Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

XI

„Stille for den Herre, Herre! Thi Herrens Dag er nær; thi Herren har beredt en Offerslagtning, han har helliget sine indbudne."
Zefanias 1, 7.

„Herrens Dag er nær,” det kan nok gøre Hjerterne stille. Mange store „Herrens Dage" har denne Jord set. Dommens Dage som paa Syndflodens Dag, som hin Morgen, da Sodoma og Gomorra gik under, som i Verdenskrigens Gru, Frelsens Dage som hin Langfredag paa Golgata, en Dag, der vejer op mod Tusinder af Aar, som hin Paaskedag, da Krist stod op af døde som Førstegrøden af de opstandne, med Sejr over Død og Grav, som hin Pinsedag, da Guds Aand tog Bolig i Menneskehjerter, da Guds Menighed i Kristus fik sin Fødselsdag. Alt dette er Herrens Dage. „Herren har beredt en Offerslagtning," staar der. Langfredag saa en Offerslagtning uden Lige. „Ogsaa vort Paaskelam er slagtet, nemlig Kristus" (1 Korinth. 5, 7), Derhen kalder og indbyder han, du og jeg blev ogsaa indbudt i Daabens Stund, ved Evangeliets Kald, til at nyde denne Offerslagtnings Frugter. Der helliger han de Sjæle, der tager mod Indbydelsen, helliger os ved Pagtens Blod. Salig den, der oplevede en saadan Herrens Dag, da vi knælede ned ved Korsets Fod og saa ind i Gudslammets Offer, da vi i Omvendelse og Tro tilegnede os alle vore Synders naadige Forladelse ved Jesu Blod. Da blev Hjertet stille, stille overfor al denne ubegribelige Naade, at „ogsaa mig, den store Synder, frelste Gud i Jesu Navn." —

Herrens Dag er nær. Hver Gang han aabenbarede sig for os i vort Indre eller i vort Arbejde for Guds Rige, da blev Hjertet stille ved Herrens Nærhed. Der var Bønhavelsens Dage, hvor vi skuede Forjættelsens Opfyldelse. Hvor kunde det gøre Hjertet stille! Du Fader og Moder havde maaske bedt og stridt, ja ofte med Taarer, for dit Barns Frelse, som Monika kæmpede sin Taarekamp far Augustin. Hvor længtes du efter at skue den Dag, da du og dine kære blev eet i Jesus! Og saa kom Dagen; sandelig, det var en „Herrens Dag", da du saa det opfyldt, hvad du havde kæmpet for. Da blev Hjertet stille, stille i Tak og Lovprisning og Tilbedelse.

Eller du stred i Bøn for dit Sogn, dit Land, rnaaske ude paa Hedningemarken for de forblindede Hedningesjæle, for de mange Sjæle, du var sat til at vidne for. Du længtes efter at skue Herrens Dag, da Pinsevejret vilde komme. „Kommer Dag ej snart?" sukkede det bange Hjerte. „Tid og Time" har Herren forbeholdt sig selv. Men hans Forjættelse er der jo: „Hold din Røst fra Graad og dine øjne fra Taarer; thi der er Løn for dit Arbejde," siger Herren (Jeremias 31, 16). Og da saa Herrens Dag kom, da Herrens Herlighed aabenbaredes, da det kendtes, at Taaresæden blev til frydefuld Høst, ja da blev Hjertet stille, da maatte vi udbryde: „Herre, du er trofast, du holder dine Løfter, du skuffede ikke." — Hold fast ved det, du Jesu Kristi Stridsmand, naar Hjertet bruser i dig, naar du synes, det kommer ikke, det, du saa inderligt tryglede om: „Herrens Dag" er nær. Stille for Herren!

Ogsaa den Herrens Dag er nær, da han vil holde „Offerslagtning" paa den Maade, at alle Guds Riges Fjender, Antikristen med hele hans onde Vælde, skal møde Guds Dom. Naar Kristus aabenbares sam Rytteren paa den hvide Hest i Spidsen for „Hærene i Himlen", som "Kongers Konge og Herrers Herre" (Joh. Aab. 19, 11-16), da bliver der „tyst i denne Dal," da forstummer Fjendernes Fnysen, da fryder Guds lille Hjord sig i stille, salig Bæven; nu er Herren der, Stunden er oprunden, da han vil hellige sine indbudne ved at fri dem ud fra alle Fjender, ved at herliggøre dem. Stille for Herren, hans Dag er nær, snart er Stunden oprunden for Guds Folks Udløsning. Stille for Herren!