Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

X

„Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse."
Jeremias's Begrædelsers Bog 1, 26.

„Haabet ogsaa blege Kinder farve kan som Rosenblad," saaledes stod der i en lille Sang, Jeg lærte som lille Dreng i Almueskolen. „En Fremtid og et Haab," at give os dette er Herrens Tanker med alt, hvad han sender os. „Jeg kender de Tanker, jeg tænker angaaende eder, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, for at give eder en Fremtid og et Haab," saaledes lyder Herrens Ord (Jeremias 29, 11). Derfor skal vi stille bie efter Herrens Frelse, glade i Haabet. Hans Frelse kommer. „Giv Tid! og Livets Træ bli'r grønt, maa Frosten det end kue! Giv Tid! og hvad du drømte skønt, du skal i Sandhed skue. Giv Tid! og Aandens Vinterblund skal fly for herlig Sommer, giv Tid og bi paa Herrens Stund, for vist hans Frelse kommer." Saaledes synger Digteren Ingemann i den lille Sang: „I Sne staar Urt og Busk i Skjul."

Da Profeten Jeremias udtalte Ordet: „Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse," sad han paa Jerusalems Ruiner. Alt saa forfærdeligt mørkt ud. Og saaledes sidder Guds Børn jo ofte ogsaa den Dag i Dag. Fra Fortiden kan de stige frem, de tunge Minder, i mangen „mørk og bange Stund." Over Nutiden kan Skyggerne sænke sig, og Fremtiden synes saa umulig. Og dog — „hvad der mest dig trykked her, lokker af din Harpe her dog maaske den bedste Lovsangstone, naar engang du staar for Herrens Trone. Stille kun, stille kun:" "Lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse" (Salme 68, 20). „Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? Hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud! Thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud" (Salme 42, 12). Endnu takke ham — det lille „endnu" spreder Haabets Lys. Det skal ikke ende med Ak for det ærlige Guds Barn, men med Tak. Hosianna skal blive til Halleluja. Derfor stille! En Tid eller anden, en Vej eller anden, vor Herre ved Raad. Lad os forvente Herren. „De, som forventer Herren, skal fornye deres Kraft" (Esajas 40, 31).

Da vi var smaa, vi Søskende hjemme i den gamle Præstegaard, blev vi Juleaften lukket ind i en mørk Stue, medens de kære Forældre gik og tændte Juletræet. Vi sad i den mørke Stue, men fyldt med et straalende Haab. Snart, snart gaar Døren op, saa er det forbi med Mørket, saa staar vi midt i Lysglansen. Lad os ikke slippe Haabet, selv om det ser „surt og mørkt i hver en Krog." I Jesu dyrebare Navn er „vor Forløsnings Morgenrøde," „Haabets rette Ankergrund;" „og hans Hus er vi, saafremt vi fastholder Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden" (Hebr. 3, 6). „Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse."