Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Så bed da!

Engang blev jeg ledet til at besøge et ældre ægtepar. Manden var en stor, kraftig fisker, der ikke var frelst, selv om han nu og da kom til vore møder. Konen derimod var en personlig kristen, men tilhørte ikke noget bestemt samfund. Da jeg kom på besøg, lå manden på en divan og klagede over store smerter i sit ene ben. Han havde i over seks år haft en stor knude på benet. Lægen undslog sig for at lade manden indlægge til operation, og han kunne heller ikke stille noget op overfor de store smerter, som nu og da kom i benet.

Jeg talte lidt med manden; men smerterne var så voldsomme, at han ikke rigtig kunne samle sine tanker om det, jeg sagde, og da han i forvejen var en indelukket natur, navnlig når det gjaldt åndelige ting, fik jeg intet svar på al min tale til ham. Jeg sukkede til Gud for ham. Lidt efter begyndte smerterne igen, og han klagede sig så højlydt, at hans hustru spurgte ham, om ikke jeg skulle bede for ham. Manden svarede bare med en vrissende bemærkning, som ikke var til at blive klog af. Vi forholdt os derfor passive en lille tid; men nu tog smerterne til med en sådan voldsomhed, at den stakkels mand vred sig som en orm, for op og greb om knuden, idet han brølede: "Så bed da!" Jeg tog ham omgående på ordet, lagde mine hænder på det dårlige ben og bad i Jesu navn, at smerterne og knuden måtte forsvinde. I samme øjeblik forlod smerterne ham, og manden var udfriet.

Da jeg lagde min arm om hans hals og spurgte, om jeg ikke med det samme skulle bede for hans syge sjæl, smeltede al hårdheden bort i hans hjerte, og han sagde ja til Frelseren. Der blev gråd, og der blev glæde, og da han endelig fik munden åbnet efter at have givet sig over til Jesus, sagde han: "Hvor var det dog svært at få sagt det ja!"

Til Guds navns ære skal det tilføjes, at fra denne dag svandt knuden bort gradvis.