Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Jeg oplever urkristendommens mægtige kraft

Jeg havde en ubeskrivelig længsel efter et dybere samfund med Gud, og min sjæl tørstede efter mere fra ham. Da jeg en aften var færdig med mit arbejde, lød det til mig, at jeg skulle gå ud i stalden og bøje mine knæ i det "lønkammer", jeg havde derude. Jeg adlød Herrens røst og gik ud og bøjede mine knæ for den levende Gud og fremstillede mig for ham. Da jeg havde bedt nogen tid, mærkede jeg, at en underfuld magt kom over mig og tog hele mit legeme i besiddelse. Jeg koncentrerede mig i bønnen og havde kun Jesus for mine øjne, og jeg mærkede, at min bøn blev mere og mere inderlig, og med eet så jeg ligesom en lysstribe fra himlen, og jeg forstod, at det var bønnens stige op til Gud. Til sidst blev mine ord alt for fattige til at udtrykke, hvad der fyldte mig, og det var, som jeg blev henrykket til en ubeskrivelig herlighed, og en strøm af kraft gik gennem hele mit legeme og tog også min tunge i besiddelse, så jeg udtalte en hel del ord, som jeg ikke selv forstod, skønt jeg var ved fuld bevidsthed hele tiden. Da jeg ikke forstod, hvad der foregik, søgte jeg at dæmme op for de fremmede ord ved at bide mig selv i tungen; jeg blev angst, da jeg efterhånden ikke længere formåede at bede på mit eget sprog, men hele tiden måtte udtale disse mærkværdige ord. Da der endelig faldt stilhed over mig, kom jeg til at græde heftigt, og jeg syntes, at jeg måtte bede Gud om tilgivelse for min ejendommelige opførsel. Folk havde jo også fortalt mig, at nogle var blevet så overspændte ved at spekulere over kristendommen, at de var gået fra forstanden; men jeg havde jo slet ikke spekuleret, jeg havde bare troet Gud og bedt enfoldigt til ham, og så var det kommet over mig, som jeg ikke vidste, hvad var.

Jeg listede nu ind i seng, alt imens jeg forsøgte at beherske mig, da dette mærkværdige blev ved at ville tage magten fra mig. Jeg turde ikke sige noget om det til min hustru, da jeg var bange for, at hun skulle tro, at jeg var ved at gå over gevind, og jeg ville så nødig volde hende sorg og bekymringer for min skyld.

Når jeg kom sammen med mine kære venner i Indre Mission, og vi skulle bede sammen, kom dette mærkelige over mig igen, og jeg måtte af al magt beherske mig, og undertiden stoppede jeg et lommetørklæde i munden, for at ingen skulle høre, hvad jeg sagde. Det var en frygtelig tid for mig. Hvor skulle jeg gå hen, for ingen forstod mig?

En aften blev vi indbudt til møde i et privat hjem hos en ældre, troende lærerinde, hos hvem en tilrejsende prædikant fra et andet samfund skulle tale. Vi var en lille flok venner fra Indre Mission, der samledes i hjemmet, og da vi havde talt lidt sammen om aftenens emne, bøjede vi vore knæ for at få en bedestund. Jeg sukkede til Gud og bad ham overvåge, at det var Helligånden, som rådede hos mig. Jeg forstod endnu ikke, at dette mærkelige, som nu kom over mig igen, virkelig var Guds Hallig-ånd. Den aften blev jeg grebet af en så uimodståelig kraft, at jeg blev løftet op, uden nogen så det, og inden jeg vidste et ord af det hele, befandt jeg mig nu i den modsatte ende af stuen, end der, hvor jeg havde ligget på mine knæ. Jeg var på bogstaveligste måde blevet løftet hen over hovederne på dem, der lå i bøn ved siden af mig. Her fik jeg et himmelsk syn, som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Ord er for fattige til at udtrykke, hvad jeg så. Jeg forstår nu, at det må have været noget tilsvarende til den oplevelse, som Paulus beskriver i Korintierbrevet, hvor han siger: "Rose mig må jeg. Gavnligt er det vel ikke; men jeg vil komme til syner og åbenbarelser fra Herren. Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden (om han var i legemet, det ved jeg ikke, eller udenfor legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det), blev bortrykket indtil den tredje himmel. Og jeg ved, at dette menneske (om han var i legemet, eller udenfor legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det), at han blev bortrykket ind i Paradiset og hørte uudsigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale."

Jeg begyndte at råbe af mine lungers fulde kraft: "Jeg er fri! Jeg er fri!" Nogle af vennerne blev ganske fortumlede og styrtede ud af huset af skræk, men andre begyndte også at prise Gud. Nogle spurgte mig, om jeg var blevet syg, da hele mit legeme rystede. Jeg forstod ikke selv, hvad der var sket, jeg vidste kun med, absolut sikkerhed, at jeg havde været i Guds nærhed. Der var ingen, der gjorde forsøg på at forklare, hvad det var. Vennerne anbefalede mig at tage hjem og hjalp mig overfrakken på. På hjemvejen stillede nogle af dem mig spørgsmål om, hvad der vel kunne være hændt mig; meli det kunne jeg ikke forklare dem. Jeg sagde blot til dem, at jeg var blevet fyldt af en overjordisk lykke, som ingen tunge kunne tolke, og denne lykke blev ved at gennemstrømme mig. Dagen efter læste jeg følgende ord i bibelen: "Men dette er, hvad der er sagt ved profeten Joel: Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt kød; og eders sønner og eders døtre skal profetere, og de unge iblandt jer skal se syner, og de gamle iblandt jer skal have drømme." Endnu forstod jeg dog ikke, hvad det vil sige, at Gud udgyder sin Ånd. Men jeg forstod, at det syn, jeg havde haft, var fra Gud. Lidt senere på dagen kom den ældre lærerinde på besøg for at høre, hvordan jeg havde det. Jeg spurgte hende nu, om hun kunne sige mig, hvad det var, der var sket med mig den foregående aften, og hun fortalte mig, at det var Helligånden, som var kommet over mig. Hun fortalte mig også, hvad der stod i bibelen om at blive døbt med Helligånden, og sagde, at der i alle fire evangelier berettedes om dåben med Helligånden, og i Markus 16, 17 om tungetalen, der var et ledsagende tegn i forbindelse med denne oplevelse.

Jeg hørte spændt efter, da hun fortalte om tungetalen, og om, at der ovre i København var nogle, der talte i tunger, og at de samledes i et menighedshus, der hed "Evangeliehuset". Hun havde selv været ovre i denne menighed for at undersøge sagen nærmere, efter at hun havde hørt om disse mennesker. Hun overværede et møde, hvorunder en ung kvinde talte et budskap i tunger. Der kom ingen udlægning på budskabet, men oppe på balkonen sad der en sømand, som under dyb bevægelse rejste sig og fortalte, hvad den unge kvinde, som var hans søster, havde sagt på det fremmede sprog. Sømanden var ikke frelst, og var tilfældigt kommet ind til mødet, men han forstod spansk, hvilket netop var det sprog, søsteren havde talt på, og Gud havde talt til ham gennem budskabet, så meget mere, som han vidste, at hans søster ikke kunne et ord spansk.

Endelig var min gåde løst, og jeg forstod, at det mærkelige, jeg havde oplevet, var intet mindre end Helligåndens dåb. Jeg betroede lærerinden, hvordan jeg ofte havde haft det i den senere tid, når jeg bad, og at jeg havde gjort alt for at holde disse mærkelige ord tilbage. Hun blev meget bevæget og opmuntrede mig til bare at lade stå til, når det kom igen, for det var jo Helligåndens gave, jeg var velsignet med. "Mange rejser fra det ene møde til det andet i årevis og søger det, som du har oplevet i enrum med Gud ude i din stald," sagde hun.

Jeg besøgte en gårdmand, som var med til mødet hin mindeværdige aften, og som selv var iblandt dem, der var begyndt at søge efter de åndelige nådegaver. Jeg fortalte ham det hele, og det greb ham stærkt. Han tog mig med over i et udhus, og derovre gik vi på knæ og bad sammen til Gud. Pludselig mærkede jeg dette forunderlige igen, og nu lod jeg stå til i Jesu navn, og Helligånden fik luft. Jeg talte i et fremmed sprog en hel time uden at standse, og da jeg holdt inde, lå broderen hulkende på jorden ved siden af mig, overvældet af Guds storhed og kraft. Da han løftede ansigtet, så han et mærkeligt lys omstråle os; jeg selv lå med mit hoved på en sæk og med et lommetørklæde for øjnene, mens han var aldeles overvældet af gråd over det, han så. "Ser du ikke lyset," sagde han, og da jeg løftede mit hoved op, så jeg Jesus stå foran mig ved en dør med en nøgle i sin hånd. Han så på mig, og jeg gav mig til at tale til ham og spurgte, om han var kommet for at hente mig. Broderen blev ved at se lyset, og da han hørte mig tale til Jesus, greb han fat i min frakke, da han troede, at Herren ville rykke mig bort, ligesom han fordum bortrykkede Enok og Elias, og så ønskede han at følge med mig ind i herligheden. Dette syn varede flere minutter, og først langt ud på natten efter nogle vidunderlige timer i lovprisning til den levende Gud, gik vi hver til sit.

Da jeg kom hjem, sad min hustru endnu oppe; hun sad netop og glædede sig over et herligt ord, hun havde fået fra bibelen. Ordet, som var blevet så levende for hende, var dette: "Frygt ikke, jeg er den første og den sidste og den levende; jeg var død, og se, jeg er levende i evigheders evigheder, og jeg har dødens og dødsrigets nøgler." Jeg fortalte hende nu, at jeg netop havde haft et syn, hvori jeg havde set Jesus med nøglerne i sin hånd. Det var underfuldt bekræftende for os.

Nu rygtedes det ud over by og sogn, hvad der var sket med mig, og mange af mine venner blev ligefrem bange for mig. De troede åbenbart, at jeg var blevet hypnotiseret eller djævlebesat, for de turde ikke tale med mig; ja, nogle ville ikke engang se på mig, men vendte hovedet den anden vej, når vi mødtes. Det var en hård prøvelse for mig, at jeg blev således isoleret fra gode venner, men efterhånden blev vi dog ført sammen med ligesindede, der forstod os. Nogle af vore gamle venner undså sig ikke for at advare os imod de nye venner, vi havde fået, og sagde også, at vi ikke måtte forlade vor egen forsamling. Jeg sagde, at det havde jeg heller ikke i sinde, men jeg ville på den anden side heller ikke gå ind på deres forlangende om, at jeg skulle kassere det, jeg havde oplevet. Jeg kendte ikke meget til min bibel, og her stod jeg overfor gamle, erfarne kristne; men det fik ikke hjælpe, og Guds egen Ånd kom mig til hjælp ved at vise mig hen til ordene i 2. Tim. 3, 5 om dem, der havde gudfrygtigbeds skin, men fornægtede dens kraft. "Og fra disse skal du vende dig bort," hedder det. "Hvis I vil lade mig beholde kraften og tillade mig at gå ud og virke efter skriftens anvisning, da vil jeg blive hos jer," måtte jeg svare dem. "Og hvis jeg bliver syg, vil I da praktisere bibelens ord i Jak. 5, 14, som siger: "Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie —". Til dette lød deres svar: "Det hverken kan eller vil vi gøre!" Så skiltes vore veje.