Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Gud er også den bedste dyrlæge

Da en af vore køer en dag blev syg, gik jeg ud i stalden og bad for den, og Gud hørte min bøn og helbredte den. En af vore nabokoner havde gået uden for stalden og hørt, at jeg havde bedt til Gud for det syge dyr, og hun gik hjem og fortalte de andre naboer om det i en hånlig og nedsættende tone. Konen, der havde hørt mig bede, var særlig slem til at gøre min enfoldighed til grin, skønt hun gik for at være en kristen. Men at bede for syge, og navnlig syge dyr, var i hendes øjne for fantastisk.

Otte dage efter blev en af deres egne grisesøer alvorligt syg, og de hentede naturligvis dyrlægen til soen; han kom om aftenen og blev på gården hele natten, men trods alle anstrengelser døde både so og grise henad morgenstunden. Det var et stort tab for disse folk, og så skulle de jo oven i købet betale dyrlægeregningen. Jeg var klar over, at dette var en straf fra Herren, fordi konen havde drevet løjer med, at jeg havde bedt for min ko. Jeg sagde ikke noget derom til dem, men lod Herren selv belære dem om, hvor farligt det er at håne ham. Fjorten dage efter blev en anden so på denne gård alvorligt syg, og nu var disse folk ganske rådvilde. Hvad skulle de gøre? Skulle de også miste denne so, var tabet næsten ikke til at bære, for de trængte hårdt til, at alt måtte lykkes for dem, hvis bedriften skulle svare sig.

Klokken ti om aftenen kom deres voksne søn hen hos mig og spurgte, om jeg ville komme over og tale med hans forældre, da deres so var blevet syg. Jeg gik med over i stalden, hvor soen lå og havde høj feber. Hele familien var samlet derude, og alle så de meget bedrøvede ud. Latteren var forstummet; men situationen tegnede sig jo i sandhed også meget mørk. Da de spurgte mig, hvad de skulle gøre, og fortalte mig om den anden so, de havde mistet, forholdt jeg mig ganske stille. Jeg ville lade tavsheden tale, for de kendte jo min fremgangsmåde, og når de i stedet for dyrlægen havde sendt bud efter mig, vidste de jo også, hvilket råd jeg ville give dem. Jeg sukkede stille til Gud om kraft. Lidt efter så konen op på mig og bekendte, at hun havde leet ad mig, da jeg bad for min syge ko, og nu erkendte hun, at Gud havde straffet hende derfor ved tabet af deres første so. Hun bad mig om tilgivelse for sin spot og sagde, at hun nødigt ville, at Gud også skulle tage denne so fra dem. Og hun tilføjede: "Vi så jo, hvordan Gud hørte din bøn, da du bad for koen, og nu har vi talt om, at vi sikkert også kunne få dig til at bede for soen?" Jeg sagde, at alt skulle være tilgivet fra min side, og at jeg gerne ville bede for deres so. Vi sluttede kreds om dyret, kasketterne kom af og piberne ud af munden, hænderne blev foldede i ærbødighed for den levende Gud og den store læge, som også kan helbrede syge dyr. Det var en bevæget stund, som jeg sent skal glemme, og endnu den dag i dag kan jeg se det hele for mig. Da jeg havde bedt for soen, spurgte folkene mig, hvad de skulle give den, hvortil jeg svarede, at den havde fået den medicin, den behøvede, og at der ikke skulle gøres mere.

Vi gik ind og drak kaffe, og bagefter rakte gårdens frue mig husbibelen, for at jeg skulle læse et Guds ord for dem. Jeg læste i bibelen og sang de forløsende sange om. Guds herlighed, og først klokken et om natten kom jeg derfra, efter at jeg lige var med ude for at se til soen. Feberen havde forladt den, og den lå nu ganske stille uden at klage. Henad morgenstunden kom sønnen for at fortælle mig, at den havde fået 14 dejlige, velskabte grise.