Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Det er røgelse og ikke røg, Gud har behag i

Jeg var en lidenskabelig ryger og røg mange penge op hver uge, og jeg var også forfalden til skråtobak. Jeg havde endnu ikke ænset, at der kunne være noget forkert i det; men en dag, da jeg skulle til at bede, tog jeg ganske forståeligt skråen ud af munden. Jeg syntes alligevel ikke, at det sømmede sig at bede til Gud med en skrå i munden, og jeg kunne jo heller ikke finde på at ryge og bede på samme tid. Med eet forekom den tanke mig helt urimelig, at man skulle være mere hellig, når man bad, end ellers. Her begyndte nu en kamp. Kødet begærede mod ånden og ånden mod kødet, men jeg fandt snart ud af, at det var bedst at være i den stilling, hvor man altid er beredt til at tale med Gud, og da jeg ofte følte mig tilskyndet til at bede, var der ikke megen lejlighed til at ryge og skrå; under bøn og bibellæsning kunne jeg ikke have noget med disse nydelsesmidler at gøre. Den tanke slog mig en dag, at jeg aldrig havde set folk sidde i en kirke og ryge tobak, så det var sikkert rigtigst at lade det være og i stedet for leve, som man altid var i kirke og altid i Guds nærhed. En dag læste jeg ordene i Gal. 5,24: "Men de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer." Det gav mig noget at tænke på, for det at ryge og skrå var en lidenskab i mit liv. Når dertil kom, at jeg var i gæld, og Guds ord siger: "Betal alle, hvad I er dem skyldige," så forekom det mig, at man ikke med en god samvittighed kunne øse penge ud til noget, der var ganske unødvendigt. Jeg syntes vel, at alt andet i bibelen kunne passe, men indtil nu havde jeg ikke kunnet se, hvorledes jeg skulle kunne betale, hvad jeg skyldte; det så virkelig umuligt ud, men atter kom Guds ord mig til hjælp, idet det lod for mig: "Gudsfrygt sammen med nøjsomhed er en stor vinding." Det stod mig nu klart, at her gik Herrens vej for mig; men jeg måtte altså være villig til at tage korset op og fornægte mig selv. Da min hustru lidt efter spurgte, om hun skulle købe tobak med hjem, svarede jeg nej og fortalte hende, hvad Herren havde sagt til mig. Gud havde samtidig vist mig, at jeg kunne bruge tobakspengene til at betale af på min gæld med, og selv om det var mindre beløb i øjeblikket, så gjaldt det også her, at mange bække små gør en stor å.

Dagen efter, at Herren havde talt så alvorligt til mig i denne sag, skulle vi besøge min svigermoder, som var enke og havde en gård i nærheden. Jeg havde Herrens undervisning til trods taget min pibe med mig, men havde kun tobak til een pibefuld tilbage, og jeg tænkte, at jeg rigtig skulle nyde den sidste pibe tobak. Da vi havde drukket kaffe og fået piberne tændt, sagde en af mine svogre: "Når du ikke må spille kort, så må du vel heller ikke ryge?" Hvor de ord ramte mig som piskeslag. Jeg svarede, at nu skulle det også være slut med tobakken, hvad ingen i familien ville tro. Min svigermoder sagde prøvende: "Dersom du kan lade være med at ryge i et år, så skal du få ti kroner af mig," og næsten inden jeg havde fået tænkt mig om, afleverede jeg piben til hende, og fra det øjeblik var jeg færdig med at ryge og skrå.