Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

IX

„Kun for Gud er min Sjæl stille."
Salme 62, 2.

Kun for Gud — der er intet andet, der kan gøre vor Sjæl stille. "Kun for Gud er min Sjæl stille," synger David, og lidt længere hen i Salmen: „Kun for Gud vær stille, min Sjæl." Han formaner sin Sjæl til at være stille. Kun for Gud kan vor Sjæl blive stille. Intet andet formaar at give Sjælen den stille Hvile. Selv om alt andet synes at være i Orden, selv om Pengene slaar godt til eller Helbredet er i bedste Orden, det kan ikke gøre Sjælen stille, thi alt det ydre kan saa hastigt rokkes, forandres, briste for os. Det kan ikke danne Grundvold for Sjælens Stilhed. Kun for Gud. En dødssyg Kvinde, der led haardt under Tuberkulosens pinagtige Hærgen i det stakkels Legeme, og som tillige havde tunge Sorger af anden Art at kæmpe med, sagde saa stille: „Herren ved alt, han magter alt." Der var Hvilen at finde trods alt.

I Johannes' Aabenbaring Kap. 15, 2-3 fortæller Apostlen følgende af, hvad han saa i Himmelen: "Jeg saa som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som sejrende gik ud af Kampen med Dyret og dets Billede og dets Navns Tal, staaende ved Glarhavet og holdende Guds Harper. Og de sang Mose, Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang. —"

„Glarhavet" betegner det fuldkomment stille, fremstiller for os Billedet af et Hav uden mindste Krusning, saa ganske stille. Det er Himlens Stilhed. Det betegner os Guds Raadslutningers Urokkelighed. Han ved alt, han magter alt, det gaar trods Kamp med Fjenderne (og denne Kamp betegnes ved Ilden, der skinnede i Havets blanke Flade) dog, som Gud vil. Hans Folk skal derhjemme slaa Harpen og synge Mose Sang, Sangen om Udfrielse for alle Vantroens Ægyptere, ogsaa fra den sidste store „Ægypter", Antikristen. De kom igennem, Gud førte dem igennem, lod dem smage sin Fred og Hvile gennem det altsammen. Det gjorde Gud ved Lammets Blod, derfor blev Sangen om Udfrielsen ogsaa „Lammets Sang". De sejrede ved Lammets Blod. Og nu saa Johannes dem staa ved Glarhavet, i Tilbedelse for Gud og Lammet, der førte dem igennem, saa alle Storme ikke kunde rokke Guds Frelsesplaner med hans Folk. Hans Fredstanker sejrede. Det betegner Glarhavet. Han skuffede ikke, fra ham kom Frelsen, han gav sit Folk Sejr ved Jesus Kristus.

Kun for Gud er min Sjæl stille. "Stille kun, stille kun, alt vil blive godt! Herrens Stund, Taaresæd til Jubelhøst, Sorg saa tung til evig Trøst. Hvad er denne Tids saa korte Smerte dog for et i Blodet toet Hjerte? Stille kun, stille kun!" Hans Naadeløfter kan ikke rokkes, de er som Glarhavet, det, ingen Storm kan bringe end ikke en eneste Krusning paa.

Han ved alt, han magter alt. Som dine Dage er, skal din Hvile være. Blot vor Forventning er „til ham", hviler paa hans Trofasthed.

Maatte ogsaa du og jeg en Gang staa med Harpen ved Glarhavet, synge Mose Sang, Lammets Sang, til Ære og Pris for ham, der købte og døbte os! Da skal vi tilfulde erkende, hvad vi her fik en liden Forsmag paa, hvad det vil sige: Kun for Gud er min Sjæl stille.