Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

En sømands oplevelse

Som landmand solgte jeg en tid mælk til private, og blandt mine kunder var der en søfyrbøder, som jævnligt sejlede til udlandet. Han var hjemme for tiden og kom en dag for at hente mælk hos os.

Under vor samtale vidnede jeg for ham om nødvendigheden af at blive frelst og få sin sag i orden med Gud. Han fortalte mig, at han overhovedet ikke troede, at der var en Gud til, og heller ikke, at der var et liv efter dette. Jeg spurgte ham, hvorfor han lod sine børn døbe, når han ikke troede på kristendommen, idet jeg hævdede, at det var narreværk at være med til noget, man ikke selv troede på. Dertil svarede han, at han egentlig aldrig havde tænkt over dette, og da jeg forklarede ham, at dåben ifølge Jesu egne ord kun var bestemt for dem, der var kommet til troen på Gud, sagde han: "Men så er jeg jo en hedning," hvilket jeg uden tøven bekræftede. Jeg spurgte ham, om han aldrig havde mærket, at Gud havde kaldt på ham, for eksempel gennem sygdom eller anden modgang, eller om han aldrig havde hørt evangeliet. Han svarede: "Nej, kristendommen er ikke noget for mig; jeg er fremmed overfor de ting og har aldrig haft noget med religion at gøre." Han fortalte også, at han under den første verdenskrig flere gange havde været ude for skibsforlis, og på denne måde mere end een gang set døden lige i øjnene, uden at det dog havde gjort noget særligt indtryk på ham. Han tænkte som så mange andre mennesker, at når man er død, så er det hele forbi. Efter hans mening var der ikke noget liv efter døden; men i den henseende gik det os ligesom dyrene, der afsluttede deres tilværelse, når de udåndede. Jeg forklarede ham, at døden ikke afliver, men blot adskiller. Da jeg mærkede, at han var upåvirkelig, sagde jeg, at jeg ikke ville tale mere til ham om denne sag, men at jeg herefter ville bede til Gud for ham, at han, som har vej alle steder, også måtte finde vej til denne mands sjæl. Jeg sluttede med at udtale disse ord: "Herefter vil Gud i himlen selv tale til dig, hvor du end måtte befinde dig, enten på land eller hav."

Efter et par måneders forløb kom manden igen hjem fra en udenlandsrejse, og atter kom han for at hente mælk til husholdningen. Det var en herlig sommerdag, og vi gik en tur ud for at se på markerne. Da vi havde talt lidt sammen om naturens skønhed og de frodige marker, begyndte han forsigtigt at spørge mig ud om de åndelige ting, hvortil jeg sagde: "Da vi sidste gang talte om dette, blev vi jo enige om, at vi ikke ville drøfte sagen yderligere, da du erklærede, at du ikke troede, at der var nogen Gud til; men du bekendte selv, at du var hedning. Derfor synes jeg, at vi foreløbig skulle lade de ting ligge; men jeg sagde, at jeg stadig ville bede til Gud for dig, at han selv måtte tale til dig; han er jo bedre til det, end jeg." Jeg drejede derfor samtalen tilbage til de jordiske ting, selv om han måske undrede sig over, at jeg ikke havde lyst til at komme ind på de åndelige gebeter; men jeg mærkede godt, at Herren var begyndt at røre ved ham, og at det var bedst, at han fik lov til at gå og sunde sig lidt endnu, indtil det blev en virkelig hjertesag for ham.

Der gik igen et par måneder, og atter kom han hjem efter en sørejse; men denne gang var der blevet sorg i hjemmet, fordi hans hustru var blevet meget syg og var kommet på hospitalet. Jeg kunne mærke på manden, at han var blevet tavs og modløs, og humøret var langt nede. Vi indbød ham til at spise hos os, og efter middagen talte vi om vind og vejr. Jeg ville gerne have talt til ham om det, som lå mig på hjerte, da jeg forstod, at hans hustrus sygdom var et kald fra Gud til ham; men jeg ville lade Herren selv lede vor samtale, så manden måtte begynde at tale om det, som lå ham på hjerte. Vi talte lidt om ejendommen og bedriften, og han undrede sig over, hvorledes vi kunne klare os økonomisk på så lille en ejendom, når vi var mange, som skulle have føden hver dag foruden tøj og andre ting. Jeg svarede: "Alt beror på Guds velsignelse; men denne hemmelighed er skjult for dig endnu."

Han bad mig nu selv fortælle ham noget om, hvad jeg havde oplevet, og i samtalens løb betroede han mig, at han havde oplevet noget underligt på sin sidste rejse, som han gerne ville tale med mig om. Jeg bad ham tale frit ud om, hvad han havde oplevet, så kunne det jo være, at jeg kunne hjælpe ham med at forstå det mærkelige.

Han fortalte, hvordan han i den senere tid havde følt sig så ilde til mode; det var, som om alt gik ham imod. Hans hustrus sygdom gik ham på nerverne, så han ikke kunne sove om natten; men han var blevet så rastløs og spekulerede både dag og nat. Han kom nu ind på den mærkelige oplevelse, han havde været ude for på den sidste rejse. En dag, da han stod ved sit arbejde nede i fyrrummet, var der nogen, som nævnede hans navn, og han løb derfor op på dækket, hvor nogle af besætningen opholdt sig, og spurgte, om det var dem, der havde kaldt på ham. Det benægtede de imidlertid, og han gik ned og arbejdede videre. Kort efter hørte manden sit navn nævne igen og løb atter op til kammeraterne; de lo ad ham, hvorfor han troede, at de lavede løjer med ham. Herover blev han vred og skældte ud og forsvandt så atter ned til arbejdet, fast besluttet på, at han ikke ville løbe til nar mere. Da hans harme havde lagt sig, hørte han sit navn nævne for tredie gang; men denne gang lød kaldet på en sådan måde, at han var klar over, at det ikke var kammeraterne, der kaldte, men at det var en usynlig magt, som stod bag dette. Da han stod og grundede over dette, lød det til ham: "Det er Gud i himlen, Bjerres Gud! Gå til Bjerre, når du kommer hjem, og tal med ham." Derfor var han nu kommet til mig, og han var klar over, at han var en fortabt sjæl, som ikke kunne møde Gud. Og han ønskede nu at komme i forbindelse med den Gud, der havde talt til ham nede i fyrrummet. Jeg fortalte ham, hvorledes han skulle finde vejen til Gud, og at den gik gennem hans Søn Jesus Kristus. "Han er vejen og sandheden og livet," sagde jeg, "og der kommer ingen til Faderen uden ved Sønnen, og han er kommet for at frelse de fortabte."

Vi blev enige om at søge Herren i bøn, og jeg bad for ham, at Herren måtte frelse hans sjæl og fjerne det vantroens slør, der skjulte Guds herlighed for ham. Vi var knapt kommet ned på vore knæ, før sømanden begyndte at græde og var fuldstændig sønderknust, og han råbte højt "Herre, frels mig! Tag imod mig fattige synder og tilgiv mig, så du kan blive min Gud!" Jeg viste ham de skriftsteder i bibelen, hvor der tales om syndernes forladelse ved troen på Jesus Kristus, og at frelsen bliver vor ejendom, når vi i tro siger tak for den. "Thi dersom du med din mund bekender Jesus som Herre og tror i dit hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst; thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse" (Rom. 10, 9-10).

Han begyndte da at takke for, at Jesus var død for ham, og at han nu af uforskyldt nåde måtte være et Guds barn og have Gud i himlen som sin fader, og medens han bad, fyldte Gud hans hjerte med fred og glæde, så da vi rejste os fra bønnen, var han helt forvandlet. Han var blevet født påny, var blevet en ny skabning i Jesus Kristus. Vi fik en sangbog frem og sang nogle trosstyrkende sange. Han forlod mit hus med glæde i sit hjerte, men han kom igen næste dag, denne gang opfyldt af stor nød for sin hustru. Da han havde været inde på hospitalet for at fortælle hende, hvad der var sket med ham, var hun blevet vred og havde sagt, at hun ikke skulle nyde noget af at være hellig og missionsk; men efter dette vredesudbrud var hun blevet endnu mere syg, og manden følte sig trykket herover. Jeg sagde til ham, at Gud var mægtig til at helbrede hans hustru og fortalte ham flere tilfælde af guddommelig helbredelse ved bøn, som jeg havde bevidnet. Derefter bøjede vi knæ sammen og bad for hustruen, at Herren ville åbenbare sig og tale sit eget sprog til hendes hjerte og møde hende med lægedom, så hun snart måtte komme tilbage til sit hjem.

Dagen efter besøgte sømanden atter sin hustru på hospitalet og var meget spændt på, hvorledes hun ville modtage ham, og om Gud havde hørt vor bøn for hende. Da han kom ind på sygestuen, tog hun imod ham med åbne arme; Gud havde hørt vor bøn og talt til hendes hjerte, og hun var nu villig til at følge sin mand på himmelvejen; thi hun var blevet klar over, at hendes mand havde valgt den rette vej her i livet. Hans ansigt strålede som en sol, da han fortalte mig om hustruens forandring, og vi takkede sammen Herren for hans underfulde godhed, visdom og kraft.

Knapt 14 dage efter blev hustruen udskrevet fra hospitalet til stor forundring for mange. Hun var blevet helbredt for en ellers uhelbredelig sygdom, der havde kostet hende flere års smerte og lidelse.

Guds hemmelighed — Jesus Kristus var blevet denne sømand og hans hustru til del. Beretningen viser, at Herren arbejder både på land og hav, ved dag som ved nat.