Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

XII

„Men Herren er i sit hellige Tempel; stille for hans Ansigt, al Jorden!"
Habakuk 2, 20.

„Men Herren er i sit hellige Tempel." Dette „men" gemmer i sig en herlig Trøst overfor Vantroens, overfor Mørkets Kræfters Angreb, det Angreb, der naar sit Toppunkt i Antikristens Rige. „Men," hvor meget saa end Verdenshavets Bølger bruser, hvor meget det end kan se ud til, som skulde den lille Troens Snekke gaa under, Herren er i sit hellige Tempel, „vor Fader i det høje, han lever." Kristus er dog den, hvem al Magt er givet; Han sover ikke og slumrer ikke i sit hellige Tempel, han er „aarvaagen over sit Ord for at fuldkomme det," som Herren sagde det til Jeremias, da han viste ham Synet af Mandelstaven, det Træ, der i Østerland er Billedet paa Aarvaagenhed; det møder jo tidligst paa Vaaren med sit hvide Blomsterflor. Men „Herren er i sit hellige Tempel," det skal Verden faa at mærke, „Hævnen hører mig til," siger Herren, Guds Dom kommer i sin Tid over al Verdens Ugudelighed og Uretfærdighed; og Herrens lille Hjord skal faa at mærke, at ikke et af Herrens gode Forjættelsesord skal falde til Jorden.

Herren er i sit hellige Tempel, han lever. Paa et russisk Fartøj, der laa i Aarhus Havn, svarede man for en Tid siden Sømandsmissionæren, der vilde dele Traktater ud, med det frække Ord: „Den Gud er vi forlængst færdig med i Rusland." Der blev med Rette svaret tilbage; „Men han er ikke færdig med jer." Han er trofast i sine Forjættelser, men han er det ogsaa i sine Domme.

„Stille for hans Ansigt, al Jorden." Efter den antikristelige Tids Morgen kommer der en stille dejlig Aften for denne Jord, ja for denne gamle Jord. Kristus skal aabenbares fra sit hellige Tempel, han skal „dræbe den lovløse med sin Munds Aande, tilintetgøre ham ved sin Tilkommelses Aabenbarelse" (2 Thessal. 2, 8), og saa kommer Vederkvægelsens Tider for Guds Folk, Tusindaarsrigets stille Sabbatshvile; saa skal den kommende Verdens Kræfter begynde at aabenbares. "Stille for hans Ansigt, al Jorden!" Endnu paa denne gamle Jord skal Kristi Sejrsrige aabenbares, Djævelen skal bindes, Kristus skal raade med sine hellige, den første Opstandelse skal finde Sted. Al Jorden skal have sin Sabbatskvæld. „Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk," saa lyder Forjættelsen (Hebraeerbrevet 4,9)

Medens Frelseren vandrede her paa Jord med sin lille Discipelflok, sagde han en Gang til dem, da Apostlene havde været ude i Missionsarbejde: „Kommer nu I afsides til et øde Sted og hviler eder lidt (Markus 6, 31). Han under sit Folk Hvile. „Jeg vil selv vogte dem og selv lade dem hvile," saa lød allerede ved Profeten Ezekiel den gode Hyrdes kærlige Ord (Ezekiel 34,15).

Vi vil takke for hver en Hvilestund, Herren forunder os her i Kampens Dage med deres Møje og Besvær, Hvilestunder ved Ordets stille rindende Vande; "enten vi læste eller hørte det levende Ord, Bibelordet; Hvilestunder i Bønnens Tider, naar du naaede ind til dette lykkelige at hvile i Gud, Hvilestunder i de helliges Samfundskæde, fremfor alt ved Nadverbordet. Men i den nærværende Verden maa vi jo altid igen fra Taborhvilen ned i Dalen til Kamp mod Mørkets Magter. Hvor livsaligt, naar al Jorden en Gang bliver stille for Herrens Ansigt, naar denne Verdens Larm og Uro afløses af Kristi Sejrsriges Sabbatshvile, naar det skal kendes ikke blot i Paradis, men ogsaa her paa Jord, hvad Aanden siger om dem, der dør i Herren: „De skal hvile fra deres Møje" (Johs. Aab. 14, 13).

Lykkeligt at have saadan Fremtid, saadant Haab! Da skal Englenes Sang: "Fred paa Jorden" faa sin herlige Opfyldelse, da skal jorden fyldes med Erkendelse af Herrens Herlighed, som Vandene, der dækker Havet" (Habakuk 2, 14), da skal Krigens Gru være borte, „Sværd omsmeltes til Hakker og Spyd til Haveknive," da kommer Afrustningens Dage (Esajas 2, 4) som aldrig før.

„Men Herren er i sit hellige Tempel, stille for hans Ansigt, al Jorden? Efter den skønne Sabbatskvæld i Tusindaarsriget kommer den nye Jords evige Dag med den salige Hvile ved „Livets Vands Flod, skinnende som Krystal, udvældende fra Guds og Lammets Trone" (Johs. Aab. 22, 1). Maatte du og jeg, der i Troen fik et saadant herligt, dyrekøbt Fremtidshaab i Eje, ret vandre „med den sagtmodige og stille Aands uforkrænkelige Prydelse." Det Smykke anbefaler Apostlen Peter de troende Hustruer at bære (1 Pet. 3, 4). Men maatte alle vi troende bære denne Prydelse, ret vandre med det stille Sind for Herrens Ansigt, være paa Mariapladsen ved Herrens Fod!