Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Jeg finder min rigtige moder

Da min plejefader var død, vågnede tanken om mine rigtige forældre op hos mig igen. Jeg havde ofte bedt for dem og besluttede nu, at jeg ville prøve at finde dem. Men hvordan skulle det gå til? Jeg havde jo hverken navne eller adresser på nogen af dem, så menneskelig set var det håbløst. Men længselen var vågnet påny: Tænk, om min moder levede! Måske var hun fattig og led nød, og måske kunne jeg få lov til at føre hende til Jesus, og de samme tanker fik jeg også om min fader, hvis han endnu skulle være i live. Mon de ville kendes ved mig og bryde sig om, at jeg opsøgte dem? Således arbejdede tankerne i mig. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg engang havde bedt Gud om at sætte mig i forbindelse med en troende soldaterkammerat, som i min soldatertid en aften havde gået udenfor en kro og ventet på mig, for at hjælpe mig, når jeg bedugget tumlede ud derfra. Han havde besluttet, at han ville prøve at redde mig ud af Satans kløer, og da jeg langt om længe kom ud fra kroen, tog han mig under armen og fulgte mig hjem og vidnede for mig om frelsen i Jesus Kristus. Siden den gang kunne jeg ikke glemme ham, og da jeg blev frelst, tænkte jeg straks, at jeg måtte se at finde ham for at fortælle ham, at hans arbejde ikke havde været forgæves. Jeg anede ikke, hvor i verden han var henne, men jeg bad til Gud, om han ville hjælpe mig at finde ham, og efter et par ugers forløb stod han en skønne dag ved min dør. På en forunderlig måde var vi blevet ført sammen, og vi faldt hinanden om halsen og græd begge af glæde over Guds nåde imod mig. Han boede langt fra mig og var nu fast ansat ved Statsbanerne.

Da jeg nu mindedes denne tildragelse, tænkte jeg, at jeg også denne gang kunne gå bønnens vej for at finde mine forældre, og det gjorde jeg derfor. De følgende dage ventede jeg i stor spænding på, hvorledes Gud ville bane vej for mig.

En dag, da jeg gik og talte med en gartner, der skulle beskære træerne i haven, fortalte han mig om en familie, der efter mange års adskillelse gennem Frelsens Hærs efterlysningskontor havde fundet deres søn i Amerika, og jeg vejrede den mulighed, at jeg måske også kunne finde mine forældre gennem dette kontor, hvorfor jeg med det samme gik ind og skrev dertil angående denne sag. Jeg fik svar derfra med anmodning om forskellige oplysninger angående min familie, men jeg stod på bar bund i den henseende. Jeg havde kun det før omtalte konfirmationstelegram, som jeg havde fundet i skuffen, og endvidere havde jeg fået fat i en koppeattest med et andet efternavn end det, jeg nu havde. Disse papirer var alt, hvad jeg ejede, og de fortalte jo ikke meget om min familie; men til min store overraskelse kom der alligevel et brev fra kontoret 14 dage efter, hvori det oplystes, at man havde fundet min moder; hun boede i en nærmere angivet gade i København.

Under megen bevægelse skrev jeg et forsigtigt brev til moder for at høre, om hun skulle kende en ung mand ved navn Martinus, der nu var 30 år. Jeg skrev også, at jeg ønskede at få en hilsen fra hende. Få dage efter kom der brev fra hende, hvori hun udtrykte sin store overraskelse over at høre fra mig. Hun havde aldrig troet, at hun skulle få mig at se mere, men hun havde heller aldrig kunnet glemme mig. I sine ensomme timer havde hun ofte tænkt på mig, og længselen efter mig havde undertiden været så stærk, at hun flere gange havde været ved at sætte sig i forbindelse med mine plejeforældre for at høre til mig, skønt hun havde givet dem det løfte, at hun aldrig ville opsøge mig; men det havde tit været svært for hende at lade være. Moder var i sin tid rejst til Vestjylland for at føde mig derovre, da hun ønskede at skjule for sine forældre, at hun skulle være moder. Da jeg var syv uger gammel, blev jeg sat i pleje ude på landet. I sit brev til mig fortalte moder mig også lidt om sine nuværende forhold og skrev, at om jeg havde lyst til at besøge hende, skulle jeg være meget velkommen.

Enhver kan vel tænke sig, at mit hjerte bankede, og jeg var ligefrem syg af spænding ved tanken om, at jeg skulle mødes med min moder, som jeg aldrig havde set. Jeg sendte et telegram med følgende ordlyd: "Kommer i morgen! Martinus." Det er vel også unødvendigt at sige, at min moder var lige så spændt af forventning.

Tænk, at jeg nu efter så mange års forløb skulle opnå at se min moder, hende, som jeg lige siden jeg var dreng, havde længtes så meget efter og bedt til Gud om at føre mig sammen med. Nu stod jeg lige ved mine længslers mål. Da jeg kom til København, tog jeg en bil og kørte lige til døren; men mine ben rystede under mig, så jeg næsten ikke kunne gå op ad trapperne. Tankerne fløj gennem mit hoved. Hvordan mon hun så ud, og hvad skulle jeg sige til hende? Gråden sad mig i halsen, og med bankende hjerte ringede jeg forsigtigt på klokken. Døren blev åbnet af en nydelig dame, og jeg kunne straks se, at vi lignede hinanden på øjnene. "Er det Martinus?" spurgte hun. "„Ja," svarede jeg, "er du min moder?" Hulkende svarede hun ja, og vi faldt hinanden om halsen og græd af glæde. Moder og søn mødtes efter 30 års forløb. "Tak, at du opsøgte mig," sagde hun, "og tilgiv mig!"

Vi fik talt ud med hinanden, og jeg fortalte hende om konfirmationstelegrammet og om et fotografi, mine plejeforældre ikke havde kunnet gøre rede for. Moder tog nu et tilsvarende billede frem og viste mig det; det forestillede hende selv som ung. Hun havde intet hørt fra mig i de mange år, før jeg opsøgte hende. Jeg vidnede for moder og fortalte hende, hvad Gud havde gjort for mig, og at jeg var en kristen, der havde indviet hele mit liv til Gud. Moder havde fem voksne børn, der alle sad økonomisk godt i det, og de tog alle meget venligt imod mig.

Jeg fandt også min faders efterladte hustru og fire døtre; mine forældre blev nemlig ikke gift med hinanden, men med hver sin ægtefælle. Fader døde, inden jeg fik besøgt ham. Jeg blev modtaget meget hjerteligt i hans hjem og havde den store glæde at høre, at min fader havde været grebet af den samme forkyndelse, som jeg selv. I hjemmet blev jeg indbudt til at tage faders plads ved bordet, og mine fire søstre og deres moder følte det, som om de havde fået deres fader tilbage. Jeg fortalte dem, hvorledes mit liv havde formet sig, og fik lov til at læse Guds ord og bede for dem. Når jeg sad i det smukt møblerede hjems hyggelige stuer, tænkte jeg: "Mon jeg drømmer, eller er jeg vågen? Er det virkelig sandt, at jeg stammer fra et sådant hjem? Og naturligvis var det også et stort spørgsmål for mig, hvorfor jeg ikke havde fået lov til at vokse op og nyde tilværelsen i dette velhavende hjem i stedet for at gå alt det igennem, som havde mødt mig i livet. Jeg grundede over det, indtil Gud en dag gav mig forklaringen, idet han mindede mig om Josef, der havde måttet bære store lidelser, indtil han en dag kunne stå frem for sine brødre og sige: "Jeg er eders broder Josef, som I solgte til Ægypten; men I skal nu ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte mig derhen; thi Gud har sendt mig forud for eder for at opretholde liv. I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode, for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange folk i live." Som det gik med Josef', gik det også med Jesus, som måtte forlade sin herlighed og blive fattig, for at vi kunne blive rige, og jeg forstod, at jeg også havde måttet ud og opdrages af Gud og gennemgå de mange prøvelser og kampe for derigennem at lære Herren og hans arms kraft at kende. Og i stedet for at blive opfostret i den store by og gå i en højere skole havde jeg måttet nøjes med undervisningen i en lille landsbyskole, hvor man om sommeren kun gik i skole en halv dag om ugen. Da Herren kaldte mig, var jeg ikke blevet sendt på universitetet, men i Helligåndens skole, hvor klasseværelset ofte var et høloft eller et brændeskur, en lade eller en stald, bag et dige eller i en skov, hvor jeg nu for tilfældet befandt mig, når den store overlærer — Helligånden — ringede ind til time.

Nu var dagen kommet, da jeg kunne sige til min slægt: "Jeg er eders søn og broder, og jeg lever i det land, der flyder med mælk og honning, og kan nu få lov til at uddele det levende brød til jer, som hungrer, og vin og mælk til jer, som tørster. I kan komme og købe uden penge af uforskyldt nåde." Og pris ske Gud, de modtog ordet, og flere af dem overgav sig til Herren, og jeg har den tillid til ham, at de alle skal blive frelste.