Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Jeg opdager, at jeg kun er et plejebarn

Der var en anden ting, som pinte mig, og det var, at nogle af mine kammerater havde fortalt mig, at jeg var et plejebarn. En dag sagde jeg til min moder: „De andre børn siger, at jeg er plejebarn." Moder blev lidt ilde til mode over, at jeg havde fået det at vide, da det åbenbart var meningen, at (let skulle holdes skjult for mig. Hun søgte at berolige mig ved at sige, at jeg ikke skulle lytte til den snak; men da jeg atter og atter hørte det udefra og tillige hørte de voksne tale sagte om det, blev jeg klar over, at det havde sin rigtighed. Jeg syntes nit også selv at kunne se, at jeg slet ikke lignede mine søskende. Jeg må dog sige, at der aldrig blev gjort forskel på os, jeg nød de samme rettigheder som de andre børn; men tanken om, at jeg var et fremmed barn, og at fader og moder ikke var mine rigtige forældre, bed sig alligevel mere og mere fast hos mig og gav anledning til, at jeg endnu oftere gik afsides for at bede mit Fadervor. Tit kunne jeg græde og sukke: ,,Mor! Mor! Lever du endnu, eller er du oppe hos Gud?" Mange underlige tanker krydsede min hjerne, og jeg grundede over, hvorfor det skulle være sådan med mig. Kom der en fremmed dame på besøg derhjemme, betragtede jeg hende altid nøje for at se, om jeg lignede hende, og jeg var meget nysgerrig efter at vide, hvad hendes ærinde var. Det gjaldt vel ikke mig? Men nej, og atter nej ! Jeg søgte så at glemme, at jeg var plejebarn.

Det var nu ved den tid, at jeg efter skik og brug skulle konfirmeres, og atter tænkte jeg på, om min rigtige moder skulle komme med til festen eller i det mindste ville sende et lykønskningstelegram, selv om det skulle være affattet på en sådan måde, at jeg ikke skulle kunne opdage, at det var fra hende. Men der kom intet telegram, og der var heller ingen af gæsterne, som jeg ikke kendte. Jeg blev noget nedslået, fordi jeg havde set hen til denne dag og regnet med, at der ville komme noget nyt frem angående min herkomst ved en sådan lejlighed. Skuffet gik jeg over til naboens karl, som var en ældre mand, og da han bemærkede min triste stemning og troede, at jeg var ked af, at jeg skulle ud af skolen, søgte han at trøste mig og sagde: "Vær nu en voksen karl og kom her og få dig en dram," hvorefter han lavede en kaffepunch til mig, som jeg drak, og bagefter stoppede han sin lange pibe og gav mig den at ryge på. Det varede ikke længe, før det begyndte at svimle for mig, og jeg ravede hjem og gik i seng. Ingen anede, hvad der var i vejen med mig.

En dag noget senere fandt jeg nede i en skuffe under noget tøj et telegram, hvori der foruden en lykønskning stod: "Fra din gudmoder Martine." Jeg fik straks den tanke, at telegrammet måtte være fra min moder, og jeg fandt ud af, at jeg var opkaldt efter hende, idet jeg jo hedder Martinus. Jeg lagde telegrammet tilbage i skuffen igen, og da jeg senere spurgte min plejemoder om, hvem der havde båret mig til kirke, svarede hun, at det havde min moder gjort. Nu vidste jeg besked. Plejemoder anede ikke, hvorfor jeg spurgte, og hun løj jo ikke ved at svare, som hun gjorde.