lad Mand fattes Forstand, thi dette er en gavnlig Belæring. Jeg har truffet paa dem, der meente om sig selv, at de udmærket forstode Naadens Lærdomme, og som netop vare saa vidt, at de kunde tale om de Helliges Udvælgelse, Guds Forudbestemmelse, hans Forskrifters Urokkelighed, Nødvendigheden af den Helligaands Bistand, og alle de herlige Lærdomme om Naaden, som udgjøre vor Troes Bygning; men disse Folk have af disse Læresætninger draget den Slutning, at der intet er at gjøre for dem, og saaledes ere de blevne lade, Uvirksomhed er blevet deres Troesbekjendelse. De ville ikke engang nøde andre Mennesker til at arbeide i Herrens Tjeneste, thi, sige de: "Gud vil gjøre sin egen Gjerning, Frelsen er ene ved Naade!" Det er disse lade Menneskers Mening, at man skal vente og ingenting tage sig for; han sidder og lader Græsset gro op omkring sig i Haab om himmelsk Bistand. At reise sig vilde være en Indblanden fra hans Side i de evige Forudbestemmelser, hvilket han anseer for aldeles utilladeligt. Jeg har oplevet, at han seer suur ud, ryster paa sit kloge Hoved og udtaler haarde Ord imod de ivrige Mennesker, der hestræbe sig for at vinde Sjæle. Jeg har seet ham overfuse unge Mennesker og lig en stor Damp-Rambuk støde dem i Sænk ved at kalde dem fordærvelige og uvidende. Hvorledes skal man kunne overleve en slig haard Persons Dom? Hvorledes undslippe dette meget vidende og meget dadlesyge dovne Menneske? Salomon iler os til hjælp og tilintetgjør denne Mand ved at underrette os om, at han fattes Forstand. Hvorledes! han, som er Rettroenhedens Bannerfører og som fælder Dom over alle og enhver! Ikke destomindre anvender Salomon en anden Maalestok paa ham og siger, at han fattes Forstand. Han kan vel kjende Læren, men han forstaar den ikke; ellers maatte han vide, at Naadens Lærdomme bringer os til at søge Lærdommens Naade, og at naar vi se Gud virke, lære vi, at han virker i os ikke for at vi skulle gaae hen og lægge os til at sove, men han virker i os baade at ville og at udrette efter sit Velbehag. 3) Guds Forudbestemmelse med et Folk er den, at han bestemmer dem til at øve gode Gjerninger, at de maae kundgjøre hans Priis. Derfor, hvis enten Du eller jeg af en eller anden Lære, om end nok saa sand, drager den Slutning, at vi have Tilladelse til at være lade og ligegyldige ligeoverfor de guddommelige Ting, da fattes vi Forstand, vi handle lig Daarer, vi misbruge Evangeliet, vi have taget det, som var bestemt til Næring, og gjort det til Gift. Hvad enten den Lade er lad i sin Gjerning eller ligeoverfor sin Sjæls Frelse, er han et Menneske, der fattes Forstand.

I Reglen kunne vi bedømme et Menneskes Forstand efter den Nytte han gjør; det er det, den vise Mand tydelig siger. Somme Mennesker kalde sig selv for "dannede", og dog uddanne de selv Ingenting. Den moderne Tanke, forsaavidt jeg har seet noget til dens Virksomhed, kan lignes ved en Flaske fyldt med Røg, hvoraf der intet virkelig grundigt kommer: dog have vi kjendt Mennesker, som kunne skjælne og adskille, drøfte og diskutere, klare og gjendrive, og alt imens groer Ukrudtet op, og Ploven staar og ruster. Min Ven, dersom Din Kundskab, Din Dannelse, Din Opdragelse ikke driver Dig til at tjene Gud i Gjerning i Dit Liv og Din Tid, da har Du ikke lært, hvad Salomon kalder Viisdom, og Du er ikke ham den ene Velsignede lig, som var den i Kjødet komne Viisdom, om hvem vi læse, at han drog omkring og giorde vek. 4) Et dovent Menneske ligner ikke vor Frelser, som sagde: "Min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider". 5) Sand Viisdom er praktiskt: pralende Viisdom dunster bort og bliver til blot og bar Kundskab. Viisdom pløjer sin Ager, Viisdom røgter sin Viingaard, Viisdom seer til sin Afgrøde, Viisdom søger at bringe det bedste ud af Alting; og den, der ikke ejer det, hvormegen Kundskab han end maatte være i Besiddelse af i denne eller hiin Retning, han er "et Menneske som fattes Forstande".

Hvorved viser han, at han fattes Forstand? Mon ikke derved, at han ikke benytter den Leilighed, der frembyder sig? Hans Dag er kommen og hans flag er ifærd med at henrinde, og dog lader han Timerne hengaae uden noget Formaal. Jeg vil ikke skynde for stærkt paa Nogen, men jeg vil bede Eder alle om, saa indtrængende som muligt, at forelægge Eder selv det Spørgsmaal: anvender jeg ogsaa ethvert Minut? Denne Mand ejede en Viingaard, men han røgtede den ikke; han ejede en Ager, men han dyrkede den ikke. Brødre, gribe i enhver Leilighed? Jeg veed, at enhver af os er i Besiddelse af nogen Evne til at tjene Gud; benytte vi denne Evne? Dersom vi ere hans Børn, da har han ikke stillet nogen af os saaledes, at vi nødvendigvis maae være unyttige. Et eller andet Sted maae vi kunne lade det Lys skinne, som Gud har givet os, var det end kun en ussel Tællepraas. Lade vi det skinne? Udkaste vi Sæd, hvorsomhelst vi kunne komme til? Gaae vi ud om Morgenen for at saae vor Sæd, og blive vi ved dermed ligetil Aften? hvis ikke rammes vi af Salomons strenge Dadel, naar han siger om den Lade, at han er "et Menneske, der fattes Forstand".

Den Lej1ighed, der frembød sig, benyttede han ikke, og dernæst opfyldte han ikke visse Pligter, som det burde ham at udøve. Da Gud bestemte, at enhver Israelit skulde eie et Stykke Land, ved hiin beundringsværdige Ordning, som gjorde enhver Israelit til en Jorddrot, da var det hans Mening, at ethvert Menneske skulde eje sin Plet Jord, ikke for at lade den ligge øde, men for at dyrke den. Da Gud satte Adam i Edens Have, var det ikke hans Mening, at han skulde vandre under Træerne og betragte den nyskabte Jords frivillige Yppighed, men dyrke og bevare den, og det var i samme Hensigt, at han skjænkede enhver Jøde et Stykke Land; det var hans Mening, at den hellige Jordbund skulde naae den højeste Grad af Frugtbarhed ved sin Eiermands Flid og Anstrengelse. Med Besiddelsen af en Ager og en Viingaard fulgte derfor en Forpligtelse og et Ansvar, som den Lade aldrig opfyldte, og derfor var han blottet for Forstand. Kjære Ven, hvorledes er Du nu stillet? Er Du Fader, Husbond, Tjener, Præst, Lærer? Nuvel, saa har Du Dine Agre og Dine Viingaarde i disse særegne Stillinger; men dersom Du ikke benytter disse Stillinger paa rette Maade, vil Du fattes Forstand, fordi Du forsømmer Din Tilværelses Formaal, Du svigter det høje Kald, som Din Skaber har lagt tilrette for Dig.

Den lade Husfoged handlede uklogt i begge Henseender og tillige den, at der vare Ting, som det stod i hans Magt at gjøre, og som han undlod. Han kunde have pløjet Ageren og røgtet Viingaarden, dersom han havde villet. Han var ikke nogen sygelig Mand, der var nødsaget til at holde Sengen, men han var en Dagdriver som laae i Sengen af Lyst.

I Guds Tjeneste forlanges der ikke det af Dig, som ligger over Dine Evner, thi der fordres af os i Forhold til de Evner, vi ere i Besiddelse af, og ikke i Forhold til dem, vi mangle. Af det Menneske, der fik to Talenter, forlanges der ikke Renten af fem, men man venter, at han betaler Renten af to. Den Lade hos Salomon var altfor doven til at forsøge sig paa Opgaver, som det stod i hans Magt at løse. Mange ere i Besiddelse af en Mængde slumrende Evner, som de næppe selv vide af, og mange flere ere i Besiddelse af Aandskræfter, som de benytte til deres eget Bedste og ikke til hans, som har skabt den. Kjære Venner, dersom Gud har skjænket os nogen Evne til at gjøre godt, saa lad os endelig benytte den, thi vi 1ever i en ond og fordærvet Verden. Vi bør ikke skjule vort Lys, om det saa ikke var stærkere end en St. Hansorms, i et Mørke som det, hvori vi leve. Vi bør ikke tilbageholde en eneste Stavelse af guddommelig Sandhed i en Verden, der er saa fuld af Falskhed og Vildfarelse. Hvor svag vor Røst end monne være, lad os Opløfte den for Sandheds og Retfærdigheds Sag. Lad os ikke vise Mangel paa Forstand, ved at lade en eller anden Leilighed gaa unyttet hen, eller lade Forpligtelser uopfyldte og Evner uudviklede.

Hvad nu angaar et Menneske, der er lad med Hensyn til sin Sjæls Frelse, da fattes der ham tilvisse Forstand, idet han lidet ænser Ting, der kræve hans Udeelte Opmærksomhed. Menneske, har Du aldrig ransaget Dit Hjærte? Har Du aldrig ladet Plovjernet gjennentrænge Din Sjæls Jordsmon? Er Ordets Sæd aldrig blevet saaet i Dig? eller har det ikke slaaet Rod? Har Du aldrig vandet Din aandelige Attraaes spæde Planter? Har Du aldrig prøvet paa at oprykke Syndens Ukrudt, som groer i Dit Hjerte? Er Du fremdeles et Stykke af en bar Fælled eller en gold Hede? Stakkels Sjæl! Du kan pleie Dit Legeme, og anvende mangt et Øieblik til at speile Dig; bekymrer Du Dig slet ikke om Din Sjæl? Hvor lang Tid er Du dog om at smykke det stakkels Kjød, der dog er Ormeføde, eller idetmindste øieblikkelig vilde blive det, om Gud borttog Din Aande! Imidlertid lader Du samtidig Din Sjæl være uredt, uvadsket og upaaklædt, et stakkels forsømt væsen! O, det bør ikke være saa, at Du tager vare paa det ringere og lader den bedre Deel omkomme af Mangel paa Omsorg. Dette er den største Daarskab!. En saadan Mand er en Lad i Henseende til sit Hjertes Viingaard, et Menneske som fattes Forstand. Skal jeg være efterladende, lad det saa komme tilsyne paa min Ager og i min Have, men ikke i min Sjæl.

Eller er Du en Kristen? Er Du i Sandhed frelst, og dog forsømmelig i Herrens Tjeneste? I saa Fald kan jeg ikke, hvad Du end forøvrigt monne være, undlade at sige, at De er i Besiddelse af altfor lidt Forstand; thi naar et Menneske selv er frelst og fatter, hvilke Farer andre Menneskers Sjæle ere udsatte for, da maa han tilvisse være ivrig i sine Bestræbelser for at drage enhver Brand ud af Ilden. En Kristen, som er lad! Kan en saadan Skabning eksistere? Et kristent Menneske, der slet ikke arbeider for Herren, hvordan skal jeg tale om ham? Tiden tøver ikke, Døden tøver ikke, Helvede tøver ikke: Satan er ikke lad, alle Mørkets Magter ere travle! hvor er det muligt, at Du og jeg kunne være lade, naar Mesteren har sat os i sin Viingaard? Tilvisse maa der fattes os Forstand, om vi, efter at være frelste ved Guds uendelige Kjærlighed, ikke opbyde alle vore Kræfter for at tjene ham. Det ligger i Sagens Natur, at et frelst Menneske bør være et nidkjært Menneske.

En Kristen, som er efterladende i sin Herres Tjeneste, har ingen Forestilling om, hvad han gaaer Glip af; thi Kjærnen i al Gudsdyrkelse er en hellig Hengivelse til Gud. Nogle Mennesker have lige netop saamegen Religion, at der kan være Spørgsmaal om de have nogen eller ikke. Thi de have lige netop saamegen Gudsfrygt, at de føle sig ilde tilpas i deres Vantro. De have vadsket saameget af deres Ansigt, at man kan see Snavset paa Resten af det. "Det er rart," sagde engang et Tjenestetyende, "at Fruen gaar til Alters, thi ellers vidste jeg saamænd ikke om hun i det Hele taget havde nogen Religion." Du smiler, og har vel Aarsag dertil. Det er latterligt, at Folk, som slet ingen Varer have i deres Boutik, lade indrykke Bekjendtgjørelser i alle Blade om deres Forretning; at de bære deres Religion tilskue og have dog ingen for Gud. Jeg vilde ønske, at nogle af Kristi Bekjendere vilde lade ham vederfares den Retfærdighed, at de vilde sige: "Nei! jeg hører ikke til hans Disciple; tro dog ikke noget saa slet om ham, som at jeg kunde være en af dem." Vi burde være en Afglands at Kristus; men jeg er bange for at mange kaste Skygge paa ham. Naar vi see en Hob dovne Tjenestefolk, ere vi tilbøielige til at tænke, at deres Herre selv maa være doven, siden han vil taale saadanne hos sig. Den, som benytter dovne Folk og føler sig tilfreds ved deres Sneglegang, kan ikke være nogen driftig Mand. O, bring dog ikke Verden til at tænke, at Kristus er ligegyldig for mennskelige Trængsler, at Kristus har mistet sin Nidkjærhed og Kraft: dog frygter jeg for, at mange ville sige eller tænke saa, naar de see, at de, som sige sig at være Arbeidere i hans Viingaard, ikke ere andet end slet og ret lade Mennesker. Det lade Menneske er altsaa blottet for Forstand; han mister den Ære og Tilfredshed, som han vilde finde ved at tjene sin Mester; han er en Vanære for den Sag, som han foregiver at ære, og han opdynger Torne til sit Dødsleie. Lad den Ting altsaa være en afgjort Sag - den Lade, han være Præst, Lærer eller slet og ret en Kristen, er "et Menneske, der fattes Forstand."

II. Lad os nu dernæst betragte den Lades Eiendom. "Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Viingaard; og see, den var aldeles løbet op i Tidsler, dens Overflade var skjult af Nelder." Læg først Mærke til, at Jorden vil frembringe noget. En Jordbund, som er god nok til at benyttes som Ager eller Viingaard, maa og vil nødvendigviis frembringe en eller anden Frugt; og saaledes kan ogsaa baade Du og jeg være sikker paa at kunne frembære noget godt i vore Hjærter eller i hvilkensomhelst Virkekreds, Gud har sat os i. Vi kunne ikke leve i denne Verden som fuldstændige Nuller; saa vist som det er, at vi leve, maae vi enten frembringe Godt eller Ondt. Er Du efterladen i Kristi Gjerning, da er Du virksom i Djævelens Gjerning. Ved at lægge sig til at sove gjorde den Lade mere for Frembringelsen af Tidsler og Nelder, end han have gjort paa anden Viis. Ligesom en Have enten vil frembringe Blomster eller Ukrudt, Frugter eller Tidsler, saaledes vil der ogsaa komme Noget, enten godt eller ondt ud af vores Huusholdning, vor Klasse eller vor Menighed. Dersom vi ikke frembringe en Høst af god Hvede, ved at arbeide for Kristus, ville vi voxe op som Klinte, der skal bindes sammen i Bundter og kastes i Ilden paa den yderste Dag.

Læg ogsaa Mærke til, at dersom Jorden ikke dyrkes for Gud, vil Sjælen avle sin naturlige Frembringelse; og hvilke ere saa Jordens naturlige Frembringelser, naar den overlades til sig selv? Hvad andet end Torne og Tidsler, eller andet unyttigt Ukrudt? Hvad er Dit og mit Hjertes naturlige Frembringelse? Hvad andet vel end Synd og Elendighed? Hvad ere Dine Børns naturlige Frembringelser, dersom Du ikke opdrager dem for Gud? Hvad andet end Vantro og Laster? Hvilke ere denne store Stads naturlige Frembringelser dersom vi undlade at lade Evangeliet lyde paa Gader og Stræder? Hvad andet end Forbrydelse og Skjændsel? Nogen Høst vil der altid fremkomme, og denne vil komme til at bestaae i Jordbundens naturlige Frembringelser, Synd, Død og Fordærvelse.

Dersom vi ere lade, da vil vort Hjertes og vor Virkekredses naturlige Frembringelser blive høist fordærvelige og sørgelige for os selv. Ingen kan sove paa Torne eller ligge paa en Pude af Nelder. Der kan ingen hvile opnaaes ved en Ladhed, der freder om Sygdommen og ikke søger ved Guds Aands Bistand at rykke det Onde op med Rod. Satan vil saae sin Sæd, medens Du ligger Og sover. Dersom Du sparer paa den gode Sæd, da vil Satan være saa meget mere ødsel med den onde Sæd, og heraf vil opstaae Angst og Anger over den spildte Tid, og den vil vare ved evindelig. O Menneske: den Have, som er betroet til Din Omsorg, vil, dersom Du spilder Din Tid med at sove, lønne Dig med Alt, hvad der er piinligt og uudholdeligt. "Torne og Tidsler skal den ogsaa bære Dig?"

Ved mange Leiligheder vil en heel Deel saadanne onde Frembringelser komme tilsyne; thi en Ager og en Viingaard vil frembringe flere Tidsler og Nelder, end et Stykke Jord, der aldrig har været dyrket. Dersom Jordbunden egner sig til en Have, vil den byde sin Eiermand en skjøn Samling Ukrudt, saafremt den faar Lov til at skjøtte sig selv. Et lille udsøgt Stykke Jord, vel skikket til at dyrke rød Viin paa, vil frembringe en saadan Masse af Nelder, at den Lade vil forbauses og neppe tro sine Øine. Det Menneske, som vilde have virket allermeest i Guds Tieneste, om han var bleven gjenfødt, vil udrette allermest i Satans Tjeneste, dersom han overlades til sig seIv. Det Land, som vilde have virket meest til Guds Ære, om Guds Naade havde bevirket dets Omvendelse, vil blive det, hvorfra Evangeliets værste Fjender ville opstaae. Vær forvisset om, at det bedste vil blive det værste, dersom det forsømmes. Forsømmelighed er tilstrækkelig til at frembringe Ondt. Trænger Du til at lære Frelsens Vei at kjende, maa jeg gjøre mig den Uleilighed at belære Dig om den; vil Du derimod kjende Fortabelsens Vei, da er Sagen let nok; der udfordres kun Forsømmelighed: - "hvorledes skulle vi da undfly, dersom vi ikke agte saa stor en Sa1igbed?" 6). Dersom Du higer efter at frembringe en Høst for Gud, nødsages jeg til vidt og bredt at undervise Dig i Pløjning, Saaning og Vanding; ønsker Du derimod, at Din Sjæl skal overgroes med Satans Skarntyde, behøver Du kun at lade Din Natur skjøtte sig selv. Den Lade beder Om: "at sove lidt, at slumre lidt, at folde Hænderne lidt for at ligge" 7), og Torne og Tidsler ville formere sig i talløs Mængde, og skaffe ham mangen en Rift.

Med det samme vi betragte det lade Menneskes Viingaard, lad os saa ogsaa betragte den ugudlige Dovnes Hjerte. Han bryder sig kun lidet om Anger og Tro. At betænke sin Sjæls Tilstand og med Nidkjærhed berede sig til det evige Liv er ham Altfor meget. Han ønsker at tage sig Tingene let, og at kunne lægge sig end bedre til at sove. Hvad groer der op i hans Sjæl og Sind? Hos nogle saadanne aandelig Lade kunne i finde Drukkenskab, Ureenhed, Begjærlighed, Vrede, Forfængelighed og alleslags Tidsler og Nelder, eller der, hvor saadant vildt Ukrudt ikke viser sig paa Grund af de Hensyn, fromme Forbindelser paalægger dem, ville i finde andre Arter af Synd. Hjertet kan aldrig være ganske tomt, Kristus eller Djæve1en ville tage det i Besiddelse. Kjære Ven, har Du ikke bestemt Dig for Gud, saa husk, at neutral kan Du ikke være. I denne Kamp er ethvert Menneske enten for Gud eller for Djævelen, Du kan ikke forblive som et Ark ubeskrevet Papir. Satans tydelige Haandskrift viser sig - kan Du ikke see Klatterne? Saafremt Kristus ikke skriver sit eget dyrebare Navn tværs over Siden, da vil Satans Haandskrift blive synlig. Du kan vel sige: Jeg begaar ingen aabenbar Synd, jeg er sædelig, og saa fremdeles. Ak, dersom Du blot vilde iagttage, betragte og randsage Dit Hjerte, da vilde Du see, at baade Fjendskab imod Gud og hans Veje, og Had til Reenhed findes der. Du elsker hverken Guds Lov, heller ikke hans Søn, heller ikke hans Evangelium; Dit Hjærte er vanartet, og der findes alleslags onde Ønsker og forfængelige Tanker hos Dig, og disse ville blomstre og formeres, saalænge som Du er aandelig lad og lader Dit Hjerte henligge uden Røgt. O, at Guds Aand maatte vække Dig, at Du maatte vækkes op til omhyggelig, alvorsfuld Eftertanke, og Du vil da indsee, at dette vilde Ukrudt maa opluges, og Dit Hjerte maa gjennempløies af Syndserkjendelsens Plovjern og tilsaaes med Evangeliets gode Sæd, indtil det kan forskaffe den store Huusholder en riig Høst.

Min Ven, saafremt Du troer paa Kristus, gad jeg nok kigge over Gjærdet ind i Dit Hjerte, for at see, om Du ikke er en lad Kristen; thi jeg frygter for, at Tidsler og Nelder ogsaa true Dig. Er der ikke mange Spørgsmaal, som jeg maa længes efter at faae opklarede? Maa jeg ikke længes efter at faae "besvaret hvert Hvorfor, jeg grunded paa ?" Disse Spørgsmaal ville ofte reise sig, thi Tvivlen er en Sædart, som sikkert voxer i lade Menneskers Sjæle. Ved at gjennemlæse Wesleys Dagbog mindes jeg ikke, at der er Spørgsmaal om hans egen Sjæls Frelse; han har saa travlt med sin Herres Høst, at det ikke faldt ham ind at have nogen Mistillid til sin Gud. Nogle Kristne have kun liden Tro, som en Følge af, at de aldrig selv have udsaaet det Sennopskorn, som de have modtaget. Dersom Du ikke udsaaer Din Tro og benytter den, hvordan kan den da voxe? Naar et Menneske lever ved Troen paa Jesus Kristus, og hans Tro øver sig ved et virksomt Liv i sin Herres Tjeneste, da slaar den Rod, voxer og bliver stærk, saa at den kvæler Tvivlen. Nogle have sørgeligt sygelige Anelser; de ere misfornøiede, gnavne, selviske, knurrende, altsammen fordi de ere uvirksomme. Saadant er det Ukrudt, som voxer i de Lades Haver. Jeg har kjendt den Lade saa egensindig og vanskelig, at intet kunde behage ham; den nidkjæreste Kristen kunde ikke gjøre ham noget tilpas; de kjærligste Kristne kunde ikke være kjærlige nok; den handlekraftigste Menighed var ikke handlekraftig nok; han opdagede allehaande Uret der, hvor Gud selv saae Frugten af sin Aand. Denne Dadlesyge, denne Strid, denne uafladelige Klagen er en af de Nelder, der sikkerlig vil gro op i Menneskenes Hoved, naar de lade Hænderne synke i syndefuld Lediggang. Dersom Dit Hjerte ikke frembringer Frugt for Gud, da vil det sikkerlig frembringe det, der er skadeligt i sig selv, piinligt for Dig og fordærveligt for Dine Medmennesker. Ofte kvæle Tornene den gode sæd; men det er velsignet at see den gode Sæd skyde op saa tæt og kraftig, at den kvæler Tornene. Gud sætter visse Kristne istand til at være saa frugtbare i Kristus, at deres Naadegaver og deres Gjerninger staae tæt ved hinanden, saa naar Satan kommer for at saae sin Klinte, da kan den ikke gro, fordi der ikke er Plads til den. Den Helligaand bevirker ved sin Magt, at det onde blødgjøres i Hjertet saa at det ikke længere faar Overhaand. Er Du lad, min Ven, tag da vare paa Dit Hjertes Ager og græd over, hvad Du seer der.

Tør jeg dernæst bede Dig kaste et Blik paa Dit Huus og Dit Hjem? Det er en skrækkelig Ting, naar et Menneske ikke røgter sin egen Families Ager. Jeg erindrer fra tidligere Dage et Menneske, som altid fulgte med mig, naar jeg skulde ned at prædike i Landsbyen; jeg var ret tilfreds med hans Selskab, indtil jeg opdagede forskjellige Kjendsgjerninger, saa rystede jeg ham af, og jeg antager, at han paany har hængt sig ved En eller Anden, thi det var ham en reen Nødvendighed hver evige Aften at strøife omkring. Han havde mange Børn, og disse voxede op og bleve ryggesløse Mænd og Kvinder, og deres Fader var Skyld deri, thi han rendte fra det ene Møde til det andet, og gjorde aldrig noget Forsøg paa at føre sine egne Børn til Frelseren. Hvad nytter Nidkjærhed udenfor Huset, naar der er Forsømmelighed derinde? Hvor sørgeligt at maatte sige: "Min egen Viingaard har jeg ikke røgtet". Har Du aldrig hørt om et Menneske, som sagde, at Aarsagen til at han ikke lærte sine Børn om Guds Førelser, var den, at de vare saa smaae, at det vilde være Uret at paavirke dem, og at han heller vilde lade dem selv vælge deres Religion, naar de bleve større? En af hans Drenge brækkede Armen, og medens Lægen forbandt den, bandede Drengen af alle Kræfter. "Jeg sagde Dem i forvejen, hvordan det vilde gaae", sagde den brave Læge. "De var bange for at paavirke Drengen i Henseende til den rette Vei, men Djævelen har ikke havt de Betænkeligheder, han har paavirket ham i stik modsat Retning og det tilgavns". Det er vor Pligt at berede vor Ager og gjøre den modtagelig for Sæd, ellers vil den snart være fuld af Tidsler. Forarbeid et Barnehjærte til det gode, eller det vil fare vild, thi af Naturen er det fordærvet. O, at vi dog vare viise nok til at betænke dette og ikke lade et stakkels lille Væsen blive Fordærvelsen Bytte.

Som det forholder sig med Hjemmene, saaledes forholder det sig ogsaa med Skolerne. En Mand, der for nogen tid siden sluttede sig til vor Menighed, har Aaringer været Atheist; ved at tale med ham opdagede jeg, at han var bleven opdraget i en stor offentlig Skole, og denne Opdragelse meente han at kunne takke for sin Vantro. Han sagde, at Drengene om Søndagen vare stuvede sammen paa et høit Pulpitur i den yderste Ende af Kirken, hvor de næppe kunde høre et Ord af hvad Præsten sagde, men ligefrem vare indelukkede paa et Sted, hvor der var forfærdelig varmt om Sommeren og forfærdelig koldt om Vinteren. Om Søndagen holdtes der Bøn, evig og altid Bøn, han hørte aldrig et Ord, der kunde tale til hans Hjerte, indtil han omsider var saa leed og kjed af Bønner, at han lovede sig selv, at naar han endelig engang slap derfra, vilde han Intet mere have med Religionen at bestille. Dette er et sørgeligt, men ingenlunde sjældent Resultat. I Lærere ved Søndagsskolerne kunne kjede eders Klasser i den Grad, at Børnene ville bringes til at hade Søndagen. I kunne bortødsle Tiden i Skolerne uden at bringe Børnene til Kristus, og i gjøre paa den Maade mere Skade end Gavn. Jeg har kjendt kristne Familiefædre, som ved deres Strænghed og Ukjærlighed have tilsaaet deres Families Ager med Hadets Torne og Tidsler, Had imod al Religion, istedetfor at strø Kjærlighedens Sæd ud over den. O, at vi dog maatte leve saaledes med vore Børn, at de ikke alene maatte elske os, men elske vor Fader, som er i Himlen. Maatte dog Fædre og Mødre give et saadant Exempel paa glad Gudsfrygt, at deres Sønner og Døttre ville sige: "Lad os træde i vor Faders Fodspor, thi han var en glad og gudfrygtig Mand! Lad os følge vor Moders Exempel, thi hun var Elskeligheden og Godheden selv!" Saafremt Gudsfrygt ikke hersker i Eders Huus, da ville vi, naar vi gaae forbi Eders Hjem, see Uorden, Ulydighed, Pyntesyge, Taabelighed og alle Spirer til Lasten. Lad ikke Dit Hjem have som den Lades Ager, eller Du vil komme til at angre det i Fremtiden.

Lad enhver Diakon, Lærer, ja enhver Præst flittig erkyndige sig om den Agers Tilstand, som han er sat til at dyrke. I ville indsee, Brødre og Søstre, at dersom i eller jeg ere satte over en eller anden Deel af Herrens Tjeneste, og vi ikke ere nidkjære deri, da ville vi ligne ufrugtbare Træer plantede i en Frugthave, hvilke alle tilhobe give Tab, fordi de optage Pladsen for andre Træer, som vilde have baaret Frugt for deres Eiermænd. Vi ville tage Pladsen op og volde vor Herre Tab, med mindre vi gjøre virkelig Tjeneste. Ville i betænke det? Dersom Du blev til et reent Nul i Kristi Regnskab, vilde det være grumme sørgeligt; men, Broder, dette maa ikke finde Sted, Du vil volde et Underskud, dersom Du ikke giver en Indtægt. O, at vi dog ved Guds Naade maae være til Nytte for vor Herre og Mester! Hvem af os kan betragte sit Livs Gjerning uden Sorg? Dersom noget er blevet vel gjort, da tilskrive vi det ene Guds Naade; men hvorlangt mere er der dog ikke at begræde! Hvormeget, som vi vilde ønske at kunne ændre. Dog lad os ikke spilde Tiden med unyttig Anger, men bede om Guds Helligaand, om at vi for Fremtiden ikke fattes Forstand, men vide, hvad det bør os at gjøre, og hvorfra Kraften skal komme til at udrette Gjerningen, og da hengive os ganske til dens Udførelse!

Og endnu engang beder jeg Eder at betragte Verdens store Ager. See i, hvor den er overgroet med Torne og Nelder? Dersom en Engel kunde overskue den hele Slægt, hvormange Taarer vilde han ikke fælde, saafremt Engle kunde græde! Hvilken forvirret Masse Ukrudt udgjør dog ikke den hele Jord! Hist henne er Ageren skarlagenrød af Pavevæsenets røde Valmue, og udenfor Hegnet er den guul af den mahomedanske Sennepsplante. Umaadelige Landstrækninger kvæles af Vantroens og Afgudsdyrkelsens Tidsler. Verden er fuld af Grusomhed, Undertrykkelse, Drukkenskab, Oprør, Ureenhed og Elendighed. Hvad maa ikke Maanen see, hvad maa Guds Sol ikke skinne paa! Hvilke Rædsler! Hvormeget af dette kan vel tilskrives en forsømmelig Menighed? Nitten Aarhundreder ere næsten henrundne, og den Lades Viingaard er kun lidet forbedret! Vort Land er blevet berørt af Spaden, men jeg tør ikke sige, at der endnu er bleven heelt luget og gjennempløiet. Hiinsides Oceanet er en anden ligesaa benaadet Ager, vel kjendt af Plovmanden, og dog groer Ukrudtet yppigt. Hist og her er vel et og andet godt Stykke Arbeide blevet gjort, men Størsteparten af den hele store Verden ligger som en Hedestrækning, der aldrig er bleven brudt op, et øde, skrækindjagende Vildnis. Hvad har Kirken udrettet i alle disse Aar? Efter nogle faa Aarhundreders Forløb ophørte den at være en missionerende Kirke, og fra det Øieblik hørte den næsten ogsaa op at være en levende Kirke. Hvorsomhelst en Kirke ikke arbeider hen til de Frafaldnes Omvendelse, der gaar den selv tilgrunde. I ville ikke nogetsteds finde optegnet i Historien, at noget Kristent Samfund har blomstret i et længere Tidsrum efter at det er blevet ligegyldigt for Verden uden om sig. Jeg troer, at saafremt vi ere hensatte i Herrens Viingaard og ikke ville opsluge Ukrudtet, da vil Vinen heller ikke blomstre, og Kornet vil ikke sætte Ax. Dog, istedetfor at spørge om, hvad Kirken har udrettet i disse nittenhundrede Aar, lader os spørge os selv om, hvad udrette vi da nu? Bør Storbritaniens kirkelige Missioner fremdeles være saa svage og usle som de ere? Sømmer det sig for de ypperste af vore kristne unge Mænd fremdeles at blive hjenme? Vi gjennempløie de hjemlige Marker den ene Gang efter den anden og lader Millioner fremmede Marker ligge hen, overladte til Torne og Nelder. Bør det vedblive at være saa? Give Gud, at han vilde sende os mere aandeligt Liv og vække os af vor Sløvhedstilstand, ellers vil den hellige Vogter sige, naar han indgiver sin Redegjørelse: "Jeg gik over en lad Kirkes Ager, og see, den var overgroet med Torne og Nelder, og Steengjærdet var nedbrudt, saa det var vanskeligt at sige, hvad der var Kirke og hvad der var Verden, og dog sov og sov og sov den, og Ingen kunde faae den vakt."

Jeg vil slutte med at bemærke, at af Alt dette maae vi nødvendigviis kunne uddrage nogen Lærdom. Jeg kan ikke udlægge dette som jeg kunde ønske, men jeg trænger selv til at lære. Jeg vil tale derom, som om jeg talede til mig selv.

Den første Lærdom er den, at Naturen altid, naar den overlades til sig selv, vil frembringe Torne og Nelder, og intet andet. Min Sjæl, dersom Naaden ikke var, vilde Du Intet andet have frembragt. Kjære, frernbringe I noget andet? Da er det ikke eders Natur, men Guds Naade, der lader Eder frembringe det. Disse Læber, som nu henrykte synge Guds Pris, vilde have frydet sig ved en verdslig Sang, om Guds Naade ikke havde helliget dem. Eders Hjerter, der nu hænge ved Kristus, vilde være vedblevne at klynge sig til Eders Afguder, - I vide godt hvilke! - saafremt den guddommelige Naade ikke havde afværget det. Og hvorfor skulde Naaden besøge Dig eller mig - af hvilken Aarsag? Hvad kunne vi vel svare hertil? "Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for Dig! 8). Lad Erindringen om, hvad Naaden har gjort, bevæge os til at lade det give sig tilkjende i Naadens Indvirkning paa vort Levnet. Kom, Brødre og Søstre! ligesom vor Naturs Jordbund førhen var riig nok til at frembringe saa mange Nelder og Tidsler -- og kun Gud veed, hvormange vi havde frembragt! - saa lad as nu bede til, at vort Levnet maa frembringe ligesaa megen god Sæd til den store Huusherre. Ville i tjene Kristus i ringere Grad end i have tjent Eders Lyster? Ville i bringe Kristus ringere Offre end i have bragt eders Synder? Nogle af Eder have været beredvillige nok til af ganske Hjerte at tjene den Onde, ville I være mindre rede til at tjene Gud? Skal den Helligaand frembringe færre Frugter i Eder, end dem I have frembragt ved den Ondes Indflydelse?

Gud give, at vi ikke maae komme til at staae som et Beviis paa, hvad Naturen frembringer, naar den overlades til sig selv.

Dernæst see vi her, hvor liden Værd naturlige, gode Hensigter have: thi dette Menneske, som lod sin Ager og sin Viingaard gro til, havde bestandig til Hensigt, den første Dag det blev godt Veir, at anstrænge sig. Naar vi ville være retfærdige imod ham, maae vi indrømme, at det ikke var hans Hensigt at sove synderlig længere, thi han sagde: "at sove lidt, at slumre lidt, at folde Hænderne lidt, for at ligge". 9) Kun endnu et lille Blund, saa vilde han smøge sine Ærmer op og vise sine Kræfter. Sandsynligviis er det den værste Slags Mennesket, Som nære de bedste Hensigter, men aldrig lade dem komme til Udførelse. Paa denne Maade luller Satan mangfoldige i Søvn. De høre en alvorlig Formaning, men de staae ikke op og gaae til deres Fader; de komme ikke videre end til at sige: "Javist, javist, det er slet ikke det rette Sted for mig, Landet langt borte, 10) jeg vil heller ikke blive her længere. Jeg har i Sinde at gaae hjemad lidt efter lidt. Det er Noget, de har sagt for fyrretyve Aar siden, men det blev ikke til noget. Da de vare ganske unge, havde de været Gjenstand for alvorlig Paavirkning, de vare næsten overbeviste om at de ville være Kristne, og dog ere de ikke blevne Kristne endnu. De have sovet i fyrretyve Aar! Det er tilvisse en ordentlig lang Søvn! Det har aldrig været deres Hensigt at drømme saa længe, og det er heller ikke nu deres Mening at blive liggende synderlig længere. Ligestrax ville de ikke vende om til Kristus, men de have besluttet engang at gjøre det. Naar vil Du gjøre det, min Ven? "Forinden jeg døer!" Vil Du opsætte det til Din sidste Time eller saa? Da, naar Du er uden Bevidsthed og trænger til Lindring i Din Lidelse, vil Du da begynde paa at tænke paa Din Sjæl? Er det klogt? Tilvisse, Du fattes Forstand. Maaske vil Du dø om en Time. Har Du ikke hørt om den Øvrighedsperson, som forleden Dag døde i sin Vogn? Det har han næppe tænkt sig, vilde skee. Hvordan vilde det være gaaet Dig, om Du var bleven slagen ihjel dengang Du tog ud at ride Dig en Tour, i al Ro og Mag? Har Du ikke hørt tale om, at Folk ere pludselig døde midt under deres Gjerning? Hvad skulde der være iveien for at Du kunde dø med Din Spade i Haanden? Jeg er ofte bleven overrasket ved i Ugens Løb at høre fortælle om En eller Anden, hvem jeg har seet om Søndagen, at han er død -- gaaet lige fra Værtshnset til Domstolen. Det er ikke ret længe siden, at En, der forlod Tabernaklet, 11) faldt død om paa Dørtærskelen. Vi have oplevet Dødsfald i Guds Hus, uventede Dødsfald; og Folk ere uforberedte gaaede bort, hvis Mening det aldrig havde været at ville dø uden Omvendelse, og som fra deres Ungdom af altid have næret et Slags Ønske om at være beredte, - kun at de vilde sove lidt endnu. O, mine Tilhørere, vogter Eder for Opsættelse og smaae Udsættelser. I have allerede spildt Tid nok, gaaer dog nu lige til Sagen, forinden Klokken atter slaar. Maatte dog Gud den Helligaand bringe Eder til at tage en Beslutning!

"Du kan sikkert ikke have noget at indvende imod, at jeg tager mig en lille Luur endnu?" siger den Lade. "Du har vækket mig saa tidligt. Jeg forlanger blot en ganske lille een." "Min gode Mand, det er høit op paa Dagen." "Klokken er maaskee nok temmelig mange," svarer han, "men den bliver ikke meget mere, fordi jeg Sover lidt endnu." Saa kalder Du atter paa ham, og fortæller ham, at det er Middag. Han svarer: "Nu er det den varmeste Tid paa Dagen; havde jeg været oppe, er jeg sikker paa, at jeg vilde have lagt mig paa Sofaen og hvilet mig, saalænge Solen brænder saa stærkt." Saa banker Du paa hans Dør, naar det lakker ad Aften, men han raaber ud: "Nu er det ingen Nytte til at staae op, nu er Dagen jo næsten forbi." Du husker ham paa, at hans Ager og hans Viingaard ere fulde af Ukrudt, og han svarer Dig: "Ja, jeg veed nok, at jeg maae staae op." Saa ryster han sig og siger: "Jeg troer ikke det kan gjøre noget videre, om jeg venter til Klokken slaaer. Jeg vil hvile mig et lille Øjeblik endnu." Han er groet fast til sin Seng, levende død, begravet i sin Ladhed. Han gad sove evig og altid, men det lader sig ikke gjøre, Dommens Dag vil vække ham. Der staar skrevet: "Og han oplod sine Øine i Helvede, og var i Pine." 12) Gud give, at i aandelige Lade maae vaagne forinden; men det vil ikke skee, medmindre i anstrenge Eder itide, thi "nu er det Naadens Tid"; og det maa være nu, eller aldrig. Den Dag imorgen er noget, der kun findes i Daarers Almanak; idag er det Tid for den vise Mand, vor naadige Guds udvalgte Tid. O, at dog den Helligaand maatte lede Eder til at nytte den nærværende Tid, at i strax maae overgive Eder til Herren ved Troen paa Jesus Kristus og fra hans Viingaard skyndsomt opluge det slemme Ukrudt, som udsuger Jordbundens Frugtbarhed til Skade for de nyttige Planter!

1) Math. 25, 29.

2) Benjamin Franklin udgav fra 1732 i over 20 Aar under Navnet Richard Saunders en Almanak, som vandt stor Udbredelse og Yndest bl. A. ved en Samling Ordsprog, der som F. siger i sin selvbiografi, indeholdt mange Tidsalderes og Folkeslags Viisdom. Denne Almanak betegnedes almindelig som Poor Richard's Almanac.

3) Fil. 2,13.

4) Apost. Gjern. 10,38.

5) Joh. 5,17.

6) Hebr. 2,3.

7) Ordspr. 24,33.

8) Matth. 11,26.

9) Ordspr. 24,33.

10) Luk. 15,13.

11) Den Forsamlingssal, hvori Spurgeon holder Gudstjeneste, kaldes saaledes. O.A.

12) Luk. 16,23.

cows.gif - 4548