Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Jeg vender hjem til faderhuset

Efter nogen tids forløb var stillingen blevet helt uholdbar for mig, og en nat sagde jeg til min hustru: "Nu må jeg omvendes, jeg kan ikke holde det ud længere!" Hun mente, at jeg vel nok kunne vente, til det blev dag. Jeg følte nemlig, at en eller anden måtte bede for mig til frelse, da jeg ikke syntes, at min egen bøn alene kunne slå til. Gud ville sikkert ikke høre sådan en forhærdet synders bøn, hvis ikke en af hans hellige gik i forbøn for mig. Endnu før det blev lyst, løb jeg hen til den nabo, som jeg så ofte havde ringeagtet. Han var i færd med at fodre køerne, da jeg kom; jeg løb ind i stalden, fløj lige i armene på ham og sagde grædende: "Nu kan jeg ikke mere, bed for mig!" Og med det samme fik jeg Guds fred ind i mit hjerte. Herren havde modtaget mit ja, pagten var sluttet, frygtens ånd var veget bort, og i stedet for var Ånden, som siger: "Kære Fader!" kommet ind og havde taget bolig i mig.

Min hustru forstod mig ikke i begyndelsen; men Herren kaldte nu også på hende, og inden året var omme, var hun frelst. Nu blev vort ægteskab og vort hjem først rigtig lykkeligt, det blev opfyldt af en glæde og velsignelse, som denne verden ikke kan give, trods al sin glans og herlighed. "Verden ejer ingen lyst, som kan fylde dette bryst", synger vi i den gamle salme, og det er en stor sandhed. Tænk, at være overgået fra mørket til lyset og fra døden til livet, det evige liv i Guds nærhed, Halleluja!

Mine plejeforældre boede ca. 50 kilometer fra os, og nu længtes jeg efter at få fortalt dem, hvad der var sket med mig, og derfor telefonerede jeg omgående til dem. Min plejefader kom til telefonen og spurgte, om der var noget særligt, og om vi havde godt. Jeg svarede ham, at jeg var flyttet. "Hvad mener du med det, har du solgt ejendommen?" spurgte fader, som syntes, at det var gået lidt vel hurtigt for sig, men på hans spørgsmål om, hvor jeg var flyttet hen, blev han endnu mere forbavset, da jeg fortalte, at jeg var flyttet til et andet land. Fader kunne stadig ikke begribe, hvad jeg mente, men da jeg så fortalte ham, at jeg var flyttet til det land, der flyder med mælk og honning, brød han ud i glædesgråd og ønskede mig til lykke af hele sit hjerte. Snart efter kom fader og besøgte os, og det blev en bevæget modtagelse. Jeg fik snart samlet de troende naboer, og nu blev vort hjem indviet til et bedehus. Kristus kom til højbords, og den gamle, støvede bibel, som mine forældre havde foræret mig, da de blev frelst, blev taget frem. Jeg havde aldrig før læst i den, men ville dog heller ikke brænde den. For at min samvittighed kunne få ro, havde jeg gemt den så langt bort, at jeg ikke fik øje på den til daglig. På min faders opfordring begyndte jeg nu at læse et stykke i bibelen hver dag, og ved hvert måltid bad jeg bordbøn. Guds Ånd begyndte at give mig lys over skrifterne, og jeg troede enfoldigt på alt, hvad der stod skrevet.

Mange gange om dagen bøjede jeg mine knæ, både i stald og lade, på loftet og ude på marken under Guds åbne himmel. Jeg husker, at når jeg blev mindet om at bede, mens jeg gik og pløjede på marken, så tog jeg min hue af, gik ind mellem hestene og lod, som om jeg ordnede noget ved seletøjet, medens jeg i virkeligheden bad til Gud. Sommetider lå jeg ved siden af ploven i en sådan stilling, at hvis nogen kom forbi og så mig, de da måtte tro, at jeg var ved at rette noget ved ploven. I denne stilling bad jeg, og min sjæl fik næring fra Gud, og samtidig pløjede han dybt i mit hjerte.

Jeg regnede nu med, at Herren ville hjælpe mig i mine materielle vanskeligheder, efter at jeg havde søgt hans rige og hans retfærdighed, og at han ville give mig den timelige hjælp som tilgift. Sådan står der i bibelen, og Gud taler sandhed, men hvordan det skulle gå til, var mig en gåde. Jeg regnede med, at der måtte ske et under; men Gud er jo også underets Gud og mægtig til at gøre det, som er umuligt for os. Ved tro kan det ske. I Guds ord står der: "Uden tro er det umuligt at behage Gud; thi den, som kommer frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres belønner, som søger ham", og yderligere siger skriften: "Men min retfærdige skal leve af tro, og dersom han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham". Det er kun på troens vej, vi oplever Guds underfulde kraft i alle ting.

Hvordan Gud skulle udføre sit mirakel, gik over min forstand. Tiderne var nedadgående for landbruget, priserne faldt, indtægterne var meget små, veksler og regninger skulle klares, og terminen stod for døren. Jeg syntes selv, at det ville være bedst, om der kom en køber til min ejendom, og så ville der endda langt fra være dækning for de poster, som var forfaldne til betaling. Hjælpen måtte komme hurtigt, men hvem skulle Gud sende mig til undsætning?