Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Et liv uden Gud — et liv i tab og nederlag

Indtil mit nittende år arbejdede jeg hjemme, men nu kom jeg ud for at tjene og lære andre forhold at kende, og derved kom jeg sammen med andre unge, verdslige mennesker. Kirken besøgte jeg så godt som aldrig, og når jeg endelig kom der, kunne jeg ikke lade være med at græde, og det ville jeg ikke være bekendt overfor de andre unge. Jeg begyndte desværre så småt at følge i faders fodspor, da jeg gerne ville slå en god handel af, spille kort og nyde af de våde varer, men især interesserede jeg mig for kortspil, og det varede ikke længe, før jeg var langt fremme på syndens vej.

Jeg husker, at jeg engang var med en mand ude at opkøbe kreaturer og endte ved et drikkegilde på en kro, hvortil min fader også var kommet. Vi blev alle berusede, og da vi tog hjem om natten i måneskinsvejr, kørte vi alt, hvad hestene kunne løbe. Vognen svingede fra den ene side af vejen til anden. og jeg faldt ned i bunden af vognen. Medens jeg lå dernede ganske fortumlet, sagde kusken, som også var fuld: "Din fader er en pjalt, han er fortabt, for han er jo altid fuld." Disse ord kunne jeg ikke tåle at høre, og med det samme begyndte jeg at bede Fadervor og tilføjede: "Kære Gud! gør fader missionsk, inden han dør, så han ikke skal gå fortabt."

Kort tid efter var jeg en aften ude på en længere tur, trækkende med nogle kreaturer, og da jeg var blevet tørstig gik jeg ind i et hus på vejen, hvor der boede en troende mand, og da han havde givet mig et glas mælk at drikke, stod han et øjeblik og så mig forskende ind i øjnene, idet han spurgte mig: "Sig mig, har du aldrig tænkt på at give Jesus dit hjerte?" hvortil jeg overlegent svarede: „Nej, det har jeg givet min kæreste." Derefter forsvandt jeg ud af døren, men mandens ord brændte i min sjæl.

Da jeg to år senere var inde som soldat, blev mine plejeforældre omvendt til Gud, og det virkede så stærkt på mig at høre om dette, at jeg for en tid blev rusket op af min syndesøvn, og Herren kaldte på mig. Jeg nåede så langt, at jeg bøjede mine knæ om aftenen, inden jeg gik i seng, og jeg bad frimodigt min aftenbøn mellem soldaterkammeraterne, men jeg ejede ingen forvisning om, at jeg var et Guds barn. Jeg bekendte overfor mine kammerater, at jeg ville gå den himmelske vej, men jeg ejede ikke livet i Gud, og da der ikke var nogen, som kunne vejlede mig, faldt jeg snart tilbage i den gamle skure og blev mere end nogen sinde før en slave af onde tilbøjeligheder. Synden fik et sådant tag i mig, at mit hjerte blev forhærdet overfor Gud; jeg stred imod, og da jeg kom hjem fra militærtjenesten, var jeg hård overfor mine plejeforældre, når de vidnede for mig. Jeg skulle ikke have noget med kristendom at gøre, og gik mine egne veje.

Jeg blev imidlertid gift, og alt tegnede til, at vi skulle få gode kår. Vi fik en god, lille gård, og alt syntes at skulle lykkes for os. Jeg trængte ikke mere til de helliges prædikener; vi mente, at når vi passede os selv og betalte enhver sit, så havde vi også krav på at være i fred for nærgående spørgsmål.

Som svar på mine plejeforældres bønner begyndte Herren dog at kalde på mig igen. Trofaste forbedere udøver en vældig magt. Gud havde sin forudbestemte plan med mit liv, som han ville føre mig ind i, ligesom han jo i det hele taget har en nøje plan for ethvert menneskes liv, når det hører hans kaldende røst. Vel kan det ofte være svært at følge kaldet, og det kan koste mange kampe og smerter. Gud må ofte bruge tømme og bidsel som til en hest eller et æsel for at få os til at gå den rette vej, og således måtte Gud også gøre med mig.

Derfor begyndte Herren at røre ved min bedrift; det skete særligt, når en eller anden havde vidnet for mig, og jeg på en mindre fin måde havde sagt vedkommende imod. Til at begynde med tog jeg sagen let og mente som andre mennesker, at det skyldtes et ganske almindeligt uheld eller en tilfældighed, når jeg mistede en kalv eller en gris; men samtidig begyndte jeg dog at få uro i min sjæl. Min samvittighed var vågnet, og jeg var ikke glad længere, men for at sprede det tunge mørke i mit sind søgte jeg selskab med naboer og venner, med hvem jeg kunne få et spil kort, og så gik aftenerne og undertiden nætterne med det. Var jeg til marked, søgte jeg adspredelse i verdslige fornøjelser for at glemme alt det tunge; men det blev blot endnu værre, når jeg bagefter blev overvældet af en sugende tomhedsfornemmelse. En dag kom en troende mand og ville indbyde mig til et møde, men det ville jeg ikke høre tale om. Han var med ude i stalden for at se mine gode køer, og jeg benyttede lejligheden til at fortælle ham, at vi lige havde mistet flere kalve og grise, hvortil han svarede: "Kan du da ikke se, at det er Gud, som kalder på dig, og dersom du ikke bliver villig til at tage imod hans kald, kan det være, at han også begynder at tage af køerne." Herover blev jeg rasende og skældte ham ud og sagde, at han ikke skulle komme her og forstyrre vor fred, og jeg påstod, at når vi passede vore dyr godt, så var det ikke Gud, der tog dem fra os. Vi skiltes, men jeg rystede både af angst og harme, for mandens advarende ord havde som en pil boret sig lige ind i mit hjerte.

Kort tid derefter måtte vi begrave en af køerne udenfor gården, og det var et stort tab, for en god ko kostede på den tid omkring tusind kroner. Lidt senere gik en anden af køerne samme vej, mens en tredje måtte sælges for en meget lille pris. På den måde gik det den ene gang efter den anden, og til sidst var vor første ængstelige tanke, når vi stod op om morgenen, om døden skulle have gæstet vor stald i nattens løb. Dødsenglen besøgte os næsten daglig, men vi ville ikke, som Guds folk fordum, have det frelsende offerblod strøget på vore dørstolper. Frygtelige dage måtte vi igennem, både på det ene og det andet område. Pungen blev tom, og der er et gammelt ord, som siger, at når krybben er tom, bides hestene, og det begyndte vi at sande. Jeg blev ligegyldig og vidste knapt, hvad jeg gjorde. Jeg behæftede ejendommen med gæld til op over skorstenen, foruden at jeg havde veksler og regninger både her og der, og kortspil og andet gøgl tog til, og da jeg tabte, sank jeg bare ned i endnu dybere gæld.

Jeg var fortvivlet og tænkte flere gange på at tage mit eget liv, men det var, som en usynlig hånd holdt mig tilbage. Da træskomanden en dag kom med mine træsko og ville have betaling for dem med det samme, forstod jeg, at nu var det ude med mig, for når jeg ikke længere kunne få lavet et par træsko på kredit, så havde folk altså ingen tiltro til mig mere. Mine naboer og venner kunne tydeligt se, hvor det bar hen, men ingen anede, at det var så galt, som det var. En nat, da jeg kom hjem efter hele natten og den forudgående dag at have spillet kort, standsede jeg i en stor snedrive udenfor min nabos hus. Det var troende husmandsfolk, som jeg ofte havde ringeagtet, fordi de var hellige. Gud standsede mig den nat derude i snedriven. Træt og udkørt satte jeg mig ned på stedet, og da hørte, jeg Guds stemme tale i mit indre: "O, du stakkels fredløse sjæl, du vandrer om uden Gud, forvildet og fortabt. Tænk på de mennesker inde i det lille hjem, som du har foragtet; nu ligger de derinde i deres senge med den fred, du ikke har, og de hviler trygt, mens du må vandre fredløs om med ulykke og forbandelse over dig selv og din gerning." Og da jeg vidste, at ingen uden Gud alene så mig, tog jeg min hat af, foldede mine hænder og bad med grådkvalt stemme mit Fadervor og tilføjede sukkende: "O, Herre, hjælp mig; jeg ville så gerne forbedre mig, men jeg kan ikke." Da var det, Guds røst sagde til mig: „Der bliver glæde i himlen over een synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfems retfærdige, som ikke har omvendelse behov."

En dag gik jeg ind i laden, mens jeg søgte stilhed for mine tanker, og da lød ordene igen: "Der bliver glæde i himlen over een synder, som omvender sig —". Det stod mig helt klart, at en engleskare var rede til at slå harperne an og lovsynge Herren, så snart jeg havde givet ham mit ja. Helligånden overbeviste mig i den stund om synd og retfærdighed og dom. Jeg så mig selv som det usleste menneske, der var til. Og med henblik på mine indviklede økonomiske forhold lød Guds ord til mig: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift." I denne vakte tilstand fik jeg tro på, at Gud ville høre mig, når jeg bad til ham, blot jeg ville tage det afgørende skridt og sige ja til ham. Jeg forstod også, at dette ja måtte medføre et forvandlet liv. Jeg måtte give afkald på mine gamle venner, og jeg måtte også gå imod min hustru, der på det tidspunkt endnu ikke havde trang til at høre Gud til, men syntes, at det var at gå for vidt at blive troende. Hun var hård og utilnærmelig, når troende folk kom og besøgte os, og særlig når min fader kom. Fader var brandende i ånden og vidnede for alle. Jeg turde slet ikke røbe for ham, hvorledes det stod til med mig. Når han besøgte os, gik han gerne ud i en foderlo og bad for os, inden han gik i seng, og han blev ofte heftigt bevæget under bønnen og bad så højt, at vi kunne høre det ind i stuen, og det talte sit alvorssprog til os.