Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

En hestehandel med Guds velsignelse

Engang stod jeg ved en termin og manglede 300 kr. til renter og 200 kr. til betaling af en regning på kunstgødning. Dagen for den yderste frist nærmede sig, og jeg var som følge deraf i stor nød og bad indtrængende til Gud om, at han ville hjælpe mig.

En nat, mens min familie og jeg lå og sov, blev jeg pludselig vækket ved, at en nævnede mit navn. I første øjeblik troede jeg, at jeg havde drømt, og lagde mig til at sove igen; men påny lød en kaldende røst. Jeg kunne ikke begribe, hvor lyden kom fra, og fik da den tanke, at det muligvis var en af naboerne, der stod udenfor soveværelset og kaldte på mig for at få min hjælp i en eller anden vanskelig situation. Klokken var på det tidspunkt tre om natten. Jeg stod op for at undersøge, om der var nogen udenfor, og da dette ikke var tilfældet, gik jeg atter i seng og forholdt mig afventende, indtil jeg lidt efter hørte røsten for tredje gang. Nu forstod jeg, at det var Herren, som ville tale med mig, og jeg sagde derfor til ham: „Tal, Herre, din tjener hører!"

Da lød Guds røst i mit indre: "Drag i morgen tidlig over til gårdejer N. N. i nabosognet og tilbyd ham din brune hest! Han vil købe den af dig, så du kan betale dine renter og din regning!" Jeg tænkte på, hvad min hustru ville sige til dette. Den brune hest var vor yndlingshest, og vi havde besluttet, at vi ikke ville skille os af med den, før den blev gammel; derimod kunne vi nok have tænkt os at sælge den anden hest vi havde; men da Herren nu havde talt om den brune forstod jeg, at vi måtte af med vort kæreste dyr. Gud stiller os ofte overfor den prøve, om vi er villige til at ofre det, vort hjerte hænger ved. Sådan fik Abraham engang befaling om, at han skulle ofre sin søn Isak. Jeg kaldte på min hustru og fortalte hende, hvad Herren havde sagt til mig, og gjorde hende forståeligt, at der var en udvej her, hvis vi var villige til at sælge hesten. På mit spørgsmål om, hvad hun sagde til det, svarede hun, at hun holdt meget af den brune hest, men hvis Herren havde peget på den, gjorde vi bedst i at lyde ham, for ellers var hun bange for, at vi mistede den på en eller anden måde, der ikke var så behagelig for os.

Om morgenen tidlig gik jeg, inden jeg tog af sted op til min troende nabo, som havde bedt for mig, da jeg blev frelst, og fortalte ham, hvad Herren havde sagt til mig om natten. "Det var for resten underligt," sagde konen i huset, "for da vi i går talte om jer og vidste, at I manglede penge, stod det klart for mig, at du skulle sælge en uf dine heste og kun beholde den anden i vinter, og så kunne du låne vor hest, når arbejdet i marken blev for strengt for den ene, du havde tilbage." Da forstod jeg, at Herren havde omsorg for mig.

Da jeg nåede over til manden, som skulle købe min hest, og som boede halvanden mils vej fra os, stod han lige med overtøjet på og skulle af sted til toget. Jeg nåede dog at spørge ham, om han ville købe en hest, hvortil han svarede ja, såfremt jeg havde en brun, da han gerne ville have en mage til den brune hest han havde i forvejen. Han lovede så at komme over til mig den næste dag og afslutte handelen, da han skulle skynde sig til toget, men han indbød mig til at komme indenfor og drikke en kop kaffe sammen med sin hustru.

Jeg nølede lidt med at gå ind, dels fordi jeg ikke kendte konen, og dels fordi jeg undså mig for at komme ind i det fine hus iført mit hverdagstøj. Omsider trådte jeg dog indenfor og blev budt velkommen efter at have fortalt, hvem jeg var og i hvilket ærinde, jeg var kommet.

Mens jeg nu sidder og drikker kaffe, opdager jeg pludselig, at konen sidder henne ved vinduet og græder. Jeg blev lidt underlig til mode og besluttede, at jeg ville skynde mig af sted igen. Jeg havde ikke frimodighed til at indlede en samtale med hende, da jeg anså mig for ringe til at spørge, hvad der var i vejen; men pludselig kom hun hen til mig og sagde: "Jeg har længe haft lyst til at tale med dig, og nu er du her." Det forstod jeg ikke, da vi aldrig havde kendt hinanden og aldrig talt sammen før. "Jo," sagde hun, "jeg har hørt om dig, både hvorledes du har levet før, og hvorledes du lever nu. Der er flere, som har fortalt mig, hvad der er sket med dig. Vil du ikke nok fortælle mig noget om Jesus?" Det kan nok være, at jeg fik munden på gled, og jeg blev der det meste af dagen og fortalte denne kvinde, hvad jeg havde oplevet. Det greb hendes hjerte, og det endte med, at hun overgav sit liv til Herren.

Næste dag kom manden og købte hesten for de 700 kr. jeg forlangte, og jeg var i stand til at klare de forfaldne beløb. Denne forunderlige oplevelse gav mig lejlighed til at vidne for alle mine naboer og for mange andre mennesker, hvor jeg kom hen, og hvor jeg kunne komme af sted med det, bad jeg for folk.

Imidlertid kom foråret, og bønderne begyndte at arbejde i marken med hestene; men der stod jeg nu med min ene hest. Vel lånte jeg naboens nu og da; men i længden slog dette ikke til i den travle tid. Jeg måtte have mig en hest igen, men hvor skulle pengene komme fra? De 200 kr., jeg havde kunnet samle i vinterens løb, slog ikke til. Mine naboer var meget spændt på, hvorledes jeg skulle komme ud af min forlegenhed, efter at jeg havde vidnet for dem om Guds underfulde hjælp forrige gang. Undertiden kunne de lidt ironisk sige til mig: "Du må da snart have en hest igen, for du kan dog umuligt klare dig med den ene, du har?" Dette opfattede jeg som en hentydning til, at når Gud havde hjulpet mig af med en hest, kunne han vel også hjælpe mig til en ny, nu da jeg stod og trængte til den.

Jeg kunne vel have fået en hest på afbetaling og bruge de 200 kr. til udbetaling; men min hustru sagde til mig, at hun havde fået det således, at vi skulle få en rød to-års hest mage til den, vi havde. Jeg sagde, at jeg var ligeglad med farven, bare vi fik en hest, for nu hastede det. Jeg gik ind i laden og bad indtrængende til Herren og sagde: "Kære Gud! du hjalp os af med den brune hest og sagde, at jeg med pengene måtte betale min termin og min gæld, men nu har jeg ikke penge nok til at købe en anden hest for, og du ser, at det er på tide, at jeg får en —hjælp mig derfor nu!"

Mens jeg lå i bøn, kom min hustru og sagde til mig, at der var telefonbesked fra den mand, jeg havde solgt den brune hest til. Han oplyste, at han havde en rød to-års hest, som jeg kunne købe. Min hustru følte sig overbevist om, at det var den hest, vi skulle have, og bemærkede: "Der kan du se, lille far? Sagde jeg ikke nok, at det skulle være en rød hest, og førend vi råber, vil Gud svare." Min hustru mente, at jeg med lethed kunne få den på afbetaling, når jeg udbetalte de penge, jeg havde.

Undervejs måtte jeg af cyklen og bede til Gud, og da sagde hans Ånd til mig, at det ikke var den hest, jeg skulle have. Jeg begyndte at blive tvivlrådig og vidste, at min hustru ville blive skuffet, hvis jeg kom hjem uden hest. Desuden vidste jeg ikke om noget andet sted, hvor jeg kunne blive hjulpet til en hest med de få penge, jeg havde. Jeg fik det nu sådan fra Gud, at jeg måtte byde 500 kr. for dyret, men ikke en øre derover. Hesten passede mig udmærket; men manden forlangte 550 kr. for den. Jeg bød ham 500 kr., men der var ikke tale om, at han ville afhænde den for den pris, skønt han efterhånden slog af helt ned til 510 kr. Han ville ikke længere ned, og jeg turde på min side ikke gå over den sum, som Herren havde fastsat som maksimum, for jeg ville ikke være ulydig imod ham, da jeg vidste, at det ville føre til smerte og ikke til velsignelse. Jeg bød derfor manden farvel og cyklede af sted i den formening, at han ville råbe efter mig, at jeg kunne få hesten for de 500 kr., men det skete imidlertid ikke. Så ventede jeg, at han enten ville ringe til mig eller endog selv komme med hesten.

- - - - - - - -

Da jeg kom hjem, måtte jeg med et lidt beklemt hjerte fortælle min hustru, hvorledes det var gået mig. Hun blev meget skuffet og kunne ikke forstå dette, da hun efter min beskrivelse af hesten følte sig endnu mere overbevist om, at det netop var den, vi skulle have. Vi enedes nu om at lægge sagen i Guds hånd, og vi bad ham om, at han alligevel ville hjælpe os, selv om jeg skulle have båret mig forkert ad. Jeg havde jo handlet efter, hvad jeg mente, var Guds stemme til mig.

To dage efter kom der imidlertid et brev fra min plejefader, som boede syv mil fra os. Heri bad han mig komme på besøg hos sig, da han havde en rød to års hest, vi kunne købe. Jeg var straks klar over, at her var hesten, vi skulle have. Dengang anede jeg slet ikke, at min plejefader havde en sådan hest, for han havde købt den, siden jeg sidst havde været på gården. Det viste sig at være en vældig flot hest, meget kraftigere end den anden, jeg havde forsøgt at købe; men jeg var også godt klar over, at den var 200 kr. mere værd, og at jeg ikke havde råd til at købe så dyr en hest. Da jeg imidlertid stadig gik ud fra, at det var Guds vilje, at jeg skulle have den, så regnede jeg også med, at han ville hjælpe mig med betalingen. Da jeg forhørte mig om prisen, sagde min plejefader til mig: "Ja, det er måske underligt, men for nogle dage siden sagde Herren til mig: Denne hest skal du forære Martinus, for han beder nemlig til mig om en hest i disse dage," og med disse ord overgav han mig det smukke dyr. Ved nærmere samtale viste det sig nu, at på samme dag og klokkeslet, hvor jeg i min nød for at få en hest var gået ind i laden for at bede til Gud i denne sag, havde Herren talt til min plejefader og sagt: "Martinus beder i dag om en hest, vil du give ham din røde to-års hest?" Derefter gik han hjem fra marken og fortalte min plejemoder, hvad Herren havde sagt til ham, og hendes svar lød: "Har Herren talt således, så skal du også gøre det," hvorefter min plejefader straks havde skrevet sit brev og sendt det til mig.

Jeg behøver vist ikke at fortælle, at jeg blev overmåde lykkelig og priste Herren for hans vidunderlige omsorg for mig. Nu kom jeg hjem med en prægtig hest og havde stadig mine 200 kr. på lommen. Det havde været nogle prøvelsens dage for mig, men ved Guds nåde var jeg kommen igennem uden at tage min tilflugt til en menneskelig udvej, og jeg kunne i sandhed bekræfte ordet: "Lyder I villigt, skal I æde landets goder" (Es. 1, 19).

Denne forunderlige oplevelse havde påny givet mig et nådesvidnesbyrd overfor mine naboer, som blev til skamme på grund af deres skepsis og ironi, og der var endog en enkelt af dem, som blev så grundig overbevist, at han senere hen bad mig om forbøn, da han selv var kommet i nød. Jeg derimod havde påny oplevet Herrens trofasthed og kunne med frimodighed sige, at "den, som tror på Herren, skal ingenlunde blive til skamme."

Ja, jeg har prøvet at tro på Jesus,
og jeg har fundet, at det går an.
Hvad ingen andre i verden kunne,
det både ville og kunne han.