Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Hun skal komme til dødens port, men jeg vil oprejse hende

Jeg var for en del år siden på besøg hos nogle gode venner, hvor husmoderen var blevet syg af en underlivslidelse. Efter en blodstyrtning beordrede lægen hende indlagt på hospitalet til operation. Sammen med hendes mand gik jeg i bøn til Gud for hende, og under bønnen fik jeg et profetisk budskab, i hvilket Herren sagde: "Hun skal komme til dødens port, men jeg vil oprejse hende!" Efter operationen kom hustruen hjem igen; men det syntes dog ikke, at hun havde været så langt som ved dødens port.

To dage efter blev hun imidlertid pludselig syg igen på grund af flere blodpropper, hun havde fået i forbindelse med operationen. Der blev sendt bud efter lægen, som erklærede hendes tilstand for at være så alvorlig, at hun var døden nær. Da der var gået et par dage, greb Herren pludselig ind og helbredte hende. Da hendes mand sagde til overlægen, at han var lykkelig over, at hans hustru var kommet gennem dette, svarede denne: "Tak ikke mig, men bestorm himlens Gud med tak for, hvad her er sket; jeg kunne ikke gøre andet end at give Deres hustru nogle indsprøjtninger." Men Herren havde selv stadfæstet sit profetiske ord.