Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Vi rejser over til Rømø

Engang kom der bud til forannævnte Herrens tjener og mig om, at vi skulle komme over til Rømø — den lille ø ude i Vesterhavet, som nu er blevet gjort landfast med Jylland ved en 9 kilometer lang dæmning. På denne ø var der nogle ganske få venner, som ønskede at få mere fra Gud. Ved ankomsten til øen blev vi budt velkommen af en søster, som samtidig henstillede til os, at vi ikke talte om den apostolske lære, da det let kunne medføre mere splittelse, end der var i forvejen. Dette lovede vi hende.

Vi blev beværtet på bedste måde i hendes hjem og fik anvist et dejligt gæsteværelse. Da vi kom derop, bøjede vi vore knæ og bad Gud velsigne vor indgang på øen. Under bønnen talte Gud imidlertid til os og sagde: "Unddrag jer ikke for at forkynde hele mit råd på denne ø. Jeg vil, at der, inden i rejser herfra, skal stå en menighed, befæstet med tjenere." Vi måtte derefter fortælle søsteren, at vi ikke så os i stand til at holde vort løfte, når Herren havde talt således til os, og hun var da også villig til at lade Herren få sin vej.

Vi havde møde på den sydlige del af øen den første aften, hvor Herren påny talte til os og gav os herlige forjættelser. Da Den Apostolske Kirkes forkyndelse var ny for øens beboere, var der samlet ikke så få mennesker, som ønskede at høre, hvad dette vel kunne være; bl. a. var der også en ung mand fra et andet samfund, og han var meget interesseret i Åndens dåb og nådegaverne.

Dagen efter havde vi et møde på øens nordside. Rømø er ca. 15 kilometer lang, og vejene var dengang det bare sand, belagt med lyng. Folk kom gående eller kørende i hestevogn den lange vej, helt fra øens sydside, og der var fuldt hus i det hjem, hvor mødet blev afholdt. Den aften talte Herren til os og sagde: "I morgen vil jeg gøre store ting", og det bevirkede, at folk kom i stor forventning den følgende aften.

Næste dag var vi ude at spadsere med førnævnte unge mand, som var meget interesseret og spørgende, men han kviede sig ved tanken om at lade sig døbe, da dette sandsynligvis ville koste ham forbindelsen med sin forlovede og gamle venner.

Under eftermiddagskaffen, da vi sad og drøftede disse ting, rejste den unge mand sig op og gik op på sit værelse, og da han ikke kom ned igen, spurgte min ven mig, hvor han var blevet af. Jeg gik op for at se efter ham og fandt ham liggende på knæ ved en stol i bøn og gråd. Jeg gik hen og talte med ham og spurgte, hvad der trykkede ham, hvortil han svarede: "Kan jeg få Helligånden?" "Ja, det kan du med det samme, dersom du er villig for Gud," lød mit svar. Den unge mand anmodede mig nu om at bede for sig, og hurtigt hentede jeg min ven; vi bad nu sammen for den unge mand, og Guds Ånd begyndte med det samme at virke på ham, og han udbrød: "Præst eller ikke præst, kæreste eller ikke kæreste, bryllup eller ikke bryllup," og med disse ord overgav han sig helt til Gud og blev løst fra de bånd, der bandt ham til et andet menneske, og Gud beseglede hans liv ved at døbe ham med sin Helligånd, så han priste Herren i nye tunger. Derefter spurgte han: "Hvornår kan jeg blive døbt i vand?" hvortil vi svarede, at det kunne han blive med det samme. Han var straks rede til at følge ordets anvisning, og efter at vi var kommet ned i stuen, gik han straks ud på værkstedet til husfaderen, som heller ikke var døbt. Da denne erfarede den glædelige nyhed om, at Herren havde mødt den unge mand med sin Ånd og hørt, at han nu skulle døbes, erklærede han: "Så ønsker jeg også at blive døbt med det samme," og vi gik ned til vandet og døbte dem begge. Om aftenen, da folk kom til huset, stod disse to brødre ude i haven og modtog dem med strålende glæde, og snart efter var huset fuldt af mennesker. Vi refererede til hvad Herren havde sagt den foregående aften om, at han på denne dag ville gøre store ting, og vi kunne med frimodighed sige, at Herrens ord allerede var blevet stadfæstet. Under mødet rejste en søster sig, som hidtil havde værel en hård modstander af den apostolske lære, og tilkendegav, at hun nu ønskede at slutte sig til vor kirke. Så vidt jeg erindrer, var der otte ialt, som stillede sig på denne måde, og det virkede så overvældende på os, at vi måtte prise Gud for det. Under mødet talte Herren på ny til os og kaldte to ældste og en evangelist til tjeneste i menigheden, og dermed var Herrens ord til os den første dag, vi var på øen, blevet opfyldt til punkt og prikke. Intet under, at vi rejste fra denne lille ø med stor glæde i vore hjerter.

Det blev efterhånden oftere og oftere, jeg måtte ud i Herrens gerning for at holde møder og bede for søgende mennesker, og Gud virkede også på mine naboer, så de blev mig venlig stemt og kom og tilbød at hjælpe mig med arbejdet, når de hørte, at jeg skulle ud på rejse igen. En af mine naboer sagde til mig: "Hvis du skal have dit korn tærsket, kan du blot sige til, så skal vi gøre det for dig. Vi har maskinerne, og hvis du selv kan hjælpe til en dags tid, skal vi nok få den sag ordnet." Og sådan gik det; jeg havde flere læs korn, og de blev tærsket på een dag. Der var andre naboer, som sagde: "Rejs du blot, Bjerre! er der noget, der skal gøres derhjemme. skal vi nok hjælpe din hustru med det, bare hun vil sige til." Det skete flere gange, at disse naboer, som ikke var troende, ganske uden vort vidende gik ud på vore marker og rensede kartofler eller de hjalp os med andre ting, som de syntes, var nødvendige. Herren banede vej for os på enhver måde og hjalp os forunderligt igennem.

Engang i høsttiden blev der sendt bud efter mig til en længere tur. Dagen før min afrejse skulle vi køre kornet ind; men da det så ud til regnvejr, ville det knibe for os at få det i hus inden aften. Da vi var færdige til at begynde at køre ind, bad vi til Gud, om han ville sende os hjælp og holde regnen tilbage, til vi var færdige med arbejdet. Vi begyndte at køre ind; men lidt efter kom der to troende kvinder cyklende. Den ene havde hovedet indbundet; hun havde været hos lægen for at blive behandlet for et dårligt øre, uden at det havde hjulpet hende af med de stærke smerter, og nu kom hun for at spørge, om jeg ville bede for hende? Jeg tænkte straks, at dette ville hindre mig i arbejdet og tage min tid, og det var just ikke den hjælp, jeg havde ønsket mig; men da jeg så hvor forpint kvinden var, fik jeg medynk med hende, og Guds røst lød til mig: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det øvrige gives jer i tilgift." Jeg var klar over, at jeg måtte lade denne sag gå forud for mit timelige arbejde, og vi gik derfor i bøn sammen, og Herren greb øjeblikkelig ind og befriede kvinden fra al smerte og pine. Hun tog forbindingen af og priste Gud for helbredelsen og sagde, at hun ville blive og hjælpe os med at køre kornet ind, og hun sled i det som den stærkeste mand. Hun blev endog flere dage hos os og hjalp min hustru med storvasken og meget andet. Smerterne i øret var og blev borte.

Herrens veje er underfulde. Den, der agter på Guds røst, skal nok få hans frelse og hjælp at se. Jeg kunne atter drage min vej med glæde for at vidne om Herrens storhed, som han beviser overfor dem, der frygter ham og stoler på hans navn.