Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

På pionerrejse i Nordjylland

Vor rejse gjaldt Nordjylland, og det blev en meget velsignet tur, under hvilken mange mennesker fik et møde med Herren, både til legeme og sjæl, og da jeg efter en måneds forløb vendte hjem igen, havde jeg flere penge, end da jeg rejste ud. Når jeg kom hjem til mit logi fra møderne, hændte det undertiden, at der var stukket en pengeseddel enten ind i min bibel eller ned i min lomme. Flere gange blev der sendt penge til mig, uden afsendernavn, men med en bemærkning som "Tak for forbøn" eller "Tak for hjælpen".

Under denne rejse havde vi flere uforglemmelige møder. Den Herrens tjener, som havde taget mig med på rejsen, var en dag helt forsvundet, og jeg så ikke noget til ham før ved aftenmødets begyndelse. Efter indledningsbønnen fik jeg et profetisk budskab, hvori Herren sagde, at det var hans vilje, at vedkommende tjener den aften skulle tale over emnet: Israels børns vandring fra Ægypten til det forjættede land", og stor var derfor den gensidige glæde og overraskelse, da det viste sig, at Gud havde lagt dette emne på broderens eget hjerte samme dag, og årsagen til, at jeg ikke havde set noget til ham, var den, at han den dag havde været optaget af forberedelse til mødet, dels i bøn for Gud og dels ved at tegne et stort kort over Ægypten og det forjættede land til brug som illustration for emnet.

På samme tur havde vi endnu en oplevelse. Undertiden kunne Djævelen plage mig, med tanker om, at udlægningen af min tungetale sikkert ikke var rigtig. Ved afslutningen på et af disse møder i Nordjylland fik jeg en tungetale med udlægning, hvori Herren talte forjættende ord til os i Den Apostolske Kirke. Efter mødet gik jeg ned i salen og hilste på de tilstedeværende, og da kom en dame hen til mig og spurgte: "Sig mig engang, hvorfor talte De engelsk i aften og oversatte det til dansk bagefter?" Jeg spurgte damen: "Forstod De, hvad jeg sagde?" "Ja," svarede hun, "jeg har opholdt mig i Amerika." Senere kom endnu to andre hen og sagde, at jeg havde talt på engelsk, og til deres undren måtte min broder bekræfte, at jeg aldrig havde lært eet ord engelsk. Da jeg var klar over, at disse mennesker havde kunnet kontrollere min tungetale, spurgte jeg dem, hvordan udlægningen svarede dertil, og de svarede alle tre, at tungetalen var så korrekt oversat, at det ikke kunne gøres bedre. Førstnævnte dame, som i forvejen havde hævdet, at hun ikke troede på tungetalen, var nu blevet overbevist. Jeg sagde til hende, at den efter skriftens ord var et tegn for de vantro, og hun brast nu i gråd og bad os om, at vi ville gå i forbøn for hende. For mig var denne tildragelse en underfuld stadfæstelse af, at både min tungetale og min udlægning var fra Gud, og jeg tog dette som et svar på bøn, da jeg flere gange havde anmodet Herren om at give mig et tegn.