Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Gud må tage hårdt på sin ulydige tjener

Halvtredje år efter min omvendelse solgte vi ejendommen og rejste til en anden by. Her købte jeg sammen med en af mine venner en større byejendom med tilhørende mindre fabriksvirksomhed. Vi havde ved Guds nåde fået al vor gæld betalt og kunne endda udbetale flere tusinde kroner på den nye ejendom. Trods nedgangstider havde Gud vist sig god mod os. Al ære tilkommer Herren! I denne by var vi knapt et år. Vi følte os ikke helt i Guds plan på dette sted, og vi måtte gennem hårde prøvelser, selv om de også blev os en anledning til at erfare Guds trofasthed. Herren er mægtig til at hjælpe os, når vi erkender vore fejltagelser og ydmyger os for ham.

Gud havde nu flere gange mindet mig om, at han ville bruge mig helt i sin tjeneste; men jeg var ikke ganske villig. Jeg var tilbøjelig til at se på mine ringe evner og kundskaber. Jeg tog derfor den samme beslutning som fordum Jonas om at fly fra Herren; jeg ville igen ud på landet, langt bort til andre egne, hvor ingen kendte mig. Derfor begyndte jeg at søge efter landejendomme, men lige meget hvor jeg kom hen, stod Guds Ånd mig imod; jeg prøvede flere steder at komme i besiddelse af en gård, men alt var forgæves, og jeg måtte ofre mange rejsepenge på sagen. Intet af det, jeg så på, passede mig. Jeg havde solgt min andel i den ejendom, vi havde købt og var således løst fra mine forpligtelser. Vi levede en tid af kapitalen, mens jeg rejste rundt og så på ejendomme. Kaldet til at gå ud i Herrens tjeneste blev ved at lyde i min sjæl, og jeg var ulykkelig. Jeg søgte at ryste det af mig, men det var umuligt, og alt blev sværere og sværere for mig. Det var, som alt gik mig imod ligesom dengang, da Gud kaldte på mig til frelse. En dag, da jeg gik frem og tilbage inde på vort kontor, talte Herren igen til mig: "Vil du ikke indvi dit liv og din tid til mig? Skal jeg atter tage hårdt på dig, skal jeg tage din øjesten —lille Marie — fra dig? Skal jeg tage lammet for at få fåret til at komme til mig?" Men jeg forhærdede mig og lukkede til for Herrens advarende røst. Ingenting kunne få mig til at græde nu, jeg stængede til for Guds Ånd og ville ikke høre mere om denne sag. Jeg søgte noget arbejde for at overdøve røsten. Dagen efter blev min lille datter Marie syg; det var forkølelse, og jeg regnede det ikke for noget alvorligt, men pludselig begyndte hendes tilstand at forværres. Min hustru ønskede, at jeg skulle bede for vor lille pige, men det var mig umuligt på grund af den stilling, jeg var i. Jeg kendte jo samtalen mellem Herren og mig den foregående dag. Derfor opfordrede jeg min hustru til at sende bud efter lægen, der også kom og sagde, at vi skulle lægge barnet i damptelt, da hun var angrebet af lungebetændelse. Det gjorde vi, og allerede dagen efter var hun meget bedre, så jeg regnede ikke med, at Herren skulle gøre alvor af sin trussel om, at han ville tage hende bort, hvis jeg ikke var lydig. Lille Marie sad snart efter op i sengem og spiste, legede og var glad, så vi mente, at faren var drevet over. Men da vi havde spist til middag, fik hun et meget slemt hosteanfald. Tjenestepigen tog hende i sine arme, og hun kom hen til mig med hende. Da jeg havde fået hende op til mig, slog hun sine små arme om min hals og udbrød i en klagende tone: "Far!" Det var det sidste ord, vi hørte fra hendes læber, thi straks efter fik hun krampe og udåndede i mine arme. Det var straffen for min genstridighed. Så meget måtte der til, før jeg ville bøje mig. Nu blev mit hjerte sønderknust, og jeg græd både tidligt og silde og fik gjort min sag op med Gud. Nu måtte han få sin vej med mig.

Kort tid herefter blev jeg indbudt til et stævne på "Libanon" i Helsingør; det var i sommeren 1926, og under et bedemøde talte Herren gennem et profetisk budskab og kaldte flere til tjeneste for sig, og han nævnede også mit navn på følgende måde: "I skal ikke frygte for at lade min tjener Bjerre virke. Jeg vil siden vise jer, hvad jeg ønsker at bruge ham til."

Allerede ved dette stævne fik jeg lov til at bede for mange, og flere kom igennem til oplevelsen af Helligåndens dåb og priste Gud i nye tunger.

Herefter begyndte jeg at virke for Herren og rejste nu forskellige steder hen og holdt møder. Jeg fik lov til at opleve mange forunderlige ting. Sjæle gav sig over til Gud og blev frelst, og jeg bad for syge, hvoraf mange blev helbredt fra alvorlige lidelser. Også på denne måde stadfæstede Gud, at han havde kaldt mig ud i sin gerning.