Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

"Jeg vil fylde dette rum med brændsel!"

Jeg var engang gået i kompagni med en brændselshandler, og sammen drev vi en brændselsforretning i Odense; men det gik ikke så godt, og jeg blev derfor ængstelig for fællesskabet og søgte at komme ud af det igen, inden alt var tabt. Det kostede mig resten af min kapital, men jeg kunne dog glæde mig over, at jeg ikke var kommet i gæld.

Jeg søgte nu arbejde ved hvad som helst og mødte i længere tid klokken halvseks om morgenen på skibsværftet for om muligt at komme ind der; men det var og blev forgæves. En formiddag, hvor jeg også ganske omsonst havde været ude for at søge arbejde, kom jeg hjem og fandt, at der var meget lidt varme i stuen, og det var meget koldt udenfor. Jeg ville sende et af børnene ned i kælderen efter noget mere brændsel, men min hustru bad mig selv gøre det. Af en ganske bestemt grund ville jeg helst unddrage mig for at komme ned i brændselskælderen, for jeg havde en anelse om, at der ikke var meget tilbage af brændselsbeholdningen, og det virkede forstemmende på mig at skulle gå ned og hente det sidste, når jeg ikke så nogen udvej for at skaffe noget mere, eftersom jeg nu hverken havde penge eller arbejde; men som mand og husfader med ansvar for en stor familie måtte jeg gå den tunge gang ned i kælderen for der at blive stillet ansigt til ansigt med den nøgne kendsgerning, at jeg var en fattig mand. Mine bange anelser slog til; jeg måtte pille de sidste koksstykker frem fra krogene, og sammen med de sidste pinde var der knapt nok til, at jeg kunne få spanden fyldt. Da alt var samlet sammen, bøjede jeg mine knæ og bad til Herren. Jeg følte mig på samme tid nede i en åndelig kælder, hvor jeg også måtte erkende min fattigdom. Mit hjerte blev knust, og min ånd sønderbrudt; men da kom ordene fra Es. 66, 2 til mig: "Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mine ord." Og medens jeg således var bøjet for Herrens åsyn, kom trøsteren — Guds Helligånd — og mindede mig om begivenheden, hvor Jesus med de fem brød og de to småfisk mættede den store skare i ørkenen, og jeg blev også mindet om ordene i Heb. 13, 8: "Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid." Vi læser, at Jesus tog brødene og takkede og uddelte dem, og det samme gjorde han med fiskene. Det slog mig, at det er takkebønnen, som mangfoldiggør. Jeg tog nu den sidste spand brændsel og holdt den frem for Herren og begyndte at takke ham for den og bad ham velsigne og mangfoldiggøre den. Medens jeg således bad, fyldte Herren mig med lovprisningens ånd, så jeg måtte slippe spanden og løfte mine hænder opad, og Herrens herlighed fyldte rummet, en herlighed, der var ganske ubeskrivelig, og en røst lød til mig: "Jeg vil fylde dette rum med brændsel."

Jeg rejste mig nu og tog spanden med brændslet og gik op til min hustru og fortalte hende med overvældende glæde, hvad jeg havde oplevet i kælderen. Sammen fik vi en lovprisningsstund, og Herrens forjættelse ved profeten Elias til den fattige kvinde i Sarepta blev påny levende for os: "Thi så siger Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og olien i dunken skal ikke slippe op før den dag, Herren sender regn over jorden" (1. Kg. 17, 14).

En time efter denne herlige stund havde Herren allerede beskikket en mand og sendt ham til vor dør. Denne mand var en tømrermester, som ringede på og spurgte, om jeg havde tid til at hjælpe ham lidt med at rive nogle skillevægge ned i en villa, som han var ved at ombygge. Jeg gik beredvilligt med, eftersom jeg jo også havde bedt Gud om arbejde. Henimod aften kom en meget stor lastbil kørende, der skulle befordre brædderne fra skillevæggene bort. Da vi havde læsset bilen fuld, sagde tømrermesteren til mig, at nu kunne jeg følge med og hjælpe med at læsse disse brædder af på bestemmelsesstedet, og så måtte jeg ellers være fri. Han sagde, at han havde givet chaufføren besked på, hvor brædderne skulle hen. Jeg satte mig ind i bilen, og vi kørte; men stor var min forbavselse, da chaufføren svingede ind i den gade, hvor jeg boede, og standsede udenfor vort hus og sagde, at der her skulle bo en mand ved navn Bjerre, hos hvem brædderne skulle læsses af.

Min hustru og mine børn fik nu travlt med at hjælpe mig med at få det af Herren rekvirerede brændsel båret ned i kælderen, for vi var ikke i tvivl om, at vi her stod overfor opfyldelsen af det løfte, som Herren samme dag havde givet mig nede i kælderen. Min brændselskælder kunne imidlertid langt fra rumme hele dette læs, så vi måtte lægge noget af det ud i kældergangen, og heller ikke her var der plads nok; men så puttede jeg en del af det ind gennem tremmerne til de andre lejeres brændselskældre i den formening, at de også ville blive glade for at få en pind og på den måde blive delagtige i Herrens overflod af velsignelse. I sandhed må man sige, at vor Gud ikke er karrig, han giver topfuldt mål. Dette under blev til et vidnesbyrd for mange, og fra den dag hjalp Herren os også på en særlig måde i andre forhold.

"Hvo er som Herren, vor Gud, som rejste sin trone i det høje og skuer ned i det dybe — i himlen og på jorden — som rejser den ringe af støvet, løfter den fattige op af skarnet og sætter ham mellem fyrster, imellem sit folks fyrster" (Sal. 113, 5-8).

"Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I beder og bønfalder om — tro, at I har fået det, så skal I få det." (Mark. 11, 24).