Gamle tekster

Stille - for Herrens ansigt
C. Asschenfeldt-Hansen

VI

„Gud, man lover dig i det stille i Zion."
Salme 65, 2.

Ja, saaledes gør man i Zion, i den hellige Stad, i Guds Menighed. Der lover man Herren; han bor i sit Folks Lovsange. Verdensfolket kender ikke Lovsangen for vor Gud og Lammet; den lovpriser sig selv og sit eget. Men naar en Synder vækkes, omvendes, saa fødes Lovsangen, saa siger man til sin Sjæl: „Min Sjæl, du Herren love, hans Navn mit Hjerte frydes ved." Saa længes man efter at synge sin Lovsang ud i Samfund med de hellige, saa er „Sangens Tid" kommen. Men stærkest og dybest toner de frelstes Lovsang her paa Jord, dog „i det stille". I Lønkammerets stille Stunder, naar man, som David synger det ud (Salme 27, 4), „beskuer Herrens Livsalighed" og „grunder i hans Tempel," saa lover man Gud „i det stille". Saa lader Herren saa ofte al sin Godhed „drage forbi for vort Ansigt," i levende Billeder afmaler han for os alle de mange Velgerninger, vi har modtaget til Sjæl og Legeme, hvorledes han søgte os, fandt os, bønhørte os, bevarede os, vejledede os, trøstede os, skærmede os mod al Fare. Hvor er det godt „i det stille" at beskue al denne Guds Godhed og Livsalighed, forlyste sig i Herrens Pris. „I det stille," inde for Guds Ansigt, der læres bedst den himmelske Lovsangs Toner. Naade over Naade har vi modtaget, det ser vi klarest „i det stille", der hvor vor egen Uværdighed erkendes dybest og Naadens Herlighed straaler i største Glans. — Fra saadan en Stund, hvor man lovede Gud i det stille, kan man gaa ud til sin Kamp i det daglige Liv med ny Kraft til at vidne ret for Verden om Lykken i Jesus, med ny Kraft til at tjene de hellige og sidde paa den lykkelige nederste Plads med Tak. Maatte du og jeg ret ofte søge de stille Stunder ved Herrens Hjerte, „love Gud i det stille i Zion!" Saa erfarer vi altid paany, at Glæden i Herren er vor Styrke (Nehemias 8, 10).