Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Begyndelsen til en ny menighed

Esbjerg var i flere år en uindtagelig stad for Den Apostolske Kirke, som jeg jo tilhørte og tjente, og selv om der blev gjort meget for at få folk til at komme til vore møder, syntes alt forgæves. Engang ville vi rigtig gøre en kraftanstrengelse og havde på et hotel arrangeret et stort møde med flere talere. Der var averteret i alle byens blade og uddelt mange løbesedler, foruden at der var sat store plakater op på plankeværker, pæle og i byens butikker. Der var stor forventning hos de få venner, som stod for sagen.

Da mødeaftenen oprandt, og klokken var et kvarter over mødetids begyndelse, var der endnu ikke kommet een tilhører. Men pludselig kom en ældre mand ind, dampende på sin lange pibe. Da han havde siddet lidt i salen, spurgte han, om det ikke var her, der skulle være hønseavlermøde. Stor var hans forbavselse over, at det var evangelisk møde, og med undskyldning, fordi han var gået forkert, forlod han mødet, og der kom ikke flere fremmede til mødet den aften.

Efter denne lidet opmuntrende start samledes de få venner, vi var, til et ugentligt bedemøde i hjemmene, og ved et af disse møder fik jeg et profetisk syn, hvori Herren talte og sagde, at vi ikke skulle frygte og ikke lade vore hænder synke; thi omend murene var store og tykke, så ville han dog vise os sin herlighed og på dette sted rejse en menighed, som skulle blive centrum for andre menigheder og udstationer, der senere skulle opstå. I synet så jeg et træ, som voksede op, og ud fra det skød der grene og kviste. På underfuld måde har Herren holdt sit løfte. I dag har vi i Esbjerg en frodig og velsignet menighed med en stor ungdomsflok, der synger, spiller og vidner for Herren, og menigheden er blevet midtpunktet for en hel række andre menigheder og mødesteder.

Nørre Nebel blev den første gren på træet. En dag kom der bud derfra, om jeg ville tage dertil og klargøre for nogle venner fra Indre Mission, hvad Den Apostolske Kirke var. Vennerne havde hørt om kirken gennem andre og havde læst kirkens blad "Evangeliebladet", og de længtes efter mere fra Gud. Jeg tog en broder i Herren med mig, og vi var naturligvis spændte på, hvordan besøget ville forløbe. I toget dertil enedes vi om at være meget vise i vor tale og færd, så vi ikke forskrækkede dem ved f. eks. at tale i tunger. Vi ønskede ikke at falde med døren ind i huset, som man siger.

Da vi kom til byen, blev vi modtaget af en af brødrene; men da det samtidig rygtedes i den lille by, at der skulle komme sådanne sekteriske mennesker, havde der allerede rejst sig modstand, så vor vært så ubemærket som muligt måtte føre os bag om byen til sit hjem, for at folk ikke skulle se, at vi var kommet. Her var de troende, som ventede os, imidlertid mødt op. De havde taget deres bibler med for at kontrollere, om vor forkyndelse nu også var helt skrift-mæssig. Da vi en lille stund havde delt Guds ord sammen, bøjede vi vore knæ og havde en bønnestund; men da de tilstedeværende trængte ind på Gud og bad ham om mere åbenbarelse, kom Guds Ånd mægtigt over mig, og stik imod aftalen nødtes jeg til at tale i tunger. Min ledsager blev først lidt ærgerlig på mig og syntes, at jeg var umulig, for nu forskrækkede jeg dem selvfølgelig alle sammen, så de ikke ville have mere med os at gøre. Men så snart jeg holdt op med at tale i tunger, gav Guds Ånd ham udlægningen, og nu var der ikke andet for ham at gøre end at komme frem med den. Vennerne blev meget grebne derover. De havde aldrig før hørt tungetale med udlægning, og lidt efter døbte Herren en af dem med Helligånden, og som han lå der under Guds krafts indflydelse, begyndte han også at tale fremmede, uforståelige ord, alt imens han bævede under Åndens kraft, så en af hans småpiger løb hen og tog ham om halsen og sagde: "Fryser du, far?" Det blev en forunderlig stund, som senere blev efterfulgt af mange lignende oplevelser i Herrens nærhed på dette sted, og siden den dag har der stået en lille trofast menighed ude i Nørre Nebel, og Herren har også her, ligesom i Esbjerg og alle de andre menigheder, kaldet tjenere til at varetage sin gerning.