Gamle tekster

Jeg fik det i tilgift

af Martinus Bjerre

Intro

"Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift" (Matt. 6, 33,).

"Således bliver der glæde i himlen over een synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfems retfærdige, som ikke har omvendelse behov" (Luk. 15, 7).

Gennem disse ord var det, Herren drog mig ind i sit rige, og jeg har til fulde erfaret den sandhed, at Gud altid opfylder de løfter, han giver, når blot vi er rede til at gå ind på de betingelser, han stiller.

Allerede mens jeg var dreng, kaldte Herren flere gange på mig, uden at jeg rigtig forstod, hvad det drejede sig om, og jeg havde på det tidspunkt ikke frimodighed nok til at tale med andre mennesker, når det gjaldt åndelige spørgsmål. Ellers havde jeg sikkert længe før kunnet glæde mig ved frelsens herlighed i mit liv. Da mit hjem på det tidspunkt var verdsligt, var der ingen hjælp at hente her, og jeg havde ingen forbindelse med noget religiøst samfund. Ganske vist havde jeg ved et par friluftsmøder hørt Frelsens Hær forkynde evangeliet, men dette havde ikke formået at vække mig op til åndelig erkendelse. Ofte, mens jeg vogtede "kvæg, lå jeg ude på marken og så op mod skyerne, og så kunne mine tanker tit gå til „Vorherre", denne ubestemmelige og utilnærmelige Gud, som er den eneste, mange mennesker har at ty til, når det kniber. Af bønner kendte jeg kun Fadervor, men det bad jeg til gengæld mange gange efter hinanden, når jeg var i nød, og denne bøn kunne give mig trøst i mit betyngede sind.

Min fader var gårdejer og havde foruden den gård, vi boede på, også en anden gård, som lå 25 kilometer borte, og den blev drevet sammen med den første gård, så der var rigeligt at bestille, og når vi skulle ud og arbejde på den anden ejendom, måtte vi køre dertil om natten, for at ikke dagens kostbare timer skulle spildes dermed.

Da jeg var 8-9 år gammel, måtte jeg tage turen med, og jeg fik overladt et spand heste, som jeg skulle køre den lange vej mellem de to gårde. Ofte faldt jeg i søvn på vognen, så det var en lykke for mig, at der gerne kørte en karl foran med sin vogn, så mine heste bare behøvede at følge efter i kølvandet. Det skete undertiden om vinteren, at vi blev overfaldet af en forfærdelig snestorm, og det kunne være så slemt, at vi kørte fast i sneen og måtte lade vognene stå med deres læs på, mens vi forcerede vejen hjem på hesteryg. Engang red vi vild i sådan en snestorm, fordi jeg faldt i søvn på hesten, og karlen, der ledsagede mig, var lige kommet til egnen og kendte derfor ikke vejen. Foruden, at det var snestorm, var det ganske bælgmørkt, så vi kunne ikke se en hånd for os. Karlen måtte ruske i mig, for at han kunne få mig vækket. Jeg var meget forkommen og næsten stivfrossen og sad som naglet til hesten. I min nød begyndte jeg at bede mit Fadervor, og en stemme sagde da i mit indre: „Lad hestene gå hvorhen de vil!" Det gjorde vi, og de fandt selv hjem, men først klokken syv om morgenen nåede vi gården. Derefter husker jeg blot, at jeg blev løftet af hesten, og at jeg kom til mig selv igen i min varme seng, som jeg blev nødt til at holde i længere tid efter de natlige strabadser.

Som dreng har jeg også flere gange været døden nær som følge af ulykker, og navnlig een gang havde jeg nær sat livet til; tililende folk regnede med, at jeg var slæbt til døde af en hest, som løb løbsk med mig. Gud havde dog en plan med mit liv, derfor sparede han det og reddede mig i farens stund.

Foruden de to gårde drev min fader også kreaturhandel og fartede fra det ene marked til det andet. Allerede i en tidlig alder faldt det i min lod at følge med ham rundt til disse markeder. Kun 10 år gammel skulle jeg første gang trække nogle køer hjem, som fader havde købt på en markedsplads. Jeg havde omtrent 25 kilometer til mit hjem og havde aldrig været den vej før, så den var ganske ukendt for mig. Jeg græd mine modige tårer, da jeg skulle af sted. Fader fulgte mig et lille stykke uden for byen og sagde til mig, hvilken vej jeg skulle følge for at nå hjem. Han var ikke ganske ædru efter de mange lidkøb, men var ellers altid god imod mig.

Klokken var syv, og det var ved at være mørkt. Jeg fik først modet tilbage, da mit Fadervor var blevet bedt, men da det snart var bælgmørkt, og det tillige var regnvejr den aften, gik jeg vild. Jeg blev ved med at trave, indtil jeg så lys på en gård, hvor folkene endnu var oppe. Jeg var sulten og træt og gik ind for at få at vide, hvor jeg var, og jeg håbede også i mit stille sind, at de ville give mig noget at spise. Det gik, som jeg tænkte. Folkene på gården var kærlige og hjælpsomme, og efter at de havde givet mig mad, viste de mig vejen hjem. Klokken tre om morgenen nåede jeg hjem med alle køerne i god behold.

Mange gange efter den tid måtte jeg både sommer og vinter vandre fra det ene marked til det andet og altid om natten, ofte i regnvejr eller snevejr. To gange, husker jeg, slog lynet ned lige ved siden af mig, så kreaturerne sprang fra mig over marker og veje. Jeg havde mange bryderier på disse natlige ture, og ofte matte jeg indenfor samme døgn spadsere en strækning på over 50 kilometer, foruden at jeg hele dagen måtte stå med kreaturerne på markedspladsen. Træthed og kulde var dog ikke det værste for mig, men det at se min fader i klammeri med andre mænd i omtåget tilstand pinte mere end noget andet mit barnehjerte. Når jeg om natten skulle trække kreaturerne hjem, græd jeg, og ofte, når jeg kom forbi et hus eller en gård, tænkte jeg med misundelse på mine medmennesker, som kunne ligge i deres varme senge, medens jeg skulle traske af sted i den mørke aften og ikke engang turde sætte mig ned på grøftekanten af frygt for, at falde i søvn.

En nat, da det var et ualmindelig slemt vejr og meget mørkt, og jeg, skulle tilbagelæge en strækning på 25 kilometer med kreaturer g den følgende dag tilbage ad samme vej med andre dyr, bad jeg igen mit Fadervor g tilføjede i min barnlige enfoldighed: "Kære Vorherre! det gør ingenting, om jeg skal blive ved med at have det sådan, mens jeg er ung, blot du vil tage dig af mig, når jeg bliver gammel, og jeg må komme op til dig, når jeg dør." Jeg fik virkelig forvisning om, at Gud havde hørt min bøn, og det gav mig kraft til at gå videre.