Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

En vel tilrettelagt rejse

Engang blev min hustru og jeg inviteret til at besøge nogle troende venner, der boede flere timers jernbanerejse fra os nede i Sønderjylland. Vi ville gerne derned, men vi ville ikke skrive til dem, at vi kom, da vi endnu ikke vidste, om det behagede Herren, og vi var afhængige af ham i alle forhold. Endvidere var det hård vinter, og jeg var snefoged i et meget vanskeligt distrikt, hvor sneen altid lagde sig og spærrede trafikken; men en dag fik jeg forvisning om, at nu kunne vi tage af sted.

Vi skulle rejse lørdag eftermiddag, og aftenen før var jeg hos en god ven for at spørge, om han ville med; det ville han imidlertid ikke, da han ikke følte, at han skulle rejse. Han spurgte os, om vi var færdige til at tage af sted, hvortil jeg svarede, at vi kun manglede rejsepenge. Jeg havde kun tre kroner i rørlig formue, men havde fået det sådan, at når Gud ville, at vi skulle rejse, så ville han også sørge for pengene på en eller anden måde. Min ven tilbød mig, at jeg kunne låne rejsepengene hos ham, hvilket jeg sagde nej tak til, da jeg stolede på Herrens hjælp.

Lørdagen kom, og vi havde fået sendt børnene hen hos min svigermoder, hvor de skulle være, mens vi var borte, og karlen, som skulle passe dyrene, mens vi var ude at rejse, var også ankommet. Min hustru havde tøjet parat, men endnu havde vi kun de tre kroner til rejsen. Det blev middag, og min hustru sagde: "Hvad nu, lille far? Vi skal da snart af sted, hvis vi skal rejse derned!" — "Ja," svarede jeg rask, "men når nøden er størst, er hjælpen nærmest." Jeg gik ud for at se, om der ikke skulle være "en lille sky på himlen", idet jeg henholdt mig til beretningen om Elias, der bad om regn, og ganske rigtigt, langt ude i horisonten så jeg en vogn komme kørende. Det så ud til at være handelsmænd, og jeg sukkede til Gud, at hvis det var hans vilje, om han så ville sende dem til mig. Jeg havde netop på den tid tre heste og kunne godt undvære en af dem, og desuden havde jeg også en kvie, som skulle sælges. Handelsmændene kom kørende lige ind i gården og slog knald med pisken, og da jeg kom ud til dem, spurgte de mig, om jeg havde noget at sælge. Jeg inviterede dem ind for at se på dyrene, og de købte straks både hest og kvie til en pris af 920 kr., og leveringen skulle ske den følgende uge. Jeg fik 120 kr. med det samme, og resten skulle jeg have, når jeg leverede dyrene. Da mændene var kørt, bøjede vi vore knæ og takkede Gud, og nu kunne vi drage af sted med glæde, forvissede om, at Herren var med og banede vej for os.

Vi havde ikke skrevet, at vi kom, og vi kendte heller ikke vejen, men det gik forunderligt med at finde den. Inden vi nåede stationen, vi skulle af ved, var der ved at blive togstandsning på grund af snefald, og da vi vidste, at vi havde langt at gå fra stationen og var ganske ukendt på egnen, bad jeg til Gud, om han ville sende et køretøj efter os. Da vi stod af toget, gik jeg hen til stationsforstanderen og spurgte om vej til den by, hvor vore venner boede. Det var meget vanskeligt at forklare os vejen, både fordi vi var fremmede på egnen, og fordi landevejene var føget til med sne, så de var næsten ufremkommelige. Det var jo en rar trøst; men et øjeblik efter kom stationsforstanderen hen til os og sagde, at hvis vi skyndte os, kunne vi sikkert komme til at køre med en vogn, der holdt udenfor stationen og skulle til samme by som vi. Vognens ejer var nede for at hente nogle gæster ved toget, men da det viste sig, at de ikke var med toget, fik vi lov til at køre med i stedet for. Vi blev pakket godt ind i tæpper og fodposer, og nu gik det ud ad vejen gennem snedriverne, alt hvad hestene formåede. Manden kørte os helt op til vore kære venners gård, og det kan nok være, at de blev forbavsede, ikke alene over, at vi kom; men også over, at det netop var den mand, der var blevet brugt af Gud til at befordre os til gården i et sådant vejr og føre, for han var en af deres hårdeste modstandere. Han havde tilmed engang sagt, at han gerne skulle være med til at køre de hellige i havet, om han fik lov. Hvor er Gud dog god! Ikke alene ville han skåne vore venner og deres heste for at komme ud i sådan et vejr, men han benyttede en af sit riges modstandere til at sørge for vor befordring.

Trællen må slide for at hjælpe min far,
jeg bare lever af den rigdom, han har.

Hvad angik det stærke snefald, tænkte jeg jo, også på mine pligter derhjemme, men jeg bad til Gud om, at han ville lade vinden blæse fra et bestemt hjørne, så sneen kunne blæse bort fra vejene i mit distrikt, og da jeg kom hjem, så jeg, at det var gået akkurat således. I de andre distrikter havde der været megen sne at kaste, men i mit distrikt var der slet ingen sne på vejene, bortset fra en drive udenfor et lille hus, der lå i læ, og her havde husets ejer selv fjernet sneen. Gud har al magt i himlen og på jorden, og vind og vejr må også i dag lyde hans almagtsbud, om blot vi er enfoldige nok i troen på hans guddommelige virkekraft. Han er altid villig til at åbenbare sig som underets Gud, hvor det tjener hans hellige til gavn og hans eget store navn til ære.