Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Gå straks til toget og hent ham

Da min hustru og jeg engang var på rejse, sagde Gud til mig, at vi skulle stå af toget ved en nærmere angivet station og gøre ophold der, til det næste tog skulle afgå. Jeg kendte en familie, som boede i den by, og derfor kom den tanke til mig, at det måske kun var en menneskelig indskydelse, jeg havde fået, og jeg begærede derfor det tegn fra Herren, at manden skulle komme til toget, når vi nåede stationen.

Vi var meget spændt på, om manden var der, og netop som afgangssignalet lød, kom han løbende, og da han så mig i kupevinduet, vinkede han til mig, og jeg var klar over, at det samtidig var et vink fra Herren. I en fart kom vi af toget, og efter at have hilst hjerteligt på hinanden, sagde manden: "Nå, så det er dig, Herren har sendt os som svar på vore bønner," og nu fortalte han os, at både han og hans hustru i den senere tid havde vidnet for flere mennesker om guddommelig helbredelse. Hustruen var selv for kort tid siden blevet mødt af Herren med helbredelse ved bøn, og det var blevet så stort for dem, at de måtte fortælle det til andre, og dermed også virke den tro i deres omgangskreds, at "Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid." I den anledning havde de inviteret flere af deres venner, der gerne ville høre mere om disse ting, til en sammenkomst i deres hjem. Nogle af de indbudte var syge, som ønskede forbøn til helbredelse. Natten forud havde dette ægtepar bedt meget til Herren for sagen, og de bad da samtidig Herren om, at han ville sende en af sine tjenere, der kunne tale til og bede for dem, som kom. Dagen oprandt, og de indbudte havde allerede begyndt at indfinde sig, og stuerne blev efterhånden fyldt med folk. Det var først på eftermiddagen; men endnu havde ingen prædikant vist sig. Da de tilstedeværende sad ved bordet og drak eftermiddagskaffe, sagde Guds Ånd imidlertid til manden: "Nu kommer der et tog, og med det kommer den prædikant, som jeg vil sende som svar på jeres bøn. Gå derfor straks til toget og hent ham!" Jeg fortalte nu vennerne, hvorledes Herren også havde underrettet mig om, at jeg skulle standse op i denne by og først tage med det næste tog til det sted, hvor jeg skulle holde møde samme aften. Vi fik en kop kaffe, og straks efter begyndte mødet. Jeg stolede på Herrens inspiration, da jeg ikke vidste, hvorledes jeg skulle gribe mødet an og ikke havde haft tid til nogen forberedelse. Jeg kunne jo ikke være i tvivl om, at denne anledning var kommet ovenfra. Jeg opfordrede alle til at bøje knæ og bede til Gud. De tilstedeværende fulgte alle min opfordring med undtagelse af en kvinde, som var delvis lam og ikke havde kunnet gå i de sidste 15 år uden ved hjælp af to stokke, og det kostede hende stort besvær bare at gå over et stuegulv. Under bønnen gav Herren mig de ord, jeg skulle begynde min tale med, og da jeg åbnede min mund for at forkynde Guds ord, mærkede jeg en forunderlig inspiration. Jeg følte Guds nærhed og var klar over, at Gud stod ved min side og ord for ord gav mig, hvad jeg skulle sige, og Helligåndens salvelse var over vidnesbyrdet. Da jeg havde talt, rejste en troende kvinde sig og sagde, at hun havde set to engle, en på hver side af mig, som stod med en skål frugter, de delte ud af.

Derefter begyndte jeg at bede for de syge og salve dem med olie i Herrens navn, og iblandt disse også den lamme kvinde, som var kommet tilrejsende fra en anden by for at søge helbredelse hos Herren. Da jeg havde bedt for dem, der søgte hjælp, var tiden inde til, at min hustru og jeg atter måtte forlade disse venner for at nå toget. Tiden var endda så fremrykket, at vi ikke kunne tage afsked med de enkelte. Da vi var kommet ind i toget, og det begyndte at køre, kikkede vi ud ad kupévinduet mod det sted, hvor vi havde været, og til vor store forundring så vi hele den forsamlede venneflok komme ud af huset for at vinke til os. Den "lamme" kvinde var også med og løb uden sine stokke, og det så ud til, at de alle var vildt begejstrede, for de fægtede med armene og klappede i hænderne. Det var ikke til at tage fejl af, at Gud havde grebet ind, og den lamme kvinde var blevet helbredt.

Et årstid efter dette var jeg i anledning af nogle teltmøder på besøg i et hjem i en by, der lå langt fra ovenfor omtalte sted, og medens vi var samlet her, kom en ældre dame ind for at hilse på dem, der boede i huset. Hun fortalte, hvem hun var, og hvor hun var fra, og at hun var på besøg hos en søn, som havde forretning der i byen. Hun havde hørt, at familien tilhørte Den Apostolske Kirke, og nu ville hun gerne have lov til at fortælle dem en oplevelse, hun havde haft hos nogle venner, som tilhørte det samme trossamfund i en anden by. Hun fortalte da, at hun for knapt et år siden syg og lam var kommet til en lille stationsby hos de før omtalte venner, hvor der var blevet bedt for hende til helbredelse, og da prædikanten og hans hustru var gået til toget, mærkede hun pludselig en strøm af kraft gå gennem hele sit legeme, og da de andre tilstedeværende var gået ud for at vinke farvel til prædikanten og hans hustru, sprang hun op og løb uden stokke ud af huset sammen med de øvrige. Hun var helbredt efter ikke at have kunnet gå i 15 lange år. "Og, jeg er så lykkelig, så lykkelig," udbrød hun og fortalte nu — uden at vide. hvem hun havde for sig — hvorledes Gud havde sendt mig til mødet for at bede for de syge, og at jeg havde måttet forlade mødet igen så hastigt, at hun ikke fik tid til at hilse på mig. Til at begynde med var jeg ikke klar over, hvem damen var; men da hun fortalte sin historie, kunne jeg ikke lade være med at smile.

En af de tilstedeværende spurgte, om hun ikke kunne huske, hvorledes prædikanten så ud, og pludselig siger hun: "Han lignede den mand, som sidder derhenne," og idet hun pegede på mig, spurgte hun: "Det skulle da vel aldrig være Dem?" Det kunne jeg ikke godt benægte, men jeg lod hende nu forstå, at det jo var Herren, som havde gjort dette under, og at jeg blot var et ringe sendebud for ham, der havde fået nåde til at tjene ved den lejlighed.

Kvinden fortsatte med at fortælle, hvor lykkelig hun var, og at denne helbredelse var blevet til et vidnesbyrd for mange, og at den endog havde været omtalt i avisen. Hendes glæde over at gense mig var stor, og sammen måtte vi prise Herren for hans trofasthed og uforanderlighed. Samme aften var hun med ved teltmødet og vidnede frimodigt for de tilstedeværende om, hvad Gud havde gjort. Ham tilkommer al æren!