Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Herren sørger for rejselæringen

Da jeg engang var sammen med en broder i Herren, der skulle ud på en prædikerejse, talte Herren til mig under bønnen og sagde, at han ønskede, at jeg skulle tage med på denne tur. Jeg sagde til Herren, at dersom det virkelig var hans vilje, måtte han også tale til min ven om denne sag, og da vi rejste os fra bønnen, lagde han sin hånd på min skulder og sagde: "Broder! mens vi bad, talte Herren til mig og sagde, at jeg skulle tage dig med på denne tur. Hvad siger du til det?" Jeg kunne naturligvis blot med glæde bekræfte, at det var Guds vilje. Derefter spurgte han mig: "Tør du vove at gøre denne rejse i tro til Gud, for du må jo regne med selv at skulle betale rejsepenge og andre udgifter og endvidere forsørge din familie i den tid?" Jeg svarede, at så sandt Herren havde kaldet mig til at rejse med, ville han også hjælpe både mig og min familie. Inden jeg tog af sted, skulle jeg betale både termin og en foderstofregning, og jeg ville ikke rejse, før alt var betalt. Desuden måtte jeg have rejsepenge og midler til familiens underhold under min fraværelse. Jeg havde kun nogle få kroner og anede ikke, hvor pengene skulle komme fra. Min ven spurgte mig, om jeg ikke havde nogle svin, jeg kunne sælge, hvortil jeg svarede, at de ikke var store nok endnu til at levere. Jeg talte med min hustru om sagen, og vi gik i bøn sammen og lagde alt i Herrens hånd som så mange gange før. Derefter ordnede jeg mine sager og gjorde arbejdet færdigt, så jeg var klar til at rejse, når Herren greb ind. Efter at have kørt roer ind til køerne, så min hustru og mine børn ikke havde andet at gøre end at fodre dyrene, gik jeg i bøn til Gud ude ved roekulen og sagde: "Herre, nu er jeg færdig til at rejse; vil du nu gribe ind og sende mig så mange penge, at jeg kan betale min gæld og tillige har nok både til rejsen og til min families underhold." Medens jeg bad, talte Herren til mig og sagde, at jeg skulle gå ud på min mark, og der ville han åbenbare sin vej for mig. Med det samme sprang jeg op af roekulen og gik ud på marken i forventning om, hvad der nu skulle ske. Jeg så ingen "brændende tornebusk" som Moses, men ovre på naboens mark arbejdede karlene med at grave grøfter. Da jeg havde stået lidt og ventet, kom naboen gående hen mod en af sine karle, men da han fik øje på mig vinkede han ad mig, og jeg gik over til ham. Da vi havde hilst på hinanden, sagde han til mig: "Sig mig engang, vil du ikke sælge de fire ungsvin, du har?" "Jo," svarede jeg, "det vil jeg nok, men de er ikke store nok til levering endnu." Det vidste han godt, men han ønskede at købe dem alligevel som tillægsdyr og ville give fuld leveringspris for dem. O, hvor blev Herren stor for mig i dette øjeblik. Dagen efter kom min nabo og hentede ungsvinene og betalte 460 kr. for dem. Min hustru blev så fri for at passe disse dyr, og vi sparede meget korn. Gælden blev betalt, og alt kom i orden, og i Jesu navn rejste jeg med den forvisning i hjertet, at det var Herrens beredte vej og værk.