Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Gud har profeter i menigheden også i vor tid

Jeg hørte nu om Den Apostolske Kirke, som lige var blevet dannet her i Danmark på det tidspunkt. Budskabet, som blev forkyndt her, greb mig, og efter en tids forløb blev jeg døbt som troende efter skriftens anvisning ved neddykkelse og blev medlem af denne kirke. Kort tid efter kom to af kirkens ledende mænd i England, hvor bevægelsen havde fået en stor udbredelse, her til Danmark. Det var pastorerne D. P. Williams og W. Jones Williams, to brødre, også i bogstavelig forstand. Den første var kaldet som apostel og den anden som profet. Jeg besluttede mig til at tage til København for at høre dem, og jeg blev dybt grebet af deres bibeltro og gennemførte forkyndelse. Det var jo de samme sandheder, jeg blev præsenteret for her, som Gud havde undervist mig om, når jeg var i bøn til ham derude i stald og lade. Det var navnlig det profetiske ord, jeg blev grebet af, og jeg følte stor ærefrygt, når jeg kom i profetens nærhed, og følte mig selv så ringe og uværdig.

En dag under stævnet i København sagde menighedens forstander til mig: "Du er vor gæst her, Bjerre, vær så god at sætte dig op på platformen sammen med os!" Jeg ville langt hellere have siddet ubemærket nede blandt de andre tilhørere; men jeg måtte for enhver pris op på platformen, og her kom jeg til at sidde lige ved siden af profeten Jones Williams. På den ene side følte jeg trang til at gå ned og skjule mig i mængden, på den anden side takkede jeg Gud for, at jeg måtte komme i berøring med denne hellige Guds mand. Mange tanker gik igennem mig, mens jeg sad ved siden af profeten, og som Elisa fordum begærede en dobbelt del af Elias' ånd og kraft, så ønskede jeg også inderligt til Gud, at noget af denne profets kraft og glød måtte blive overført på mig. Og som kvinden, der rørte ved fligen af Jesu klædebon, listede jeg mig til med min hånd at berøre prøfetens jakke, mens jeg stille sukkede til Gud. Da jeg havde siddet således et lille øjeblik og ligesom indåndet den guddommelige kraft, vendte profeten sig imod mig og tiltalte mig på engelsk. Jeg forstod ikke ordene, men rødmede ved tanken om, at han skulle have mærket, hvad der var foregået; men nu lagde han blot sin hånd på mit knæ og sagde: „Halleluja!" Denne berøring virkede som en strøm igennem mig, og fra den stund af begyndte profetiens ånd at virke stærkere i mig. Ære være Gud! En ny og herlig tid begyndte, og den er ikke afsluttet endnu, men med et ord fra den hellige skrift kan jeg sige, at "det går fra herlighed til herlighed".