Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Denne mand skal du komme til at lægge dine hænder på

På en af mine rejser kom jeg til at sidde i kupe sammen med to mænd, som var i ivrig samtale; den ene var jernbanemand, den anden gårdejer. Gårdejeren var slem til at bande, og det var så grufuldt at høre på, at jeg rejste mig for at gå ind i en anden kupe; men da der var optaget alle steder i toget, blev jeg nødt til at indtage min plads igen. Da jeg nu havde siddet lidt i kupeen, lød Guds røst til mig: "Bed for denne mand, at ikke det, han siger, skal komme over ham!" Han brugte nemlig hele tiden det frygtelige ukvemsord "Kraft æde mig!" og andre lignende udtryk. Jeg synes, at det er forfærdeligt, at folk går og kalder den frygtelige sygdom ind over sig, som årligt koster så mange menneskeliv og så store summer at bekæmpe. Stakkels forvildede mennesker; må Herren dog få lov til at åbne deres øjne og ører. Jeg satte mig stille hen og sukkede i mit hjerte til Herren for manden, der bandede så forfærdeligt, og mens jeg bad, lød det til mig: "Denne mand skal du komme til at lægge dine hænder på!"

Lidt efter så jeg op på ham og lagde nøje mærke til hans udseende, for at jeg måtte kunne genkende ham, når vore veje atter skulle mødes. Ved mig selv tænkte jeg, at intet er umuligt for Gud, og at det dog undertiden går, som vi synger i sangen: "Det hænder i livet vel nu og da, et hjerte bli'r knust på sin vej." Det forekom mig, at manden bandede mindre, eftersom jeg bad for ham. Jeg kunne forstå på samtalen med den anden mand, at han skulle til samme by som jeg for at søge en specialist på grund af en bestemt sygdom. Lægen, han søgte, havde givet ham det råd, at han skulle afholde sig fra at spise røget kød, nyde spiritus og ryge tobak. Den anden mand sagde til ham: "Ja, men det er da ikke nemt at undvære tobakken?" hvortil gårdejeren svarede: "Jo, har man sit legeme kært, må man også gøre noget for det," hvorpå han tog en sten ud af munden og viste os den. Den gik han og suttede på for at blive vænnet af med at ryge.

Jeg tænkte straks, da jeg hørte, at han var så afgjort, når det gjaldt legemet, at en mand med en sådan viljestyrke kunne Gud bruge, hvis manden ville lade sig frelse. Da jeg forstod, at vi skulle til samme by, bad jeg Herren lede det sådan, at jeg kunne få ham indbudt til mødet, som jeg skulle holde samme aften.

Før vi nåede bestemmelsesstedet, skulle vi skifte tog, og i den store trængsel på banegården kom vi bort fra hinanden. Jeg fik en siddeplads i det andet tog, satte mig straks til rette med lukkede øjne og bad i mit hjerte til Gud, at han ville sørge for, at jeg traf manden, når jeg stod af toget, så jeg kunne indbyde ham til mødet. Mens jeg sad sådan i bøn, kom manden ind i samme kupé og begyndte at tiltale mig og spurgte, om jeg var handelsrejsende, hvortil jeg svarede ja. Og da han spurgte mig, hvad jeg rejste i, svarede jeg, at jeg rejste med det bedste, som overhovedet fandtes på jorden. Manden kunne nok lide at vide, hvad det kunne være for noget i disse rationeringstider, og jeg fortalte ham da, at jeg rejste med det gode, gamle og uforfalskede evangelium, og med det samme benyttede jeg lejligheden til at indbyde ham til mødet om aftenen. Da vi kom ud af toget, viste jeg ham, hvor mødet skulle afholdes, og anviste ham et hotel, hvor han kunne spise og bo.

Lige som mødet skulle til at begynde, kom manden ind i salen og satte sig på en af de nederste bænke. Efter som mødet skred frem, kunne man tydeligt se, at han blev mere og mere interesseret og ligefrem sad og slugte hvert ord, der blev sagt. Da mødet var forbi, gik jeg ned og spurgte ham, om han havde været til sådanne møder før, hvortil han svarede nej. Han havde for flere år siden været til et møde på en nabogård, men det var ikke af en så dybtgående karakter. Jeg talte lidt med ham om hans sjæls salighed og spurgte, om han var rede til at dø når som helst, idet jeg mindede ham om de ord, han havde brugt i toget overfor den anden mand, at "dersom man har sit legeme kært, må man gøre noget for det." "Nu vil jeg anvende de samme ord på din sjæl," fortsatte jeg, "for dersom du har den kær, må du omvendes og frelses. Jeg kunne høre på dig i toget, at du ikke er en kristen, efter de udtryk, du brugte." Samtidig nævnede jeg nogle af de eder, han havde anvendt. Pludselig stod det for ham i al sin væmmelse, hvor forfærdeligt det var at bruge sådanne ord. "Jeg bad for dig i toget," sagde jeg, "at det stygge, du sagde i dine eder, ikke skulle komme over dig. Tænk, hvor dåragtigt at rejse så langt for at søge lægedom og så undervejs sidde og påkalde den onde, for at han må plage dig med en endnu værre sygdom." Da han hørte, at jeg havde bedt for ham, fik han tårer i øjnene og sagde: "Hvor kunne du bede for mig, som du slet ikke kendte?" "Jo," svarede jeg, "det er Guds kærlighed, der virker i en, at man i sit hjerte får medynk med dem, som er under Djævelens herredømme." Vi bøjede vore knæ og bad sammen til Herren om frelse for denne mands sjæl, og han overgav sit liv til Gud. Da vi rejste os fra bønnen, strålede hans ansigt af fred og glæde, og han sagde: "Nu forstår jeg, hvorfor jeg havde det sådan, at jeg absolut skulle af sted i dag. Kunne du ikke komme til den by, hvor jeg bor, og holde sådanne møder, så mine naboer kan opleve det samme, som jeg har oplevet i aften? Jeg synes også, jeg føler mig rask i mit legeme nu, så jeg rejser hjem, helbredt både til sjæl og legeme."

Kun få timer efter, at Herren havde talt til mig i toget, kom jeg altså til at lægge mine hænder på denne mand.