Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

De stjålne cykler

Engang var min hustrus cykel blevet stjålet, og det var meget kedeligt for os, da det var den eneste, vi havde på den tid, så den var vort fælles transportmiddel. Jeg lånte derfor en cykel af en broder; men en dag, medens jeg cyklede inde i byen, kom den tanke til mig, at Gud jo var mægtig til at sige mig, hvor min hustrus cykel var. Jeg vendte mig straks til Herren i bøn og sagde: "Vil du sige mig, hvor min hustrus cykel er?" Straks lød det til mig, at cyklen stod i en bestemt gade ved et nærmere angivet hus. Med det samme kørte jeg hen i den omtalte gade og fandt ganske rigtig cyklen ved det hus, Herren havde vist mig. Jeg tog den med hjem, og vi priste Herren for hans underfulde hjælp.

En anden gang var min ældste søns cykel blevet stjålet, mens jeg var ude og rejse. Drengen var meget ulykkelig derover, og tilmed var det en ny cykel. Da jeg en tid efter kom hjem fra rejsen, bad vi sammen til Gud om, at han påny ville hjælpe os. Jeg må bekende, at denne gang var jeg vantro overfor den tanke, at Gud skulle gentage underet fra første gang, da jeg fandt min hustrus cykel; thi under bønnen lød det virkelig til mig, at cyklen var at finde i en ganske bestemt gade og husnummer. Jeg undlod derfor at sige noget til min hustru og min søn derom. Dagen efter spurgte min hustru mig: "Sagde Herren ikke til dig, hvor cyklen var?" Jeg måtte bekende min vantro, og da vi ikke kendte noget til gaden, som var nævnt, fik vi fat på et kort for at se, om der virkelig fandtes en gade af det navn i byen, og hvor den var beliggende. Og ganske rigtig: gaden var der, og da vi kom hen i den, viste det sig, at nummeret, som var det sidste i husrækken, var en berygtet beværtning; der stod mange cykler, men min søns var der ikke. Vi gik derfor skuffede hjem og bøjede vore knæ og bad Herren om tilgivelse for, at jeg ikke havde troet ham og var gået med det samme. Vi havde nemlig en følelse af, at cyklen havde været der; men da det var et helt døgn siden, Herren havde talt til mig, var tiden sikkert blevet forpasset, og derfor bad jeg Herren om, at jeg alligevel måtte løbe på cyklen. Dagen efter kom der med posten en anvisning på en pakke, som jeg skulle hente på banen, og da jeg kom ud fra ekspeditionen med pakken under armen, var der i mellemtiden blevet stillet flere cykler der, hvor jeg havde sat min, og en af dem var anbragt således, at jeg i skyndingen løb imod den, slog det ene knæ og kom med en bemærkning om, at det var en underlig måde at sætte en cykel på; men da jeg så flyttede den, opdagede jeg til min store forundring, at det var min søns cykel. Herren havde altså ganske bogstaveligt opfyldt min bøn om, at jeg måtte løbe på den.

Det var juleaftensdag, dette skete, og jeg gemte cyklen til om aftenen for at kunne berede familien, og ikke mindst min søn, en glædelig overraskelse til julefesten.