Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Fra daglejer til præst

Jeg påtog mig engang at sprede kunstgødning for en handelsmand på hans græsmark, og jeg glædede mig over, at jeg på denne måde var i stand til at tjene en lille ekstraskilling som et kærkomment supplement til en i forvejen ikke særlig stor indtægt, og samtidig var jeg også i stand til at yde et af mine medmennesker en håndsrækning.

Jeg tog derfor fat på arbejdet; men medens jeg gik ude på marken med sækken på nakken og spredte gødning, lød Guds røst pludselig til mig: "Du kan selv vælge, om du vil være daglejer eller præst!" Jeg syntes først, at det var en underlig tale, men ved nærmere at tænke over Herrens ord blev det mig klart, at Gud havde en højere hensigt med mit liv end den, at jeg bare skulle tjene til min eksistens her på jorden, for når jeg engang var gået ind på at være tjener for ham, så var det jo ganske naturligt, at jeg ikke kunne anvende al min tid på mit eget og min families underhold. Gud havde fra evighed af udvalgt mig til at være i hans tjeneste, hvilket de efterfølgende år også tydeligt bekræftede for mig, idet jeg i dag er i den lykkelige stilling at måtte bruge al min tid i min himmelske Mesters tjeneste. Det er jo i virkeligheden ubegrænset, hvad Gud kan få ud af et menneske, der stiller sig helt til hans rådighed, og da Herrens røst nu lød til mig, kom jeg uvilkårligt til at tænke på nogle af bibelens skikkelser og store mænd i den kristne kirkes historie, der havde levet deres liv i ringhed og ubemærkethed, før Herrens kald nåede dem. En måtte forlade sin fåreflok, en anden sit landbrug og en tredie sin fiskerbåd, da det store "følg mig" kom på deres vej. Da de i lydighed mod Guds befaling forlod deres jordiske håndtering, gik de ind i en gerning, der giver frugter ikke alene i tiden her, men endnu mere i evigheden, som følger efter. Nu var dette kald også kommet på min vej, og det lød tydeligt og klart i mit indre med en overbevisende røst: "Vil du gå for mig?" Jeg måtte svare ja til kaldet, og så lød Herrens opfordring: "Gå med det samme!"

Jeg grundede lidt over, hvad dette skulle betyde, men det varede ikke længe, førend jeg fik kastet sækken på jorden og knælede ned på den i bøn til Gud for at få klarhed over hans vilje, og nu lød Guds røst atter i mit indre: "Jeg vil bevise overfor dig, at jeg har kaldet dig til en præstegerning for mig, hvis du vil stå op og gøre dig færdig til at tage med det første tog sydpå!"

Med det samme dækkede jeg resten af sækkene til og skyndte mig hjem til min hustru for at fortælle hende, hvad Herren havde sagt til mig. Det har altid været en stor hjælp for mig i min gerning, at min hustru på enhver måde har støttet og hjulpet mig i at gøre Guds vilje, var den end nok så vanskelig for mig at udføre, og jeg mødte derfor heller ingen indvendinger fra hendes side i denne sag, men hun svarede på sin stille måde: "Ja, så må du af sted, for Herren har nok en gerning til dig i toget!"

Et kvarter efter var jeg på vej til stationen, og alt imens gik jeg og grundede over, hvad der mon skulle hænde mig, og til hvilken station jeg skulle løse billet. Herrens anvisning kommer dog altid i rette tid, for han nøjes aldrig med at give halv besked, men ofte må man gå det første skridt på vejen, førend man får at vide, hvor man skal træde det næste, og først da jeg nåede stationen, blev der sagt til mig: "Du skal løse billet til Esbjerg!" Det gjorde jeg, og da jeg kom ind i ventesalen, så jeg, at der her befandt sig en del af sognets folk, som jeg kendte, og som også skulle med samme tog. Endvidere var der en fremmed mand, som var påvirket af spiritus, og han underholdt i sin berusede tilstand de tilstedeværende med sang og historier.

Da jeg stod og så på denne mand, som optrådte til almindelig morskab, lagde jeg mærke til, at flere af de rejsende betragtede mig forskende for at se, om jeg nu også ville more mig over mandens dårlige vittigheder. De kendte mig nemlig alle og vidste, hvad der var sket med mig, og min åndelige stilling var et meget omdiskuteret emne blandt befolkningen.

Jeg var ganske klar over, at jeg måtte færdes således iblandt dem, at de kunne respektere mit vidnesbyrd som en kristen, og jeg måtte være meget agtpågivende overfor enhver begivenhed, der mødte mig på min vej den dag, efter at Herren på en så forunderlig måde havde talt til mig om denne rejse.

Inden jeg går videre i min beretning, vil jeg først fortælle lidt om den fremmede mands udseende. Han var en høj, kraftig person omkring de tredive, og jeg gik nu hen og tiltalte ham med følgende ord: "De har en god sangstemme, men De bruger den til noget dårligt". Da jeg havde sagt dette til manden, satte han sig ned på en bænk i ventesalen; jeg gav ham en traktat og vidnede for ham om Jesus, synderes ven, og fortalte ham, at Jesus fuldstændigt formår at forvandle et menneskes tilværelse, så der bliver lys der, hvor der før var mørke.

Nu kom toget, som vi skulle med, og vi skyndte os alle ud på perronen. Den fremmede mand holdt sig til mig og spurgte, om han måtte have lov til at rejse sammen med mig, hvilket jeg med glæde gik ind på. Jeg forstod nemlig nu, at her stod jeg overfor selve min rejses mission og formål. Jeg spurgte manden, hvor han kom fra, og af hvilken årsag han var kommet til denne by. Hans svar lød: "Jeg kan kun give den forklaring, at jeg har fået for meget at drikke og er kommet af ved en forkert station." Dette bestyrkede mig naturligvis i min tro på, at jeg her stod overfor det rette emne for min rejse.

Jeg fortsatte nu med at fortælle ham om Jesus — verdens Frelser. Med eet blev han både ædru og spørgende; men som jeg gik videre med mit vidnesbyrd, kom der noget hårdt i hans ansigtsudtryk, og jeg mærkede, at der foregik en kamp i hans indre, og pludselig sagde han til mig:

"Jeg vil gerne have lov til at fortælle Dem en sandfærdig historie. For mange år siden var der en lykkelig ung mand, som hvilede ved Jesu bryst og var et brændende vidne for sin Frelser. Han kom imidlertid ud at arbejde på en ny jernbanelinje, som var ved at blive anlagt. Her kom han i dårlige kammeraters selskab, og skønt han vidste, at det var Gud imod, at han tog del i deres verdslige fornøjelser, kunne han dog ikke modstå fristelsen, selv om han særlig i begyndelsen plagedes meget af en dårlig samvittighed. Guds røst lød ofte advarende til ham; men han overhørte den, og det endte desværre med fuldstændigt frafald fra Herren. Da han en tid lang havde levet sit liv på denne måde, begyndte han at føle lede derved, og længselen vågnede i ham efter at komme tilbage til den forrige glæde og fred. Og for at få udløsning i sin forpinte sjæl besluttede han sig en aften til at gå hen til et møde i missionshuset. Han kom til mødet med et stille håb i sit hjerte om, at han ligesom den fortabte søn atter måtte vende tilbage til faderhuset. Sangens toner virkede stærkt dragende på ham, og han følte sig allerede lettere om hjertet.

Da der var sunget nogle sange og bedt for mødet, talte missionæren, og i sin tale nævnede han, at der i bibelen står skrevet meget alvorlige ord om den, som engang hørte Herren til, men senere faldt fra, og disse ord opfattede den unge mand således, at der ikke var noget håb for ham mere — — —."

Mandens forklaring viste mig klart, hvorledes Satan er en mester i at fordreje Guds ord for på den måde at få lov til at beholde det engang vundne bytte. For vel er det uhyre alvorligt, at et menneske vender Gud ryggen, og man kan komme så vidt i forhærdelse og bedrag, at al trang til påny at komme i forbindelse med Gud for stedse udslukkes. Men så længe et menneske er i den stilling, at han under Guds Ånds indflydelse kan og vil angre og bekende sin synd, er vejen til faderhuset stadig åben. Dette får vi en levende illustration af ved at tænke på lignelsen om den fortabte søn, der kom langt bort fra sin faders hus, men som omsider vendte tilbage med et angrende hjerte og oplevede den store glæde, at hans fader tog imod ham med en kærlighed, der ikke var mindre end den, han havde til sønnen, da denne drog bort fra hjemmet. I vor unge fortællers tilfælde gik sjælens fjende nr. 1 desværre af med sejren i denne omgang, men jeg lader nu den fremmede selv fortælle videre — —

"I det øjeblik, hvor den unge mand betragtede sin åndelige stilling som fuldstændig håbløs, blev han ganske ude af sig selv af fortvivlelse Herover. Han følte sig overbevist om, at han nu var evig fortabt, og i stedet for at søge fuld klarhed i sin nagende tvivl gik lian nu atter ud i mørket, hård i sind og tanker, og han blev påny et bytte for syndens onde magter, som til sidst drev ham til at handle så ondt, at han flere gange måtte vandre i fængsel. Den fortvivlede stilling, han var kommet i efter at være gledet ud af frelsen, bragte ham ofte i selvmordstanker, så han to gange forsøgte at berøve sig livet ved i beruset tilstand at lægge sig på jernbaneskinnerne; men begge gange mislykkedes selvmordsforsøget. Det var, som om en usynlig hånd i sidste øjeblik fik revet ham bort fra skinnerne, før toget brusede frem." — "Den unge mand er mig selv," sluttede min medpassager sin sørgelige beretning, "og jeg er nu i min fortvivlede tilstand på vej til Esbjerg, fordi det er min hensigt for tredie gang at gøre forsøg på at berøve mig dette elendige liv, denne gang ved at styrte mig i havnen, så jeg drukner. Det er derfor, jeg har drukket så meget spiritus i dag. Jeg er fortabt! Jeg er dømt til fortabelse i Helvede, der er ingen redning for mig; for ikke sandt, sådan står der jo i bibelen?"

Jeg forstod nu min stakkels medpassagers frygtelige stilling, og jeg prøvede på at betragte den med hans øjne; men jeg var også på det rene med, at Gud havde til hensigt at redde hans sjæl. Derfor havde han sørget for, at manden i sin omtågede tilstand havde taget fejl af stationerne og var stået ud i den by, hvor jeg mødte ham. I samtalens løb havde der udviklet sig en stor fortrolighed imellem os, og jeg begyndte at tiltale ham, som om han hørte til min egen familie.

"Godt," svarede jeg, "jeg går ind på tanken om, at du virkelig er fortabt; men så må du også give mig lov til at læse for dig, hvad der står i bibelen om dem, der er kommet til erkendelse af deres fortabte tilstand. Lad os lige se, hvad der står i Lukas 19, 10: "Menneskesønnen er kommet for at søge og frelse det fortabte."

Manden blev nu meget interesseret og sagde med hævet stemme: "Læs det een gang til!" Og atter måtte jeg læse disse herlige ord fra skriften for ham. Håbet begyndte at gry i hans sjæl, men han kunne ikke komme bort fra, at missionæren jo for mange år siden havde sagt i sin tale, at det var umuligt at komme tilbage til Gud igen. Jeg var dog ganske klar over, at Djævelen havde fordrejet skriftens ord for manden, og jeg forklarede så lidt om, hvorledes dette ord skulle forstås, og spurgte ham, om han endnu i dag var bedrøvet over sin synd, hvortil han svarede: "Det er jeg, men hvad nytter det? Jeg er jo fortabt, og derfor er jeg også blevet hård." Jeg fortalte ham nu, at det er Helligånden, der overbeviser om synd, og så længe et menneske kan indse og angre sin synd, da kan det også modtage Guds nåde.

For at gøre ham begribeligt, at det virkelig var Guds hensigt at redde hans sjæl og hans liv, fortalte jeg ham derefter, hvorledes Gud havde talt til mig ude på marken og sagt til mig, at j eg skulle gøre mig klar til at tage med dette tog, da han havde en gerning for mig at gøre. "Det er altså dig, Herren er ude for at frelse," sagde jeg, "og han har i sin store nåde sendt mig for at redde dig, ikke blot fra druknedøden i Esbjerg havn, men også fra at drukne i fortabelsens hav."

Han bad mig nu om at læse Lukas 19, 10 igen, og da jeg havde gjort det, begyndte han selv at citere lidt af Johannes 3, 16, men han afbrød sig selv og anmodede mig om også at læse dette vers, der lyder sådan: "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv."

Nu brød manden fuldstændig sammen og græd højt, og nogle af de rejsende, som var i kupé sammen med os, rejste sig bevægede og gik ud i sidegangen. Han faldt over imod mig, og vi slog armene om hinanden, og han sagde til mig i sin nød: "Bed for mig!" Jeg bad for ham, og derefter begyndte han også selv at bede til Gud om, at han igen ville tage imod ham, tilgive ham og udslette hans synd, og da han i tro begyndte at takke for frelsen i Kristus, vendte freden og glæden tilbage påny. Han modtog i sandhed Jesu frelsende nåde og fandt hvile i de evige arme.

Med gråd i stemmen udbrød han: "O, nu må jeg hjem til mine forældre. Jeg kommer tilbage ligesom den fortabte søn. Jeg har ikke været hjemme i flere år; for jeg har skammet mig ved at vise mig for dem; men nu skal de have del i den glæde, som er kommet ind i min sjæl."

Det viste sig nu, at den unge mand var fra et troende hjem i Nordjylland, og at hans forældre havde bedt for deres søn i mange år. Intet under, at han nu ville skynde sig hjem for at berede sine gamle forældre den usigelige lykke, det altid er, når mange års inderlig bøn er blevet besvaret.

Vi var nu nået til en skiftestation, og her tilintetgjorde min ven sin billet til Esbjerg og købte en ny til sin hjemby. Han var i sandhed kommet til både en bogstavelig og en åndelig skiftestation; den åndelige station var Golgata, og her steg han over i det himmelske tog, der afgår mod det himmelske hjem, det hjem, hvor der bliver mere glæde over een synder, som omvender sig, end over ni og halvfems retfærdige, der ikke har omvendelse behov. Samtidig rejste han altså hjem til de kære forældre i Nordjylland, som ventede ham med længsel. Vi skiltes derfor nu, men begge drog vi vor vej med glæde, idet vi takkede Gud for hans underfulde ledelse. Denne begivenhed kunne ikke undgå at tale sit stærke sprog til de mange medrejsende, som både hørte og så, hvad der foregik.

Guds store trofasthed og forbønnens forunderlige magt blev atter bevist for mig gennem denne mands frelse. Opfyldelsen af forældrenes forbøn var også en stadfæstelse af Guds ord, der siger: "Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst!" (Ap. gern. 16, 31).

Vej har du alle steder,
dig midler fattes ej,
kun nåde du udspreder,
kun lys er al din vej;
din gerning kan ej hvile,
ej standses kan dit fjed,
når du til os vil ile
med hjælp og bistand ned.

Med glæde vendte jeg hjem og gjorde mit arbejde færdigt. Efter den dag fik jeg lov til at føre adskillige sjæle til Jesus. Ofte var jernbanekupeerne min arbejdsmark; her virkede jeg med at uddele traktater, synge evangeliske sange og tale med folk om frelsen, og ofte kom jeg i kupéen på knæ med en søgende sjæl. Nu og da tog jeg sammen med en troende ven, der brændte af nidkærhed for sjæles frelse, ud til andre byer, hvor vi gik på husbesøg og uddelte traktater og bad med folk, når der var lejlighed til det. Herom kunne skrives mangt og meget; men da det navnlig er mine oplevelser med Herren på det timelige område, der er denne bogs hensigt, kommer jeg til i denne omgang at udelade de mange forunderlige oplevelser, jeg har haft i det sjæle-frelsende arbejde, selv om de for mig kommer foran de timelige velsignelser.