Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Herren hjælper atter i rette tid

Da jeg ved en anden lejlighed stod og manglede 300 kr. til terminen, hjalp Herren mig også vidunderligt. Jeg havde ventet med betalingen så længe som muligt, men nu havde jeg kun en frist tilbage på to dage. Sidste gang havde Herren hjulpet mig gennem salg af en hest, men nu grundede jeg over, hvorledes han ville hjælpe mig denne gang. Jeg havde forbindelse med en troende kornhandler, og jeg gik til ham og fortalte, hvorledes det stod til. Pengene skulle være betalt til tiden, men jeg vidste ikke, hvor de skulle komme fra. Jeg spurgte, om han kunne hjælpe mig, men da han selv stod og manglede penge og ikke havde kunnet få sine tilgodehavender ind, var dette ham umuligt, hvor gerne han end ville. Han sluttede med at sige til mig:

"Vi har jo set, hvorledes Gud har grebet ind på forunderlig måde og hjulpet dig før. Du har vel bedt til Gud om hjælp, ellers kan vi da bede sammen?" Vi bøjede vore knæ mellem kornsækkene, og som vi nu havde bedt et lille stykke tid, kom der pludselig en mand ind og råbte: "Er Bjerre her?" Da vi krøb frem fra vort skjul, lød det til mig:

"Der er manden, som Gud har sendt dig til hjælp.” Den pågældende mand var fra et andet sogn; jeg havde engang købt en so af ham. Da vi havde hilst på hinanden, fortalte han mig, at han var på vej hen til mig for at sælge en god so, der om få dage skulle have grise. Han var vist hen til kornhandleren af min hustru, som vidste, at jeg var at træffe her. Jeg tænkte, at det måtte bero på en fejltagelse, da manden jo ikke kom for at hjælpe mig med penge, men snarere det modsatte. Vi gik nu hjem, og jeg inviterede manden til middag i den tanke, at jeg kunne få lov til at vidne for ham. Da vi var kommet hjem på gården, gik han lige ud i stalden og hen til en bestemt kvie, pegede på den og sagde: "Den vil jeg bytte med!" Jeg blev meget bevæget over dette; thi vi havde det med denne kvie på akkurat samme måde som med den brune hest. Vi havde bestemt at ville beholde den som ko; men inden jeg gik hen til kornhandleren, havde jeg sagt til Herren, at jeg også ville være rede til at sælge denne kvie, om det var den måde, jeg skulle hjælpes på; men så måtte Herren selv sende en køber, og jeg vidste, at det var næsten umuligt på den tid, fordi der ingen omsætning var på den slags kreaturer, og priserne var nedadgående. Og tilmed skulle Herren jo også sende en køber netop på den dag; men at intet er umuligt for Herren, fik jeg også at se ved denne lejlighed. Kvien skulle jeg have 425 kr. for; det var den værd.

Jeg tog derefter med manden hjem for at se på den so, han ville sælge mig, og jeg syntes virkelig godt om den, og da manden også var opsat på at få kvien, så det ud til, at handelen skulle gå i orden. Endnu stod dog det vigtigste tilbage: Hvordan skulle vi bytte? Jeg stod stille lidt, og næsten uden selv at tænke over det tog jeg munden fuld og sagde: "Du kan give mig 315 kr. i bytte, idet jeg tænkte ved mig selv, at de 15 kr. kunne jeg altid slå af, hvis manden ikke ville betale den forlangte pris; thi dersom det var Gud, som havde sendt manden, måtte han også sørge for, at jeg fik de 300 kr., jeg stod og manglede. Jeg syntes ganske vist selv, at det var en meget høj pris, jeg forlangte; men uden yderligere kommentarer tog manden sin tegnebog frem og betalte mig de 315 kr. Jeg kunne godt have omfavnet ham, men måtte beherske mig, og gav i stedet for mine følelser luft i lovprisning til Herren for hans underfulde hjælp, efter at jeg var blevet alene.

Samme eftermiddag var jeg ovre og aflevere kvien og fik soen med tilbage. På hjemvejen måtte jeg ind hos mølleren for at fortælle ham, hvor underfuldt Herren havde hjulpet mig, og jeg viste ham de 300 kr. plus "tilgiften" på de 15 kr. Inden aften havde jeg afsendt terminspengene, så de nåede rettidigt frem til bestemmelsesstedet. Det er så sandt et ord, at "ingen kender dagen, før solen går ned."

Nogle dage efter fik soen ni dejlige grise, og da de var ca. fem uger gamle, fik jeg 360 kr. for dem; sammen med de 315 kr. havde jeg altså fået 675 kr. for kvien, og så havde jeg endda soen i behold, og den blev ved med at være en god indtægtskilde for mig. Jeg må tilføje, at mølleren, som havde været med til at bede for sagen, også selv blev rettidigt hjulpet på underfuld måde.