Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

I den himmelske mesters tjeneste

Vi indså, at det først og fremmest gjaldt om at være lys for Herren på den egn, hvor vi boede. Derfor inviterede vi også vore naboer sammen til møder i vort hjem og hejste Kristi korsfane for dem. Vi ønskede ikke, at deres blod skulle blive krævet af vor hånd for den evige domstol, fordi vi havde sat det himmelske lys under skæppen. Jesus har jo kaldet os til at være verdens lys og salt, og hvorledes skulle denne verdens trælbundne sjæle komme til at kende noget til evangeliets herlighed, om vi tier stille med det, vi ved.

Det var mit ønske at være en sjælevinder for Herren på min hjemegn, og det varede heller ikke længe, før han stadfæstede min gerning. Sammen med nogle få trofaste venner begyndte vi et missionsarbejde, der tog sigte på at føre mennesker ind i alle bibelens forløsende sandheder, og Herren lod det lykkes, så der i dag står en god menighed på det sted med flere små kredse i de omliggende byer. Der blev også sendt bud efter mig fra andre egne af landet, og det kostede naturligvis både tid og penge at rejse rundt og virke ved møder, og familien skulle jo forsørges; men jeg lagde frimodigt sagen i Guds hånd i erkendelse af, at det var ham, som havde kaldet mig til tjeneste. Fordi Herrens gerning lagde så meget beslag på min tid, havde jeg nu kun en lille gård med ca. 5 tønder land. Der var mange, som sagde til mig, at det var for lidt at leve af; men jeg svarede dem, at der står i bibelen, at "den retfærdige skal leve af tro", og når vi så havde 5 tønder land foruden, måtte vi nok kunne klare os. Jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg ikke længere ville lytte til Djævelens røst, da dette blot bragte mig bekymringer og mismod. Jeg gik frem for Herren, som trøstede mig og gav mig frimodighed, og i mit indre lød skriftens ord: "Thi tænk på, hvordan det er med jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdslig vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud, for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud."

Det var ikke, fordi jeg mente mig skikket til at prædike, at jeg rejste med evangeliet, men for at jeg kunne vidne om min Herre og Mester og fortælle mennesker om, at han er den samme i dag som fordum. "Vi taler det, vi ved, og vidner om de ting, vi har set." Det enfoldige evangelium havde fuldstændig forvandlet mit eget liv, og jeg vidste, at når det havde kunnet frelse og forandre så stor en synder som mig, så kunne det udrette det samme for andre, og det viste sig overalt, at der er kraft i det gamle, dyrebare evangelium.

Så rejste jeg da ud i Herrens gerning og var ofte borte en måned eller længere ad gangen; men jeg mærkede overalt, at Herren arbejdede med og stadfæstede ordet ved de medfølgende tegn. Når det rygtedes, at jeg var hjemme, fik vi ofte besøg af mennesker, som var i nød og ønskede hjælp. Der kom folk, som var syg til sjæl eller legeme eller plagedes af dårlige vaner, eller de havde andre vanskeligheder og ønskede nu Herrens hjælp. Det skete også, at jeg blev hentet midt om natten for at bede for en syg.

Mine indtægter blev ikke ringere, efter at jeg var begyndt at regne med Herren. Der kom den ene pakke tøj efter den anden til os, eller der kom penge med posten, ofte uden afsenderadresse, som en taknemmelighedsgave fra folk, der var blevet hjulpet gennem mit vidnesbyrd eller min forbøn. Og der kom fodtøj og meget andet, som vi havde brug for. Herren lønner os, når vi gør vor gerning for ham. Jeg kunne fortælle mange ting om, hvordan Gud har hjulpet os, og vi tænker tilbage på alle disse rige oplevelser med tak til Gud i vore hjerter, og vi giver ham hele æren for, hvad han brugte os til som redskaber, der var helt udleverede i hans mesterhånd.