Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Gud holder også sin del af kontrakten

Den følgende dag fortalte min hustru mig, at spisekammeret var tomt, og at hun ikke anede, hvor vi skulle få mad fra den dag. Vi havde nemlig besluttet os til, at vi ikke ville købe på kredit mere, og jeg havde ikke en øre at købe noget for. Vi ville ikke forøge vor gæld, men i vor nød bad vi til Gud. Få timer efter kom min svigermoder og forærede os et stort stykke kød og forskellige andre madvarer. Hun anede intet om, at vi hverken havde mad eller penge i huset. Endvidere gav hun mig de ti kroner, som hun havde lovet mig dagen i forvejen, hvis jeg gik ind på væddemålet. Jeg blev naturligvis forbavset og sagde: "Året er jo ikke forbi endnu;" men svigermoder holdt på, at jeg skulle have pengene med det samme, da hun var kommet til den tro, at det var mit alvor at holde op med at ryge tobak. Hun havde indset, at jeg havde ændret kurs til det gode.

Vi mærkede også Herrens velsignelse på besætningen, der trivedes godt, og køerne gav rigeligt med mælk. Grisesøerne fik mange levedygtige grise, og en af vore køer fik tvillingkalve, så Herrens velsignelse sporedes mæsten dobbelt på alle måder.

Min fader kom ofte på besøg, og vi samledes gerne med en lille kreds af troende venner. Fader havde altid noget at fortælle os om, hvad Gud havde gjort for ham, og om de mange, han havde aflagt vidnesbyrd for. Det styrkede os i troen og gav os kraft til at fortsætte fremad på Guds vej. En aften, mens jeg var i bøn, sagde Herren til mig: "Din fader kommer i aften med ti-toget. Spænd hestene for og kør til stationen efter ham." Vi havde et stykke vej til stationen, og det var et forfærdeligt snesjap den aften, så det var vanskeligt at færdes ude. Toget var kommet tidligt ind, og et lille stykke vej fra stationen kom en mand gående mod mig og råbte: "Er det dig, Martinus?" På mit ja fortsatte han: "Ja, så skal Gud have tak for det, for jeg sad i toget og bad ham om, at han ville sende dig til stationen med vogn for at hente mig." Fader satte sig op i vognen, og vi priste Gud sammen for denne underfulde åndsforbindelse. Vi kørte hjem til min hustru og mine børn, der sad oppe og ventede med varm mad til bedstefader. Da min hustru nemlig hørte, hvad Herren havde sagt til mig, regnede hun fuldt og fast med, at bedstefader kom, og gav sig straks til at lave mad til ham. Vi blev altså heller ikke beskæmmet i vor enfoldige tro, og vi oplevede større ting under min faders besøg.